Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Aandemaneren Usûsôq fra Ujaragsugssuk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Aandemaneren Usûsôq
fra Ujaragsugssuk
Fortalt af Aqajak
Ujaragsugssuk.
Han stiller StormenUsûsôqs Fader og Moder levede sammen i barnløst Ægteskab. De ønskede sig begge meget et Barn, og da Faderen var en stor Aandemaner, besluttede han at lade sin Kone besvangre af en Qungússutariaq. De gamle troede paa Qungússutariaq, et Søuhyre, der havde Ansigt som et Menneske, et skønt og smilende Ansigt, man ikke behøvede at være bange for.
En Nat laa Mand og Kone hos hinanden under Briksen, saaledes som man fordum havde for Skik. Da mærkede Konen pludselig noget koldt inde paa Kroppen og en stærk Lugt af Fiskeskæl; det var Qungússutariaq, der besvangrede hende. Saaledes blev Usûsôq til. Moderen blev med Barn og fødte en Søn, der fik Navnet Usûsôq.
Usûsôq voksede til og blev en Mand, der endnu huskes; hans Børnebørn lever endnu ved Sarqaq, og hans Søn Qilivfik er først fornylig død; det var ham, der lærte mig at ro i Kajak. Han var vældig til at fange, og ofte har jeg været med til at bugsere Narhvaler, han havde dræbt. Da han døde, sørgede alle ensomme og fattige, thi han var en gavmild Mand.
Men det var Usûsôq. Han levede ved Ujaragsugssuk paa en Tid, hvor de fleste ved Bopladsen var kristne, og ingen vidste, at han var en stor Aandemaner.
Et Foraar rejste han sammen med nogle andre til Ritenbenk, fire Kajaker i Følge, de to kun halvvoksne Drenge; de bragte Skind med sig som Handelsvarer. De handlede ved Kolonien, besøgte Folk og roede saa hjem. Da de var kommen ud, blev de overfaldet af en Sydvest, og de var i rum Sø og det var for sent at vende tilbage til Ritenbenk. Det føg saaledes, at det var, som om Havet røg sammen med Himlen.
Da sagde Usûsôq til sin Ledsager, den voksne Mand:
"Det ser ud, som om jeg til ingen Nytte skal blive Skyld i disse unge Menneskers Død. Jeg kunde derfor have Lyst til at gøre et lille Forsøg."
Men hans Ledsager, den anden voksne Mand, vidste ikke, hvad han mente, og svarede ham derfor ikke. Lidt efter gentog Usûsôq atter:
"Det ser ud, som om jeg til ingen Nytte skal blive Skyld i disse unge Menneskers Død. Jeg kunde derfor have Lyst til at forsøge – –"
Tilsidst fik hans Kammerat Mistanke om, at han maaske kunde være Aandemaner, og sagde:
"Er det saaledes, at du forstaar dig paa skjulte Ting, saa forsøg blot! Prøv paa at gøre, hvad du kan!"
Da svarede Usûsôq:
"Saa velan! Gaa op mod Vinden, sæt Stævnen op mod Søerne her paa dette Sted. Jeg selv vil lægge mig i Læsiden af jer."
Dette gjorde de, og straks hørte de, at han istemte sin Tryllesang med Kajak-Aaren i Søen. Ofte overdøvedes hans Stemme ganske af Stormen, og man hørte kun denne.
Da Usûsôq var færdig, roede han op paa Siden af sin voksne Ledsager og sagde:
"Nu kan vi ro videre igen."
Saa roede de da videre, og atter tog Usûsôq til Orde og sagde:
"Endnu en lille Stund vil Søerne toppes, saaledes som de gør, naar Vinden pludselig lægger sig; men snart vil det blive smult Vande, og Havet vil blive ganske roligt!"
Og det gik, som han havde sagt. Havet blev ganske stille.
Da sagde Usûsôq:
"Jeg har nu glattet Havet med Smaakajakernes Glattesang, og vi vil ikke se saa meget som en Krusning herfra og til vor Boplads!"
Og dette sagde han, skønt Skyerne stadig drev for Storm. Ved Ankomsten til Ujaragsugssuk bad Usûsôq dem om at skynde sig saa meget som muligt med at komme ind, thi han forudsagde, at Stormen vilde bryde løs igen med endnu voldsommere Kraft end før, og dette skete ogsaa. Det blev en Storm, som ingen vilde været sluppet levende fra.
Saaledes aabenbarede Usûsôq sig for sine Landsmænd som Aandemaner.
Indlandsboen
Aaret efter tog Usûsôq og hans Familie paa Fangstrejse sydover, efter at de først havde tørret Sælkød for Vinteren og forgæves havde ventet paa Angmagssættrækket ved deres Vinter-Boplads. De roede i Konebaad og Kajaker til Kûgaq, men der var heller ingen Angmagssætter, og saa tog de videre til Skansen, der dengang var ubeboet. Her fandt de endelig Angmagssætter inde ved Land, og de fangede saa mange, som de vilde have, tørrede dem og fik et saa stort Vinterforraad, at de to Gange fragtede en hel Baadlast til Kûgaq, før de brød op med hele Familien for at vende tilbage til deres Vinter-Boplads.
Usûsôq og hans Fader roede i nogen Afstand fra Konebaaden, idet de jagede Edderfugl. Usûsôqs Fader var kommen langt foran, og for at vente gik han op paa Land, hvor han samtidig vilde fange Kjover. Han tog kun sin ene Blærepil med sig, men lod den anden blive tilbage i sin Kajak. Saa gik han ind over Land efter Kjover og kom snart over nogle Unger, som han fangede, samtidig med at han kastede sin Blærepil efter de gamle Fugle, der slog ned efter ham. Naar han kastede Blærepilen op i Luften, plejede den at vende sig i Luften og falde ned igen, saa at Odden boredes ned i Jorden. Engang da den gamle bøjede sig ned for at tage Blærepilen op, hørte han et Sus i Luften, og inden han vidst et Ord deraf, følte han sig løftet op fra Jorden. Da han skulde se nærmere til, var det en Tuneq, en Indlandsbo, der havde grebet ham. Han tog ham under venstre Arm og bar ham ind over Land, og skønt den gamle sprællede af alle Kræfter, var det dog knap nok, at han lige bevægede Brystet.
Indlandsboen bar ham længere og længere bort ind over Land op mod Fjældene, helt op mod nogle kuplede Høje. Den gamle vidste ikke, hvad han skulde gøre. Men pludselig faar han et Indfald, og saa harpunerer han Indlandsboen med sin Blærepil, saa at Odden gik tværs igennem Læggen og bag om de store Sener, ind gennem den ene og ud gennem den anden Side.
Indlandsboen mælede ikke et Ord, men kastede Manden fra sig. Saa satte han sig ned paa Jorden og begyndte at trække i Blærepilen, men da der var modgaaende Hager, trak han snart til den ene, snart til den anden Side, og til hver af Siderne standsede den mod en Modhage.
Usûsôqs Fader stod længe og saa paa Indlandsboen, men saa gav han sig pludselig til at løbe. Engang imellem standsede han og vendte sig om, og stadig saa han Indlandsboen i samme Stilling uafbrudt rykkende i Blærepilen, snart til den ene, snart til den anden Side. Tilsidst tabte han ham helt af Syne, naaede sin Kajak, roede ud til sin Søn og derfra til Konebaaden og fortalte dem alle, hvad han havde oplevet.
Det havde været deres Mening at slaa Lejr ved Tupersugssat, men nu roede de lige igennem til Kûgaq, og her holdt de oven i Købet Vagt af Frygt for, at Indlandsboen skulde komme og overfalde dem. Men de saa ham aldrig siden. Dagen efter roede de videre til Ujaragsugssuk og derfra til Nûgârssuk, hvor de slog sig ned for Vinteren.
Dette hændte, dengang der endnu var Indlandsboer paa Disko.
Da Usûsôq nær var omkommen i Kajak
En Efteraarsdag roede Usûsôq ud paa Kajakfangst. Det var i Tykning og optrækkende Uvejr. Sæler var der nok af, men det var lige akkurat, at de viste sig i Vandskorpen; der var næsten ingenting at kaste efter. Endelig kom der en ung Atâq, en saakaldt Blaasider, op i Nærheden af ham, og den harpunerede han og tog paa Slæb.
Men næppe havde han faaet den paa Slæb, før han kom ind i nogle voldsomme Kast af Sydvest, og da Stormen var over ham, skyndte han sig blot at gøre alle sine Redskaber fast til Kajaken, samtidig med at han snørede godt for sin Pels baade om Haandledene og om Halslinningen. Derpaa roede han hjemefter.
Men hjemme i Huset traf samtidig baade hans Fader og hans Moder Forberedelser til at hjælpe ham i Land ved Trolddomskunst. Hans Moder tog en "Natsiluaraq", en Kvindepels med stor aaben Halslinning, saaledes som man brugte den i gamle Dage. Denne "Natsiluaraq" varmede hun ind mod sin Krop, medens hun samtidigt satte Vand over sin Lampe i en lille Gryde. Saa snart Vandet var lunkent, dyppede hun nu og da sin Pegefinger deri og lod nogle faa Draaber falde ned paa Pelsen. Saa løste hun sit Haar, slog det ud, og bandt det atter op i Top. Dette gentog hun ofte uden at forlade sin Plads.
Men Faderen tog Usûsôqs anden Fangeline, som var efterladt i Huset, og bandt den fast til Loftsbjælken. Han surrede den fast paa Kryds og tværs, og derefter klædte han sig af, splitternøgen, og satte sig paa Briksen ved Siden af sin Kone. Her sad han saa og stirrede uafbrudt paa Sønnens Fangeline, der var surret fast i Loftet. Bedst som han sad saaledes og stirrede, løb Fangelinen op af sig selv. Surringerne smuttede af, og den faldt ned paa Gulvet. Der laa den et Øjeblik, saa røg den atter tilbage i Loftet og surrede sig selv fast, ganske paa samme Maade, som den gamle havde gjort.
Man fortæller, at naar Usûsôqs Fangeline faldt ned paa Gulvet, saa var det, fordi Stormen havde revet Aaren ud af Haanden paa ham og havde kæntret ham. Men han havde atter rejst sig med sin Lænser, og i samme Øjeblik var Fangelinen atter røget paa Plads. Saa havde Usûsôq bundet sit Kastetræ fast til sin Lænser, saa at det dannede et Aareblad, og ved Hjælp af denne Indretning var han roet hjem gennem Storm og Uvejr.
Da man endelig langt om længe meldte Usûsôqs Ankomst, styrtede den gamle Fader splitternøgen ud af Huset og hen til en Fjældhytte, hvorfra han kastede sig ud i en stor, løs Snedrive. Han naaede Sønnen, før denne endnu var steget ud af Kajaken, og greb fat i hans Kajakstævn og raabte til ham:
"Har du ikke brugt din lille Tryllesang?"
"Jo," havde saa Usûsôq svaret, "det var den alene, der bragte mig til Land."
Siden var de gaaet op til Huset, Fader, Moder og Søn, idet de overlod det til andre at bringe Kajaken paa Plads.
Dette fortæller man om Usûsôq, der var avlet af et Søuhyre.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 216--221. København, 1925.
