Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den store Bjørn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Den store Bjørn
Fortalt af Aisivak
En Kvinde, som havde aborteret, var løbet bort fra sin Familie. Paa sin Vej kom hun til et Hus. I Husgangen laa der Huder af Bjørne. Hun gaar ind.
Det viste sig at være Bjørne i Menneskeskikkelse; men hun blev dog hos dem. En stor Bjørn fangede til dem. Den trak i sit Skind, gik ud, blev borte og kom altid hjem med Fangst. Men en Dag fik Kvinden, der var løbet bort, Lyst til at se sin Familie og vilde hjem, og saa gav Bjørnen sig til at tale til hende:
"Tal ikke om os, naar du kommer tilbage til Menneskene," sagde den; den var angst for, at dens to Unger skulde blive dræbt af Menneskene.
Saa gik Kvinden hjem. Men en stor Lyst til at sladre kom nu over hende, og en Dag, da hun sad og lyskede sin Mand, hvisker hun ind i Øret paa ham:
"Jeg har set Bjørn!"
Mange Slæder kører ud, og da Biørnen ser dem komme mod sit Hus, faar den stor Medlidenhed med sine Unger og bider dem ihjel. Den vilde ikke have, at de skulde komme i Menneskenes Vold.
Men saa fo'r den ud for at søge efter Kvinden, der havde bedraget den, brød ind i Huset til hende og bed hende ihjel. Men da den kom ud igen, sluttede Hundene Kreds om den og kastede sig over den. Bjørnen forsvarede sig, men med eet blev de alle lysende og steg op til Himlen som Stjerner. Og det er dem, vi kalder Qilugtûssat: dem, som ligner en Flok gøende Hunde om en Bjørn.
Siden tager Menneskene sig i Agt for Bjørnene, for de hører, hvad Menneskene siger.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 52. København, 1925.
