Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Det første Skib

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Polarforskeren James Ross
John R. Wildman, 1834

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Det første Skib

Den første historiske Beretning, vi har om Polareskimoernes Land, er fra Aaret 1616, da det opdagedes af Baffin. Han saa imidlertid ingen Mennesker, og det var først i 1818, at James Ross havde Forbindelse med et Eskimo-Folk, om hvilket man aldrig før havde hørt tale.

Der lever endnu i Stammen en gammel Kvinde ved Navn Kulapak, som antagelig er født ca. 1850. Til hendes Bedstemoder, der hed Naujalik, knytter der sig et fjernt Minde om hvide Mænds Besøg. Det fortælles, at hun allerede som Barn aabenbarede ualmindelige Evner til at granske i skjulte Ting, og at hun havde forudsagt, at en stor Baad med Master vilde komme til Syne ude fra Havet.

En Sommerdag, efter at Vinterisen var brudt op og det stejle Kap York kun laa adskilt fra det aabne Hav ved en Strimmel Is, der gik ind over Bugten ved Bushman Island, kom det Skib, Naujalik havde varslet om, og lagde til ude ved Iskanten.

Da Polareskimoerne som alle Naturfolk ingen Tidsregning har, er det selvfølgelig umuligt nærmere at præcisere dette deres første Møde med hvide Mænd; men da Naujalik, som det fremgaar af Kulapaks Alder, netop har levet ved Kap York paa den Tid, Ross opdagede Stammen, kan vi med megen Sikkerhed gaa ud fra, at det er Mødet med ham og hans Skib, der har fæstnet sig som en gammel Myte.

Skibet skildredes af de gamle som et Vidunder af Snille, en hel Ø af Træ, der bevægede sig hen over Havet med Vinger og havde mange Huse og Rum i Dybet, fyldt med larmende Mennesker. Smaa Baade hang langs med Randen, og naar disse, bemandede med Mænd, hejstes ned paa Vandet og omsværmede det, var det, som om Uhyret fødte levende Unger. Det vakte først Angst og Forfærdelse, men siden megen Glæde.

Man troede ikke, at de hvide Mænd var rigtige Mennesker; man antog dem for at være nogle af Luftens Aander, der var kommen for at besøge Inuiterne, og det var en udbredt Mening blandt alle de gamle, at de fremmede var saa fine og saa højt hævede over almindelige Mennesker, at endog deres Ekskrementer maatte være hvide og vellugtende.

Skibet blev kun kort Tid liggende, saa stod det atter til Søs med Solen skinnende paa sine hvide Vinger og blev borte i Horisonten.

Ross' Besøg hos de skikkelige og uforberedte Eskimoer var ogsaa vel egnet til at vække Opsigt, og jeg skal derfor supplere ovenstaaende fantasifulde og rørende Beretning med noget af, hvad Ekspeditionens Rejseskildringer fortæller om Begivenheden.

Der berettes om, at Skibet laa ved Iskanten, da man pludselig til stor Forbavselse for alle om Bord opdagede menneskelignende Skabninger ude paa Isen, klædt i Dyrehuder og med det lange sorte Haar flagrende fra Hovederne, idet de under mærkelige Fagter løb ved Siden af deres Hundeslæder. De var kommen ganske nær til Skibet, da der blev gjort en Manøvre med de store, hvide Sejl, og dette havde til Følge, at de pludselig gjorde omkring og, som det syntes grebne af Rædsel, flygtede ind mod Land.

Ross havde en Sydgrønlænder med sig ved Navn Sachæus, og ham har de senere forklaret, at de troede, Skibet var en stor Fugl og Sejlene dens Vinger; og da disse begyndte at bevæge sig under Folkenes Raab, var de bleven bange for, at Uhyret skulde lette, og derfor var de flygtet tilbage til Land og havde gemt Kvinder og Børn oppe i Fjældene.

Der gik nu et Par Dage, hvor man fra Skibet gjorde sig alle tænkelige Anstrengelser for at komme i Forbindelse med Eskimoerne, men uden Resultat. I sin Fortvivlelse herover lod Ross tilsidst ved et Isfjæld midt mellem Kysten og Skibet rejse en mægtig Stander med et Flag, hvorpaa Sol og Maane var malet ovenover en Haand, som rakte en Lyngplante frem. Paa Stangen hængtes yderligere en Pose med Gaver.

Desværre faldt denne Snedighed ikke i god Jord. Havde Eskimoerne før været bange, saa blev de nu aldeles rædselsslagne over denne mystiske Stang med det blafrende Flag, som de naturligvis antog for en eller anden farlig Krigslist. Af Nysgerrighed kredsede de i nogen Tid om den, men da de havde set tilstrækkelig længe paa de mærkelige himmelske Tegn og den venlige fremstrakte Haand, forsvandt de atter skyndsomst ind mod Land.

Da dette Forsøg paa Tilnærmelser var mislykkedes, hejste man et hvidt Flag paa Skibets Stormast, samtidig med at man sendte Sachæus ud paa Isen med et lille hvidt Flag i Haanden. Men Eskimoerne syntes heller ikke at have nogen Forstaaelse af de fredelige Hensigter med disse Manøvrer, og man vilde naturligvis have fortsat med snedige Eksperimenter, der kun vilde have forvirret og skræmmet endnu mere, hvis ikke Sachæus havde vist sig som Situationens Mand og havde anmodet Ross om at faa Lov til at gaa ind til sine Stammefrænder, alene og ubevæbnet. Paa denne simple Maade opnaaede man endelig Forbindelse.

Det store Møde mellem Polareskimoerne og Sydgrønlænderen fandt Sted ved en bred Revne i Isen, saaledes at man stod lige overfor hinanden med en naturlig Hindring imellem sig, for alle Eventualiteters Skyld.

Til en Begyndelse lagde Dialektforskellen Hindringer i Vejen for en øjeblikkelig Forstaaelse af, hvad der skulde forklares; men Sachæus, der af sin Bedstemoder ved Upernivik havde lært en Dialekt, som Ross kalder for Hummoke-Dialekten, forstod, at det var den, der taltes, og forsøgte nu efter Evne at gøre sig forstaaelig ved denne.

Da han derefter havde fremført Ross' Ønske om, at Eskimoerne vilde aflægge et Besøg om Bord paa Skibet, blev der svaret med en indstændig Bøn om, at de hvide Mænd dog hurtigst vilde rejse bort igen og ikke bringe Ulykke over Stammen. Og de fortalte, at alle gamle med Kvinder og Børn allerede var bleven bragt i Sikkerhed oppe i Fjældene.

Ikke uden Besvær fik Sachæus nu forklaret dem, at det var fredelige Folk, der var kommen til dem, og Eskimoerne var netop ved at indvilge i at følge med ham om Bord, da Ross, som jo var ivrig efter at træffe de mærkelige Mennesker, pludselig viste sig paa Isen, iført fuld Officersgala, saaledes som denne Scene illustreres i Ekspeditionsberetningen. Denne fantastiske Fremtoning af et Menneske havde nær skræmt Eskimoerne bort igen; men da Venskabet med Sachæus nu eengang var indledet og det var bleven forklaret de undrende Vilde, at den mærkelige Dragt kun var ydre Tegn paa, at den store Mand var alle de hvide Mænds Herre, lod de sig dog berolige og fulgte med om Bord.

Det tjener i høj Grad til Eskimoernes Ros, at de, trods alt det uforstaaelige, de saa, dog lod sig lokke om Bord og nede i Chefens Kahyt med Sachæus som Tolk gav kloge og værdige Svar paa de mange Spørgsmaal, der blev rettet til dem. Man tænke sig blot, hvilket Indtryk det har gjort paa dem, da man paa Dækket, antagelig for at more dem, slap et gryntende skotsk Svin løs — disse Mennesker, der jo kun var vant til at have med vilde Dyr at gøre! Eller at man foranstaltede en Taskenspillerforestilling for dem, eller lod dem se sig selv i Forstørrelsesspejl!

Det er af Interesse, at Ross sammenfatter sine Indtryk af dem i, at de alle taler med megen Kærlighed om hinanden og deres Familie og i det hele synes at leve lykkeligt, uden Kendskab til Sygdom og Krig.

Man forsøgte at foranstalte et Festmaaltid for dem, men de hvide Mænds Mad forekom dem modbydelig, og de spyttede alt ud, hvad de fik i Munden; derimod nød de med Appetit raat Kød af deres medbragte Proviant.

Ross slutter sin Beretning med at udtale sin Forbavselse over, at ingen af disse Vilde trods store Foræringer vilde overlade ham et af deres Børn. . .

Dette var altsaa det første Skib. Men siden hen kom der stadig flere og flere, og en Overgang var der ofte Kvinder med. Disse var ikke Eskimoer, men hvide Mænds Koner, og de var milde og meget smukke.

Engang kom en saadan Kvinde i Land og satte sig ved Qipisunas Telt, og der blev hun siddende alene og bedrøvet hele Dagen. Qipisuna var en Mand ved Kap York, der for mange Aar siden havde mistet sin Kone. Den hvide Kvinde lignede fuldstændig den afdøde, og dennes Slægt fandt Ligheden saa slaaende, at man gav hende et Maageskind om Halsen; da smilte hun og gik atter ud til det store Skib. Derfor mente man, at det var Qipisunas Kones Sjæl, der var genopstaaet i den hvide Kvinde.

"Da Skibene saaledes hver Sommer anløb Kap York, lærte de efterhaanden at behandle os som Mennesker," fortæller de gamle, hvis Ord jeg her gengiver, "og tilsidst lærte de ogsaa at handle og blev snart meget begærlige. Engang da der laa to Skibe ved Kap York, ødelagde Besætningen paa det ene deres Fartøj og solgte Tømmeret til os."

"Nangau, nangau!" sagde de og gav os Knive, Synaale og Masser af Træ for Skind; og saaledes fik vi Overflod paa hvide Mænds Sager.

Men nogen Tid efter at Skibet var sejlet, blev alle Mennesker syge; flere og flere døde, og da man frygtede for, at Pesten skulde tage alle, flygtede Folk ind i Fjorden bag Kap York, idet de troede, at Døden ikke kunde naa dem der.

Men Ulykken fulgte i deres Spor, og alle Folk, paa nogle faa unge nær, døde.

Isen lagde sig og Vinteren kom, og en Dag mødtes Slæder fra Kap York i Nærheden af Kap Athol med Folk fra Læsiden. Her berettede Kap York'erne om Sygdommen, og siden kørte Læsideboerne tilbage til deres Boplads nordpaa.

Folk var dengang samlede ved Pitorârfik i Mundingen af Inglefield Golf og ventede paa Lyset for at begynde Isfangsten paa Hvalros. Da den onde Tidende fra Kap York blev meldt, stimlede man sammen i Klynger og brød ud i Veklager over den Ulykke, der nærmede sig. Det varede da heller ikke længe, før Sygdommen naaede dem og Folk laa syge rundt omkring i Snehytterne, hvor den ene efter den anden døde. I store Skarer flygtede de ud paa Isen mod det aabne Hav for at komme udenom den onde Skæbne; thi man tænkte sig Sygdommen som en usynlig ond Aand, man kunde undgaa ved Flugt. Men ingen af disse Mennesker løb fra deres Skæbne, thi ogsaa ude paa Isen naaede Sygdommen dem og ombragte dem.

Man fortæller, at der ved Pitorârfik levede to gamle Mænd, Tulugaq og Qaungâq, der døde under Sang.

"Lad os synge vor sidste Sang, lad os synge! Det er saa sørgeligt, at vi to nu skal dø!" sagde den ene.

Og saa sang de deres Sange og døde.

Medens Menneskene saaledes led under Sygdommen og sultede, fordi ingen kunde gaa paa Fangst, maatte de tage deres Tilflugt til Hundene. De raskeste af Mændene harpunerede og flænsede dem og fordelte Kødet blandt Bopladsfællerne. Men der var ogsaa mange, som nægtede at spise Hundekød, fordi man vidste, at Hundene levede af Lig.

Pitorârfik, der ligger lige sønden for Kap Alexander, er berømt for sine voldsomme Nordenstorme, der med Byger af tykt Snefog kaster sig ned oppe fra Tindernes Bræer og hjemsøger Bopladsen. Efter disse Storme, der er overordentlig hyppige paa den Tid, der her er Tale om, var Snehytterne saaledes begravede i Driver, at de stakkels udmattede Mennesker laa og var ved at kvæles, fordi de ikke havde Kræfter til at arbejde sig ud. Naar det lykkedes nogen at komme ud, borede de Lufthuller ind til de indespærrede, og der blev givet mange Udtryk for den Selvopofrelse, Mennesker kan lægge for Dagen, naar de lider sammen; thi det var forbundet med Livsfare at komme ud blandt de mange løse Hunde, der havde mistet al Respekt for Mennesket.

Der fortælles nu, at i en Snehytte var alle døde, undtagen en Dreng og hans Bedstemoder. For at redde hans Liv besluttede den gamle Kone at søge til en anden Snehytte, hvor hun vidste, at der levede Mænd.

Men næppe var de kommen ud, før en Flok Hunde kastede sig over dem. Disse vidste efterhaanden god Besked med, hvem de turde angribe; Mændene var de endnu bange for, men dette var jo kun en gammel, svag Kone og en lille Dreng.

Saa snart Konen blev klar over, at hun ikke kunde holde Hundene fra Livet, raabte hun til sit Barnebarn, at han skulde løbe ind i den nærmeste Snehytte og redde sig, medens hun opholdt Hundene. Men Drengen greb en Harpun, der var stukket ned i Sneen, og løb tilbage til Bedstemoderen, som Hundene allerede havde revet omkuld. Da hun saa ham, skreg hun, angst for hans Liv, gennem Hundenes griske Glammen, saa man kunde høre det ind i Snehytterne:

"Skynd dig bort! Skynd dig og red dig! Mig er der alligevel ikke mere ved; de har allerede revet begge Ørerne af mig!"

Og saaledes reddede hun Drengens Liv, idet hun ofrede sit eget.

Da Foraaret kom og Solen smeltede Sneen af de mange Snehytter, kom alle de halvspiste Lig for Dagen. Overalt laa afgnavede Menneskeknogler, og glubske Hunde sprang om mellem Bopladsens Rester og knurrede mod de faa udsultede overlevende, der som magre Skygger listede om mellem Husene for at se, hvem der endnu levede sammen med dem."

Saaledes berettes der om de gamle Eskimoers første Møde med de hvide Mænd.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 127-133. København, 1925.