Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Indlandsboerne ved Etah
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Indlandsboerne ved Etah
Fortalt af Arnâluk
En Slæde kom kørende østen for Etah inde i Landet ved den store Sø, da Hundene begyndte at vejre; og de satte i Fart ind efter Land over en stor Slette. Pludselig gjorde de Holdt og satte Snuderne ned i Jorden, og det viste sig nu, at de var ved Indgangen til Indlandsboernes Hus.Indlandsboerne skreg af Angst, da de saa Hundene, og flygtede ind; men derved kom de til at skubbe en gammel Kone ud, og hun døde af Skræk, da hun saa Hundene.
Manden gik nu ind og var meget ilde til Mode over, at han havde voldt den gamle Kones Død.
"Sørgeligt," sagde han, "at jeg skulde være Skyld i, at I mistede den gamle Kone."
"Aah, det gør ikke noget; hendes Hud var rynket! Det gør ikke noget," svarede Indlandsboerne.
Saa kørte Slæderne hjem, men Indlandsboerne havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at de flygtede langt ind i Landet.
Man har senere aldrig set noget til dem. Resterne af deres Hus var det eneste, man saa, og man gravede det ud for om muligt at finde noget og fandt ogsaa Stødtanden af en Narhval.
Indlandsboerne er ikke farlige, de er blot saa sky og saa bange for Hunde.
En Kystbo, Suakak, havde faaet en Mand blandt Indlandsboerne, og da hendes Mand skulde besøge sine Svogre, sprang Blodet ud af hans Øjne, da han saa Hundene.
De øver sig op i Hurtigløb, fordi de ofte fanger Ræve. Naar en Indlandsbo skal gøres til Hurtigløber, puttes han ned i en Remmesæls Hud, der er fyldt med Orme, saa at kun hans Hoved stikker op. Ormene suger da alt hans Blod, og man siger, at han saa bliver meget let til Bens. Min Fader har ved Etah set et Søkongeskind, der var fyldt med Orme. Det var noget, Indlandsboerne havde glemt. Ved Etah findes endnu Indlandsboer, men de er blot gaaet langt ind i Landet.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 115-116. København, 1925.
