Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Arnasuaussaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Arnasuaussaq
Fortalt af Silas
Claushavn
Der var engang en gammel Kone, som havde en Datter, der hed Arnasuaussaq. Hun var saa doven, at hun aldrig gjorde, hvad der blev sagt. Bad man hende om at hente Vand, gad hun ikke; bad man hende om at hænge et Par Kamikker til Tørring, gad hun ikke. Saaledes var hun. Tilsidst mistede Husfællerne Taalmodigheden og sagde:"Gid hun maatte gaa op bag Fjældene og skamme sig!"
Da Arnasuaussaq hørte disse Ord, listede hun stille bort og gik op bag Fjældene ved Bopladsen, og her lagde hun Ansigtet i sine Hænder og gav sig til at græde. Saaledes stod hun og græd, da hun kiggede ud mellem Fingrene og fik Øje paa en Mand, der kom gaaende imod hende. Han kom nærmere og nærmere, og hun saa, at det var en Tunerssuaq: en stor Indlandsbo. Han kom helt hen til hende og sagde:
"Hvorfor græder du?"
"Jeg brækkede min Søsters Synaal, og saa sagde man, at jeg skulde gaa min Vej," løj Arnasuaussaq.
Indlandsboen svarede:
"Nej, det var dog mærkeligt! Ogsaa jeg har gjort noget lignende. Jeg knækkede min Broders Kniv, og saa sagde man, at jeg skulde gaa min Vej. Og saa gik jeg. Lad derfor os to slaa Følge med hinanden!"
Indlandsboen talte med stiv Tunge, han forstod ikke at tale Inuiternes Sprog rigtigt. Arnasuaussaq var bange for Indlandsboen og turde ikke sige Nej, men lod sig roligt føre med. Indlandsboen gik med hende i Haanden, og da de havde gaaet en Stund, sagde han:
"Nu skal du se, vi kommer snart til et Hvilested!"
Og saa kom de til en meget stor Sten, der var helt dækket med Smuds; saa tykt laa Smudset paa Stenen, at Indlandsboen stak hele sin Pegefinger ned i det for at vise hende, hvor tykt Laget var, og saa sagde han:
"Her plejer Børnene at lege!"
De hvilede sig nu lidt, og gik saa videre. Da de havde gaaet en Stund igen, sagde Indlandsboen atter:
"Nu skal du se, om lidt kommer vi til et andet Hvilested."
Saa gik de et godt Stykke Vej, og kom derpaa atter til en stor Sten, og de gik hen til den og saa, at ogsaa den var helt dækket af Smuds. Atter stak Indlandsboen sin Pegefinger ned i Smudset for at vise, hvor tykt det var, men denne Gang gik Fingeren kun halvt ned.
"Denne Sten er de voksnes Hvilested!" sagde Indlandsboen.
Saa hvilede de sig igen og gik videre. De gik og gik hele Dagen til Ende, og da det begyndte at mørkne, sagde Indlandsboen:
"Nu kommer vi snart til Husene!"
Arnasuaussaq blev bange, men der var ikke noget at gøre; de kunde allerede se Bopladsen. Saa sagde Indlandsboen:
"Nu vil jeg raabe "Kung-kung-kô" for at se, om der er Mennesker!"
Og han raabte Kung-kung-kô. Men der var ingen, der svarede. Saa raabte han en Gang til, og det blev hørt af en gammel Kælling, der var ude for at banke Renstalg til sin Lampe. De kunde høre hende sige:
"Hør engang — der er nogen, der raaber Kung-kung-kô oppe fra Fjældet!"
Saa fulgtes de ad til Husene. Men her foreslog Indlandsboen, at han skulde gaa alene ind. Det var kun et Øjeblik, Arnasuaussaq kom til at vente, saa blev hun hentet ind og fik Plads midt paa Briksen, og alle viste deres Glæde over, at Indlandsboen havde faaet sig en Kone.
En Aften, kort efter at Arnasuaussaq var kommen, skulde der være Aandebesværgelse, og hendes Husfæller vilde endnu ikke have, at alle skulde se hende, og saa gemte de hende bagerst inde paa Briksen.
Blandt Tilhørerne kom der mange Kvinder, og en af dem var saa vigtig, at hun ikke var til at komme nær. Det var den Pige, som Arnasuaussaqs Mand skulde have haft til Kone.
"Han har faaet sig en Kone!" var der en, der sagde.
Da den vigtige Pige ikke hørte det, blev det sagt én Gang til:
"Han har faaet sig en Kone!"
Men da blev den vigtige Pige saa rasende, at hun rev i sine Haartjavser og styrtede ud af Huset. Og saa blev der slet ikke noget af Aandebesværgelsen. I Stedet holdt man nu Sangfest, hvorunder en af Indlandskvinderne sang en Smædevise over Kystboerne. Da Festen var forbi, forlod alle Gæsterne Huset, men Husfællerne var saa glade over Arnasuaussaq, at de priste hendes Skønhed og alle hendes Dyder i deres gebrokne Sprog.
Saaledes blev Arnasuaussaq optaget blandt Indlandsboerne.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 228--230. København, 1925.
