Miluns Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Miluns Sang


De, som ville fortælle Sagaer, bör begynde dem paa forskjellig Maade; jeg vil nu i faa Ord fortælle eder Miluns Saga, og hvorfor denne Strengleg blev gjort og kaldt Milun.

Milun var föd i Vallis, en herlig og stor ættet Mand; i samme Fylke boede en mægtig Lendermand, hvis Navn jeg ikke kjender; han havde en skjön Datter, en flink, forstandig og beleven Mö; da hun hörte om Milun, tog hun paa at elske ham meget, skikkede ham sin Sendemand og sagde, at hvis han havde Lyst dertil, vilde hun gjærne være hans Elskerinde. Han blev meget glad over denne hendes Ordsending og svarede hendes Sendemand: „min Ven“, sagde han, „du skal gaa tilbage til din Frue og bringe hende dette Fingerguld, og derpaa komme igjen efter mig, naar det behager hende, saa skal jeg fölge dig“. Svenden tog da Afsked og fór med saa forrettet Sag tilbage til sin Frue, leverede hende Ringen og sagde at han havde udfört hendes Befaling. Ikke langt fra hendes Sovehus satte de hverandre Stævne og mödtes, og saa ofte omgikkes han med hende, at hun blev med Barn. Da hun mærkede, at hun var svanger, sendte hun Bud efter Milun, klagede for ham og sagde ham, hvorledes det var fat, at hun var med Barn og for hans Skyld havde tabt sin Ære, Fædrenearv og alt godt. Milun svarede hende, at han vilde gjöre alt, hvad hun vil tilraade. Da sagde hun: „naar Barnet bliver födt, skal du sende det til min Söster, som er gift i Normandie og er en rig og mægtig, forstandig og beleven Frue. Bind Fingerguldet om Halsen paa Barnet og jeg vil sende et Brev med det, for at hun, naar han er en fuldvoksen Mand og er kommen til Skjelsaar og Alder, skal give ham Ringen og Brevet og sige ham, at han skal passe godt paa dem, for at han ved deres Hjælp kan finde sin Fader“. Siden, da hun havde födt et fagert Svendbarn, fæstede de Ringen om dets Hals og sendte det saaledes bort til dets Moster, som tog vel imod Gutten og elskede ham meget. Da hun fik at vide, hvorfra han kom, lod hun ham kjærligt fostre med megen Omhu. Milun fór derpaa fra sit Fosterland med andre Riddere for at vinde Ære og Rigdom; men hans elskede, som sad hjemme efter ham, blev gift med en mægtig og drabelig Ridder og stor Hövding. Da hun fik at vide, at hendes Fader vilde bortgifte hende, blev hun meget sorgfuld; ved Brylluppet förte Faderen hende til hendes Brudgom med megen Hæder og Ære.

Da Milun kom tilbage til sit Fosterland, var han ilde tilfreds med, at han havde forladt sin elskede, og var meget bedrövet og sorgfuld. Da skrev han et Brev, forseglede det og bandt det om Halsen paa en tam Svane, som han ejede og holdt meget af; han bandt det under dens Fjædre, kaldte til sig en af sine Skjoldsvende og sagde ham sin Ordsending. „Gaa hurtigt“, sagde han, „hen at skifte Dragt og Klæder, derpaa skal du fare til min Frues Borg og have Svanen med dig; se til, at du udvirker, at enten en Tjenestemö eller Tjenestekone bringer hende denne Svane“. Skjoldsvenden gjorde straks, som hans Herre böd ham, tog Svanen og red sin Vej igjennem Byen; da han kom til Borgeledet, kaldte han Portvogteren til sig og sagde: „min Ven! hör paa, hvad jeg siger; jeg er en Fuglefænger og lever af mit Vejde, jeg forstaar mig godt paa at fange Fugle. I Dag fangede jeg en Svane i min Gildre under Arluns Fjæld og vil nu give denne Fugl til Borgfruen“. Da svarede Portvogteren: „min Ven“, sagde han, „ingen ukjendt Mand faar Lov at tale med hende, men kun hendes Slægt og Husfolk; men ikke desto mindre skal jeg friste og forsöge, om jeg kunde bringe dig i Tale med hende“. Derpaa gik Portvogteren til Hallen og fandt der ingen Mand hos hende uden to Riddere, der morede sig med at spille Brætspil, vendte saa skyndsomt tilbage og bragte Skjoldsvenden saa lönligt derind, at ingen mærkede hans Komme, og ingen spurgte, hvem han var eller hvad han vilde.

De gik begge hen til Fruen, bragte hende Svanen og gav hende den selv i Hænde. Hun tog med megen Glæde imod den, klappede den med sine blöde Hænder paa Hovedet og Halsen og fölte da Brevet, som var skjult mellem Svanens Fjædre. Derpaa gik hun til sin Loftsal, lod Svanen bringe did, kaldte en af sine Möer til sig, löste Brevet og bröd Seglet og fandt nu at det förste Ord var fra hendes Elsker Milun. Nu stod det först i Brevet, at hun skulde nære Svanen saa længe det behagede hende, men naar hun vilde sende den tilbage med Brev, skulde hun i tre Dage ingen Mad give den og saa slippe den i fri Luft, da vilde den straks flyve tilbage til den Bolig, hvor den för var vant til at være. Fruen sörgede nu med List og Snuhed for at skaffe sig Blæk og Pergament, skrev et Brev og bandt det under Svanens Fjædre, efter at hun havde ladet den faste i tre Dage; den flöj da straks til Miluns Borg og gik til ham; han kaldte nu paa sin Forvalter for at give den Mad, tog Brevet af dens Hals, læste straks alt igjennem og tröstedes da meget ved hendes blide Hilsen og de Tegn, hun sendte ham.

Vel tyve Vintre levede Milun og hans elskede paa den Maade, at de brugte Svanen som Bud sig imellem, uden at nogen anden end de selv vidste om det. Men hin mægtige Frue, Söster af Miluns elskede, som fostrede deres Sön, havde ham saa længe hos sig, til han blev en fuldkommen Mand i Forstand, Skjönsomhed og Kraft; da lod hun ham gjöre til Ridder og gav ham Ringen og Brevet, som vare sendte med ham for at leveres ham, naar han var bleven voksen; hun sagde ham, hvor hans Moder boede og hvorledes hans Fader avlede ham. Da Fruen havde sagt ham alt, glædede han sig over, at hans Fader var ætgod og mægtig ved sine Ejendomme, og betænkte, at det ikke sömmede sig at rose sig af, at han var kommen af saa mægtige Folk og at hans Fader var saa berömt for Kjækhed og Ridderlighed, med mindre han udmærkede sig blandt andre Riddere. Han gjorde sig derfor rede til at drage ud af Landet, og hans Fostermoder lod det aldeles ikke skorte ham paa noget; han dvælede der blot Kvelden over, om Morgenen tog han Afsked. Hans Fostermoder gav ham mange Hærklæder, for at han skulde vise sig ridderlig og beleven; derpaa drog han over Söen og stævnede nord i Bretland, hvor han holdt sig vel, deltog i Dystridninger og gjorde sig bekjendt med alle de mægtigste Mænd i Landet. Da blev hans Tapperhed og Ridderlighed berömt overalt og naaede hjem til hans Fosterland. Da Milun hörte ham rose saa overordentligt, mishagede det ham meget, at Ridderen var saa drabelig, og han besluttede skyndsomt at fare over Englands Sö og pröve en Dystridning med ham for at beskjæmme ham og hans Berömmelse; han kundgjorde sin Elskerinde det og vil have Orlov af hende; da hun hörte hans Vilje, takkede hun ham og sagde, at hun vilde være ham meget taknemmelig, hvis han vilde fare ud af sit Fosterland for at lede efter deres Sön. Milun udrustede sig da rigeligt til Rejsen og kom op i Normandie; siden drog han over til Bretland, havde mange gode Riddere med sig og dvælte der, til Paaske var over; da samles en stor Mængde Riddere, Normanner og Bretoner, under Mikals Fjæld. Milun kom der först af alle, vild og vaabendjærv, og spurgte de andre, hvor hin gode Ridder var, og der var nok af dem, som kunde sige ham det og til hvilken Skare han hörte. Da saa Milun, at han red udmærket godt og gav drabelige Hug, han kjendte ham paa hans Vaaben og skibede sig i Fylking mod ham, og nu rede de imod hverandre saa hurtigt deres Heste kunde löbe. Milun stödte saa haardt, at Lansen sprang isönder, men fik ikke fældt ham; men Svenden fæstede sit Spyd saaledes imod ham, at han skjöd ham af Hesteryggen. Da han faldt, saa han under Hjælmen, at hans Haar og Skjæg var graanet; da gjorde det ham ondt, at han havde fældt ham; han tog Hesten ved Bidslet, bragte ham den til Gave[1] og sagde: „Herre, stig op paa din Hest; Gud véd, det gjör mig ondt, at jeg saa svært skulde forulempe nogen Mand i den Alder“. Milun sprang straks op paa sin Hest og var ham meget taknemmelig; da gjenkjendte han Guldringen paa hans Finger og sagde til ham: „min Ven! hör paa, hvad jeg siger; fortæl mig, hvad din Fader, din Moder og du selv heder“. Da svarede Svenden: „gjærne vil jeg sige dig, hvad jeg selv véd derom; jeg tror“, sagde han, „at min Fader er föd i Vallis, og han heder Milun. Han elskede en mægtig Mands Datter og med hende avlede han mig i Löndom; men min Moster fostrede og opdrog mig saa længe, indtil hun gav mig Heste og Hærklæder og sendte mig til dette Land for at lede efter min Fader; nu har jeg Lyst til at fare over Englands Sö til mit Fosterland for saa snart som muligt at finde ham, ti jeg vil vide, hvorledes det staar til med ham, og hvorledes hans Forhold er til min Moder, om de ere samdrægtigt og kjærligt sammen“. Milun kunde nu ej længer tie. „Ak, Herre Gud!“ raabte han, „herligt har du nu hjulpet mig og miskundelig tröstet mig. Min unge Mand, du er visselig min Sön“.

Da Ridderen hörte hans Ord, steg han af sin Hest og kyssede sin Fader med söde Kysse. Saa snart Dystridningen var forbi, fór Milun bort, fordi han længtes eller at tale mede sin Sön saa ofte det behagede ham; de boede begge i et og samme Herberge, det skortede da ej paa lystig Skjæmt og megen Munterhed, og en stor Mængde Riddere var forsamlet der. Milun fortalte sin Sön om hans Moder, hvorledes de elskede hverandre og gjorde Svanen til sin Sendemand. „Gode Fader“, sagde han „jeg skal, min Tro! dræbe hendes Husbonde og du skal ægte hende“. Og dermed endte de sin Samtale. Om Morgenen gjorde de sig rejsefærdige og fore hurtigt over Englands Sö med god Bör og rolig Sö. Dernæst en Dag, som de rede den lige Vej hjemover, mödte de en Svend, der var udsendt af Miluns elskede og skulde drage til Bretland; denne leverede Ridderen et forseglet Brev og meldte han mundtligt, at hans Elskerindes Husbonde var död og at han maatte skynde sig hjem uden Ophold. Da Milun spurgte dette, blev han meget glad, og de rede da saa længe, indtil de kom til Fruens Borg; der var ingen, som de spurgte om Giftermaalet, hverken Frænder eller Venner eller andre Mænd, men Sönnen bortgiftede sin Moder til sin Fader.

Om deres Elskov og Fortræffelighed gjorde de gamle en Strengleg, og nu har jeg fortalt denne Saga, som jeg bedst har skjönnet og forstaat.




Fotnoter

  1. Naar en Ridder var overvunden i Dystridning, tilhörte hans Hest Sejrherren.