Mytedigtning (AO)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordisk Aandsliv
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik



II
Mytedigtning


Billed 7.
Det korte Guldhorn fra Gallehus i Sønderjylland. Stephens, Handbook of Runic Monuments 1884, S. 87.
Ældst blandt Fortidsminder er Myten. Fjærne barnlige Tider opfattede alt i Naturen som levende Væsner, og hver Genstand fremkaldte en Gaadegætning om, hvilken Person og hvilken Begivenhed der var dens Ophav; og disse Historier fortaltes videre fra Slægt til Slægt, til Morskab og til Belæring. Uvilkaarlig virkede man nye Traade ind i den brogede Væv, overspandt det gamle Billed med nye og friske Farver, saa den ældste Vævning kun her og der skinnede frem eller maaske helt laa i Skjul. Saadan skiftede Stoffet umærkelig fra de förste Tider, da saa at sige hele Verden var en Myte, gennem Tidsaldre, hvor de store Himmelforeteelser traadte frem som de væsenlige Guddomme, og indtil den Tid, hvor Myterne er blevne nedskrevet, og hvor deres Naturvæsen er afstrøget, og mere personlige Gudeskikkelser traadt i Stedet. Det er i den sidste Form vi kender dem, i den Samling af Vikingetidens Kvad som vi kalder den Ældre Edda, i de Mytefortællinger som vi kalder den Yngre Edda eller Snorres Edda, og i Skjaldedigte eller Sagaskrifter. Og dog bevarer Myten saa mærkelig meget i Arv fra sin förste Barndomstid: den sælsomme Blanding af stort og af smaat; paa én Gang fortæller den, hvorledes hele Verden skælver ved den bundne Lokes Trækninger — og hvorfor Laksen er smal ved Halen. Tillige er den hele Forestillingskres som en Afspejling af ganske primitiv Samfundsbygning. Guderne er en Smaastamme, der ved Kamp og endnu oftere ved List maa se at vinde fra en anden Stamme, Jætterne; de raner eller de tilbageerobrer Ejendele eller Kvinder, de slaas ved Vadestedet, eller de strejfer ind i hinandens Land, omtrent som to Smaastammer af vilde gör nu til Dags.


Selve de enkelte Myter er Arv fra ganske fjærne Forfædre, f. Eks. den om den stjaalne Drik. Alskens barnlige Folkeslag har Fortællinger om en stor Frø eller Slange, som havde slugt alt Vand i sig og forholdt de andre Væsner Vandet, indtil en eller anden Helt fralistede den det. Dyret bliver efterhaanden en Trold, der holder Vandkarrene skjulte i sin Hule; men der kommer en Tid, da dette lyder altfor barnligt. Da ombyttes Vandkarret med en guddommelig Mjød, som Guden henter i Falkeham ud af Jættedybet. I denne Form kendes Myten paa indisk i Vedasangene, og i den nordiske Myte om Skjaldemjøden.


Et andet gammelt Mytetræk er det med Klipperne, der slaar sammen. Ikke saa sjælden tænker vilde Folkeslag, at der ved Verdens Ende er en Port af to Klipper, der stadig aabner og lukker sig; hver Aften naar Solen forsvinder i Vest, tror de, at den smutter gennem Porten; og paa samme Maade tror man, at Vejen til de dødes Verden gaar igennem denne Port. Dog der kommer Tider, hvor Overbevisningen om en synlig og stedlig Port paa alfar Vej glipper; og da flyttes det hele over i Mytefortællingens fjærne Verden. Da er det — hos Grækerne — de Sammenstøds-KIipper, hvor Jason styrer sit Skib imellem paa Vejen til Rigdomslandet, eller — i Nordboernes Fortælling — et aabnende og lukkende Hnitbjærg, hvor Suttungs Datter vogter Mjødkarrene, men lokkes af den i Ørneham eller Slangeham kommende Odin, saa hun skænker ham Drikken. Saadan fortættes og krysses de gamle Mytemotiver. Man maa stadig huske, at forud for Sagnene, saaledes som vi har dem, gaar der en tusendaarig Kæde af Fortællere, der har ladet dem gaa fra Mund til Mund. Ingen enkelt Forklaring aabner alle Mytens Porte, hver Tidsalder har digtet videre og digtet sit ind i den.


Omdannelsens Styrke ser vi allerbedst deraf, at hvad der en Gang har været Naturtræk hos Guddommen, nu helt er omsat i digterisk Særtegning af den enkelte Gudeskikkelses legemlige og aandelige Væsen. Thor ager ikke mere i Strid med Jætterne, men kæmper i staaende Kamp; selv hans Hammer slynges sjælden som Tordenkile, hyppigst tjæner den ham som Hugvaaben. Odin, der har været knyttet til en Naturforeteelse, Stormens natlig brusende Tog igennem de øde Egne, har ganske vist beholdt Spyd og Ulvefølge og den rappe ottefodede Ganger; men det er omdannet til Udstyr for hans kongelige Fremtræden i Valhal; Kappen og den hængende Hat omtydes som hans Mummedragt, naar han færdes blandt Mennesker. Ude i den brede Folketro kan man finde en Sammenhæng mellem Luftflimmeret og Loke, men naar han stikker sit lyse Hoved ind ved Asernes Gilde, da er han Personlighed og intet andet.


Men denne Mytedigtning, der møder os i Vikingetiden med sin Rigdom af skarpt tegnede enkelte Skikkelser og sit hele Vandretog af pragtfulde Optrin, den har tillige fundet frem til en samlet Opfattelse af Verdensordenen, en egen Tankelære. Intet i Tilværelsen, forkynder Myten, bestaar uden Kamp for at holde det oppe. Ikke en Strid mellem alle i Flæng, men en Kamp imellem de Kræfter, der vil opretholde Menneskelivet og alt hvad der har Værdi for det, og dem, der vil ødelægge det: mellem Aser og Jætter.


Billed 8.
Guddom med.Drikkehorn (Odin med Skjaldemjøden?) paa det lange Guldhorns næstøverste Ring. P. E. Müller, De ved Gallehus fundne Guldhorn. 1806, Pl. 2.
For Vikingetidens Mytedigtere er Jættekampen bleven saa at
sige det eneste altbeherskende Æmne.
 Verden holdes kun oppe ved en Kamp,
 hvor Asernes Styrke og Kløgt uophørlig anspændes. Thor er altid paa Vandring at værge mod Jætternes Overtal; Odin drager ud formummet for at binde Vavtrudner, den snedige Jætte med sin Kløgt eller for lönlig at vinde de Aandens Magtmidler, der giver ham Styrke: han lærer Visdom af en, han lokker Suttungsmjøden fra den vogtende Mø, han tilsniger sig den Elskov hvorefter en Gudehævner skal fødes, han kappes i Visdom med Jætten i et Væddemaal paa Liv og Død, eller han vækker den døde Jætte-Spaakvinde op af Graven og afnøder hende Sandsagn.


Mærkeligst udformer Tanken sig dog i Verdenstræet Yggdrasil: Tilværelsen er en Sammenhæng, en Organisme; dens Livskraft samler sig i Træet Yggdrasil. Askens Top er i Himlen; dets tre Rødder er hos Mennesker, hos Jætter og i Hel. Af dets Dugg kvæges Naturlivet; men tillige er det Stedet for Gudernes Raadsmøde, og fra Urdsbrönden under dets Krone skrider Skæbnemøerne, Nornerne, frem. Billedet af et Træ byder sig ogsaa for andre Folks Myter eller Digtning; Homer synger om Menneskeslægten som et Træ, hvis Blade stadig falder, og som dog løves paa ny. Det nordiske Verdenstræ rummer tillige Tanken om Lidelse og om Stræben. „Yggdrasils Ask lider mere Nød, end man véd af; Hjorten bider dets Krone, paa Siden smuldrer det, Nidhugg gnaver dets Rod”; men Nornerne øser over det fra Kilden, „altid staar det grönt over Urds Brönd”.


Den overvældende Styrke, hvormed den evige Strid gör sig gældende, svarer til noget i Nordboens — til en vis Grad i hele den gotiske Stammes — Væsen: en Hang til at tvedele, ofte med stærk etisk Betoning: i Gudeverdenen er det Aser mod Jætter, i Heltelivet er det Ædling mod Nidding. Hans Sind er for barnligt til at opfatte Tilværelsens Mellemtoner, for dybt til at gaa af Vejen for de store Modsætninger og til at se bort fra Livets uhyre Kvide.


Hvor dybt Modsætningen føles, viser Myterne om Verdens sidste Tid, om „Ragnarok” (ɔ: Gudernes sidste Skæbne, — som Nordboerne siger): Troen paa en Fimbulvinter eller paa Landenes Synken i Hav, paa at Solen skal sluges af en af de stadig forfølgende Ulve, paa at Guder og Jætter en Gang skal udkæmpe deres Trætte i et uhyre Slag, og at Guderne — de store, for Folket hellige — da vil finde Døden. Dog de dør ikke uhævnet, ti det vilde ingen Nordbo kunne tænke sig; Vidar, Odins unge Sön flænger Fenresulvens Gab, og saaledes er der Begyndelsen til et nyt Kuld af Guder og Mennesker, der kan føre Livet videre. Livskraften er, om end saa knap som muligt og ved den mest anspændende Kamp, reddet fra Undergangen.


Billed 9.
Den hellige Ask paa Véøy (ɔ: den hellige Ø). Schübeler, Viridarium Norvegicum, 1888 II, S. 83.
Verdensstriden mellem Guder og Jætter er ikke udelukkende nordisk. Snarere er det fælles for de ariske Folk at tænke sig f. Eks. Tordenherskeren sammen med den øvrige Gudeskare i daglig Strid med Troldene. Kelterne kender endog en uhyre Gudekamp, der har noget af samme tragiske Tone som Nordboernes. Men medens Hellenere og Indere er böjede af fra denne Tanke — i Livslyst eller i Livsforsagelse —, har Nordboerne holdt Tanken fast til det yderste. Nærmest ligger Opfattelsen hos den persiske Folkestamme, der lærer om en stadig Strid mellem gode Vætter og Trolde, og har en Slutningsopgörelse, der paa flere Punkter staar Nordboernes nær. Men netop Ligheden viser os ogsaa Uligheden. Bygget fra först af paa Modsætningen mellem Frugtbarhed og Törke, og stadig dragende Menneskeheden med ind som aktiv Arbejder, er det hos Perserne en Religion, der er bleven til ved Kvæghjord og paa Plöjemark. Nordboernes Verdenskamp er fostret halvt af Krig, halvt af tungsindig Grublen over Livets Kaar; den kender langt mindre til, at Mennesker er Gudernes Hjælpere; det er ikke de levende Mennesker, men Valhals efterlevende Ejnherjer, der rider ud til Ragnaroks-Kampen. Der er i Persernes Lære noget af Arbejdsmenneskets lyse Tro paa, at det skal nytte; der er i Nordboens Sange Grublerens Dröm om, at alt skal gaa under.


Vikingetidens Digtning, som den ligger for os i norske Kvad fra 9de, endnu mere fra 10de Aarh., har dette Tungsindspræg. Midt ind mellem de farverige Optrin, ofte hvor man slet ikke venter det, kommer Tonerne af et Ragnarok, Glimt af den Stund da Odin skal møde Ulven, og da Muspels Sönner rider over Mörkskoven. Her er ikke saa lidt af en digtersk Hang til at lade Mytens brogede Optrin tegne sig paa mörk Baggrund, en Trang som vi skal genfinde i Heltelivets Besyngelse. Men ved Siden deraf trives dog alle de enkelte Myter, der ikke taber sig i det store Verdensdrama, men kun lader Tilhørerne opleve Modsætningen og Kampen i stadig nye Situationer, — og med lykkelig Udgang: hvorledes Thor knuser Jætten Hrungnes Stenhoved med sin Mjølner, eller hvorledes han udklædt som Brud henter det tabte Vaaben igen hos Tursekongen, Thrym. Én Myte satte dog Skjaldene over alle andre; de blev ikke trætte af at skildre, hvorledes Thor paa sin Krog drog selve Midgaardsormen op fra Havbunden, hvorledes den spraglede Edderorm hadsk stirrer ind i Øjet paa sin Dødsfjende, mens det hagler med Hug over dens Hoved. Denne Myte blev det store, det rammende Udtryk for den standende Strid mellem ødende og værgende Magter. Oldtidens Drapa om Gudehelten har ingen Jubel som de kristnes paa Paaskemorgen; den har mörk sammenbidt Alvor.


Billed 10.
Billed 10. Vidar og Fenrisulven paa Gosforthkorset i Cumberland. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed, 1884 S. 16.
Det er Vikingetidens rige Digteraander, der har bragt Jættekampen til sin höjeste Udfoldelse; men væsenlige Træk af den kan følges ud i den jævne Mands Tro, den der ned igennem Tiden har holdt sig i Folkets Minde som en varig Skovbund, medens Storskoven skifter og fældes. Tordenen kommer agende gennem Luften som en vældig Kæmpe eller Gubbe. Der gaar korte Vindstød forud for den; det er Troldene, der i Rædsel flygter hjem for at redde Livet. Snart ser man dem som lysende Garnnögler (Kuglelyn, elektriske Udladninger) hoppe tværs over Vejen eller langs ad Tagryggen for at finde et Fristed; men den agende Gubbe holder Øje med dem og slynger sin Tordenkile, der kløver dem tværs igennem og gaar midt ned i Jorden. Eller om Høstnætterne (Graagaasens, Troldandens og andre Trækfugles Tid) høres gennem Mörke og Stilhed i Skoven den underlige Lyd ligesom Hundeglam og Hyl; det er „Oden”, „Un”, der jager efter „Skogsfrur”, „Ellekællinger” eller (i Kystegne) Havfruer. Man fortæller om, hvorledes de flygter for ham, kæmpestore, med vildt flagrende Haar og de lange Bryster slængte tilbage over Skuldrene, og hvorledes han kommer paa sin höje Hest, med Spyd i Haand og den dræbte Troldkvinde som Jagtbytte hængende over Sadlen. Saadan jager „Kong Oden”, saalænge Verden staar, eller til den sidste „Langpatte” er dræbt, med Tordenen som sin Hjælper, for at udrydde dem alle.


Hvor meget der end er af arisk Arv, og endnu nærmere af gotisk Grundsyn i denne Gudernes Kamp mod Trolde, saa er der dog en stærk og selvstændig nordisk Formning af Tanken. Folketroen viser, at selv hos de nærbeslægtede tyske Folk blev „der wilde Jäger” ikke — som den nordiske „Oden” — en menneskeværnende Kæmpe; Medfølelsen med de forfulgte Skovmøer er dær den overvejende. Indenfor selve de nordiske Lande viser Danmark og især Sverig den rigeste Udvikling af Sagnene om den troldefældende Torden og den jagende „Oden”; at Norge ingenlunde har staaet tilbage i Tankens Gennemførelse, viser dog Vikingetidens mægtige Kvad.


Selv om Mængden af Sagn hver for sig blot gentager den samme store Modsætning, Gudernes Kamp mod Troldene, er der dog Tilløb til at forme det hele i en sammenhængende Handling, til et Gudedrama; Ragnarok maa da selvfølgelig være det store Tyngdepunkt. En saadan Gudedigtning har vi i det forreste af den Ældre Eddas Kvad, Voluspaa; men Betragtningen af dette mærkelige Digt bör gemmes til en anden Sammenhæng. Indenfor den mere almene, upersonlige Gudedigtning har vi en enkelt Myte, der er samstemt med Ragnarok, Myten om Balders Død.


Billed 11.
De krumme Ege ved Vordingborg; visne i Toppen, fordi den vilde Jagt var faret hen over dem. J. Olsen, Fra Sydsjælland, 1912, S. 22.
Balders Død staar for mange som Midtpunktet i Nordboernes Myteverden. Ikke saaledes i den Fremstilling jeg her giver. Ti Baldermyten er absolut ikke den Tap, hvorom Mængden af Myter drejer sig, og selve Baldersagnet er stærkt forskelligt i de forskellige Overleveringer, det drejer sig netop selv om ganske forskellige Tapper. Baldermytens episke Kærne er et gammelt heroisk Motiv (vi finder
det igen hos Persernes Rustem og
flere Steder) om
en gudebaaren eller gudeværnet
Helt, der kun kan
fældes med et eneste Middel, og dette faar hans Modstander opspurgt;
han finder Kvisten, danner den
til sin Pil og fælder Gudesönnen.
I den ene nordiske Form bliver
Problemet det, at
Drabsmanden er
en af Gudefolket;
Guderne kan ikke
øve Hævn, ti de
er alle i Landsmandsskab og Pagt med Drabsmanden. Da drager Odin forklædt til Møen Rind, vinder til sidst ved sine Trolddomskunster hendes Elskov, og der fødes en Søn, som uden at krænke nogen Ed kan skaffe Oprejsning for Balders Død ved at fælde Høder. Her er det först og fremmest en Myte om Odins Snedighed til at vende alle Forhold, saa de maa fremme hans Planer. I den anden Baldermyte er ikke Høder og Hævnen, men Loke og Lidelsen det væsenlige. Det er Loke, der danner Mistelten til Vaaben og lægger den i den blinde intetanende Høders Haand; og da hele Naturen græder for at faa den herlige igen, sidder Loke „med törre Taarer” i Thøkks Hule som den eneste urørte, der lader Hel beholde sit Bytte. En Uskyld, der er fremmed for Drab og ondt, en saa dyb Sorg at ingen Hævn kan slette den ud, og en Ondskab af djævelsk Dybde giver dette Baldersagn en anden Grundtone end de sædvanlige Kampmyter. Intet Under at denne Digtning var saa yndet, selv blandt kristne Nordboer i Vikingetiden i Vesten, og ned i Middelalderen paa Island og flere Steder. Hele Verdens Klage og Kvide, Ondskabens Magt, og den guddommelige Helts Lidelse, der maa smælte selv det haardeste Hjærte til Taarer finder for förste Gang Udtryk heri. Dette Baldersagn er ikke fra vort Hedenskabs Udspring, men er dets sidste Ord, da det allerede tonede gennem Luften med Vaadesange om den lidende Krist.


Billed 12.
Loke og Sigyn paa Gosforthkorset. Aarb. for nord. Oldkyndighed 1884. S. 23.
Loke er vor Myteverdens sælsomste Skikkelse. At vise ham ud lader sig ikke göre, ti han er allevegne. Men vi kan til en vis Grad skelne historisk mellem de Lag, hvori hans Mytekres har aflejret sig. Loke som Ledsager af Thor er af gammel Oprindelse, ti overalt i nordeuropæisk Myteverden har Tordenguden en saadan ung Ledsager hans Hjælper og Budsvend, der snart er listig i Troldekampen, snart kommer til kort mod Jætterne og maa reddes af den stærkere Gud; og disse Mytestoffer er de samme som de nordiske: Jættefiskeriet og Hentningen af Gudens tabte Hammer. Af samme Støbning er den Mytekres, hvor Loke optræder som Odins Ledsager, altid som den foretagsomme, der snart vinder ved sin List, og snart bringer sig i Afhængighed af Troldene ved sin egen Uforsigtighd. Saa har vi andre Elementer af Lokeskikkelsen, der synes at vise noget helt andet. Han ligger bunden i Hulen med Edderormens giftige Dryp ned i sit Ansigt, han krymper sig, saa Verden skælver, og han skal en Gang bryde ud som Gudefjende i Ragnarok. Episk hænger dette sammen ikke saa meget med den kristne Lucifer som med Sagnene fra Kaukasus om den i Elbrus indespærrede Kæmpe, hans Lænker, Pinsler og hans Frembrud ved Verdens Ende. Men naar disse Forestillinger har kunnet mødes og danne en Helhed, er det vel fordi der sker en Forskydning indenfor selve den nordiske Myteverden.


Det er kendeligt, at der i den nordiske Mytedigtning er ved at arbejde sig noget frem: en Trang til at understrege Særpræget hos de enkelte Gudeskikkelser, ogsaa til at give Indtryk af det guddomsvældige, og endelig — men i mindre Grad — til at udrense Gudeskikkelserne etisk. Tordengudens Sejre ved List fortoner sig, skönt de episke Motiver viser den store Rolle de en Gang har spillet; Jættefiskeriet f. Eks. har glemt sit Præg af Thors List og lægger al sin Kraft i at skildre hans Styrke; Hammerhentningen ligesaa, den kaster al Snedigheden over paa den ledsagende Loke. Under disse Omstændigheder maa Loke have Skylden for alle Uheld og Overrumplinger der hænder Aserne; han glider ud af Gudeplanet og fremstilles som udgaaet af Jætteverdenen; han har i Tidernes Morgen blandet Blod med Odin, hedder det.


Der foregaar i Vikingetidens Norden en Omsætning af Værdierne. To aandelig forskellige Strömme løber her jævnsides med hinanden. Den naive Myte med hele sit Æventyrpræg, med Guders Omskabelse i Dyreskikkelse osv. finder vi i den Yngre Eddas Fortællinger og i de kunstige Skjaldedraper, som kun gaar ud paa at meddele det gængse Stof i en pragtfuld ydre Form. Men i den Ældre Eddas Gudekvad møder vi Digterværker, hvor aandelig udviklede Mennesker har sat Præg paa Myteverdenen. Alene saadan et Træk som at Guders Omskabelse i Dyreham ikke forekommer (det fjærnes eller det forties) er betegnende. De giver sig ikke af med en Odin, der i Ørneham flyver gennem Hnitbjærgs-Kløften, eller i Slangeham kryber ind til Mjøden; men han kommer som en snu Politiker og Rænkesmed: vover sig i Suttungs Sal som Bejler til Datteren, holder Bryllup blandt Jætterne, slipper i Brudenatten bort med Bistand af den trofast elskende Gunlad; og næste Dag gaar Jætterne og spörger om den saaledes forsvundne, om han er sluppen tilbage til Guderne med Livet, eller om maaske Suttung har slagtet ham. Da jubler Odin: Suttung har han sveget, og hans Datter har han efterladt til Graad, men Digtermjøden er hentet fra Dybet til Guders og Menneskers Tarv.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.