På indlandsisen – Ukendt kunstner, 1903
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
60. Moderen og Sønnen som Kivigtut
En Qvinde mistede sin Mand. Hendes lille Søn, der paa den Tid netop kunde begynde at gaae, var da hendes eneste Trøst. Da hun saaledes som Enke sad en Aften bag ved sin Lampe, kom der en Mand blandt hendes Huusfæller, satte sig foran hende og betragtede hende. Den følgende Aften gjentog han det og tilsidst gav han tilkjende, at han vilde tage hende til Kone. Men hun, som ikke syntes om hans Adfærd, passede paa en Dag, da alle Mændene vare gaaede ud i Kajak, tog sin Reisetaske, forsynede den med Støvlesaaler og gjorde den færdig til Natten. Om Aftenen kom hiin Mand atter, satte sig foran hende, og da de skulde sove, vilde han tage Plads hos hende paa Brixen. Men hun afværgede ham, og da de alle havde lagt sig, stod hun op i største Stilhed, satte sin Søn i Amauten, tog blot Reisetasken med sig og begav sig paa Flugt. Hun ilede lige ind ad Landet til og vedblev hele Natten over indtil Daggry. Da troede hun ikke mere at kunne naaes af Folk, og da det var blevet lyst skjulte hun sig mellem Klippeblokke for at sove. Endnu før hun faldt i Søvn hørte hun Mennesker raabe, men hun forholdt sig ganske rolig, og da Stemmen atter tabte sig, faldt hun i Søvn. Da hun atter vaagnede gik hun videre og kom til Randen af den store Iis paa Indlandet. Her byggede hun sig et Huus i en lille Bjergkløft og lagde sig efter at fange Ryper, og da Egnen tillige var rig paa Bær, kunde de friste Livet. Imidlertid blev det Vinter og hendes lille Søn kunde begynde at gaae lidt udenfor Døren. Engang var det Nordenvind og stærkt Sneefog, da Drengen kom ind og sagde, at han havde seet et stort Dyr udenfor Huset. Moderen gik ud og skimtede gjennem Sneetykningen et stort Rensdyr som kradsede op i Sneen efter Føde. Hun bandt da i Hast sin Kniv til et Skaft og nærmede sig Dyret, idet hun kastede sig ned hver Gang det klarede lidt og Dyret saae sig om, men løb til hver Gang det tyknede. Tilsidst tog hun Tilløb og stødte Kniven i Siden af Dyret, som gav sig til at løbe, men snart derefter styrtede, hvorpaa hun med Lethed gjorde det til Bytte. De opnaaede nu paa een Gang Velstand, og ved Hjælp af Tællen fik hun endog lavet en Lampe til at belyse Huset. Hver Aften lagde hun et Stykke Tælle i Beredskab ved Barnets Side for at give det som Mundbid naar det blev uroligt. Men engang da Drengen vaagnede om Morgenen og hun efter Sædvane vilde give ham hans Mundbid, var denne borte. Hun søgte efter den men forgjeves. Dette gjentog sig den næste Morgen og hun kunde ikke begribe, hvorledes det gik til, eftersom de levede fjernt fra Mennesker. Da hun havde fattet Had til alle Mandfolk troede hun at det maatte være en mandlig K'ivigtok, som havde været hos dem, og hun æggede sin Søn til Had mod alle Mandfolk. En Aften, da hun efter Sædvane havde henlagt Sønnens Mundbid, lagde hun sig kun paa Skrømt til at sove. Ud paa Natten hørte hun Sneen knirke og saae en Arm blive stukken ind igjennem Vinduet, strække sig heelt ud, bortsnappe Tællen og derpaa atter forsvinde. Dagen efter sagde hun til sin Søn at hun ikke gik paa Jagt men agtede at opsøge Mennesker, og naar hun traf noget, vilde hun strax komme hjem igjen. Hun begav sig derpaa hen til den store Landiis, og fik strax Øie paa et Menneske, som gik hen over samme og forsvandt. Randen af Isen var steil og utilgængelig, men ved at forfølge den kom hun til et Sted hvor der var udhugget Trappetrin heelt op paa dens Overflade. Hun besteg Isen og gik hen til et Land, der ragede op af samme. Paa Landet fandt hun en Dal, og i samme et lille Huus. Hun gik ind i Huset, som indvendig var meget omhyggelig indrettet, idet Væggene heelt vare beklædte med Rensskind. En ældgammel Qvinde boede i samme, modtog hende meget venligt og gik strax ud og hentede tørret Renskjød, skinnende af Fedme, som hun satte for Gjæsten. Derpaa sagde hun: »forleden Dag blev du nok bestjaalen, det var mig, der netop med Forsæt bestjal dig, for at faae dig til at opsøge mig. Gaae hjem at hente din Søn og flytter herhen til mig, I skulle ikke komme til at, lide Mangel her.« Qvinden syntes godt derom, og da hun begav sig paa Hjemveien, gav den gamle hende tørret Kjød med og føiede Tælle dertil desforuden. Hun hentede derpaa sin Søn og flyttede til den Gamle paa lis-Landet, der fra nu af ganske forsørgede dem ved Udbyttet af sin Jagt. Imidlertid voxede Sønnen op og blev til en meget kraftig Mand. Den gamle Qvinde blev affældig, En Morgen klagede hun over Sting, og allerede Dagen efter døde hun. De begrove hende i hendes Huus og dækkede Graven forsvarligt til, hvorpaa de flyttede tilbage til deres eget Huus. Sønnen blev nu en driftig Rensjæger og kom gjerne hjem med to store Rensdyr lagte over Skuldrene paatværs imod hinanden. Engang kom han hjem og forbausedes ved at træffe en Mand i Huset hos Moderen. Det var den første han havde seet, og da Moderen havde ophidset ham til at hade alle Mandfolk, begyndte Sveden allerede at dryppe ned fra hans Hage. Men hun sagde: »denne Mand skal du være venlig imod, thi det er din Morbroder.« Derpaa sagde den Fremmede: »i hine Dage da du var flygtet fra os, søgte jeg stadig efter dig, men da jeg slet ikke kunde finde dig lagde jeg mig efter at blive Angakok, og da jeg havde opnaaet dette, fandt jeg dit Spor og kom hertil.« Da Sønnen hørte dette beroligede han sig, og de anmodede Morbroderen om at blive hos dem. Omsider blev Moderen ganske affældig og døde. De to Mænd vare da ene sammen og havde ingen til at sye for dem. Engang saaes Morbroderen tilskjære en Pind saa at den fik Menneskeskikkelse. Søstersønnen lagde sig til at sove medens han endnu syslede hermed. Den følgende Morgen forbausedes han ved at see en rask lille Qvinde, som besørgede Huusarbeidet for dem. Men Morbroderen sagde til ham, at naar der herefter blev gjort Ild paa med Lyng, og det lugtede af Røg derfra, maatte han dog ikke tale derom. Dette glemte han imidlertid engang, idet han klagede over den fæle Lugt af Lyng. Strax kastede den lille Qvinde sit Arbeide tilside og lagde sig til at, sove, og da de den næste Dag skulde see til, var hun forsvunden og i hendes Sted laa der en udskaaren Pind. De maatte da atter hjælpe sig selv med Qvindearbeidet. Omsider begyndte Brodersønnen at blive svagelig, engang klagede han over Sting, maatte lægge sig og døde kort efter. Morbroderen begravede ham og dækkede Graven forsvarligt til. Om Natten derefter vækkedes han ved en Støi i Huusgangen og da han kastede Blikket til Opgangen, kom den Døde atter krybende ind i Huset. Han lagde ham op paa Brixen, og den følgende Dag var han atter rask og fulgte med ham paa Rensjagt og gik bagefter ham. Men da Morbroderen hørte ham stønne og saae sig om, kom han henimod ham med udspilede Øine. Da han saae paa ham, trak han sig atter lidt tilbage. Om Aftenen klagede den gjenoplivede atter over Sting og midt paa Natten døde han atter. Dagen derefter begravede Morbroderen ham atter, men om Natten kom han paa samme Maade igjen og fulgte ligeledes den følgende Dag med ham paa Rensjagt, men saae dog meget svagere ud. Atter hørte Morbroderen ham stønne bag ved sig, og da han saae sig om, kom han med udspilede Øine og udstrakte Arme hen imod ham, men da Morbroderen vendte sig imod ham, trak han sig atter tilbage. Efter Hjemkomsten døde han atter, blev atter begravet og kom atter ind i Huset, men denne Gang saae han meget uslere ud. Om Natten vækkedes Morbroderen ved hans Stønnen og saae ham strække Armene op over Skillerummet efter ham. I fire Dage blev han saaledes liggende, stønnende og udstrækkende Armene efter Morbroderen. Omsider døde han atter, hvorpaa Morbroderen, for at faae Ro, rev Huset ned og begravede ham under samme, tildækkende Indgangen med flere Lag Steen. Han forlod derpaa Stedet, men underveis, endnu førend han havde tabt Huset ganske af Syne, fandt han en Klippehule og lagde sig til at sove i samme, med Ansigtet vendt imod Huset. Midt om Natten bemærkede han at dette begyndte at lyse og tilsidst at gløde som bare Ild, hvorpaa dets Eier kom frem af det ligeledes som en Ild. Forskrækket vilde han flygte, men formaaede ikke at reise sig. Ilden kom flyvende hen imod ham, men satte sig paa en Bratning ligeover for ham. Han hørte da Gjenfærdet kalde ham ud og sige, at hans Moder havde formanet ham fra lille af til at hade alle Mandfolk, men endnu havde han ingen andre seet, og hvis han ikke havde været hans Morbroder, vilde han for lang Tid siden have dræbt ham. Derpaa vedblev det at kalde ham ud af Hulen, men da det lakkede ad Daggry hørtes det flagre, og da han saae ud ad Hulen fløi det henimod Huset, kastende Gnister fra sig underveis, og tilsidst forsvandt det i Huset og alt blev mørkt. Ved Daggry forlod Morbroderen Hulen, kom hjem til sine Slægtninge og fortalte alt dette.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 98-101
.jpg)
