Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Fødsel
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Fødsel
Det er af største Vigtighed, at et Menneskes Indtræden her i Verden sker under Iagttagelsen af alle Traditionens Forskrifter. Ved Barnefødsel overholdes følgende:
Naar en Kvinde skal føde, maa hun flyttes ud af den fælles Bolig. Er det om Sommeren, rejses et lille Telt til hende, er det Vinter, bygges en Snehytte; saa snart hun har født, maa hun gerne flytte ind i Huset igen.
Den Dag hun føder, maa hun ikke spise Kød kogt i Vand, men kun serâlataq, Kød, stegt i Spæk paa en flad Sten.
Naar hun har sovet en Nat efter Barslen, skal hun begynde at sy sig nyt Tøj, sit gamle Tøj maa hun kaste bort. Efter Fødslen maa hun vaske sig over hele Kroppen.
Hun maa ikke slaa Hætten ned ude eller aftage sine Vanter. Hun maa ikke, før hun har overstaaet fem Fødsler, spise unge Netsider, Æg, Indvolde, Hjerte, Lunge, Lever. Man forklarer, at Grunden til det er følgende Sagn:
Engang gav et spædt Barn, der var ved at dø, sig pludselig til at tale: "ûmatit, tartortiga, inaluaq, tinguk!" (Hjerter, Nyre, Indvolde, Lever), og saa døde det, da det havde sagt disse Ord. Man mente, at det bebrejdede sin Moder, at hun havde spist Hjerte, Nyre, Tarme og Lever, og siden holder alle Mødre sig fra disse Ting.
Kvinder, der har aborteret, er foruden de almindelige Regler underkastet følgende Forbud, idet man i Fosterets tidlige Død ser et Tegn paa, at hun er udsat for særlig Fare:
Naar hun ser en Slæde eller Kajak, maa hun ikke, som Skik ellers er, raabe det ud mellem sine Landsmænd, men hun skal stille gaa ind i sit Hus. Naar en saadan Kvinde uventet kommer ind, giver Folk sig i Reglen til at spejde efter tilbagevendende Fangstmænd. Blev Fangstfolks Ankomst udraabt af den urene Kvinde, der er Tabu underkastet, kunde let andre endnu ikke tilbagevendte blive ramt af en Ulykke.
Hun maa aldrig nævne Fangstdyr, disse kunde ellers let overfalde Fangerne. —
Hendes Mand maa aldrig tale om sine Jagter til hende.
Naar han efter Hjemkomsten fra Fangst vil omtale farlige Fangstdyr overfor andre, maa han give dem andre Navne. Nanoq, en Bjørn, maa han saaledes kalde for ajagpagtoq (den stavrende), auveq, en Hvalros, for sitdlâlik (den brede), ugssuk, en Remmesæl, for takissoq (den lange).
Han maa altid benytte sig af serratit, Trylleformularer, overfor sit Bytte.
Han maa ikke spise Hjertet af noget Dyr, heller ikke Lever af andres Fangst, dog gerne af egen.
Hun selv maa aldrig spise ude.
Hvis hun paa en Rejse overnatter uden for Boplads, maa hendes Mand bygge hende en Snehytte.
Hun maa ikke aftage sine Klæder, naar hun skal sove i en Snehytte paa Isen, dog maa hun trække sine Kamikker af, naar hun skal spise, dette maa hun ogsaa gøre hjemme.
Spiser hun i fremmed Hus, maa Kødet gives hende paa et særligt Fad, ikke det fælles. Spiser hun ikke op, skal Resterne kastes bort.
Hvis hun ikke selv har større Børn, maa hun tage et fremmed Barn til Hjælp, thi hun maa intet selv foretage sig. Saaledes maa hun ikke skære i nyfanget Dyrs Kød; bliver den Luns, hun skal spise, ikke skaaret i Stykker for hende, maa hun bide af den, som den er. Først naar Kødet er af daggammel Fangst, maa hun selv sønderskære sin Part. Grydekød maa hun aldrig skære.
Kun hendes nærmeste Familie maa spise af samme Gryde-Kog som hun.
Hun maa hverken hente eller skære Sne eller Is til Vandsmeltning.
Skal hun drikke, maa en anden øse Vand til hende fra Vandbeholderen. Hun maa have sin egen Drikkeskaal, som ingen andre benytter.
Hun maa ikke spise Kød af Bjørn, Ræv eller Remmesæl.
Hvis der findes utilberedt Bjørneskind eller Ræveskind i Huset, maa hun ikke sy.
Skind maa hun overhovedet ikke tilberede.
Hvis der findes nyfanget Ræv i Huset og dennes Snude ikke er gennemskaaret, maa hun ikke have med Ild at gøre.
Hun maa om Sommeren ikke tørre sit Tøj i Teltet, men føre det til Fjælds og lade det tørre der af Solen. Hendes Mands Klæder maa andre brede ud til Tørring i Solen, over Lampeilden maa hun derimod gerne selv hænge dem.
Først naar Solen igen har samme Stilling paa Himlen, som da hun aborterede, kan hun atter unddrage sig disse Forbud.
Disse strenge Regler udgør Barselkvindernes religiøse Hygiejne. Men ogsaa Børnene er udsat for Farer og maa derfor overholde en Række Forbud, lige til de bliver voksne.
De maa ikke spise unge Netsider, Æg, Indvolde, Hjerte, Lunge, Lever, Narhvaler med mindre Unger, Harer og Ryper. Først naar den unge Mand har fanget mindst eet af alle jagede Dyr, maa han spise disse Ting. Kvinderne derimod, som før omtalt, først efter fem Fødsler.
Børn og unge Mennesker maa altid have deres egne Drikkeskaale, helst ogsaa deres egne Kogekar. Dette sidste overholdes dog ikke strengt. Dog maa de aldrig spise Kød, som er kogt i Gryder, der har indeholdt Tarme, Hjerte o. s. v., altsaa Ting de ikke selv maa spise.
De maa ikke gaa med Tøj, der er syet til andre.
Den Fare, som truer Menneskene, og som nødvendiggør al denne Tabu, er vanskelig at definere, den er ingen Steder og dog alle Vegne, den er den onde Skæbne, som følger i al Skabningens Fodspor.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 18-20. København, 1925.
