Maratse stryger Ajijak op af graven (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse stryger Ajijak op af graven

Maratses fætter, den berygtede drabsmand Îsímardik, havde bebudet, at han – når lejlighed bød sig – ville dræbe Maratse. Maratse, der vidste, at der aldrig var langt fra ord til blodig handling, når først fætteren havde udset sig et drabsemne, blev utryg. I bevidstheden om, at et drab på ham, som var åndemaner og i besiddelse af mange hjælpeånder, kun kunne ske, ved at drabsmanden faldt ham og ånderne i ryggen, besluttede han sig til at skærpe sit forsvar gennem det overnaturlige.

Maratse roede derfor ud til Puisorqaq-øen for der at stryge sin fætter Ajijak op af graven. Da Ajijak levede, var han en stor og berømt åndemaner med hjælpeånder, der var så stærke, at han var ganske usårlig. Og nu ville Maratse have at vide af Ajijak, hvor hans hjælpeånder var at finde, for at han kunne erhverve dem til sit forsvar.

Vel nået ud til Ajijaks grav, gav Maratse sig til at stryge. Han ventede, at Ajijaks opvågningsklage ville lyde fra graven, men der kom ingen lyd.

Maratse strøg ufortrødent videre. Han havde strøget en tid, da han lagde mærke til, at himlen begyndte at formørkes. Mørket blev tættere og tættere, som strygestenen fik mæle. Med ét var det, som mørket samlede sig sammen til en klump og faldt ned i Ajijaks grav. Der lød en forfærdelig klirren af knogler. – Maratse strøg videre. Endelig vågnede Ajijak, og der lød et langtrukkent »êq« nede fra mørket.

Endelig spurgte Ajijak: »Skal jeg dukke frem?«

Men inden Maratse svarede, trak han sin hånd langt ind i pelsærmet og stak det tomme ærme ned mellem gravens dæksten til Ajijak.

Ajijak tog fat i ærmelinningen og hev til med sådan en kraft, at et smertefuldt stød gik gennem armen på Maratse.

Langsomt trak Maratse ærmet til sig, men Ajijak holdt så godt fast, at det stykke af ærmet, der var tomt, blev sprængt over og blev siddende mellem dækstenene så fast, at det ikke var til at få løst. Først hen på vinteren kunne Maratse få sit ærmestykke fri – og det var højsommer, da han strøg Ajijak til opvågning. Ajijak spurgte: »Er jeg klar til at dukke op nu?« »Hvis jeg kan søge hjælp hos dig, kan du godt dukke op«, svarede Maratse.

Ajijak dukkede frem: »Hvem er du?« spurgte han. Maratse nævnte sit navn.

Ajijak: »Hvad vil du her?«

»Îsímardik vil dræbe mig – og nu ved jeg ikke andet råd end at søge beskyttelse i det overnaturlige«, fortalte Maratse.

Ajijak stønnede: »Ih, her ligger jeg ude af stand til at færdes omkring mere. Min hjælpeånd Ikilerpik vandrer stadig rundt, han bor på Simitaq-øen, der kan du søge efter ham«.

Derpå spurgte Ajijak: »Kan jeg ikke kravle op?«

»Hvis du kan – så kravl bare op«, svarede Maratse.

Ajijak krøb op af graven, klædt i en svær pels, og han slæbte sig hen over benene på Maratse og forsvandt så ned i graven igen.

Maratse gik derpå ned til sin kajak og roede over til Simitaq, hvor han råbte på Ikilerpik, men forgæves. Senere søgte Maratse længe efter Ikilerpik, men han fandt ham aldrig.

Det viste sig senere, at Maratses yngre bror, Pûkâqarteq, havde erhvervet sig Ajijaks gamle hjælpeånder.

Maratse undgik dog sin skæbne, thi fætteren Îsímardik gjorde aldrig alvor af sin trussel.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 268-269, København, 1963.

Næste kapitel ►