Minder om gammel Tro og Trolddom (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



V. Minder om gammel Tro og Trolddom


»En Bog om vore Fædres fordums Kaar, Liv og Virken«, saaledes særtegner Lönnrot Kalevala i sin Fortale til Værket, og dette Udsagn er træffende nok. Kun maa det ikke glemmes at Lönnrot har samlet sit Værk som en Folkeskjald, ikke som en Lærd; og alle kyndige er da ogsaa forlængst klare over, at som Kilde til videnskabelig Granskning af gammelfinsk Sæd og Tro bør Værket ikke bruges[1]. Men selv om man gør Skridtet fra Kalevala til Epos'ets nærmeste Grundlag, Dvina Lens Folkesange, er der ikke vundet saa særlig meget. Disse relativt sene Kvad kan ikke vidne om hvad der har gældt hele det finske Folk i fordums Tid, højst om hvad denne enkelte Stamme har øvet og troet, særligt i Overgangstiden mellem Hedenskab og Kristendom; og saa maa det endda huskes at der ikke bag alle »hedenske« Navne og Træk behøver at ligge virkelig Folketro; sene Tiders digterske Smykkelyst og enkelte Sangeres tilfældige Sammenstillinger maa ikke lades ude af Betragtning. — Jo videre et Navn eller en Fortælling findes spredt over hele Sangomraadet, des større Sikkerhed er der for, at vi staar overfor noget almenfinsk og noget virkelig gammelt. Og sigtede af den moderne Forskning giver Sangene da ogsaa nogen Hjælp til Opklaring af finsk Hedentro og Forhold til Aandeverdenen. Det er ikke Meningen, her hvor Æmnet stadigt er Kalevala, at give et fuldstændigt Udtog af finsk »Mytologi« ; Forskningen heraf øser ogsaa fra andre Kilder: Folkelige Overleveringer i prosaisk Form, Folkeskikke, muligvis arkæologiske Fund, derhos ældre, tildels udenlandske Forfatteres Vidnesbyrd og endelig Sammenligning med andre finsk-ugriske Folks Hedentro og Kultus. Her skal kun søges givet nogle Oplysninger om saadanne Spørgsmaal som naturligt paatrænger sig en Læser af Kalevalasangene, og som ikke lejlighedsvis fandt Svar i det foregaaende.


For at begynde ved Jorden: Det trykte Epos dvæler stadig ved Modsætningen mellem to jordiske Egne: Kalevala og Pohjola, hvert med sine »Følgenavne«; i hint har de tre Hovedhelte hjemme, fra dette vindes den underskønne Mø og siden Sampo. Her foreligger en Forenklingsproces der var virksom i de nordlige Sangomraader og fortsattes af Lönnrot; de folkelige Sange nøjes ikke med en saadan simpel Modsætning, men kender en hel Mængde digterske Navne paa »Lande« (eller Bygder, Gaarde — Omraadet er ganske vagt); Eksempler fra et enkelt Kvad S. 146. Og Kalevala, der i Epos'et er saa hyppigt at Lönnrot kunde døbe dette med det Navn, er hos Folket meget sjældent udenfor Bryllupssangene. Endelsen -la (-lä) udtrykker Stedforhold (-bo, -hjem, -land); Kalevala er afledet af Navnet Kaleva, som er ret almindeligt i finske og estiske Sange og oprindelig vist betegnede et gigantisk Væsen; Ganander vil vide at det var en Jætte med tolv Sønner, blandt hvilke Väinö og Ilmari. Lönnrot har enkelte Steder kaldt Väinö Kaievas Søn (saal. VI 214 med Hjemmel i een Opskrift); i selve Folkesangene nævnes Kullervo (og Lemminkäinen) saaledes. Kalervo, rettere Kalerva, Kullervos Faders Navn i Kalevala, er vist blot en folkelig Fordrejelse af Kaleva, voldt af det nærvedstaaende Kullervo. — Med nogen Hjemmel har Lönnrot som Følgenavne til Kalevala brugt Osmola (VII 98); Väinölä jævnstiller Folket derimod aldrig med Kalevala. — Pohjola er afledet af pohja Nord (eller Bund, Grund; Østerbotten hedder Pohjanmaa); Navnet hører oprindelig hjemme i Solsangen (Side 179), der jo er Kærnen i Sampokvadet. Folkesangene bruger tidt Sariola enstydigt med Pohjola; fra først af er »Saraheinä« et Plantenavn (Stargræs), der siden ved Folkesangeres Tumlen med en Linie i et Tryllekvad lavedes om til Stednavn. Lönnrots Følgenavne Lapland (f. Eks. XII 36) og Pimentola (Mørkehjem) er vel kendte hos Folket, men sættes yderst sjælden lig Pohjola. — Hvad vi her har mødt, er jo saa godt som udelukkende et Stykke meget udsvømmende poetisk Geografi, ikke Minder om gammel Folketro. En virkelig Guddom for Jorden træffer vi imidlertid i Sampsa, Sædemanden, maaske af nordisk Rod (S. 120). Hertil kommer at der i Arhippas »Virokannas« (S. 199) synes at gæmme sig et Guddomsvæsen ; Agricola nævner Virancannos blandt Karelernes Guder som »Havrens Skærmer«; men Navnet betyder »Fældestubben«, (Stubben ved hvilken en Fælde er opstillet) og viser os altsaa til Skoven. (Man jævnfører Lappernes Viron akka, en Jagtgud). Derind tyr vi saa fra Agerland og Menneskebygder for mulig at vinde mere Bytte.


De præglige Tryllekvad der drejer sig om Jagt og Skovliv (i Kal. XIV og XXXII) nævner en Række Væsener som Ødemarkens Herskere, fremmest blandt dem Tapio, Her har vi uden Tvivl en hedensk Skovgud for os; Agricola har ham blandt Tavasternes Guder: »Tapio gav Fangst fra Skoven.« Navnet hænger maaske sammen med estisk taba, Laas, Lukke (det Omraade i Skoven hvor man har sine Snarer?). Billedet af ham som Skovens Gubbe, gammel Graaskæg (XIV 153-4) er nok fra først af Kontrafejet paa een af hans Undersaatter. Bjørnen; oprindelig er Bjørn og Skovgud vist gaaet sammen til ett i Bevidstheden, ligesom hos Lapperne. Sangene nævner ogsaa Tapios Hjem, Tapiola, og hans Viv og Børn; men deres Navne (som Tuulikki XIV 174) er vist gennemgaaende sent dannede; det samme gælder en Række nordlige Navne paa Skovnymfer som Hongatar (Fyrremø), Pihlajatar (Rønnemø)[2] ; uklart er Kuippana, »Skovens Konge« (XXXII 493: Langhals!?). — Men endnu har vi en virkelig gammel Skovgud tilbage; det er Hiisi, der efter Agricola dyrkedes af Karelerne som Skovens Byttegiver. I sin Bibeloversættelse nytter Reformatoren samme Ord til at betegne: hellig Lund eller Høj; ogsaa denne stedlige Betydning er sikkert meget gammel. Esterne bruger endnu Ordet hiz om Lunde der fra hedensk Tid er holdt hellige (Dagø hedder Hiumä, finsk Hiidenmaa, H.’s Land). I Folkesangene er Hiisi stærkt paavirket af kristelige Forestillinger, hvad enten det bruges om et ondt, uhyggeligt Sted, f. Eks. enstydigt med Helvede, eller om en Person, den Onde; flere Steder ogsaa i Kalevala glider stedlig og personlig Betydning over i hinanden. Lidt Skovduft staar der endnu af og til om Navnet: Hiisis Tømmerskove (Hiisis Elg?). — Andre Navne for den Onde er Lempo og Judas (Iskariot).


Havets Hersker er Ahti eller Ahto (Lönnrot gennemførte den sidste Form af Hensyn til Helten fra Kyllikkisangen; (Forholdet mellem de to Ahti'er er dunkelt); han var efter Agricola en tavastisk Gud: »Ahti bragte Fisk op af Havet.« Muligvis betyder Ordet fra først af »Gud« i Almindelighed; Folkesangene taler om Jordens, Skovens, Ildens, Vandets Ahti. Som karelsk Gudinde nævner Reformatoren, »Vandets Moder, der førte Fisk i Nættet«, men veed intet Navn for hende; Vellamo som Vandets Frue (XLII 487) kendes kun i Dvina Len og er sikkert dannet sent som Rimord til vesi, Vand; det er afledet af velloa: skvulpe, bølge. Et Foster af Rædslen for Havdybet er Arhippas Iki-Tursas; Navnet maa imidlertid udledes af urnordisk þursaz — Turse, Jætte. Blandt de hedenske Vandaander har jo endelig Väinömöinen fra først af sit Hjem.


Ogsaa under Jorden rører der sig Liv. Muldets Moder eller Markens Kvinde er bleven paakaldt som den der raader for Jordens Avlekraft (II 301 fl.); her staar vi vel nok overfor en ældgammel, primitiv Forestilling[3]. — Ved gammel finsk Dødekultus træder den Tanke frem at de afdøde takker for Offer ved Omhu for Korn og Kvæg. At Finnerne har haft den gængse Opfattelse af Graven som det Sted hvortil den dødes Sjæl varigt er knyttet, har vi seet ved Vipunenkvadet (S. 141). Et finsk Navn for Graven, Kalma, har taget Præg af Egennavn, saa det endog kan opfattes som et levende Væsen (Kalmas Hoved XIII 156). Et i Østfinland gængs Navn paa de dødes Hjem, Manala (afkortet Mana) forklarer Forskerne (med Rette?) som en Fordrejelse af maan ala. Stedet under Jorden. — Over hele det estisk-finske Sangomraade møder vi endelig Navnet Tuoni; her er Grundbetydningen ikke Stedet, men den Døde selv, og hyppig falder Oversættelsen Dødning, død Mand, naturligst; deraf er saa den abstrakte Betydning Død udviklet[4]. Af Tuoni har Folket dannet Tuonela, Dødsriget under Jorden, aabenbart noget andet end selve Graven. Men den Skildring af Tuonela som Sangen om Väinös Dødhjemsfærd giver, er ikke oprindelig finsk. Dødsfloden, Dødens Søn med Nættet og Dødsmøen er vel ikke rent kristelige Forestillinger, men turde være komne til Finland med den folkelige Katolicisme, der i sin Tid optog lignende Forestillinger fra Sydens hedenske Folketro (Styx, Karon), — om man da ikke vil hævde dem som ægte hedensk nordiske (Baldermyten). Spørger vi om oldfinsk Tro, gaar det os her ikke bedre end Väinö, der søgte Visdom i Tuonela; vi vender tomhændede hjem derfra.


Tilbage staar den overjordiske Verden. Her møder vi straks Luft- og Vindguden Ilmarinen, der i vidnefast Ælde lader alle andre Finneguder langt bag sig (S. 168); men i Folkesangene er jo Mindet om hans Guddomsrang endnu svagere end overfor Väinämöinen. Kvinden Ilmatar, hvis Navn Folket kun nævner i Tryllekvadet om Ildens Fødsel, men som Lönnrot gjorde til Verdens Skaber og Väinös Moder, er ingen anden end Jomfru Maria (Side 118). — Øverst oppe afsluttes Kalevalas Guderække af Ukko eller Jumala[5]. I Epos'et gaar de to Navne jo klart sammen i een Person: Ukko er Yli-Jumala, Gud i det høje. Ukko (»Gubben«) kendes i de østlige Sangformer som Tordengud; Torden hedder den Dag i Dag paa Finsk ukkonen. Agricola opfører ham som karelsk Gud med Rauni til Hustru, han sender Torden og god Høst; ogsaa ved Saaningen mindedes man ham, endda med en særlig Fest; Agricola giver os det Vers:


Og naar Vaarsæd i Jord man gæmte,
Ukkos Bæger med Flid man tømte,
Ukkos Kurv blev baaren af Huset,
Kone saa vel som Mø blev ruset.
Meget skammeligt dær blev gjort,
som man det baade har set og spurgt, —


hvorefter det antydes at man anskueliggjorde Ukkos og Raunis Forening og derefter ventede sig godt Vejrligt og Høstudbytte. Og endnu i langt senere Tider fejredes i Rautalampi (Nørre Savolaks) en tilsvarende Fest »Ukonvakat« ɔ: Ukkos Kurve: Gaardens bedste Faar blev slagtet og kogt, dets Kød og alt godt hvad Huset ellers formaaede, blev pakket i en Kurv af Birkebark og sammen med Øl og Brændevin lagt op paa »Ukkobjærget«; næste Dag holdt man saa selv Maaltid derpaa; men før Drikkeskaalene tømtes, gød man lidt deraf paa Bjærget som Offer, ellers kom der Tørke den Sommer. — Allerede Ganander sammenstillede Ukko med Skandinavernes Thor (Thorgubben, Thors Skaal, Torden); formentlig genfindes selve det fremmede Navn i Tarapitha, Øsel-esternes gamle Krigsgud[6] og i Turisas, Stridsgud hos Tavasterne (Agricola), og maaske i Arhippas Tuuri (som Følgenavn til Ukko). Jævnfører man den af Agricola skildrede Fest med en ingrisk, ved hvilken Sampsakvadet blev sunget (S. 120), synes der her at foreligge en nær Sammenknytning mellem Thor- og Freydyrkelsen; Ukko og hans Hustru optræder ved den førstnævnte Fest som ægteskabeligt forbundne Guddomme for baade Markens og Menneskets Frugtbarhed ganske som Sampsa i den gamle Sang. Hos Lapperne synes en lignende Berøring af de to indførte Guddomme, Thor og Frey, at at have fundet Sted; paa en og samme Troldtromme staar jævnsides Horagalles (Thor, norsk Torekall) og Varaldenolmay (Verdensmennesket[7]) afbildede; den sidste er efter A. Olrik[8] ingen anden end Frey, hvem Ynglingesaga kalder veraldar goð. — I de finske Folkesange er Ukko tydelig paavirket af den kristne Gudsforestilling[9]; man lænke paa Tillæg som: Fader, Skaber, himmelsk, god, hellig. Naar han endelig i Kalevala skildres som Overgud, den mægtigste, der i Besværgelserne ofte paakaldes til sidst, om de andre Guders Hjælp skulde glippe, saa staar vi her overfor en Ordning, der skyldes Lönnrots Haand.


Allerede Tillægget »Gud«, Jumala, brugt om Ukko, viser det kristne Præg sidstnævnte har faaet; intet andet Væsen udmærkes i Folkesangene med dette Navn. — Det er meget tvivlsomt, om nogen enkelt bestemt Finnegud i hedensk Tid bar Navnet Jumala. I Fortællingen om Thore Hunds Bjarmelandsfærd hedder det nok[10], at Folket havde en Afgud ved Navn Jómáli); men — selv forudsat at Bjarmerne virkelig var Kareler — de kan have brugt Ordet om en Gud eller et Gudebillede i Almindelighed. Betydningen »Helgenbilled« er klar enkelte Steder i Kalevala, saaledes XI 311. Ellers staar Jumala her, som hos Folket, overalt i kristelig Betydning. Som Ukko er Jumala Fader, Skaber og hellig. Nogen »øverste Gud« eller Gudefader har da finsk Hedenskab, saa vidt man kan se, ikke kendt.


Noget levende Indtryk af ældgammel finsk Gudetro blev det os ikke muligt at vinde; derimod gæmmer der sig i de Gude- og Aandenavne Folkesangene har bevaret, Træk af det finske Folks Religionshistorie i dennes Sammenhæng med Finnernes Forhold til Omverdenen. Efter den ældste Gruppe (f. Eks. Ilmari, Tapio, Hiisi) synes der at følge Navne som tyder paa Indvirkning fra skandinavisk Hedenskab (Ukko, Sampsa, — ogsaa Väinö? S. 123), og derefter følger Romerkirkens ene Gud (»Skaberen« Kristus) og mange Helgener; under dens Indflydelse timedes det ett af de gamle Gudenavne at ophøjes (Ukko), et andet (Hiisi) at fordjævles. Hos Karelerne, især de russiske, har kristne og hedenske Forestillinger ned til ret sene Tider trivedes sammen; ja kristne Legender der naaede herop, blev ikke sjælden »hedensk forvendte«. Endnu i halvkristelig Tid skabtes tilmed ny Aandeskikelser (som Vellamo og Skovens Døtre); men de var nærmest Fostre af digtersk Fantasi og blev næppe Genstand for egentlig Dyrkelse. —


Om Kultussteder, Ofringer og Offerpræster taler Kalevala lidet eller intet, og disse Spørgsmaal skal da her ikke tages op. Større Rolle spiller alt det der kan sammenfattes under Navnet Trolddom. — Fra gammel Tid har Finnerne staaet i Ry hos Nabofolkene for deres dybe Kundskab i Magi, alene Lapperne var dem overlegne paa dette Felt. Ogsaa Kalevala er jo gennemvævet af Trolddom ; vi møder Navne som: Vismand (tietäjä), Seer (katsoja, karehtia), Troldkarl (noita — eller Heks, ogsaa Kvinder kunde blive Trolde), ikke at tale om Sanger (laulaja). Der er ingen Tvivl om at den finske Troldmand er en nær Frænde af Shamanerne hos de mere primitive finsk-ugriske Folk, især Lapper og de sibiriske Voguler og Ostjaker, saa vel som hos andre sibiriske Folkeslag. Spørgsmaalet er kun, om den finske Noitas Virkemidler alle har uddannet sig paa rent hedensk Grund. — Ekstasen er (var) blandt de nævnte Folk Shamanens fornemste Vej til Guderne. Størst Oprindelighed møder vi vistnok hos de sibiriske Finner. Troldembedet er ofte arveligt indenfor visse Slægter med stærk Hang til Hysteri eller Ligfald, dog kan enhver hvis Natur er egnet, blive Shaman. Ved Slag paa Troldtrommen hidser han sig til vild Kraft og synker tilsidst sammen i timelang Dvale; under denne faar han af Guderne Svar paa de Spørgsmaal der ligger for — om venteligt Udbytte af Jagt eller Fiskeri, Værn mod truende Fare o. s. fr. Hos Lapperne drev Shamanen det til i Dvale at rejse til Dødsriget for at hente Raad. Hos Finnerne træder denne Shamanmystik knap saa stærkt frem. Dog har Ekstasen ikke været ukendt; i karehtia træffer vi en Trold der nynner (karehtii) eller mumler sine Formler hidset op til Vildskab; Ekstasen skildres her dog ikke som Bevidstløshed, men som et Højtryk af lidenskabelig Kraft, hvilket hos Sibirerne jo kun er Vejen til det store Maal. Tromme bruger den finske Trold ikke længer, men »Vinen«, Brændevinen, gør samme Nytte (hvad Porthan og Lönnrot kan vidne, S. 36). Under Hidselsen arbejder hans Krop voldsomt, og Trylleramserne gaar over i helt uartikulerede Lyd; intet Under at Shamanen ejer Lægekraft, naar han i sin Vælde ved Nattetid tumler ene med den Syge i Badstuen. Et endnu mere fremrykket Stadium af Ekstase kan dog ikke have været ukendt; i senere Tider kan de pietistiske Opvækkelser i Finland opvise Paralleler til de Læstadianske Lappers Ekstase. »Synske Lisa« (Näkö-Liisa) fra Orimattila i Sydlandet (c. 1850) kunde i henrykt Tilstand sige Folk hvordan det stod sig med deres Sjæl, og om de vandrede ad Himlen eller Helved til. En tung Døs faldt over hende; den der vilde gennemskues, greb hendes Haand, og i Ord der næsten føjede sig til Vers, udsagde hun hvad Aanden indgav. Var det et «ondt» Menneske, vred Lisas Krop sig under denne Akt paa uhyggelig Vis.[11]


Ogsaa den hedenske Troldkarl mentes at eje en Aand (haltia) der vaktes op ved Hidselsen (den lappiske Trold raadede ofte over flere Aander); eller den magiske Evne tænkes som en ny »Naturkraft« han har forud for andre Mennesker; »nouse luontoni«: hæv dig, min Natur! hedder det i Besværgelser.[12] En Moder kan skaffe sit Foster eller Barn en saadan Kraft og derved gøre det til Noita; hun skal da f. Eks. tre Torsdage i Træk tvætte Barnet, før det er tre Nætter gammelt, paa Hoved og Bryst, med Skum fra tre Fossers Hvirvler, øst under Besværgelser (jfr. Kal. XII 435 fl.); gik disse Hvirvler mod Solen, blev Barnets Troldenatur ond og fordærvelig. Gavnlig at nemme var dog ogsaa ældre Trolds Undervisning; den kunde meddeles St. Hansnat, idet Mester og Lærling tog Plads paa en Sten i en Fos og begge holdt een fælles, rød Traad i Munden; Traaden skulde i tre Nætter have ligget i et Dødninghoved, og naar den forbandt de tvendes Munde, kunde Lærlingen ikke glemme de Ord der lød. Trold, hedder det, bør før sin Død lade sin Viden gaa over paa anden Mand, ellers tager de onde Aander siden hans Lig; dog møder vi ogsaa den Tanke at en afdød Noita nede i Graven ejer dyb Visdom (Vipunen).


Der var andre Veje til at lære det dulgte at kende end Ekstasens. I Drømme kunde meget aabenbares, saaledes Sygdommes Aarsag og Bødemiddel, Eller man kunde »skue« det ønskede, f. Eks. i Kvægsølv eller Vand (Brændevin eller Kaffe); den Syges Haand gnides med en Klud, der tre Nætter har ligget over et Ligs Øjne; i den gydes lidt Kvægsølv, hvori saa »skues« den Syges eget Billede, Plagens Natur og Aarsag samt Lægemidlet. — Et andet gængs Middel er Spaasoldet. I Kalevala XLIX 75 fl. tales om at Spaaner rystes i et Sold, men Fremgangsmaaden synes her ikke helt tydelig. Lönnrot, Neovius og andre skildrer den paa forskellige Maader; i Sakkula (karelske Tange, Neov. Kal. kotip. 113 fl.) satte man Soldet omvendt paa en Bænk i Badstuen ; ved dets Bund lagdes lidt Ler, et Stykke Kul og et Sølvspænde eller en Ring (»Mærket«), saa de dannede en Trekant; Spørgeren har om Haanden vundet en Traad, fra denne hænger en Naal ned, Naalen er atter fastgjort i en Børste (Strigle); Haanden skal holdes roligt, mens der samtidig hviskes Trylleord; Svaret læses saa ud af den Bevægelse Børsten som af sig selv gør, — ved en Sygdom f. Eks. om denne er kommen fra Jord eller Luft eller anden Mands Ondskab. Spaasoldet har været kendt i Mellemevropa og Skandinavien[13] og er vel (som ogsaa Skuekunsten?) kommet til Finland Vest fra. Om Lappernes ganske ejendommelige Brug af Shamantrommen til Spaaredskab ved Paamaling af forskellige Figurer (udførlig beskrevet af Friis i Lappisk Mytologi § 3 — 6) minder følgende Fremgangsmaade: Paa en Kværnsten males »alle Hiisi'ers Steder«, et Kors i Snor hænges derover, og af dets Svingen og Standsen tages Varsel. — Den Dag i Dag skal Spaasoldet være i Brug stedvis i russisk Karelen.[14]


Den shamanistiske Tankegang giver hos de finsk-ugriske Folk selve Guderne et etisk indifferent Præg, der ogsaa er tydeligt i finske Folkesange trods de kristelige Vendinger. Vi har her en Hovedgrund til at den oldfinske Mytologi er saa mager. Gudernes selvstændige Følelses- og Viljesliv interesserer ikke; det er nok at deres Optræden kan bestemmes ved Shamanens Kraft og Kunst. Højest kan man i finsk-ugrisk Hedenskab finde Tanken om Træghed og Stædighed: Det kan hænde at alle Forsøg preller af; saa maa Sagen opgives: Guderne vil ikke hjælpe; men hvorfor de ikke vil, grunder man ikke over. —


Endnu staar det Magtmiddel uomtalt der naar det gælder finsk Trolddom, dog mest blandt alle fængsler Opmærksomheden: Den Kraft som er nedlagt i Tryllekvadet (loitsu). Under sine magiske Gøremaal (ifølge Folkesangenes Fremstilling endog helt uden disse) mumler Troldmanden de lange Besværgelser, der ofte er støbt i det gamle Versemaals Klædebon ; Prosatrylleramser kendes der en Del af fra Vestfinland, i Karelen er de metriske derimod langt overvejende. Intet Folk, mener de kyndige, kan opvise saa rige og skønne Tryllekvad som Finnerne. En særlig ejendommelig Art er Oprindelses- eller »Fødsels«-kvadene (synty-runot). Overfor et Onde, en Sygdom, gælder det fremfor alt at udfinde den overnaturlige Oprindelse til Ondet selv eller til den Kraft der har voldt det. Et Saar der hidrører fra Jærn; læges ved at man læser Kvadet om Jærnets Fødsel; Stingsmærter (»Hekseskud«) stilles ved Sangen om hvorledes den Ondes Sønner lavede Pile og skød dem i Kroppen paa Folk og Fæ. Helt episke Sange kan paa den Maade i nordlige Sangformer danne Indledning; Kvadet om Kæmpeegens Vækst og Fald kan indlede Stykket om Troldpilene som dannes af Egen; Sangen om Sampsa der saaede Træerne, kan bruges som Led i Lægekvadet mod Kvæstelse voldt under Træhugst.


Det ligger nær at tænke sig Tryllekvadene som den aller ældste Form for finsk Digtning paa Grund af deres Tilknytning til hedenske Forestillinger. Skulde de endog være Arv fra den finsk-ugriske Fællestid? — Det maa her vel mærkes at Tryllekvad ikke er noget nødvendigt Udslag af Shamanismen; hverken Lapper, Voguler eller Ostjaker kender nogetsomhelst til faste Tryllesange; naar deres Shaman hidser sig op, mumler han nogle Ord, der ikke har Præg af faste Formler, endsige af metrisk Komposition, og som kan glide over i helt uartikulerede Lyd. Unægtelig ejer nogle andre beslægtede Folk, Votjakerne og Volgafinnerne, faste Trylleformler (rigtignok i Prosa); men disse er skaarne over en ganske anden Læst end de finske Tryllekvad og øjensynlig laant fra Russerne, der netop har de samme Skabeloner; denne Forklaring støttes endda ved at Ord som Hav, Kirke, Czar ikke er sjældne i hine Formler. Ganske vist er de mordvinske Volgafinners Tryllesprog endnu ikke udtømmende undersøgte. Men ikke engang med de langt nærere Frændefolk Esterne synes Finnerne gennem Arv at have Tryllekvad tilfælles. Esterne ejer i Forhold til deres kæmpemæssige episk-lyriske Sangskat kun yderst faa Besværgelser (c. 3 pro Cent; en Del af dem er endda helt eller halvt prosaiske), og de som genfindes hos Finnerne eller ligner Finnernes, er — hævdes det nu — enten vandrede til Estland fra det finsktalende Ingermanland, eller de stammer fra een fælles Laangiver: de germanske Folks Besværgelser. — Paafaldende er det vel ogsaa at i de finske Tryllekvad træder Omtalen af de utvivlsomt ældgamle Kultusformer (Offer, Præstevæsen o. l.) helt tilbage.


Selv om det da indrømmes at den finske Stamme fra først af ikke ejede magiske Kvad, vel næppe engang faste Trylleformler, kunde det dog tænkes at den havde udviklet saadanne Kvad allerede i rent hedensk Tid. Denne Mening er med stor Udførlighed bleven hævdet af Italieneren Comparetti. Han henviser til de Berøringer der fandt Sted mellem Finner og Germaner, særlig Skandinaver i Vikingetiden, og mener at Finnerne under Indflydelse af germanske hedenske Tryllevers gav sig til at støbe deres egne, oprindelig prosaiske Besværgelser i metrisk Form, medens de forud for det nævnte Tidsrum ikke ejede nogensomhelst Digtning; den ældste finske Poesi var altsaa magisk, men Tryllekvadet udvidede sig efter sit naturlige Hang (»Fødselskvadene«) til et halvvejs fortællende Digt; efterhaanden indtraadte der saa en Spaltning, idet rent episke Sange viklede sig ud af Tryllesvøbet som en egen Digtform. Men selv den episke Digtning bærer dog, mener Comparetti, tydelig Præget af sin Oprindelse; bag den »heroiske« Handling ligger stadig Væddestriden i Trolddom mellem Pohjolas og Kalevalas Shamaner; et slaaende Udtryk herfor er Kvadet »Sangerkampen«. — Den italienske Lærde udkastede denne Hypotese uden selv at have have haft Lejlighed til nøjere Granskning af Opskrifterne. Studiet af disse har ikke givet ham Medhold. Magisk og episk Digtning er hos Finnerne fra først af jo skilt, hin næsten helt Vestfinnernes, denne ogsaa Esternes Eje; de to Digtarters Sammenblanding i Karelen er et Resultat af deres Vandringer; Comparetti har vendt Forholdet helt paa Hovedet. Den saakaldte »Sangerkamp« viser os jo i sin oprindelige Form en almindelig Ballade, en »Tryllevise« i nordisk Forstand, ikke nogen Væddestrid i Tryllekvad mellem Shamaner.


Og endelig er det overordentlig tvivlsomt om Tryllekvadene overhovedet gaar tilbage til virkelig hedensk Tid. At de i Karelen bærer et halvt hedensk Præg er en Sag for sig; i de ældste Former, de vestfinske, træder det kristelige Grundlag, de kristne Navne — ganske som ved de episke Sange — endnu mere frem ; saa det synes forsvarligt at opfatte de finske Besværgelser (de prosaiske med de poetiske) som opstaaede i finsk Middelalder ved Kendskabet til de kristne Naboers magiske Smaakvad, for Finlands Vedkommende Svenskernes, for Estlands ogsaa Letternes; fælles for Finner og Svenske er f. Eks. Tryllekvadet mod Fodforstuvning (Jesu Hest eller Æsel, der forvrider sit Ben og læges, Tyskernes gamle »Merseburger Spruch«). — Men unægtelig mødte den finske Stamme med sin udprægede Sans for Trolddom og sin rige Digtergave — maaske ogsaa med en i Forvejen udviklet episk-lyrisk Digtning — moden til at at tage Lære af de fremmede; snart skulde Lærlingen overgaa dem. Og hvad der var forhaanden af gammel Folketro, blev naturligvis, baade hos Vestfinner og siden hos Kareler, taget op og baaret frem i den nye Form; allerede i Vestfinland finder man jo Gudenavne som Väinö og Ilmari i Tryllesange. Men Troen paa Ordets uimodstaaelige Magt tør ikke lægges tilbage til finsk Hedenskab; den gaar langt ud over Shamanismens Idé og har snarest sine Rødder i kristelig-katolske Forestillinger; det magisk virkende Ord er Guds Ord.[15]


Fra Tryllesangene, de egentlige Besværgelser, maa adskilles religiøse Hymner og Bønner; her er næppe Tale om at Ordene skulde virke hvad de byder, med magisk Nødvendighed ved en dem iboende Kraft; de er snarere »Menighedens« offentlige Henvendelse til Guddommen, f. Eks. paa de religiøse Fester. Om de end saaledes har et lidt aandeligere Præg end de magiske Kvad, er Forholdet dog det mærkelige, at vi paa dette Omraade — rigtignok kun ved en enkelt Levning — kan synes at naa længere tilbage end med Tryllekvadene — hvis ellers virkelig Sampsasangen er et gammelt Festkvad der knytter sig til en Kultushandling af hedensk, nordisk Oprindelse. I saa Fald har vi dog ogsaa her en Tid der ligger længe efter den raa Shamanisme. — Med Kristendommens officielle Sejr maatte slige Sange, som var Udtryk for det »officielle« gamle Hedenskab, enten forsvinde eller tillempes (faa ny Adresse ; det ingriske Sampsakvad indledet med Bøn til Ukko-Elias paa St. Peters Fest) ; de katolske Tryllekvad derimod, et Udtryk for Erobrernes egen folkelige Kristendomsopfattelse kunde roligt udvikle sig gennem Finlands Middelalder, og da de mere hørte Privatlivet til, endog optage kraftige hedenske Elementer; deres Forfølgelsestid oprandt først, da Lutherdommen tog sig for at udrense al Magi som »hedensk Surdej«.



Fodnoter

  1. Castréns fængslende og og vidtspændende »Foreläsninger i finsk mytologi« fra 1850'erne hviler i alt væsentligt paa det trykte Epos, særlig paa Gamle Kalevala; ligesaa naturligvis Danskeren Fibigers »Omrids« af 1853.
  2. »Naturens Døtre« (II 308, XXVI 78), undertiden tre i Tallet, er vist identiske med de »tre Maria'er«, som vel igen skyldes hedenske Elementer i Evropas folkelige Katolicisme (Parcerne?).
  3. Man har villet genfinde den finske Mannun eukkos Navn i Lappernes Mader akka, selv om den sidste rigtignok bor i Luften.
  4. Sammenstillingen med dánar(fé) er sprogligt uforsvarlig.
  5. Det sidste Navn er i Oversættelsen overalt gengivet ved Gud eller Herre.
  6. Hvorledes det saa end har sig med Fastlands-esternes Tär, Tör (Schroeder: Germ. Elben u. Götter bei dem Estenvolke, Wien 1906, S. 85 fl.)
  7. Qvigstad: Kildeskrifter til den lappiske Mythologi S. 6 og 10.
  8. Danske Studier 1905: Nordisk og lappisk Gudedyrkelse.
  9. I en Variant af Sampsakvadet kaldes han Elias.
  10. Olav d. Helliges Saga Kap. 133.
  11. Tryllesangenes Loviatar, Louhiatar, afkortet Louhi maa vist afledes af lovi — Henrykkelse, Dvale. — Indenfor episk Sangskat findes Louhi kun i een Variant af Lemminkäinens Død = Pohjas Frue. — [L. V. Schroeder fornyr den sprogligt mislige Sammenstilling med Loke. Hans Udviklinger om den finske »Ildgud«, der 1) røver Sol og Ild, 2) i Fiskeham sluger Ilden (formodet Grundform for Kal. XLVII Ildens Fødsel), 3) trues med at smeddes i Halsring (XLIX), — ligesom Loke 1) dræber Lysguden Balder, 2) flyr som Laks, 3) smeddes til Klippen, — forliges kun med det trykte Epos: Det er Lönnrot der 1) har sat »Louhi« i Sol- og Samposangene, 2) forenet Solrov og Ildfødsel, 3) fra en Kristussang (S. 180) indføjet nævnte Trusel.]
  12. »I sit Udvortes, især i Øjnene«, siger F. Polén om en Trold, »havde denne Tietäjä noget ejendommeligt, mærkværdigt, som ogsaa andre af hans Lige« (Runonker matkakert S. 52).
  13. Stedvis i Danmark har det været i Brug i Mands Minde. Hertzberg omtaler det ogsaa for Ålands og Østerbottens Vedk. (Bidrag t. Finl.'s Kulturhist. p. 1600-talet. Vidskepelse S. 19).
  14. Om Spaaningen med Kvist i Ilden (Kal. XVIII) kan jeg intet oplyse.
  15. Problemet rører ved et andet: Hvorledes havde det sig for Naboernes Vedkommende med Tryllekvad i deres rent hedenske Tid?NOTE

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.