Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Bjørnene i Menneskeham
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Bjørnene i Menneskeham
Fortalt af Silas
Claushavn
I længst svundne Tider var der engang en Mand ved Navn Ilagssaq, der fik Lyst til at tage sin Datter til Kone. Forgæves gjorde Pigen Modstand, men der var intet Udkomme med Faderen. Da han stadig eftertragtede hende, flygtede hun ind i Landet. Langt, langt borte fra deres Boplads byggede hun sig et Hus, og hun plukkede Bær til Vinterforraad; saa mange plukkede hun, at hun tilsidst mente at have nok for hele Vinteren.Det blev Vinter, uden at hun havde set et eneste Menneske, og hun spiste aldrig andet end Bær. Men en Aften, efter at Mørket var faldet paa, kom der et Menneske til hendes Hus. Det var en Fjældgænger, et Spøgelse, der kom til hende. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gøre, og saa gav hun sig til at brydes med ham, og tilsidst lykkedes det hende at faa ham kastet ud. Siden saa hun ingen andre Mennesker.
Og det blev Midvinter. Da kunde der gaa Dage, hvor hun slet ikke gik ud.
En Morgen vaagnede hun og hørte, at det blæste en Storm. Op ad Dagen gik hun ud for at forrette sin Nødtørft og satte sig et lille Stykke sønden for sit Hus foran en lille Fjældskrænt. Herfra saa hun et stort Rensdyr ligge i Sneen uden at vise Tegn til Frygt. Hun skyndte sig ind og tog sin UIo og naaede hen til Rensdyret uden at det rørte sig. Saa kastede hun sig over det og greb fat i det. Men Renen sprang op og gav sig til at løbe med hende. Imedens flænsede hun saa længe løs i dens Halsmuskler, at hun tilsidst skar dem over, og saa styrtede den om. Saaledes dræbte hun en stor Rentyr, og hun spiste dens Kød og lavede sig et Sovetæppe af Skindet. Senere gentog det sig ofte, at hun dræbte Ren, naar det var Uvejr.
Endelig nærmede Foraaret sig, og en Dag, hun var ude, saa hun to store Mænd komme hen over en Sø, der laa neden for hendes Hus. De havde fanget og slæbte deres Fangst efter sig. Hun stod og stirrede efter dem og saa til sin Forundring, at de lod en halv Sæl blive liggende uden for hendes Hus. Hun bragte Sælen hjem og levede af den. Det var to Bjørne i Menneskeskikkelse, der følte Medlidenhed med hende og havde givet hende Part i deres Fangst. Siden efterlod de ofte paa denne Maade en halv Sæl til hende, og hun led aldrig mere Nød.
Endelig var Foraaret inde, og en Dag hun sad uden for sit Hus, hørte hun et Menneske komme frem til det, og da hun saa nærmere til, var det Ilagssaq, hendes Fader, som nu endelig havde fundet hende. Det var nu til ingen Nytte, at Datteren blev rasende, thi Faderen fik sin Vilje og fik hende til Kone. Men Pigen foragtede ham, og en Dag sagde hun til ham:
"Lad os gaa en Tur ind over Landet!"
Det havde Faderen stor Lyst til, og saa gik de ind over Landet. Pigen havde faaet dette Indfald for at prøve paa at komme af med ham. Som de nu gik, fik de Øje paa et Hus, der laa foran en Bakke. Her traf de et gammelt Ægtepar og en ung Mand. De to gamle saa meget vrede ud. Det viste sig, at det var, fordi Ilagssaq engang havde skudt deres Søn med en Pil. Det var Bjørne i Menneskeham. Og de to gamle stirrede paa Ilagssaq med rasende Blikke og var lige ved at springe paa ham, og de faldt kun til Ro, da den unge Mand talte beroligende til dem.
Nu gjorde den unge Mand Tegn til Ilagssaq og hans Datter, at de skulde gaa ud; og de skyndte sig ud og flygtede op over Bakken bag ved Huset. Men inden de var kommen op, kom to vældige Bjørne ud af Huset og satte efter Flygtningene. Men den unge Mand kom ogsaa ud og raabte:
"Dejlige Kvinde, løb til Side!"
Og næppe var hun sprunget til Side, før den ene af Bjørnene drev Ilagssaq et saadant Slag med sin Lab, at han faldt død om; og saa vendte de om uden at gøre Datteren noget. Hun gik nu tilbage til sin Boplads og levede siden i Fred.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 196-198. København, 1925.
