Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Iviangersûnguaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Iviangersûnguaq
Fortalt af Pîtaralak
Agto
Man fortæller om Iviangersûnguaq (den lille højbarmede), at han havde en yngre Plejebroder, der engang blev borte for ham, da han var ude i Kajak. Han søgte efter ham det meste af Foraaret, men da han ikke kunde finde ham, gav han sig til at bygge en Konebaad, og da den var betrukket, rejste han nordpaa sammen med sin Kone.Efter en lang Rejse kom de til de Egne, hvorfra Trækfuglene plejede at flyve bort. Her trak de Konebaaden paa Land og dækkede den til med Fjer, og Iviangersûnguaq sang Tryllesange over den og dækkede den endnu mere til med Fjer, saa at intet af den stak frem.
Og saa drog han af Sted sammen med sin Kone, og da de havde gaaet længe, fik de to Huse i Sigte, det ene oven for det andet.
De standsede og lyttede og hørte nu, at der blev sunget Trommeviser derinde. Og saa hørte de, at Teksten udelukkende handlede om hans Plejebroder.
Iviangersûnguaq blev ude af sig selv af Raseri, og se — da han saa sig omkring, opdagede han, at man havde hængt Plejebroderen op paa en Klippe, saaledes at han svævede frit i Luften, og Testiklerne havde de skaaret af og syet fast uden paa hans Klæder.
Da sagde Iviangersûnguaq til sin Kone: "Nu vil jeg synge Tryllesange over dem, og saa vil jeg lokke den stærke Mands Sønner ud."
Og ganske rigtigt! Da han havde sunget sin Tryllesang til Ende, kom der to unge Mænd ud og gik hen imod Fjældet, idet de kaade og overgivne sprang hen over hinanden.
Iviangersûnguaq og hans Kone stod skjult bag Klippen og lod dem komme helt op, og først da kastede de sig over dem. Iviangersûnguaq rev straks Testiklerne af ham, som han havde grebet, og siden af den anden, som hans Kone holdt fast; og da han havde dræbt dem begge, hængte han dem op paa Klippen, saa at de kunde hænge frit og dingle ligesom hans Plejebroder; men først havde han sunget Tryllesange, der skulde holde de andre inde i Huset.
Han søgte nu efter et Gemmested til sig og sin Kone, og da de ikke kunde finde noget bedre, tog de deres Tilflugt til en udtørret Sø, som en Tryllesang aabnede for dem.
Men Folkene inde i Huset kunde ikke forstaa, hvor de halvvoksne Drenge blev af, og saa gav de sig til at søge efter dem. Og da de fandt dem hængende paa Klippen, blev de rasende og gav sig til at lede efter Ugerningsmændene; men de gik lige forbi dem og saa dem dog ikke.
Men bagest blandt de søgende var der en gammel halt Pebersvend, og da han kom hen til det Sted, hvor Iviangersûnguaq og hans Kone havde gemt sig, kom der en uforklarlig Rædsel over ham, og han sagde:
"Aah, det maa være Iviangersûnguaq, der har gjort det! Ham og ingen anden er det, som har dræbt dem!"
Og saa blev alle de søgende borte. De blev længe oppe i Fjældene, og da de kom tilbage med uforrettet Sag, gik de ind i deres Hus. Men Iviangersûnguaq og hans Kone flygtede, idet de løb, alt hvad deres Ben kunde bære dem. Da de kom ned til deres Konebaad, opdagede de, at de søgende havde revet hele det øverste Lag af Fjer væk, men det nederste Lag, det, som der var sunget Tryllesange over, havde de ikke rørt. Saa trak de da Konebaaden i Vandet og roede bort.
Hen mod Aften kom de til en Boplads med Huse, hvor de tog Bolig hos en gammel Kone, der havde en eneste Søn, og det varede ikke længe, før Iviangersûnguaq begyndte at fange en Mængde Sæler.
Ved Bopladsen var der en stærk Mand, som var meget blodtørstig. Naar de havde været ude i Kajak, og han kom hjem, havde han næsten altid slaaet en Mand ihjel.
Saa nærmede Vinteren sig, og den kom, og Isen lagde sig, og en Dag gav de sig til at spille Bold. De stoppede nogle store Fjordsælers Skind ud og spillede Gribebold med dem, og hver Gang de havde spillet Bold og kom ind, blev der altid sagt: "Den stærke Mand har atter slaaet en Mand ihjel!"
En Dag, da Boldspillerne kom ind, blev der sagt: "Nu har han slaaet den gamle Kones Søn ihjel!" Men da "den højbarmede" hørte det, rejste Vreden sig i ham, og han sagde:
"Gaa ned og hent min Pels, som ligger i Konebaaden!"
Pelsen blev hentet, og han trak den paa og strammede den godt om Haandleddene, og saa gik han ud og stillede sig op i Nærheden af Boldspillerne og saa paa dem. Det var, som om hele Spillet var til for den stærke Mand alene; hver Gang en eller anden fik fat paa Bolden, satte han efter ham og tog den fra ham. Men engang da han løb af Sted med Bolden, satte Iviangersûnguaq pludselig efter ham, og da han naaede ham, tørnede de to saa voldsomt sammen, at de begge røg i Vejret, men ingen af dem faldt. Da lo den stærke Mand en Latter, som ingen Latter var, thi nu havde han fundet sin Ligemand.
Høvdingen løb igen med Bolden, og atter satte Iviangersûnguaq efter ham, og idet han naaede ham, satte han sit ene Knæ saa voldsomt i Ryggen paa ham, at Lungerne øjeblikkelig fløj ud af ham, og han var død paa Stedet.
Derpaa gik Iviangersûnguaq hjem, tog sit Tøj af, og satte sig beskedent paa Hug bag sin Kones Lampe paa Briksen. Saaledes sad han og lod, som om han slet ikke regnede sin Bedrift for noget, da der blev raabt ind gennem Vinduet: "Nu vil vi have dig til Høvding!"
"Det vil jeg ikke være," svarede Iviangersûnguaq, "I skal leve uden Høvding."
Og saa begyndte et helt nyt Liv for alle Fangerne.
Men Iviangersûnguaq blev kun Vinteren over hos de fremmede, saa drog han atter hjem til sin egen Boplads.
Og her ender denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 292--295. København, 1925.
