Moralprædiken 3
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
![]() |
Moralprædiken [1]
Klokkeprædiken
Sermo ad populum
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Nu skal vi tale om de klokker, præsterne ringer med i kirkerne eller i klokkehusene. De er et symbol på selve Kristus, for da byder han os at gå i kirke for at tilbede ham og vise ham ære og for at sikre os selv evig frelse. Klokken er et symbol på den lyd af trompeter, som kalder os alle til det store møde, der hedder dommedag. Og nu vil vi tilkendegive for dem, der befinder sig ude på kirkegården, eller som uden god grund ligger i deres seng under ottesangen[2] eller under de andre tidebønner, hvad enten de sover eller er vågne eller adspreder sig, mens bønnerne synges, at Djævelen da utvivlsomt er med dem, og de går fuldt og helt hans ærinde.
Nu er der to klokker, og de ringer først hver for sig, men tredje gang ringer de samtidig. Da bliver der på Guds vegne gjort fordring på dig tre gange, og ved hver fordring gør Gud dig strafskyldig, såfremt du ikke vil gå til Guds hus. Nu er det særdeles letsindigt af os og unyttigt for os ikke at give god agt på Guds befalinger og på de mirakler, som ofte sker for vore øjne og ører. Men det undrer mig, at der findes mennesker, der, selv om de hører klokkerne, ikke hæfter sig mere ved det, end hvis de hørte en krage skræppe eller en hund hyle. Men det træ, som klokken er fæstnet til, symboliserer den almægtige Guds kors. Og rebet, der hænger ned derfra, symboliserer Guds bud. Og kirken symboliserer Paradis, og derfor er det ikke tilladt for drabsmænd og folk, der har bedrevet hor, at komme i kirken.
På samme måde som Adam blev udvist fra Paradis, dengang han forbrød sig mod Guds befaling, sådan bliver alle de folk, som forlod denne verden med misgerninger og hovedsynder, der ikke blev gjort bod for, forment adgang til Himmerige og jaget til Helvedes pinsler i de flammer, der aldrig går ud, om så hele havet skulle skylle hen over dem. Og der er altid så streng en frost dér på stedet, at selv om man tog det største fjeld, og det blev til ild og blev kastet derind, så ville det straks blive til en isbræ. Men så er der mange folk, der siger: »Hvad værre kan der overgå mig end at brænde helt op og derefter blive til intet?« Det er en forfængelig tanke, for der er mange, der ville blive tilintetgjort på én eneste dag, hvis dette var en mulighed — men det ville jo ikke være evige pinsler, hvis der var ende på dem.
Nogle mennesker mener også, at hvis de gør mange gode gerninger og ofte går i kirke og beder for sig og giver mad og klæder til de trængende, da kan de fortsat hvile i hovedsynderne, og de vil ikke gå til skrifte og ikke angre eller ophøre med synderne. Da er dette menneskes liv som den, der har fået et stort sår, og straks smører salve på det urensede sår. Hvad vil salven da gøre andet end at flyde af såret sammen med blod og betændelse, så såret ikke heler? På samme måde flyder også de gode gerninger af ham, der forbliver i hovedsynderne og ikke vil høre op med dem eller gøre bod. Nu fjerner en læge den brod eller pil, som måtte være i såret, og så renser han såret, og derefter smører han det med salve for at få det til at hele. Og hvis en mand gør bod, da fjerner han pilen fra det sjælesår, som Djævelen har tilføjet ham. Og når han går til skrifte ved præsten og bekender sine synder, da renser han syndens sår oprigtigt. Og han smører salve på det ved at underkaste sig den bod, som præsten pålægger ham, og sådan får han syndens sår til at gro sammen og blive helt. Men hvis en mand venter for længe med at gå til skrifte for sine storsynder, så vokser hans synder, selv om han ikke begår flere. På samme måde er det med det sår, manden har fået: Hvis ikke det bliver behandlet af en læge, bliver såret væskefyldt, og der går koldbrand i det, og det værker, og snart efter dør han.
Det er ligeledes farligt for os, hvis vi for længe hengiver os til vore legemlige lyster og ikke vil gøre bod derfor. Da minder vi om det dyr, der findes i udlandet, og som kaldes lutolupus[3]. Dette dyr har umådeligt lange horn, der er skarpe som jern, og det kan sønderkløve et træ med sine horn, hvis det vil. Dyret plejer at komme til den flod, der hedder Eufrat, for at drikke. Og bagefter begynder det at lege med et træ med sine horn, indtil hornene vikles sådan sammen med træet, at dyret på ingen måde kan komme fri. Og så begynder dyret at brøle og klage sig. Men så hører jægeren disse lyde og kommer farende hen, hvor dyret sidder fast, og dræber det med et spydstik. På samme måde er det med manden, der ofte følger sine legemlige lyster og ikke vil ophøre med det eller gøre bod derfor: Han kan ikke frigøre sig fra dem og binder sig til Djævelen med sine synder. Og hvis han nu ikke kommer fri, men går til i disse syndens lænker, da tager Djævelen ham og fører ham med sig til evige pinsler, hvor der er gråd og tænders gnidsel.
Nu skal vi tage os i agt for ikke at følge dette eksempel, og lad os afstå fra hovedsynderne så godt, som vi formår. Og hvis vi skulle komme til at begå dem, skal vi hurtigst muligt vende om og gå til skrifte og gøre bod og ikke begå dem igen. Som Vorherre siger: »Til hver en tid,« siger Herren, »— skal en mand, der afstår fra sine synder, leve med mig i Himmerige.«
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i Gammelnorsk homiliebog, AM 619 4to. fra omkr. 1200-1225, som er den ældste bevarede norske bog. Selve indholdet i håndskriftet er noget ældre.
- ↑ Tidebøn med klokkeringning før daggry
- ↑ (?)