Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den store Ildaand
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Den store Ildaand
Fortalt af Silas
Claushavn
Lidt sønden for Nordre Huse ved Igdlumiut var der i gamle Dage et Hus med mange Mennesker og navnlig mange Børn. Saa hændte det engang hen mod Efteraaret, at Børnene blev meget ulydige. Altid var de meget støjende, kaade og skrigende, og det nyttede ikke, at de gamle skændte paa dem eller bad dem være rolige. Tilsidst lod man blot Børnene skrige som de vilde. Og Vinteren gik, og da det blev Foraar, blev de atter skikkelige.Saa kom Sommeren, hvor man boede i Telt. Men om Efteraaret, da man flyttede i Hus igen, hændte der det mærkelige, at de voksne i Huset ligesom smittedes af Børnenes Unoder og blev lige saa støjende og kaade, som disse havde været; og man fortæller, at naar de voksne begyndte at larme og skraale op, gav pludselig alle Lamper sig til at ose. Der var kun en eneste iblandt dem, som forsøgte at tale dem til Rette, men ingen tog Hensyn dertil. Saa snart der atter kom Ro i Huset, brændte Lampernes Ild som sædvanlig.
En sen Aften hen mod Midnat kom den larmende Kaadhed atter over dem, og forgæves søgte en af dem som sædvanlig at tale dem til Ro; men det nyttede ikke, og alle Lamperne begyndte at ose. Tilsidst gik den Mand, som plejede at tale dem til Rette, sin Vej, og da han kom ud, saa han en vældig Ild nærme sig fra et Fjæld bag ved deres Boplads, og han skyndte sig ind og raabte:
"Nu faar I Lønnen for al den Larm, I laver! Nu kommer den store Ild og slaar os ihjel allesammen!"
Alle blev forfærdede, og man fo'r raadvilde om i Huset for at gemme sig. Henne under Vinduesbriksen boede to gamle Koner. De havde hver sit store Kogekar over deres Lampe. Disse Kogekar fyldte de med Tran og hængte dem over Lamperne, og før den store Ild endnu var kommen, begyndte Trannen at koge. Endnu fo'r Folkene raadvilde omkring. Nogle gemte sig bag Træpanelet mellem Tørvemurene, andre krøb ind under Sidebriksen.
Den store Ildaand var nu ganske nær, og alle inde i Huset skælvede for, hvad der vilde ske. Da de hørte den ude i Husgangen, lukkede alle Øjnene. Men de to gamle Koner ved Vinduesbriksen greb deres Uloer og holdt sig rede, og da den store Ildaand skulde til at stikke Hovedet ind, skar de de Baand over, som deres Kogekar var hængt op i, saa at Lamperne med den kogende Tran sydende faldt ned over den store Ildaand; man hørte et Brag, og saa blev der stille. Da man igen aabnede Øjnene, laa en vældig Mand død i Husgangen. Saa stor var han, at han fyldte hele Husgangen, og den, der vilde ud, maatte klatre hen over ham. Men ud maatte de, og saa krøb de da ud, idet de stemmede Arme og Ben mod Husgangens Sidevægge.
Der var kun en gammel Kone, som ikke turde gøre det.
Tilsidst kom hun og begyndte ligesom de andre at stemme sig ud gennem Husgangen. Men før hun var kommet igennem, faldt hun ned oven paa den store Mand, og hendes Bagdel klistrede fast. Det var først, da alle de andre begyndte at slide og trække i hende, at hun kom løs. Men en saadan Afsky følte hun over, at hun havde rørt ved Ildaanden, at hun løb til en lille Fjældknaus og begyndte at kure ned ad den for at slide Bukserne rene igen; dette blev hun ved med saa længe, at det tilsidst begyndte at bløde fra hendes Endeballer.Siden flygtede de alle bort i en Konebaad og tog Land et andet Sted.
Fra denne Fortælling ved vi, at man ikke maa larme alt for højt i Husene om Aftenen, naar Mørket falder paa.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 176-178. København, 1925.
