Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Amuletter
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Amuletter
Det er i Reglen Mænd, der udrustes med Amuletter, sjældent Kvinder. Ikke alle Dyr i Flæng anvendes; der er enkelte, som stadig gaar igen, og da endog kun visse Dele af disse. Fremfor andre bliver Bjørnen foretrukken.
Naar Forældre ønsker, at deres Barn skal blive stærkt i Farer, sys Huden af en Bjørns Gane ind i Barnets Hue. Men aldrig maa Ganehuden udskæres af en nyfanget Bjørn. Kun naar man finder et gammelt bleget Kranium, eller ogsaa en død Bjørn, der ikke er falden for Mennesker, vil det have Kraft som Amulet.
Falkene er de sikreste Byttedræbere blandt levende Dyr. Vil derfor Forældre, at deres Søn skal blive Storfanger, syr de Hovedet eller Fødderne af en Falk ind i Drengens Tøj; han vil da faa Falkens Egenskaber i sit Liv.
Tejsterne er dygtige til at fange Graafisk. Det, som for Tejsterne er Graafisk, er Hvidhvaler og Narhvaler for Menneskene. De Mænd, som har en Tejstefod til Amulet, bliver store Hvidhvals- eller Narhvalsdræbere.
Ravnen er nøjsom. Den, som har en Ravnefod indsyet i sit Tøj, faar Ravnens Dyder.
Ræven er snild til at opsøge Føde og hytter sig vel for Fjender. Har man derfor et Stykke af en Rævs Hoved eller noget gammelt, hentørret Ekskrement indsyet i sit Tøj, gaar Rævens Snille over i en.
Saaledes anvendes ogsaa et Spurveskind eller en Stump af en Hundeknogle som Amulet. Men altid skal man drage Omsorg for, at de Dyr, der tages som Beskyttere, ikke er dræbt af Mennesker.
Kvinder har sjældent Amulet; de tilbringer deres meste Tid paa Bopladserne og udsætter sig ikke for nogen Fare. Dog var der Forældre, der indsyede Hovedet af Tateratten (en lille Maageart) i deres Døtres Tøj. Tateratten lægger smaa Æg, og de Kvinder, der bærer den som Amulet, vil føde let og uden store Smerter.
En Amulet, som bruges baade af Mænd og Kvinder, er et lille Stykke af en gammel Ildstedssten; denne indsys i Tøjet eller bæres af Kvinderne indlagt i et Halssmykke af Sælskind uden Haar. Ilden er det stærkeste, man kender; den gamle Ildstedssten har gennem mange Slægter modstaaet Ilden og maa altsaa være endnu stærkere end denne. Det Menneske, der bærer den som Amulet, vil faa et langt Liv og være stærk i Ulykke.
Ogsaa Hundene giver man Amuletter.
Hvis man vil have hurtige og stærke Hunde, hænger man om Halsen paa Hvalpene en lille Sten, der er styrtet ned fra et Fuglefjæld. En faldende Sten er hurtig og stærk i sit Pres, og disse Egenskaber vil Hundene faa.
Man holder meget af kamplystne Hunde; thi de er gode til Bjørnejagter. Kan man fange en Søkonge netop mens den slaas med en anden, og indsys noget af denne i et Stykke Skind, der bindes om Hundens Hals, vil den blive ivrig efter Slagsmaal.
Vil man have Hunde, der er gode til at gø og bortskræmme onde Aander, skal man binde et Stykke af en Urinspand om Halsen paa dem; thi alle onde Aander er bange for Urin.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 22-24. København, 1925.
