Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Igimarasugssugssuaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Igimarasugssugssuaq
Fortalt af Qilerneq
(gammel Mand, ca. 70 Aar)
Man fortæller om Igimarasugssugssuaq, at han plejede at fede sine Koner og spise dem, naar de var bleven rigtig tykke. Men hver Gang han var bleven Enkemand, slumpede han altid hurtig til en ny. Paa den Tid, da følgende hændte, var han gift med en, som hed Arnaqa.Da han altid aad, blev han stadig federe og federe, og stadig maatte der sættes Kiler ind i hans Dragt. Blandt andre slagtede han ogsaa sin Kones lille Søster; og Konen maatte sætte Gryden over Ilden, alt imedens hun tørrede Taarer af.
"Koge hende og begræde hende samme Gang," vrængede hendes Mand til hende.
"Aa nej, jeg har blot faaet Røg i Øjnene," svarede Konen; hun var bange for sin Mand. For se, Konen spiste aldrig Mennesker, men naar hun skulde koge et Menneskehoved til sin Mand, nøjedes hun altid med at spise Lusene paa det; det alene, ja kun det.
Og saa en Dag befaler hendes Mand hende at gaa ud og samle Brænde, og der var fuldt af Sne ude, og de havde intet Kød at koge; og saa vidste hun jo, at det var hende selv, der skulde koges.
"Man plejer at skære Brænde med sin Krumkniv," sagde Manden til hende.
"Ja, Kvas," svarede Konen og gik ud for at sanke Brænde; men "den store Harpunspids" var nu bleven saa fed, at han næsten altid laa paa Briksen.
Solen var langt nede paa Himlen, og endnu var Konen ikke kommen hjem; hun blev borte. Og saa satte han efter hende. "Gid Verden maa blive mørk," raabte Arnaqa, for at det skulde give sig til at sne, og det begyndte at sne. Og saa tabte Manden hendes Spor og gik hjem. Han maatte gaa med Stok og brugte sin Harpun dertil.
Arnaqa krøb nu ind i en Rævefælde for at se, om hun kunde finde noget Føde derinde; og medens hun var derinde, hørte hun Lyd af Slæde. Det var Ejeren, der kom for at se til sin Rævefælde; og da han saa Kvinden, flygtede han bort, fordi han troede, hun var en Fjældaand.
"Nej, jeg er Arnaqa!" raabte hun, og saa vendte han om og tog hende med sig hjem.
"Jeg har spist en Ræv," fortalte hun ham; "jeg maatte flygte bort for min Mand, som aad sine Bopladsfæller. Han vil sætte efter mig. Det er en stor Mand og tyk, saa han fylder megen Plads ud; og naar han engang kommer til Syne, vil han paa Afstand se ud som en hel Slæde. Jeg taler virkelig Sandhed!"
Og saa en Dag kom Manden da til Syne, og de fik travlt med at gemme hende, for at han kunde blive overrasket.
"Men hvor skal jeg være?"
"Deroppe, deroppe, øverst paa Briksen!" sagde de andre.
Og saa kravlede hun derop.
Nu kom Igimarasugssugssuaq. Han kneb sig med Nød og næppe ind gennem Husgangen, der var ham for smal.
"Aah, man er bleven saa vældig fed paa det sidste, og det er, fordi vi har saa svært med Hvalros i vort Fangststrøg!" løj han. Og samtidig saa han saa kærligt til Børnene inde i Huset: "Aah, I søde smaa Unger," sagde han, for han havde saadan en Lyst til at spise dem. Og saa blev de enige om, at de vilde synge ham Smædesange.
"Vi kan altid senere komme til at spise, lad os først synge," sagde Mændene i Huset, og en af dem gav sig til at surre ham fast til Stolpen i Huset. Saa begyndte Sangen.
"Og det er "den store Harpunspids", der æder sine Bopladsfæller!" var Omkvædet.
Og straks gav han sig til at raabe højt: "Arnaqa har sladret, Arnaqa har sladret!"
"Lad Konen stikke ham!" raabte Folkene i Huset, og saa kom Konen frem.
Men hun var bange for ham, og Kniven gled blot hen over hans Hud. Endelig gik den da langt, langt ind.
Saa begyndte Folkene i Huset at raabe: "Og saa Konen!", for de troede, at hun ogsaa aad Mennesker; og saa dræbte de hende, skønt hun raabte alt, hvad hun kunde:
"Jeg aad aldrig andet end Lusene paa Ligene."
De skar da Maven op paa hende for at se, hvad den indeholdt, og se : Blindtarmen var fyldt med Lus !
Og alle i Huset sørgede nu over, at de havde dræbt en Kone, som de kunde have haft megen Nytte af . . . Ja, her ender den Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 157-159. København, 1925.
