Middelalder

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik


Thøger Larsen

Slægternes Træ


Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania
1914


Middelalder


I Gildeshal sad Thore og Tjalf,
de tømte Horn og Kande,
de slog i Bordet, saa Bordet skjalv,
og var saa røde i Pande.


De talte med rasende Røsters Kraft
hinanden haardt i Møde,
knugede Hænder om Økseskaft,
som vilde de slaa til Døde.


Alle Kvinder til Krogene veg,
baade bange og blege,
skælvende stumt, mens Harmen steg
højt under Bjælkeege.


Thore talte, ond i Hu,
som lured bag Tænderne Torden:
»Ymter du mer om Svanhild nu,
slaar jeg din Skal mod Jorden.«


Tjalf ham spotted ud af Skæg,
Skæg saa røde og stride:
»Skøn Svanhild Hoser trak af Læg,
de Ben var skønne og hvide.


Jeg strøg saa lindt Skøn Svanhilds Læg,
hun blev saa blid og tam,
kaldte mig ind mod Alkove-Væg,
kælen som et Lam.


Hun strakte Kroppen hvid og varm,
vendt mod Alkovelofte,
drog mig ind imod sin Barm
og mod sine hede Hofte.


Blaa Luer hopped paa hendes Mund,
Djævle med søde Navne.
Det lød: »Mon Thore i saadan Stund
kan saadant Pigerne favne?«


Da rejste Thore sig kæmpestor,
stum og stiv af Vrede,
hans Tunge skælvede efter Ord,
men Ord var ej tilrede.


Han hævede Øksen mod Bjælkespænd
og hev den ned i Borde,
saa Sæt det gav i Kvinder og Mænd,
og Bordet brast til Jorde.


Han hæved Øksen endnu en Gang
med harmehamrende Aarer.
De Kvinder hinanden om Halsen hang
og skreg i Skræk og Taarer.


Og Øksen sank i Hovedskal,
Blodet sprøjted mod Lofte.
Tjalf fôr ned i Dødsens Kval.
Man bar ham ud paa Tofte.


Thore stod stille en stakket Stund,
saa’ hen som over et Øde:
»Svanhild! Svanhild! Din røde Mund
har løjet din Ven til Døde.


Kendte du, Svanhild, Sorgens Kalk,
og hvad til Randen steg, —
kendte du Kloen af Kvidens Falk,
og Svien, da du sveg —


Og, Svanhild, vidste du al den Hu,
som over dig jeg hvælver,
og Kvalen, som deri fra nu
og ind i Døden skælver — —«


Han spiddede sig paa Spyd i Hal,
saa’ Mørket slaa mod Lofte.
Thore slap for Livsens Kval.
Der skreg en Fugl fra Tofte.


Dør sprang op fra Vinternat
med Stormes frosne Sus.
Ind i Hal tren Svanhild brat,
svimled i Tærskelgrus.


Lange Tander i Lysene stod,
Øl fra Bordene flød,
mødtes paa Gulvet med leret Blod.
Hun fandt Thore død.


Græd til Gry gennem Ruderne randt,
græd med Øjne som Vunder,
græd, da Solen gyldent spandt,
græd, da Solen gik under.


Tænkte nu Thore for evig Tide,
at hun var af svigefuldt Sind,
da skulde Gud og Alhelgen vide,
at Løgn havde slaget ham blind.


Det skulde Gud og Alhelgen vide,
at alle kommende Dage
vilde Sommer være som Vintertide
for hende, der nu var tilbage.


Hun vilde hige mod Gravens Grube,
til hendes bristende Blikke
kunde skimte Tjalfes Edderstrube
af Ild- og Svovlsøen drikke.


Saa brast skøn Svanhilds Tanker derved,
som Vandenes Bobler briste.
Alle, der lide som Svanhild led,
dem hjælpe den Herre Kriste.