Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Fjælddværgen Sêrsoq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Fjælddværgen Sêrsoq
Efter Kalâtdlit oqalugtualiait
en gammel Opskrift fra 1823 af Præsten Peter Kragh
I længst forsvundne Tider fortalte man, at der yderst mod Syd laa et Land, der kaldtes Kutsersorbik. Her levede Fjælddværgenes Forfædre ude ved Kysten i Nærheden af Mennesker, og der var ingen Fjendskab imellem dem.Men Tiderne gik, og Menneskene og Fjælddværgene blev Fjender. En af Fjælddværgene blev dræbt af Mennesker, og saa flygtede Dværgene ud i de ubeboede Ødemarker. Og de gravede sig Boliger i Jorden og undgik Menneskene. Men Drabet paa Fjælddværgen blev hævnet, idet de dræbte en Mand, der var gaaet paa Jagt ind over Land.
Oprindelig havde Fjælddværgene ingen Vaaben. Men engang fandt de en stor vissen Pil paa Solsiden af Kutsersorbikfjorden. Denne Pil var groet saaledes, at den havde faaet Skikkelse som et Menneske, der laa paa Knæ med Hænderne paa Jorden og krummet Ryg. Af Rødderne af denne Pil lavede de Vaaben, et Vaaben, der ikke var større, end at det forsvandt i en lukket Haand; og dog var det farligt, thi i Spidsen af Pileroden var fastgjort en lille sort Sten og en anden Sten, der var rød. Disse Sten var dødbringende. Saaledes fik Fjælddværgene Vaaben. Man kaldte det et Pegevaaben, men det fortælles, at de altid bar Vaabnet skjult i Haanden, fordi det dræbte, blot man pegede med det, og de var bange for af Vanvare at komme til at dræbe en af deres egne.
Den Mand, som fortæller dette, er selv en Fjælddværg, og han var født, efter at hans Folk var flygtet ud i Ødemarkerne. Hans Fader hed Malerqe, hans ældste Broder Qinavina, den næste Kûk, den næste Âsarfe og den yngste, Sêrsoq, var ham selv.
Man fortæller, at Dværgfolkenes Forfædre fordum var dragne mod Nord, og nu fulgte de selv efter; de brød op og drog mod Nord. Paa denne Rejse saa de et fremmed Folkeslag. De havde Overkrop som Mennesker, men Underkrop som Hunde; de var bevæbnede med Buer og kaldtes Erqigdlit: "de, der er fulde af Luseæg". De var et fjendtligsindet Folk og farlige. De havde lige saa skarp en Evne til at lugte som Dyr, idet de kunde vejre op mod Vinden.
Da de overvintrede paa denne Rejse, havde de et Hus, som de beklædte indvendigt med Huden af et eneste Dyr. Denne ene Hud var tilstrækkelig, men dette Dyr var ogsaa saa stort, at det havde seks Ben. Det kaldtes en Kilivfak. Naar man spiste Kødet fra Knoglerne af dette Dyr, voksede det ud igen, og saaledes kunde man spise Dyret fem Gange; først efter den femte Gang kastede man Benene bort. Dette store Dyr kunde de dræbe, blot ved at pege paa det med deres lille Pegevaaben.
Efter Overvintringen drog de videre. Men Vejen faldt dem lang, og man vilde gerne gøre det fjerne nær; man vilde gerne, at de store Afstande skulde skrumpe ind. Og saa lærte de ved Trolddom at drage Landene sammen, og de gjorde det paa den Maade, at de lagde sig paa Knæ og holdt Jorden fast med den ene Arm, medens de krøb frem med den anden. Saaledes kunde de drage Landene sammen og folde Fjælde og Dale sammen, saa at de kunde overskride vældige Strækninger i eet eneste Skridt.
Men altid maatte de sørge vel for, at de gik lige i hinandens Fodspor; gjorde de ikke det, vilde de forreste snart faa et umaadeligt Forspring.
Omsider naaede de frem til et stort Sund, der var beboet af andre Fjælddværge; men der var ogsaa vældige Kæmper. Her overvintrede de og ventede paa Islæg. Saa snart Isen lagde sig, satte de over paa den anden Side, hvor der ogsaa boede Fjælddværge og her slog de sig ned. Da Vinteren var gaaet, rejste de videre, overvintrede endnu mange Gange undervejs og naaede saa endelig til Landet ved Nûssaq. Her traf de de Slægtninge, som de var rejst ud for at finde, og paa dette Sted blev de mange Vintre.
Dengang de brød op fra Syd og drog nordover, var det saa langt tilbage i Tiden, at de høje Fjælde endnu ikke havde evig Sne paa deres Tinder, og der var heller ingen Indlandsis bag det store Sund.
Dværgfolkene havde to Slags Tøj. Det ene Sæt Tøj var lige saa stort som det, Mennesker plejer at bruge; det andet Sæt passede til Dværgfolkenes egen Størrelse. De medførte altid de store og rummelige Klæder, naar de var ude paa Vandring. Fik de tunge Byrder at bære, tog de altid de store Klæder paa, og naar de saa klappede sig hen over Kroppen og fremsagde et Trylleord, kunde de blive lige saa store som almindelige Mennesker. Men saa snart de var færdige med at fragte de store Byrder, forvandlede de sig atter til deres egen naturlige Størrelse. De krøb da ind i smalle Klipperevner, satte sig paa Hug og stemte Hovedet mod Klippevæggen; paa denne Maade kunde de trykke sig sammen, indtil de atter havde Dværgfolkenes Størrelse.
Man fortæller, at der er langt fra Fødselen til Alderdommen hos Dværgfolket, thi fem Gange kan de blive gamle. Første Gang de føler sig gamle, kaster de sig ud over en Afgrund og faar gennem dette Fald atter et ungt Menneskes Spændstighed. Fem Gange kan de gøre dette, og man kalder dette Fald for "Inûtsangnartoq": "det, hvoraf man bliver ung igen!"
Dværgfolket dør aldrig som unge; de dør først, naar de har naaet Alderdommen fem Gange. Unge Mennesker kan kun dø, hvis de bliver ramt af et Sneskred.
Medens Fjælddværgen Malerqe opholdt sig i Nûssaqs Opland, kom der en Aandemaner til dem og vilde købe en af dem. Denne Aandemaner havde en Kone, der ikke kunde føde Børn. Aandemaneren kendte Dværgfolkene og kom til dem for at købe sig et Barn; hans Betaling skulde være tre Knive af den Slags, som man fik af Hvalfangerne, et Stykke Bjørneskind og en Fiskesnøre, der var lavet af Hvalbarde. Malerqe vilde meget gerne have Bjørneskindet og Fiskesnøren, Knivene gav han til sine tre Sønner, men den fjerde og yngste solgte han. Denne var netop Sêrsoq.
Aandemaneren fra Nûssaq tog Sêrsoq med sig hjem og skjulte ham bag sit Hus.
Men om Natten gik Sêrsoq ind i Huset og krøb ind i Livet paa Aandemanerens Kone, der siden skulde blive hans Moder. Og den ufrugtbare Kvinde blev svanger og fødte en Dreng, der siden blev døbt og i Daaben fik Navnet Peter Ranthol. Dette Barn var ingen anden end den Fjælddværg, som Aandemaneren havde købt ved Nûssaq. Men Peter Ranthol fortæller da ogsaa, at han ikke blot kan huske alt fra den Tid, han var en Fjælddværg, men han siger ogsaa, at han, al den Tid han var i sin Moders Liv, havde sin Forstands fulde Brug.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 246--249. København, 1925.
