Morderen Parpak (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
113. Morderen Parpak
(Fortælling fra Godthaab i Sydgrønland)
Ikke saa langt tilbage i Tiden, nemlig da de Indfødte begyndte at omvende sig, nogle endnu vare Hedninge, andre døbte, fortælles følgende Tildragelse at være foregaaet.Nær Kangek, paa Karajugtok, boede to Brødre, af hvilke den ældste hed Parpak, den yngste Kassak, begge gode Fangere. Der siges, at naar de solgte Spæk til Kjøbmanden, blev en stor Baad fuld af deres Fangst alene, og Kjøbmanden holdt tilvisse meget af disse Brødre. Parpak og hans Broder holdt ogsaa meget af alle, siges der, og naar der kom mange Kristne og besøgte dem, gave de dem fuldt op at spise af deres Fangst. Men hvo skulde troe det — hverken de Indfødte eller Kavdlunakkerne havde opdaget, at Parpak var en stor Morder. Naar han havde havt Besøg af de Døbte og de skulde vende tilbage til deres Hjem, fulgte han dem paa Veien, og den som skulde hjem, kom aldrig hjem. Dengang først begyndte man at lægge Mærke til, at Parpak var en Morder, og da hans yngre Broder erfarede det, skammede og undsaae denne sig over den ældre. Da Kassak var et godt Menneske, som ikke slog Folk ihjel, irettesatte han Broderen, fordi han havde dræbt nogle Døbte, og bød ham ikke at gjøre saaledes ved de Døbte. Da nu alle havde hørt, at Parpak var en Morder, pleiede de ikke at gaae ene ud i Kajak, men undertiden gik to, undertiden flere Kajakker i Følge, da de frygtede ham. Der siges, at engang om Foraaret gik Beboerne af Kakok ud for at fange Nepisetter (Steenbidere), og en Døbt, ved Navn Kristian Fredrik gik over til den vestlige Side af Kakok, til Elven. Pludselig møder Parpak ham og dræber ham, da han var ene. Man siger, at Beboerne af Kakok havde hørt et Skrig, men ikke vidst hvorfra det kom; men siden fandt de, vesten for Kakkarsuatsiak en Kajak og et Lig, sammensurrede og stukne ind i Kasuks-Hulen. Da efter den Tid alle Mennesker begyndte at passe paa Parpak, blev denne bange og begav sig nordpaa, men efterlod, som der fortælles, sin Svoger ved Kakok. De Gamle ved Kakok søgte efter dem, men kunde ikke finde dem; da han var flyttet nordpaa, saae de ham ikke mere. Senere fortælles der, at da Parpak laa paa Dødsleiet, havde han angret, at han havde dræbt de Døbte. Der siges nemlig, at hans Anger hidrørte derfra, at han, da han havde dræbt Kristian Fredrik, opskaaret hans Legeme og flækket hans Hjerte, fandt han indeni den Dødes Hjerte Frelserens Billede hængende paa et Trækors. Dette, siges der, var den døende Parpaks sidste Ord. Men fra den Tid af begyndte Indvaanerne omkring Nouk at omvende sig, og de lode sig alle døbe. — Ikke faa, men mange Gange har jeg hørt Fortællingen om Parpak af de Gamle; ikke een, men flere fortælle den saaledes. Parpak var falsk, men maaskee dog heller ikke ved sin fulde Fornuft.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 309-310.
