Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Aandemaneren fra Kûgarmiut

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Aandemaneren fra Kûgarmiut

Fortalt af Aqajak
Ujaragsugssuk

Indlandskæmpen

Man fortæller, at der var en Aandemaner ved Kûgarmiut, og at denne Aandemaner besøgte "Inorutsit".

Inorutsit var Kæmper, der levede oppe i Fjældene. Man fortalte, at de havde deres Huse deroppe. De var større end Mennesker, men skabt paa samme Maade; kun havde de oven paa deres Næse en lille sort Plet. Undertiden havde de ogsaa kun eet Øje, der sad midt i Panden.

Aandemaneren ved Kûgarmiut havde nogle Fjældkæmper, som han plejede at besøge, og de hjalp ham paa mange Maader. Saaledes drog han da som sædvanlig af Sted et Efteraar for at besøge dem. Der var et gammelt Ægtepar, Mand og Kone, som ikke mere forlod Huset paa Grund af Alderdom, og saa var der deres Sønner, som fangede for dem. Den ældste af Brødrene holdt meget af Aandemaneren, og han kaldte ham for sin Ven og viste ham sit Venskab paa mange Maader.

Da Aandemaneren nu kom paa Besøg, tog hans Ven ham med ud i deres Forraadsskur, hvor der var helt fuldt af herlig Mad. Der var Kød af Ren og af Sortside og af Narhval, og de spiste af al denne dejlige Mad og spiste, indtil de ikke kunde mere. Saaledes beværtede Fjældkæmperne altid Aandemaneren, naar han kom paa Besøg. Da han tog Afsked for at gaa hjem, fulgte Vennen med. Da de kom ned i Nærheden af Bopladsen, sagde Aandemaneren til Indlandsboen:

"Dengang vi var Børn, havde vi en Leg, hvor det gjaldt om at skjule sig saadan, at man forsvandt og helt gik i eet med Omgivelserne. Hør, Fjældkæmpe, skal vi to forsøge paa at gemme os for hinanden?"

"Ja, lad os det! Men nu kan du, som foreslaar det, begynde, og saa skal jeg dukke mig ned imedens og gemme mit Ansigt, for at jeg intet skal se!" svarede Indlandsboen.

Aandemaneren gemte sig mellem nogle Tuer, og Indlandsboen gav sig til at søge efter ham. Det varede kun et Øjeblik, saa havde han allerede fundet ham. Saa skulde den anden gemme sig, medens Aandemaneren skjulte sit Ansigt. Og saa var det Aandemanerens Tur at søge efter Indlandsboen. Han søgte og søgte og blev ved med at søge, men kunde ingen Steder finde ham. Tilsidst blev han ærgerlig og gal i Hovedet og begyndte at skælde Indlandsboen ud, og da han havde skældt ham dygtigt ud, begav han sig paa Vejen hjem. Saa hørte han Indlandsboen le bag ved sig, og straks vendte han om og gik efter Lyden. Og se: Der laa han i Krækebærlyng, skjult saa godt, at man lige akkurat kunde se hans Øjne og Næse.

"Hvor kan det dog være, at I Indlandsboere altid forstaar at gemme jer saadan, at ingen kan finde jer?" spurgte Aandemaneren.

Indlandsboen svarede:

"Saaledes plejer vi at gemme os, for at Menneskene ikke skal se os."

Saa vilde Aandemaneren gemme sig igen, og skønt den anden opfordrede ham til denne Gang at gemme sig ordentligt, saa var det dog ikke anderledes, end at han øjeblikkelig blev fundet.

"Saa kan du gemme dig igen, Indlandskæmpe," foreslog Aandemaneren.

Og saa gemte Indlandsboen sig. Men det gik Aandemaneren ganske paa samme Maade som første Gang. Han søgte og søgte efter Indlandsboen, og da han ikke kunde finde ham, blev han atter gal i Hovedet og gav sig til at skælde ham ud, og da han havde givet sin Vrede Luft, gik han sin Vej for at gaa hjem. Og det gik nu atter paa samme Maade som første Gang. Indlandsboen gav sig til at le, og da Aandemaneren vendte sig om og gik efter Lyden, fandt han ham gemt mellem Blaabærris, og i den Grad var han eet med Omgivelserne, at man kun lige kunde skimte hans Øjne og hans Hæle. Saa opgav Aandemaneren Ævret og foreslog, at de nu skulde gaa ned til Bopladsen.

"Nu har jeg besøgt jer," sagde han, "besøg du nu os."

Og saa gik de ned mod Husene. Men efterhaanden som de nærmede sig Bopladsen, standsede Indlandsboen hyppigere og hyppigere og gav sig tilsidst til at le. Han lo stærkt og genert, for nu fortrød han, at han havde lovet at følge med; og saa ofte standsede han, at det tilsidst blev sen Aften, og det endte med, at Aandemaneren maatte gaa alene hjem, uden at faa Besøg af Indlandsboen.

Dette fortæller man om Aandemanerens første Besøg.

Senere hen paa Aaret besluttede han atter at besøge Indlandsboerne. Der var Misfangst, og de led megen Nød. Indlandsboerne derimod levede altid i Overflod, og de skulde hjælpe dem. Han rejste til deres Boplads og gik ind i deres Huse. De havde det som sædvanligt, kun savnede han den gamle Kone.

"Hvor er jeres Moder?" spurgte han derfor de unge Mænd.

"Hun døde i Efteraaret," svarede de.

Den ældste af Brødrene var bleven gift, og hans Kone styrede Huset for dem. Saa fik Aandemaneren et Indfald: Han vilde bilde dem en Løgn ind, og saa sagde han:

"I har en lille Fætter dernede ved min Boplads. Han lider Sult og haaber paa, at I skal hjælpe ham!"

Da svarede den gamle Fjældkæmpe:

"Aj-aj, har vi virkelig Familie blandt Menneskene? I Dag bliver det for sent, men naar du i Morgen vender tilbage, saa skal mine Sønner følge med og bringe Kød ned til vores lille Slægtning!"

Næste Morgen tidlig gjorde de sig alle rede til Rejsen, og den ældste af Brødrene lavede sig en stor Byrde af Kød. Det var tørret Narhvalkød, tørt udvendigt, men endnu fugtigt og mørt indvendigt, noget, der anses for meget velsmagende; og uden om det hele var der Mátak. Saa var der den anden Broders Byrde; det var lutter Renskød. Ogsaa det var tørt udvendigt og endnu vaadt indvendigt, og saa var det fuldt af Talg. Ogsaa Aandemaneren fik sig en Byrde, lutter Remmesælkød, tørret Remmesæl, brede Flader af Tørrekød med friskt Kød indvendigt.

Og saa drog de af Sted.

Da de kom ned i Nærheden af Bopladsen, haabede Aandemaneren, at de to Fjældkæmper som sædvanligt skulde vende om af sig selv af Angst for Menneskene. Men denne Gang syntes det, som om de havde sat sig for at gaa helt frem, og de kom nærmere og nærmere til Bopladsen. Thi deres Fader, den gamle Fjældkæmpe, havde sagt til dem, da de gik:

"Bring nu dette Kød ned til jeres Fætter, og se at faa ham med tilbage, thi ogsaa jeg vil gerne se ham. Jeg er for gammel til at besøge ham."

Tilsidst fik de Husene i Sigte, og nu sagde Aandemaneren til Indlandsboerne:

"Læg nu kun jeres Byrde her og gaa hjem. Jeg skal nok fortælle jeres Fætter, at der ligger Kød til ham her, og saa skal jeg selv hjælpe ham med at faa det hjem!"

Men saa gerne vilde Fjældkæmperne se deres nye Fætter, at de helt glemte deres Angst for Mennesker, og de gik roligt videre mod Bopladsen. Først da Aandemaneren atter trængte ind paa dem, lagde de deres Byrder og vendte hjem.

Men Aandemaneren fortalte intet til sine Bopladsfæller om, hvad han havde oplevet, og siden gik han hver Dag til Fjælds og spiste af sit Køddepot, idet han hjemme kun drak Vand. Men det drak han ogsaa en Mængde af, — saadan tørstede han efter alt det Tørrekød, som han spiste.

En Dag sagde han oven i Købet til sine Husfæller:

"Hvis I drak lige saa meget Vand som jeg, vilde I klare jer bedre!"

Og dette sagde han uden Medlidenhed, skønt de andre var ved at sulte ihjel og han selv ganske forædt hver eneste Dag. Paa denne Maade spiste han ganske alene, baade Narhvalskød og Mátak, baade Renskød og Talg, baade Remmesælskød og alt det andet tørrede Kød, som Indlandsboerne havde bragt som Gaver. Først da han ikke havde mere, begyndte han at sulte sammen med de andre. Saa gjorde han sig for tredie Gang klar til at besøge Indlandsboerne, og han tog sin Bue og begav sig paa Vej, idet han foregav, at han gik paa Jagt, og bad de andre om ikke at være ængstelige for ham.

Men da han kom op til det Sted, hvor Indlandsboerne havde haft deres Hus, fandt han kun Træfødderne til deres Lamper i Tomten. Det var alt, hvad der var tilbage. Beboerne var flyttet, og de var faret gennem Luften med Bue og alt, hvad de ejede, bort til andre Egne, hvor Aandemaneren ikke kunde finde dem.

Og dette havde de gjort, fordi han havde løjet for dem.

Fjældfærden

Det var Vinter, og det blev Foraar, og saa gik Aandemaneren atter ud paa Vandring. Han havde faaet fire Ryper, da han mødte en lille Fjælddværg. Og Fjælddværgen sagde til Aandemaneren:

"Du kan sagtens, du har faaet Ryper! Men jeg er nu bleven saa gammel, at jeg kan gaa paa Rypejagt den ene Gang efter den anden uden at se en Rype!"

Fjælddværgen tav lidt, og saa tog han igen til Orde og sagde:

"Det var dog mig, der engang troede, at jeg aldrig skulde blive fattig, saa længe jeg levede, og saa er det dog gaaet saaledes for mig, at jeg for ganske nylig er bleven en fattig Mand, da jeg mistede mine Børn."

Aandemaneren spurgte:

"Hvordan er de kommen bort, og hvorledes?"

Fjælddværgen svarede:

"De blev i Efteraaret borte i Kajak ude paa det store Hav!"

I samme Øjeblik kom der fire Ryper flyvende og satte sig paa en lille Bakke bag ved dem. Da sagde Aandemaneren til den lille Fjælddværg:

"Kom nu her, du har jo endnu ingen Ryper faaet!"

Fjælddværgen svarede:

"Godt, disse Ryper vil jeg fange. Naar jeg peger paa dem, en for en, skal du se, saa vil de alle falde om og være døde."

Saa gik Fjælddværgen hen mod Ryperne, og da han var i passende Afstand fra dem, pegede han paa dem en efter en, og de rullede alle døde ned foran ham. Derpaa lagde han sit Pegevaaben paa Plads, samlede Ryperne op, gik tilbage til Aandemaneren og sagde til ham:

"Jeg vilde gerne bytte mine Ryper med dine. Jeg længes efter at spise en Rype med Skudsaar!"

Aandemaneren svarede:

"Ja, gerne for mig. Lad os bytte."

Saa sagde Fjælddværgen:

"Naar det bliver Foraar, skal du faa mere for dette Bytte. Jeg vil lade dig møde mange Fangstdyr, som ikke vil flygte for dig!"

Saa tav Fjælddværgen, men lidt efter tog han atter til Orde og sagde:

"Jeg har ingen Bue. Maa jeg bytte mit Pegevaaben med din Bue?"

Det vilde Aandemaneren meget gerne, for saadan et Vaaben var der ingen Mennesker, der havde; og saa byttede de. Men da Byttet var gjort, blev Fjælddværgen betænkelig og sagde:

"Saadanne Pegevaaben er meget kostbare. Vi maa hente dem fra Verdens Ende under mange Lidelser. Du maa nu love mig, at du aldrig vil rette det mod noget Menneske, thi da vil det dræbe Mennesket. Og hvis du bliver Morder, vil ingen anden end jeg faa Skyld for det: jeg alene vil faa Skylden. Hvis jeg kom til at slaa et Menneske ihjel, vilde der ingen Frelse være for min Sjæl."

Aandemaneren undrede sig først i Stilhed over disse Ord, men sagde saa:

"Hvad er du bange for?"

"Vi er meget bange for at slaa Mennesker ihjel, thi vi frygter vor Høvding. Han vilde straffe os med Lidelser, der aldrig faar Ende; derfor tager vi vel Vare paa hinanden."

Da Aandemaneren hørte det, fik ogsaa han Betænkeligheder og gav Pegevaabnet tilbage til Fjælddværgen, som modtog det og sagde:

"Naar I spiser de Ryper, jeg har dræbt, skal I vide, at der ikke knytter sig nogen Slags Tabu til dem. Men naar I aabner dem, vil I se, at alle Hjærter er hvide, hvide, ganske som om de var haardkogte. Det er det dræbende, der har ramt dem i Hjærtet. Derfor maa I tage jer vel i Agt for at spise Hjærterne. Blot I fik et Stykke, der var tyndt som en Negl, vilde I alle dø."

Saa stod de endnu nogen Tid sammen uden at sige noget, og saa tog Fjælddværgen atter til Orde og sagde:

"Du er fra Kûgaq; hvorfra tror du jeg er?"

Det vidste Aandemaneren ikke.

"Jeg kommer nede fra Marrait!" sagde Fjælddværgen.

Og da han sagde dette, var Mørket allerede ved at falde paa, og til Marrait var der mindst en hel Dagsrejse.

"Det vil blive mørkt, inden du kommer hjem," sagde Aandemaneren.

"Nej, jeg vil komme hjem, inden Aftenens Mørke falder paa. Du skal se paa mig, naar jeg begiver mig paa Vej — her fra det Sted, hvor du nu staar!"

Derefter ordnede Fjælddværgen Ryperne, idet han bandt Vingerne sammen paa dem, og da han tog dem paa Ryggen med de sammenbundne Vinger om Panden, rørte alle Hovederne ved Jorden. Saa udstødte han en svag Lyd og gav sig til at klappe sig selv hen over Kroppen, og straks begyndte han at vokse; først da hans Byrde ikke længere rørte ved Jorden, syntes han, det var nok, og gjorde sig ikke større. Derpaa takkede han Aandemaneren, bød Farvel og begav sig paa Vej hjemover.

Men Aandemaneren blev staaende og saa efter ham, og han lagde Mærke til, hvorledes Fjælddværgen lagde sine Hænder ned paa Jorden, ganske som om han greb fat i noget, og at han brugte alle sine Kræfter. Saaledes krøllede han Landene sammen, som han skulde gaa hen over, og han var ikke gaaet mange Skridt, før Aandemaneren ikke mere kunde se ham. Saa stod han og stirrede over den Vej, han var gaaet, og Jorden saa ganske ud som et Hav, der var i Oprør efter en Storm. Først da Landene havde rettet sig ud igen, var der atter roligt omkring ham.

Aandemaneren gik derpaa hjem, og hans Kone skyndte sig at flaa de Ryper, som Fjælddværgen havde dræbt; thi de var alle nysgerrige efter at se Hjerterne. Og da de aabnede for dem, var de ganske rigtigt hvide som haardkogte Hjerter; saa kastede de dem bort, men Kødet spiste de. Ængstelige ventede de derefter, at nogen af dem skulde blive syge, men der skete intet.

Da Sommeren kom, begyndte Aandemaneren at fange en Mængde Sæler. Det var alle de Sæler, Fjælddværgen havde givet ham af Taknemmelighed over Ryperne.

Men Fjælddværgen selv mødte han aldrig siden. —

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 235--242. København, 1925.