Mikkelsdagsprædiken

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gammelnorsk homiliebog

Mikkelsdagsprædiken

Admonitio ualde necessaria, sanctorum angelorum, in die sancti Michaelis

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864

---

Engel og djævel
fra Biblia Porta (1200-tallets slutning)

Den højtid, som vi fejrer i dag, er tilegnet alle Guds engles hæder — dem, som Gud ved verdens begyndelse skabte til sin tjeneste, og som har tjent ham siden. Og denne dag kaldes Mikaels højtid, fordi den hellige Mikael, Guds engel, på denne dag viste sin kraft på den måde, at han gav sejren til folkene i den borg, der hedder Sepontus, da de blev angrebet af hedenske mænd. Det lynede, og en stærk storm nærmede sig, men den vendte sig imod hedningerne, og en stor del af deres hær faldt; nogle blev fældet af lynilden, andre faldt for borgmændenes våben. Og da borgmændene vendte hjem med sejr, lod de en kirke opføre til ære for englen Mikael på det fjeld, som nordmændene kalder Monte Gargan. Denne kirke blev opført foran indgangen til den klippehule, som englen Mikael selv havde viet til bønnested, sådan som han kundgjorde det for folkene på den dag, da man for første gang gik ind i hulen. Og syge mennesker blev helbredt dér, og man fornemmede en himmelsk duft, mens biskoppen sang den første messe på stedet, og der er siden sket store mirakler dér. På grund af disse hændelser opstod den højtid, hvis fejring siden er blevet påbudt i hele kristenheden til ære for Gud og den hellige Mikael og alle Guds engle.

Men siden vi i dag fejrer Guds engles højtid, er det passende at bruge nogle ord på at forklare deres herlighed, og hvilken tjeneste de udfører. Vi skal da først undersøge, hvorfor nogle engle nævnes ved navn. Englene bærer ikke navn, fordi de behøver at have et navn hos Gud, for alle i himlen besidder så stor en visdom, at enhver kender de andres tanker og vilje uden at behøve et navn. Men når de bliver sendt til os i denne verden, så giver menneskene dem et navn, som passer med det virke, de har: Mikael betyder Hvem er lig Gud?, Gabriel kaldes Guds styrke, Rafael Guds lægedom. Når der sker pragtfulde mirakler, så kommer Mikael for at udføre dem, sådan at vi af selve hans navn og ved hans gerninger kan forstå, at alene Gud formår at gøre det, som ingen andre kan. Derfor fortælles det i bøgerne, at ved verdens undergang skal Mikael kæmpe imod Antikrist og dræbe ham, for det er passende, at den som i overmod ville rejse sig imod Gud, bliver dræbt af den engel, som med sit navn viser, at ingen er som Gud. Og Gabriel — ham, der kaldes Guds styrke — blev sendt til Maria. Med rette kaldes den Guds styrke, som bebudede hans komme, sådan som det er skrevet i salmen: »Herren er stærk og mægtig i striden. Kraftens herre. Han er selv ærens konge!« Herren kaldes mægtig i strid, fordi han kom for at kæmpe imod Djævelen, og alene overvandt han hele hans vælde. Og Rafael betyder Guds lægedom, fordi han kom for at helbrede Tobias med lægekunst og åbnede hans øjne.

Men siden vi nu har tolket englenes navne og fortalt, hvad de betyder, så bør vi også nu redegøre for den tjeneste, de udfører, for alle englene tjener ikke Gud på samme måde. Vi skal vide, at der findes ni engleskarer: det er engle og ærkeengle, kræfter og magtengle, høvdinge og styrere, stole og visdommens fylde og de brændende eller flammende. Engle kaldes udsendinge; det er de engle, som oftest sendes her til denne verden i Guds ærinde. Ærkeengle kaldes de engle, der sendes ud i Guds vigtigste ærinder, som Gabriel, der bebudede Kristi komme, eller som Mikael, der ofte åbenbarede himmelske ting for profeterne. Kræfter hedder de engle, der sendes ud for at udvirke mirakler. Magtengle er dem, der sendes af Gud for at forhindre urene ånder i at skade menneskene mere, end Gud tillader. Høvdinge er dem, som kan sende andre engle ud i hellig tjeneste. Styrere kaldes de engle, der nyder en sådan anseelse hos Gud, at de andre engleskarer tjener dem. Stole kaldes den engleskare, som meddeler Guds uransagelige domme, for Gud styrer dem som en dommer på en stol, når han kundgør sine retfærdige domme. Visdommens fylde kaldes de engle, som besidder tilsvarende mere af Guds visdom, som de er nærmere Gud end de andre engleskarer, fordi Herren selv kaldes den sande visdom, og de, som er nærmest ham, er de mest vise. De brændende eller de flammende kaldes de engle, som med den varmeste kærlighed elsker Gud, for af alle englene er de ham nærmest. Deres ild og flamme er deres kærlighed, og Gud er kærlighed. De kaldes de brændende eller de flammende, fordi de elsker Gud.

Men hvad nytter det os at kende til Guds engles tjeneste i himlen, hvis ikke vi tager deres eksempel til os og forbedrer os ved at efterligne dem? For ved at efterligne deres tjeneste kan vi få del i deres hæder. Det findes fortalt i hellige skrifter, at der skal komme lige så mange mennesker til himlen, som der i forvejen findes engle, og det er vist, at menneskene skal indtræde i alle engleskarerne. Og siden mennesker skal gøre alle engleskarerne fuldtallige, da er enhver, som vil indtræde i deres skarer, forpligtet til at efterligne dem i deres tjeneste. Der er nogle, som kun har fået lidt til låns her i denne verden, men som dog alligevel med det lille lån, de har, ofte er gode eksempler for deres næste og trofast tjener Gud med den forstand, de har; disse kan passende indgå i den engleskare, der kaldes engle, for de er i deres adfærd Guds udsendinge, selv om de ikke er i stand til at forstå den dybere mening. Nogle her i verden besidder stor lærdom og indsigt, og de lader andre nyde godt af deres forstand og forkynder ved deres lære de højeste ting; disse kan passende indgå i den skare, der kaldes ærkeengle. Nogle bliver på grund af deres store fortjeneste hædret sådan af Gud, at de er i stand til at udrette mirakler og vise deres hellighed med tydelige jærtegn, og de hører til i skaren af de engle, der kaldes kræfter. Der er nogle, som har renset deres sind så godt for urene tanker og deres legeme for synder, at de formår at drive djævle ud af mennesker og hindre onde menneskers uskik, for de, som modigt overvinder deres synder, bliver stærkere end de urene ånder; sådanne mennesker har ret til at indgå i skaren af magtengle. Nogle lever deres liv så ophøjet, at de er bedre end de gode, og de bliver derfor valgt til at lede og stå i spidsen for andre gode mennesker; og når de i Guds tjeneste tager vare på sig selv og de mennesker, der er under dem, da gør de sig værdige til at komme med i den skare af engle, der kaldes høvdinge. Nogle tager sig ikke alene i agt for legemlige synder, men holder tillige deres hjerte så nidkært fra alle unyttige tanker, at de med rette kan kaldes deres sinds styrere. Og fordi de med deres rene sind efterligner Gud noget, så bliver de hædret af menneskene og indtræder i den skare af engle, der kaldes styrere. Der er nogle, som overholder retfærdigheden i en sådan grad, at de på ingen måde viger fra rette domme, når de skal afgøre en sag mellem sig selv og andre, og de er så retfærdige, at de aldrig fremmer deres egen sag på andres bekostning eller tager mere hensyn til venner end til uvenner; og når de altid dømmer korrekt og ikke efter deres velvilje eller modvilje, så kan de med rette kaldes Guds stole, for den retfærdigt dømmende Gud styrer deres hjerter, når de i alle henseender vægter at fremme hans vilje snarere end deres egen. Nogle er så fulde af næstekærlighed, at de bruger al deres flid og hele deres forstand og formue på at skaffe de fleste bedre vilkår og velfærd, og de udøver det, som apostlen Paulus sagde: »Bær hinandens byrder, da opfylder I Kristi lov.« Og endvidere sagde han dette: »Næstekærligheden gør intet ondt, for kærligheden er lovens fylde.« Men hvad er lovens fylde andet end visdommens fylde? Derfor kaldes de retteligt visdommens fylde, som opfylder dette kærlighedsbud. Der er nogle, som i deres hjerte bærer en fuldkommen kærlighed til Gud og deres næste, og dog lever de afsondret fra al travlhed og menneskelig uro, for at de alene kan tjene Gud og udelukkende have ham i tankerne. Men hvad er disse mennesker, som elsker Gud så varmt, at de kun vil have ham i tankerne og forkaster al denne verdens travlhed, andet end brændende eller flammende?

Men når vi taler om disse ting, så bør alle og enhver betragte sit liv og ransage sit sind og sin adfærd og tænke over, om han i sin livsførelse genkender nogle af de ting, som blev opregnet her. For det menneske er forbandet og udelukket fra samværet med englene, som i sin livsførelse ikke efterligner dem, og som ikke angrer sine misgerninger og knytter sig til Guds engle med gode gerninger. Men den, som i sin adfærd gør meget for at efterligne englene, han skal takke Gud med ydmyghed og ikke udvise hovmod over for dem, der ikke er så stærke. For hvis den første engel mistede sin glans på grund af overmod og blev til en djævel, så skal det hovmodige menneske ikke komme derhen, hvor englen ikke måtte være på grund af overmod. Og den, som kun gør lidt — men dog noget — for at efterligne englene i sin adfærd, han skal ikke misunde den, som gør mere, men snarere skal han elske andre for det, som han ikke selv er i stand til, og glæde sig over det, som han ser andre gøre bedre, og da vinder han meget ved andres gode gerninger. For ingen, som er i himlen, misunder hinanden, selv om ikke alle er lige dér, men snarere glædes enhver dér over de andres herlighed, som var det deres egen, og alle synes selv at have det, som han ser en anden have. Den bedste og tydeligste måde at efterligne englene på er, at enhver glæder sig over andres trivsel og elsker andre for den gode gerning, som man ikke selv har i sig. Men vi skal vide, at alle engleskarerne ejer al herlighed hos Gud sammen, men hver af dem tager navn efter den rang, som de og de andre tidligere har fået. Alle engleskarerne elsker Gud varmt, men dog kaldes de, som besidder den største kærlighedsvarme, de brændende eller flammende. Alle engleskarerne er fulde af himmelsk visdom, men dog kaldes de, som Gud har givet størst visdom, for visdommens fylde. En engleskare kaldes stole, og ingen kan være salig, medmindre Gud sidder og vogter over hans hjerte, det vil sige, at han bor i hans sind.

Det fremgår af nogle skrifter, at der ikke bliver udsendt andre engle end fra de skarer, der hedder engle og ærkeengle. Dette udsagn synes at være stik imod det, som profeten Esajas sagde: »En af de flammende,« sagde han, »— fløj hen til mig, og i hånden havde han en glød, som han tog fra alteret med en tang. Og han lod den berøre min mund og sagde: ‘Dette har berørt dine læber, og din synd er dermed renset.’« Hvorfor fortalte profeten, at en af de flammende kom flyvende hen til ham, hvis det i nogle forstandige skrifter står, at der ikke udsendes andre end engle og ærkeengle?

Det véd vi, at alle engleskarerne får deres navn fra deres tjeneste og det arbejde, de udfører. Det véd vi også, at engle sender andre engle til menneskene, sådan som profeten Zakarias sagde: »Da den engel, der havde åbenbaret sig for mig, forlod mig, kom en anden engel imod ham og sagde til ham: ‘Løb du tilbage og fortæl denne dreng, at Jerusalem vil blive ødelagt.’« Men eftersom det er sikkert, at engle sender andre engle til menneskene, kan der herske tvivl om, hvorvidt den engel, der åbenbarede sig for profeten Esajas, var en af de flammende, eller om han var sendt af dem fra en anden skare. Men han blev passende kaldt en af de flammende, fordi han udførte deres arbejde, da han holdt ild imod profetens læber og brændte synden af hans mund. På samme måde som engle kan sende andre engle, sådan kan også de engle, som bliver sendt, tage navn efter dem, der sendte dem, hvis de udfører deres tjenester, selv om de er udsendt fra en anden skare. Det bekræftes også af profeten Daniel, at få engle bliver sendt til denne verden, mens flere priser Gud i himlen, for han sagde disse ord: »Tusind tusinder tjente Gud, men ti tusind gange hundrede tusind stod foran ham.« Et er at tjene Gud, noget andet er at stå foran Gud. De tjener Gud, som tager derhen, hvortil han sender dem, mens de står foran Gud, som ikke fjerner sig fra hans blik og altid bliver stående i hans nærvær. Tusind tusinder tjente ham, men ti tusind gange hundrede tusinde stod foran ham, for få bliver sendt her til denne verden for at udføre tjenester for Gud, mens flere altid står foran hans øjne i himlen. Og de, som bliver sendt, kommer her til denne verden for at udføre deres arbejde, men de har altid Guds herlighed for øje, for Guds almagt findes alle steder, og derfor kan de ikke sendes nogen steder hen uden at have Gud for øje, selv om de dog kun er ét sted ad gangen. Engles færd sker uden forsinkelse, for de farer på et øjeblik mellem himlen og jorden — så hurtigt som et menneske kan tænke — og de udfører deres arbejde usynligt, ligesom de selv er usynlige. Men engle kan dog, hvis de vil, åbenbare sig synligt for mennesker — sovende såvel som vågne — i en legemlig skikkelse, som de antager i luften, men denne skikkelse forsvinder i luften, når de farer til himmels. Og engle viser sig af og til synligt, for at vi skal tro på deres usynlige kræfter, for alle synlige mirakler sker, for at vi skal tro på de usynlige.

Men siden vi i dag fejrer den højtid, som englen Mikael kundgjorde skulle fejres, så lad os forklare noget om denne engels herlighed, så vi kan vide, at vi kan have tillid til ham, såfremt vi ønsker at påkalde ham og bede ham gå i forbøn for os. For hellige skrifter fortæller, at han på mange måder nød større anseelse hos Gud end andre engle og blev gjort til høvding over de andre engle. Denne engel har ofte åbenbaret sig for profeterne og vist dem fremtidige hændelser og gjort deres bønner velbehagelige for Gud, sådan som han selv sagde til profeten Daniel: »Jeg er den engel, der fører dine bønner til Gud.« Johannes så denne engels herlighed i sit himmelsyn og sagde: »En engel stod ved alteret med et guldbelagt røgelseskar i hånden, og han fik megen røgelse« — det vil sige de helliges bønner — »og han frembragte en herlig duft foran det gyldne alter« — det vil sige for Guds åsyn. Derfor bør vi ofte påkalde Guds engle for at få hjælp, for de gør vores bønner velbehagelige for Gud og går i forbøn for os. Denne engel, Mikael, er gjort til høvding i Paradis, og han har magt over alle de retfærdige sjæle til at lede dem fra pinslerne til Paradis. Derfor bliver Gud i alle ligsange bedt om at sende englen Mikael ud for at møde menneskesjælene og lede dem til fred og væk fra Djævelens magt. Vi skal derfor søge denne engels velvilje i bønner og med gode gerninger, så han hjælper vores sjæle hen til Gud. Denne engel skal på den yderste dag gå imod Antikrist og dræbe ham med lynild og tilintetgøre den magt, som han hidtil havde brugt imod Guds venner. Derfor beder vi denne Guds engel om, at han lader Gud skænke os sejr over vores uvenner og hjælper os mod vores synlige og usynlige fjender. Det er således nødvendigt for os, at dyrke de hellige engle i vores bønner og påkalde dem for at få hjælp mod alle fristelser, for uden Guds kraft og englenes hjælp kan vi ikke udrette det gode eller overvinde fristelser.

Skytsengle sendes ud for at hjælpe alle mennesker, når de bliver døbt. Så er mennesket beredt til gode gerninger og skærmet mod det onde. Men såfremt mennesket giver efter for Djævelens fristelser og begår synder, så vender skytsenglen sig uglad bort fra ham, og hans plads overtages af fjendens engel, og så har mennesket konstant lyst til synd og uagtsomhed. Men hvis Guds barmhjertighed kan få mennesket til at angre synderne helhjertet, så kommer skytsenglen med glæde tilbage til dette menneske og jager den fjendens engel, som havde lokket ham, væk fra ham, og han styrker for anden gang mennesket til en forbedret livsførelse. Men fordum åbenbarede skytsengle sig synligt for de hellige fædre og profeterne, for at vi skulle tro på det, at skytsenglene også følger os på samme måde, som de fulgte dem, såfremt vi har et ønske om at efterleve deres eksempel. Lad os da også ofte vende vores tanker mod den himmelske lykke og helhjertet længes efter englenes herlighed, idet vi ihukommer, at vi selv er jord og aske, og lad os vaske syndens snavs af os i tårernes kilde. Den, som kun har fået lidt til låns her i denne verden, han skal trofast tjene Gud med dette lille lån og være et godt eksempel for andre med sine gerninger, så han er værdig til at være Guds udsending. Den, som har fået et stort lån, han skal være gavmild mod sin næste med dette store lån, så han kan blive Guds overtjener.

Lad os — gode søskende! — vise vores næste dydens gerninger og med overbærenhed hjælpe de svage, så vi kan indgå i de himmelske kræfters skarer. Lad os modigt modstå Djævelens fristelser og sætte alt ind på at afholde vores næste fra at synde, så vi kan blive en del af magtenglenes skare. Lad os holde os fra unyttige tanker, så onde mennesker ikke bare ledes på rette vej af vores eksempel, men også forbedrer sig og bliver gode, så vi bliver lig høvdingene og styrerne. Lad os i alle henseender være retfærdige og give vores næste gode og pålidelige råd, så vi kan blive Guds stole og visdommens fylde. Lad os elske Gud mere end alt andet, så vi kan blive de brændende i kærligheden til Gud. Hvis vi i vores liv overholder disse ting, så vil vi opnå del i den himmelske lykke sammen med Gud og hans engle per omnia secula seculorum. Amen.

---

Noter: