Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den hvidhaarede Kælling
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Den hvidhaarede Kælling
Fortalt af Qilerneq
Ja, der var engang — det er saamænd den gamle Historie — en Mand, som pryglede sin Kone. Ja, og saa flygtede hun naturligvis bort fra ham, og sit Barn havde hun taget med, et lille et, som hun bar paa Ryggen — og saaledes gav hun sig paa Vandring med sin lille Unge.Saa løber hun paa et stort Hus, et Hus med to Rum og een Indgang, men Mennesker var der ingen af; og saa gik hun ind. Der brændte en lille Lampe derinde, en gammel Kælling laa og sov; hun laa paa sin Ryg, og hun sov om Dagen, fordi hun var en gammel Kælling. Hun skulde sørge for, at Lampen aldrig brændte ud. Men hendes store Sønner var ude paa Fangst.
Flygtningen trak nu sine Kamiker af og gav sig til at tørre dem. Saa hørte hun en underlig Raslen. Hun sprang op og saa sig om og saa da den gamle Kælling komme krybende hen imod sig. Hun fik lige revet sine Kamiker til sig og flygtede bort i Løb. Kællingen satte efter hende og kom nærmere og nærmere. Saa kastede Konen sit lille Barn fra sig, og den gamle Kælling slog sin store Økse i den lilles Hals. Hun længtes efter at spise.
Saa kom Flygtningen hjem og mødte sin Mand, der kom kørende.
"Men hvor er dit Barn?" spurgte Manden.
"Jeg tabte det, da den hvidhaarede Kælling forfulgte mig."
"Du lyver! Jeg vil slaa dig ihjel!"
"Jamen lad mig først vise dig den gamle Kælling," svarede Konen, og saa vandrede de bort.
Og da de kom frem, fandt de hende atter sovende.
Manden gik ind.
Han greb en stor Økse, der laa over den sovende, og saa huggede han til, lige i Halsen paa hende.
Hun rejste sig op. "Ou—u—u—uh," aandede hun ud, og saa døde hun.
Saa gav Manden sig til at vente paa, at hendes Børn skulde komme hjem.
Og de kom til Syne, slæbende Rensdyr paa Ryggen, og alt som de nærmede sig, raabte de:
"Mor, vi har skaffet dig Skind, du skal hvile dig paa."
En af dem kom ind gennem Husgangen. Manden huggede ham i Halsen og kastede ham til Side.
Og saa kom der en anden, og saa en til, og dem alle huggede han i Halsen.
Men da Blodet begyndte at flyde inde fra Huset ud i Husgangen, undslap tre.
Manden og Konen tog nu saa meget Renkød, de kunde bære, paa Ryggen og vandrede hjem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 121-122. København, 1925.
