Morild. Lys i huse på veje og marker

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

I. Lys og varsler

3. Morild. Lys i huse på veje og marker


68. En aften kom en rejsende ind på et værtshus og kom til at ligge i et værelse ved siden af kjøkkenet. Ved sengetid, da pigen slukkede ilden på skorstenen, kom hun uforvarende til at slå kors over den. Ved midnat kom morilden ned igjennem skorstenen og sagde til gløderne: «Skal vi ikke lege i nat?» — «Nej, i aften kan vi ikke lege, for pigen har slået kors over os, men du kan komme igien i morgen aften.» Næste aften havde hun gjort det samme, og tredje aften med. Da sagde morilden: «Det kan ikke nytte, du beder mig om at komme igjen, for du vil jo gjøre nar ad mig.» Så flöj den.

F. Wennerwald.


69. A går en nat fra Boes mølle, hvor a havde arbejdet, og så trækker det op med så vældigt et tordenvejr, men det var ikke lige over og regnede heller ikke. Som a lige går om ved Dakbjærg, da mærker a noget omkring mig. Der stod en lue op af kaskjetten på mig og var ild i skjægget. A blev ræd, for a havde hørt meget om det bjærg og var ikke glad ved det, og løb hjem. Men det var jo måårild.

P. J., Mos sø.


70. Maren Plovmand på Tustrup mark fortæller: Min broder Niels og en anden karl, som hed Per, skulde drive svin på bog i Løvenholms skov om efteråret. De var ridende, og da de nu havde fået svinene ud på deres plads, vilde de have nogle hesselkjæppe med hjem til at binde kurve af. Altså skar de et par gode knipper og bandt dem sammen med en tynd hessel, lagde så hver sin foran sig på hesten og red tilbage. De havde af deher lådne kabudser på med stivt udstående skygger og messingkant om både kabuds og skygge. Som de nu bedst rider, siger Niels: «Der er ild i din kabuds, Per.» — «Det kan a int forstå,» siger han og ser sig om. «Men der er jo også ild i dit skjæg og hår.» Så siger Niels: «Der er jo også ild i dine kjæppe.» — «Ja, det er nu det samme, a slipper dem ikke, för a er nødt til. Lad os bede vort Fadervor.» Det gjorde de, men det hjalp ikke, og nu red de stiltiende videre i stor frygt. De betragtede jo dette her som en straf, for det de havde stjålet kjæppene. Endelig kom de ind til Nörager. Der er en lille bæk, som de skulde over, og som de nu rider over den, ser Niels sig tilbage, og da ser han et gloende hjul, der render tilbage fra bækken og ad den vej, de var komne. Dermed var alt forbi, og de kom godt hjem til Tustrup. Niels vilde ikke ind og gik straks i seng i karlekammeret. Men Per vilde ind og have noget at æde. Han blev syg og sov ikke den hele nat, men Niels sov godt.

Lærer Munch, Nimtoft.


71. Hans Bødker skulde en aften ride med en herre fra Kammergave til Sorø og tage begge hestene med hjem. Da han på tilbagevejen nåede Brændtebjærg, som vejen gik over, var det bælgmørkt. Med et så han, at der sad noget på hans hest lige bag ved ham, som gav et farlig klart skjær fra sig, så han kunde se vejen lige så rivelig som om dagen. Det blev ved at følge ham lige til det sted, hvor vejen drejer af til Kammergave. Da foer det lige trem ad Tersløse til, og han blev glad ved at blive af med det.

A. N.


72. En mand, der døde for nogle år siden, gik en aften over nogle marker, Sanders mose kaldet, og der så han et lys brænde på enden af en særdeles smuk kjæp, som han kunde have stor lyst til at tage, men han turde ikke.

Ærø. C. M. L.


73. Ditlev fortæller, at han en aften gik over en hede i Vive, og så kom han i nærheden af et hus, der lå ved siden af vejen. Der stod en törveskrue og brændte lige op mod huset. Han giver sig til at løbe for at vække beboerne, men da han kommer på den anden side af huset, marsjerer törveskruen ud i heden på den modsatte side af vejen, og der fulgte den med ham et stykke, kommer tilbage igjen og sætter tværs over vejen foran ham og et stykke ud i heden til den anden side. Da den nu havde fulgt med ham et stykke igjen, og atter var stukken af, kom den tilbage og lige imod ham. Så for at blive den kvit spænder han i en hast bukserne ned, for det havde han hørt skulde være godt, og vendte den bare ars imod den. Så tog den flugten ud i heden, og han så den ikke mere.

Öster-Hornum.


74. På strækningen fra Favsing og til Lille-Tved mark trillede hver eneste nat lige som en tjæretønde, der var ild i.

Peder Krist. Kristiansen, Karlby.


75. En 2, 3 dage för jul kommer der en sort skygge med et lys i hånden så stor, som det var en ville blår, og det gnistrer og spralrer til alle sider. Det farer frem og tilbage fra landevejen ved Skjelbækken og sætter op i nordvest til et hus, der ligger på bakken. Når det så vender sig, kan man tydelig se skyggen, den holder armene ud med lyset i, og sådan farer den tilbage igjen og gjör det et par gange, Til sidst sætter skyggen ind efter byen (Bendstrup), og forsvinder i et krat. Der er ikke én, men mange, der har set det.

Rasmus Hornbæk, Bendstrup.


76. Ved en gård i Sønder-Resen var der den mærkelighed, at der om aftenen et lille stykke fra gården kunde tænde en ildstötte, og så snart den var tændt, kunde køerne i gården give sig til at brøle. En karl kom der forbi en aften, og så tænkte han: «Da var det endda godt, Sören Östergård har ikke hans lys tændt i aften.» Men da han kom lige derfor, stod lyset der akkurat ligesom en ildstötte. Han blev bange og vilde have sagt: Gud hjælpe mig, men tog fejl og sagde: Gud hjælpe dig. Manden har haft både en præst og en provst der for at skaffe ham det lys af vejen. Men de sagde, at det kunde de ikke gjøre noget ved, men rådede ham til at flytte gården. Den skifter ejer lige så såre, for ingen vil være der. En tid efter blev det værre, da kom der en hel hoben små, røde krigskarle og løb gjennem stuerne efter hverandre og havde så travlt. Atter en tid efter hørte a, te den mand, der nu var, havde gjort akkord med den Slemme, nu skulde manden råde i ti år, og så skulde den Slemme råde for resten. Han tænkte jo at kunne sælge gården i mellemtiden.

Lars Nielsen, Vinkel.


77. Hos Mads Sörensens forældre i Mosebøl, Strellev, havde de et par gamle aftægtsfolk. Lav de var døde, så folk tit lys på de gamle deres vinduer. Det kunde sees af byfolkene, men når de gik derind, var der ingen ting. Der var julebojel en aften, og da var moder og nogle småpiger ude om aftenen. De kunde da se lyset brænde så tydelig indenfor vinduerne, men de fik ikke at vide, hvad det var. Sören Krog han var nok henne ved præsten om det, men det gik jo så stille af. Deher aftægtsfolk kom ellers ikke folkene ved, de havde kjøbt stedet af andre og fået de gamle med det.

Ane Margrete Hansen, Havlund.


78. I Mads Hansens gård i Albjærg brænder der et lys, som stundom viser sig i dagligstuen eller én af de andre stuer; men til andre tider viser det sig ude omkring i udhusene. Mads Hansen har selv fortalt, at han har set det mange gange. Det har en flamme på omtr. en halv alen, og kan oplyse en stue stærkere end en lampe; men når han har prøvet på at gå ind i den stue, hvori lyset har været, så er det pludselig forsvundet. Lyset har været set af flere.

Martin Dyrholm, Brudager.


79. I Nörbeg hovgård stod der et lys i deres storstue og brændte i min drengetid. A så det mange gange og gik efter det, men så blev det væk. Så blev gården flyttet, men lyset blev lige godt ved at stå på pladsen. Det var i synderlighed imod höjtiderne, det viste sig. A så det lyse ud ad vinduet og stod ovre ved min faders gård og så det.

J. Mik.


80. Mens a tjente på Kjærgårdsholm, var a en aften med pigen ude i nødset at malke. Så kom der med ét öjeblik en gloende firkantet stråle farende gjennem nødset og langs ad grævningen. A stod jo oppe ved pigen med lygten, og vi blev rædde, så det forslog noget. Det kom som et lyn og var væk i et öjeblik. Det er bestemt sandhed, a siger og a var den gang en 17, 18 år.

Kristen Olesen, Lem.


81. På en gård i nærheden af Kalvø skinnede der for en del år tilbage hver aften et lille lys på væggen i stalden. Ingen kunde slukke det eller begribe, hvad det var; men folk talte om, at der nok en gang måtte være begået en forbrydelse på dette sted. Endelig fik man præsten til at gå ned og se på det. Han gik med folkene en aften ind i stalden, og de så alle det lille lys på væggen, der skinnede som sædvanlig. «I Guds navn,» spurgte præsten nu, «er her noget, som skal åbenbares?» — «Ja!» svarede en röst, som ingen kjendte eller vidste, hvorfra kom. Præsten skrev nu med kridt et kors på væggen tæt ved, hvor lyset skinnede, og næste dag brækkede man så muren ud på det sted, og da fandt man et gammelt indmuret barnelig. Liget blev så begravet, og siden så man aldrig mere til noget lys i stalden.

H. Pedersen, Hammerum st.


82. Det var i höstens tid en aften, der kom et lys skridende ind i Bærtels lade og lyste for folkene, mens de læssede af. Bærtel tog en kølle og slog lige ned i lyset, og så blev det til hundrede lys. Så blev Bærtel forkyvst og spændte fra og gik ind i hans seng.

Kristen Nielsen, Mosehuse.


83. Det var en aften, a fulgte med min kjæreste ude på landevejen ved Troelsbjærge vesten for Tåning kirke. Da kom der sådan en svært bred og stor flamme ud af kirketårnet af glamhullet. Sådan kom der tre, den ene efter den anden, og svævede bag ud om tårnet. «Der er ild i kirken,» sagde a. Hun sagde, at hun kunde formelig se klokken, når flammen viste sig. Det var pænt, lyst vejr, og der var nogle minutter mellem hver flamme.

M. H. og J. B.


84. Nord ind til Gulev kirkebygning har der været en begravelse, som tilhørte den Blichfeld'ske familie, og der var til dens vedligeholdelse udsat et legat på 200 daler, som endnu haves og står i Sale præstegård. Begravelsen blev nedbrudt i 1700 og nogle og 60. Der blev samtidig nedtaget noget af kirkens mur. I den tid de var ved at brække den ned, havde kåde drenge om aftenen kastet sten ind på kisterne i begravelsen gjennem et vindue, der sad i denne bygning og vendte ud til nord. Men lige med ét så disse drenge et ildsvøb eller en stor ildtunge gå ud af vinduet og svøbe til begge sider. Så blev de forskrækkede og løb skyndsomt deres vej.

Hans Jörgen Povlsen, Gulev.


85. Folk fortæller, at de har set et lys skride fra min faders gård i Lyne om ad Östertoften. Nogen tid efter solgte min fader gården, forbeholdende sig blandt andet Östertoften, hvor han siden byggede og boede.

M. Eskesen.


86. En kone på Ris mark havde været i besøg et sted, og Hans Henrik fulgte hende på vej. Han fortalte det siden ved et barntå, hvordan det gik dem. De så en vogn komme ud fra Tammestrup med to lygter på. Så vilde de stræbe at nå hen til vejen og se, om den kjørte sønder eller nor på. Så kom den og til den side, de var ved, og det skjærede stærkt i Niels Andersens vinduer, da den kom der forbi. Så drejede den lidt fra vejen og ned i konens have. Hun skreg da og sagde, at nu stak der ild i gården. Men den tog ingen skade. Oppe i Fogedlodden har de set både ét og to lys ad gangen.

M. H. og J. B.

Barnetå kaldes et lille gilde, der holdes, når et barn er født, og konen er kommen op af sengen.


87. Ovre på Holmen lige her sønden for gården er en holdt der ude i engen. Vor nabo havde en gang været ude bag holmen en aften at flytte deres bæster, og gik og sang. Så var der et lavt sted, og der får han et lys at se, der stod så klart, som det kunde da sees. Han var ikke angst af sig og tænkte: «Da vil a hen og se, hvad det har at betyde.» Han kunde alligevel ikke blive så forvoven, at han turde gå til det, men han gik runden om det i en rundkreds. Han sagde siden: «A turde ikke, det lettede formelig min hat.» Det lys har været set flere gange. Mange år derefter — det var, siden a kom her til byen, og a kom 1836 — så havde a et øg, der havde føl, og så skulde karlen ride om til Tåning og få hende bedækket, og det var blevet aften, da han red hjem ad, og vi var gåede i seng, da han kom hjem. Da han kom over Vææbroen, da kunde han så tydelig overse holmen, og da ser han, det selv samme lys stæer der, det stod så stort og så klart, og han så det, lige til han kom til gården. Så fortalte a jo naboen det, og han fortalte, hvad han havde set. De troer, der skal være noget gravet ned der, og de har taget en sandgrav på den plads, og endda gået noget ned, men der var intet spor af nogen ting.

Sören Jörgensen, Alken.


88. En kone fra Moseby, som var ude at gå en aften, fik noget at følges med, der akkurat lignede solen. Det løb ved siden af hende et stykke vej, men til sidst løb det ud i en vanding, hun kom forbi. Det gjorde hende ikke noget.

Hans Peter Hansen, Halskov.


89. Der var et grønt væld, de kaldte Blokkes kjelde, en 2, 3 bøsseskud nord for Ottibakken, Skivum. Der har stået et lys og brændt, og folk er blevne forvildede ved at se det.

Povl Thomsen og Ole Bæk, Havbro.


90. Da a kom på siden af Spudal, så a et lys, der brændte på bakkens kant ved den nordlige side af veien og vesten for dalen. Det stod helt stille, til a kom det fire skridt nær, så var det borte. Der er mange, der har set det.

Glenstrup.


91. En mand kom en aften gående fra Alstrup til Agerup og så da tre lys ovre på Hjortholm.

N. P. Olsen.


92. I Vejlen, et lavt jordsmon på Permelille vestermark hen ad mod Kolby, sees undertiden et klart lys brænde om natten og derom siddende flere mennesker, som spiller kort.

Svend-Ane ved N. P. Olsen.


93. En mand i Åby så, mens han var karl og tjente i Tornegård, at der stod et meget stort lys en aften ude ved landevejen og brændte, og han kaldte på en anden karl, og de så begge dette lys. Men med et var det en ildstötte så höj, at de ikke kunde se til det øverste af den, og med det samme forsvandt den.

Nik. Christensen.


94. Der er ikke så lidt spøgeri her omkring, og i tågede aftener sees der lys her. De har da ikke godt kunnet komme her forbi uden at tage et hjul af eller uden at se ind mellem hestenes redskab.

Stövring.


95. Der går et lys på Brøndum præstes mark, det går fra Volling og hen til Hvidbjærg kirke. En snedker, Peder Mikkelsen, gik fra hans arbejde i præstegården og vilde hjem, og allerbedst, som han kom til skjellet, blev det så mørkt, at han kunde ingen steder se. Han stod og betænkte sig lidt, det kom ham så sært for. Men lige med ét blev det så lyst, at han kunde se så langt hen, det skulde være. Anden dagen, da han kom op til præstegården, vilde han have snak med præsten, for han troede, der var noget fejl ved det. Præsten vilde i førstningen ikke høre det og mente, at det betød ikke noget, men Peder Mikkelsen blev ved, og endelig siger han: «Ja, nok er jeg præst, men jeg må sige, der er mere mellem himmel og jord, end man kan tage og føle på.

Mette Hd Krarup.


96. Mens a tjente i Höjbjærg huse og skulde gå og finde studene om aftenen, så a tit et lys, der stod ved en stor sten og brændte på de slette agre. De troede, at der måtte absolut være noget gravet ned her, og grov efter det, men fandt intet.

Mette M. Christensdatter. Grønbæk.


97. På Torslev kirkegård brænder hver aften et lys henne i det ene hjørne, men der er ingen tegn til nogen grav. Man fortæller, at en af de forrige ejere på Kokkedal og en bondemand fra sognet havde talt om, at der skulde være så meget gnid og sølv inde i kapellet, hvor der lå nogle lig bisatte. De vilde stjæle det og dele udbyttet, sådan at herremanden skulde have guldet og bonden en sum penge og alle de humle, hvorpå ligene lå. De gik så derop en aften og plyndrede ligene, gravede dem derefter ned ude på kirkegården og delte udbyttet. Bonden kjørte nu omkring med humlen og solgte den til folk, for da det var lige til jul, kunde de nok bruge den til juleøllet. Mange bryggede nu på humlen og drak øllet, men min bedstefader, der også kjøbte af humlen, fik få dage efter besked om, hvordan det forholdt sig, og drak da ikke af øllet. Herremanden blev senere sindsforvirret og rev i den tilstand den smukke stensatte bro ned over borggraven, hvorfor der nu kun er er en jordvold over den. I løbet af få år blev han fattig, og alle hans börn blev sindssyge eller kom ulykkelig af dage, Den anden mand og hans börn fik også samme skjæbne. Da herremanden døde, blev han begravet på kirkegården i et hjørne, og ingen kjender hans grav; men lyset brænder endnu på stedet.

Kr. Hedegård, V.-Br.


98. Jeg og en anden mand var en dag ude at fiske på Skanderborg sø. Som vi nu står, ser vi et lys, der stod henne, hvor landevejen går over søen, og da vi gik efter det, kom det imod os og satte op efter Vrold, men så blev det væk.

Peder Schultz, Horndrup skov.


99. Ane Madse, der var gift med Mads Sjællænder, som boede i et gadehus i Trunderup, har fortalt mig, at hun som en stor tøs en gang fulgtes med sin fader igjennem Kværndrup, og da de så kom ud mod kroen og korsvejen, ret ud for Lars Nielsens gård, så det ud for dem, som vejen stod i lue overalt. Da det var omtrent klokken tolv om natten, turde de ikke gå der forbi, men gik tilbage og blev i Kværndrup om natten. Hun fortalte det som fuld sandhed.

P. Jensen, Kværndrup.


100. For nogle år tilbage var mine forældre tilligemed nogle af deres familie til et gilde, som var hos én af deres venner i byen Virket, ikke langt fra herregården Skjörringe. Det var nat, den gang de kjørte hjem derfra, og tillige meget mørkt, så at de knap kunde se, hvor de kom frem. Vejen gik igjennem Skjörringe, men noget för de kom dertil, så de et lys, som kom dem i møde, og det varede ikke længe, inden det var ved dem. Det lys fulgte nu med vognen og udbredte sig snart både på mennesker og heste, så at hele vognen blev som ét lys. Da de kom til herregården, forsvandt det igjen, og ingen vidste, hvad det var.

J. L. K.


101. At skade et lys er grumme slemt. En mand, som gik igjennem skoven Nordtorp, der ligger omtrent östen for Trunderup, så et lys brænde og gik hen og slog til det med sin stok. Straks kunde han ikke slippe derfra igjen, men omsider kom han løs, og hans mund var da trukken skjæv om efter det ene øre, og han kom sig kun sent.

P. Jensen.


102. Store-Andreas blev en gang, da han gik ved broen ved Serup smedje, skruet en hel omgang omkring og så var det for ham, som et lyn oplyste det hele der omkring.

Jakob Rasmussen.


103. Hver aften står der et lys på en mark nord for Brovst kirke. Lidt efter hopper det ned i et kjær nordvest for og brænder lidt, stående på en stor dynge sten, som ejeren ikke tör flytte. I ældgammel tid døde en heks ovre i Tranum, og da sognefolkene ikke vilde have hende jordet der ovre, tog de en vogn, som var forspændt med to stude, stoppede heksen i en pigtønde og lod studene gå. De gik over i Brovst sogn og vilde gå op af fornævnte bakke, men vognen væltede, og tønden, trillede af og ned i kjæret. Der blev hun så begravet, og stendyngen smidt op over hende. På det sted, vognen væltede, brænder lyset først og siden på hendes grav.

Kr. Hedegård, V.-Br.


104. To mænd, der red fra Lunde præstegård, så en klar ild, som om Vrejlev kloster syd for stod i lue, men da de kom dertil, var der intet.

Nik. Christensen.