Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Aandemaneren fra Qutdligssat
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Aandemaneren fra Qutdligssat
Fortalt af Aqajaq (Mellemgulvet)
Ujaragsugssuk
Der var engang en Mand ved Qutdligssat, der sagdes at være en stor Aandemaner. Hans to bedste Hjælpeaander var "Qavdlunârpalugtoqutâ", en Aand, der kun talte hvid Mands Sprog, og saa en Ingnerssuaq, en Strandaand fra Havstokkene.Strandaanderne kaldes Ingnerssuit, "de store Flammer", men det holder de ikke selv af at blive kaldt. De siger, at de er bange for Ildens Aand. Derfor kalder de sig selv for Atdliarutsit, "de, der bor under Jordens Overflade", og Menneskene kalder de for Qâmiut, "de, der bor paa Jordens Overflade".
Strandaanderne har deres Boplads i et Land inde bag Strandkanten, inde mellem Havet og Kysten. Deres Huse og Kajaker er ganske som vore egne. Selv er de ogsaa skabt ganske som Mennesker, kun har de ingen Næse. De er ikke farlige, men er tværtimod selv bange for at møde Menneskene. De er vældige Fangere, og alle deres Fangstredskaber er langt skønnere forarbejdet end Menneskenes. Saaledes er ogsaa deres Kajaker og andre Ejendele. Nogle af dem har mange Benprydelser paa deres Helpels; det er dem, der kan kæntre og rejse sig igen; og alle er de glimrende Kajakroere og skyder en Fart, som intet Menneske kan følge.
En af disse underjordiske var Aandemanerens Hjælpeaand, og han besøgte ham ofte. Det var en venlig og hjælpsom Aand. Den anden derimod, som talte hvid Mands Sprog, var farlig og frygtelig at komme i Lag med.
Der var engang et Efteraar, hvor Aandemaneren meget ofte tilkaldte den hvide Mands Aand. Han mødte ham næsten hver Aften, og saa kunde man høre dem føre højrøstet Samtale lige uden for Vinduet, alt i de hvide Mænds Tale, og det var dog, før de hvide Mænd havde bosat sig iblandt os. Deres Møde endte altid i Skænderi, og saa hørte man Lyd af Vaaben; med korte Mellemrum kom Aandemaneren styrtende ind med sin store Lænser og sprang helt ind i Baggrunden af Huset, hvor han kæmpede med en Fjende, de andre ikke kunde se.
"Skynd jer, skynd jer, kom med ud, kom med ud!" plejede han at raabe. Men skønt de fulgte lige bag efter ham, lykkedes det dem aldrig at se noget. Saa stor en Aandemaner var han, at han alene kunde se Aanderne.
En Aften ved Midvintertide, da Dagene var bleven korte, hidkaldte han som sædvanlig den hvide Mands Aand og mødte ham uden for Huset. Saa snart han begyndte at bede ham om Fangstdyr, kastede Aanden sig over ham for at slaa ham ihjel, og de hørte Larm af Vaaben, og lidt efter udstødte Aandemaneren et højt Skrig. Straks efter kom han farende ind med en Lænser tværs igennem sig; den var stødt ind i den ene Armhule og ud gennem den anden.
"Træk den ud, træk den dog ud!" raabte han og Husfællerne styrtede til og trak den ud. Men da spyttede Aandemaneren blot paa sine Fingre og vædede Saarene, og straks lægtes de, og der blev kun et lille blaat Ar tilbage!
Vinteren var lang og trang, og endelig bar det mod Foraar, og Isen brød op. Der var stadig Misfangst ved Bopladsen, og da Aandemaneren ikke vidste sine levende Raad, besluttede han at rejse til sin Strandaand for at bede ham hjælpe sig. Strandaanden tog imod ham med stor Hjertelighed.
"Kom dog op, kom dog op! Vi skal netop til at have en stor Sangfest!"
Aandemaneren gik op og skyndte sig at faa noget at spise, men saa spændt var han paa den Sangfest, han skulde overvære, at han ikke engang gav sig Tid til at spise færdig. Saa fulgtes de ad til det største Hus, og Aandemaneren opdagede, at Strandaanderne havde for Skik at gøre deres Hus større, naar de skulde have Sangfest, idet de strakte det med en Støvlestrækker.
Forinden de gik ind i Huset, bad Strandaanden Aandemaneren om at se paa Solen, og saa gik de ind. Aldrig nogensinde havde Aandemaneren overværet noget saa festligt og underholdende. En for en gik de frem og dansede Glædesdanse, og de dansede og blev ved med at danse, medens mange endnu ventede med at træde frem, fordi de syntes, at det ogsaa var morsomt at være Tilskuer. Saa gik Aandemanerens Hjælper ud, og da han kom ind igen, slog han ham paa Skulderen og sagde:
"Nu maa du ud, for ellers staar Solen op!"
Da Aandemaneren ikke vilde bryde op, sagde Hjælperen: "Hvis du ikke gaar nu, vil du aldrig mere komme hjem!" Med disse Ord trak han den modstræbende Aandemaner med sig, og idet han kom ud, opdagede han, at der ikke var længe til Solopgang.
"Nu maa du skynde dig, ellers bliver du hos os Resten af dit Liv. Mange Mennesker er bleven her, fordi de ikke kom af Sted i rette Tid!"
Aldrig nogensinde havde Aandemaneren haft saa lidt Lyst til at rejse, navnlig da han havde hørt, at de skulde holde Sangfest fire Dage og fire Nætter i Træk, kun afbrudt af Maaltiderne. Og da han omsider roede bort, var det, som om han rejste hjem med en stor Sorg.
Det var Sommer, da han næste Gang besøgte Strandaanderne. Han roede ind til dem ude fra Havet, og allerede paa lang Afstand kunde han høre Raaben og Skrigen, noget, som ellers aldrig plejede at være Tilfældet. Han standsede og lyttede. Der var mange Mænd i Kajak, og alle talte de i Munden paa hinanden. Fra en stor Klynge roede to Mænd ham i Møde, og da de kom nærmere, genkendte han sin Hjælper, ledsaget af en anden Strandaand, og han sagde:
"Skynd dig bort herfra I Flygt saa hurtigt, som du paa nogen Maade kan! Hvis du besøger os nu, vil du straks blive dræbt!"
Det fortælles, at Strandaanderne ellers er meget godmodige, men er de først bleven vrede over noget, kan de blive saa ophidsede, at de dræber alle de Mennesker, de ser. Aandemaneren fra Qutdligssat var en vældig Mand til at ro i Kajak; man fortæller, at han kunde ro saa hurtigt, at hans Kajak skød helt ud af Vandet. Saaledes roede han ogsaa nu, da han flygtede, medens de to Strandaander kun syntes at ro ganske langsomt og uafbrudt skyndede paa ham.
Da de var kommen tilstrækkelig langt bort fra de ophidsede Mænd, roede de paa Fangst sammen, og Aandemaneren fik to gamle Sortsidere, og de to Strandaander fik ogsaa mere end een Sæl hver. Saa roede Aandemaneren hjem, og han var siden efter i lang Tid meget heldig med sin Fangst. Han lod nu lang Tid gaa, før han atter besøgte Strandaanderne, men da han mente, at de nu maatte være faldet til Ro igen, tog han atter paa Besøg. Denne Gang tog hans Hjælper imod ham med stor Hjertelighed og raabte:
"Det har varet længe, før du kom! Skynd dig dog endelig op!"
Han gik op i Huset, og der blev straks sat Kød frem for ham, og da han havde spist, gav de ham en varm Drik, som de kaldte Kaffe, og da han havde drukket Kaffen, gav de ham Skonrogger. En af Strandaanderne gik i blaa Bukser, og de fortalte, at de havde mødt et Hvalfangerskib, og at han havde købt sine Bukser for fem Sælskind. De andre havde ogsaa gerne villet tuske, men havde ikke haft noget at betale med.
Da de blev alene sammen, spurgte Aandemaneren sin Hjælper:
"Har de dræbt den Mand, de var saa ophidsede over, sidste Gang jeg traf dig?"
"Ja," svarede den anden, "de dræbte ham, og mange af dem er ikke faldet helt til Ro endnu."
Det var Grunden til, at Aandemaneren, som ellers plejede at komme i alle Husene, denne Gang kun blev indbudt til et enkelt Hus.
Medens han sad her, kom der Folk ind, som græd.
"Hvorfor græder de?" spurgte Aandemaneren.
"Der er en af de unge Mænd, der har mistet sin Fangeblære, og det betyder, at han snart skal dø. Saadan er det altid hernede. Og saa har vi for Skik kun at begræde dem, der skal dø, medens de er levende. Siden, naar de er døde, græder vi aldrig over dem."
Nogen Tid efter sit Besøg hos Strandaanderne rejste Aandemaneren til Ritenbenk. Der var en dansk Mand, som havde oprettet en Butik der, og derfor medbragte han Handelsvarer. Det var første Gang, Aandemaneren skulde træffe en hvid Mand, og han var meget spændt paa dette Møde. Handelsmanden havde hørt Tale om Aandemaneren og vidste, at han havde en Hjælpeaand, der kun talte hvid Mands Sprog, og derfor talte han kun Dansk til Aandemaneren. Men han forstod ikke et Ord, ligesom den hvide Mand heller ikke forstod, hvad Aandemaneren sagde. Denne Hændelse tog Aandemaneren sig saa nær, at han aldrig siden tog paa Handelsrejse til Ritenbenk.
Og dette er, hvad man fortæller om Aandemaneren fra Qutdligssat.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 172-176. København, 1925.
