Middelalder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Thøger Larsen

Slægternes Træ

Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania
1914

Middelalder

I Gildeshal sad Thore og Tjalf,

de tømte Horn og Kande,

de slog i Bordet, saa Bordet skjalv,

og var saa røde i Pande.

De talte med rasende Røsters Kraft

hinanden haardt i Møde,

knugede Hænder om Økseskaft,

som vilde de slaa til Døde.

Alle Kvinder til Krogene veg,

baade bange og blege,

skælvende stumt, mens Harmen steg

højt under Bjælkeege.

Thore talte, ond i Hu,

som lured bag Tænderne Torden:

»Ymter du mer om Svanhild nu,

slaar jeg din Skal mod Jorden.«

Tjalf ham spotted ud af Skæg,

Skæg saa røde og stride:

»Skøn Svanhild Hoser trak af Læg,

de Ben var skønne og hvide.

Jeg strøg saa lindt Skøn Svanhilds Læg,

hun blev saa blid og tam,

kaldte mig ind mod Alkove-Væg,

kælen som et Lam.

Hun strakte Kroppen hvid og varm,

vendt mod Alkovelofte,

drog mig ind imod sin Barm

og mod sine hede Hofte.

Blaa Luer hopped paa hendes Mund,

Djævle med søde Navne.

Det lød: »Mon Thore i saadan Stund

kan saadant Pigerne favne?«

Da rejste Thore sig kæmpestor,

stum og stiv af Vrede,

hans Tunge skælvede efter Ord,

men Ord var ej tilrede.

Han hævede Øksen mod Bjælkespænd

og hev den ned i Borde,

saa Sæt det gav i Kvinder og Mænd,

og Bordet brast til Jorde.

Han hæved Øksen endnu en Gang

med harmehamrende Aarer.

De Kvinder hinanden om Halsen hang

og skreg i Skræk og Taarer.

Og Øksen sank i Hovedskal,

Blodet sprøjted mod Lofte.

Tjalf fôr ned i Dødsens Kval.

Man bar ham ud paa Tofte.

Thore stod stille en stakket Stund,

saa’ hen som over et Øde:

»Svanhild! Svanhild! Din røde Mund

har løjet din Ven til Døde.

Kendte du, Svanhild, Sorgens Kalk,

og hvad til Randen steg, —

kendte du Kloen af Kvidens Falk,

og Svien, da du sveg —

Og, Svanhild, vidste du al den Hu,

som over dig jeg hvælver,

og Kvalen, som deri fra nu

og ind i Døden skælver — —«

Han spiddede sig paa Spyd i Hal,

saa’ Mørket slaa mod Lofte.

Thore slap for Livsens Kval.

Der skreg en Fugl fra Tofte.

Dør sprang op fra Vinternat

med Stormes frosne Sus.

Ind i Hal tren Svanhild brat,

svimled i Tærskelgrus.

Lange Tander i Lysene stod,

Øl fra Bordene flød,

mødtes paa Gulvet med leret Blod.

Hun fandt Thore død.

Græd til Gry gennem Ruderne randt,

græd med Øjne som Vunder,

græd, da Solen gyldent spandt,

græd, da Solen gik under.

Tænkte nu Thore for evig Tide,

at hun var af svigefuldt Sind,

da skulde Gud og Alhelgen vide,

at Løgn havde slaget ham blind.

Det skulde Gud og Alhelgen vide,

at alle kommende Dage

vilde Sommer være som Vintertide

for hende, der nu var tilbage.

Hun vilde hige mod Gravens Grube,

til hendes bristende Blikke

kunde skimte Tjalfes Edderstrube

af Ild- og Svovlsøen drikke.

Saa brast skøn Svanhilds Tanker derved,

som Vandenes Bobler briste.

Alle, der lide som Svanhild led,

dem hjælpe den Herre Kriste.