Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Løgneren
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Løgneren
Fortalt af Arnâluk og Ûsarqaq
Der var engang en Mand, der hed Qasigiaq; han var saa slem til at lyve. Lige i Nærheden af ham havde mange Brødre Land, og de havde mistet deres Sønner.Løgneren tog saa en Dag paa Besøg til dem og gav sig til at fortælle om, at han havde faaet et Barn, der var opkaldt efter deres Søster. Han var fyldt af Begærlighed efter Ejendom. Mændene, der var glade over, at deres Søster allerede var opkaldt, gav ham mange Gaver, som han førte med sig hjem.
"Hvordan er du dog kommen til alle disse Ting?" spurgte Konen ham, da han kom.
"Aah, de fandt Glæde i at berige mig," svarede Manden. Han førte altid saa skønne Ord i Munden, fordi han var en Løgner.
Men en Dag hændte det, at de mange Brødre kom paa Besøg for at se til deres afdøde Søsters Navne.
"Det var Barnet, vi saa gerne vilde sel" sagde de, da de kom.
"Ak! Min Mand er saa stor i sine Løgne," svarede Konen dem og slog ham i Ansigtet, saa hans Øjne traadte ud. Dette gjorde hun, fordi han løj.
Fortalt af Arnâluk
_____________
Engang kom et stort Skib sejlende til den Boplads, hvor Qasigiaq ("den spraglede Sæl") boede. Han ejede som sædvanlig intet og vidste ikke, hvorledes han nu skulde skaffe sig Ejendom fra det store Skib. Saa fik han en Idé: Han slog sin Moder ihjel og roede ud til Skibet. Hendes Øjne havde han spilet op med Hvalros-Skæg, saa det saa ud, som hun var levende.
Da han kom ud til Skibet, gik Matroserne ned til ham for at kigge paa hans Ledsagerske. De talte til hende, men hun svarede ikke.
"Hun er saa døv," forklarede han dem saa, "at hun ikke hører, hvad man siger til hende. Slaa hende paa Siden af Hovedet; saa først vil hun lægge Mærke til jer."
Og de slog hende, saa hun ramlede ned af Sædet.
"Saa! Der dræbte I min Moder!" sagde han og gav sig til at græde; og Folkene, som fik megen Medlidenhed med ham, gav ham mange Gaver, som han roede hjem med.
Inde paa Land fortalte han sine Brødre, at han havde faaet alle disse Gaver for sin Moders Lig.
En af Brødrene, som blev misundelig, gik ind og dræbte alle sine Børn og roede ud til Skibet med dem. Men Folkene jog ham bort.
Der fortælles ogsaa om "den spraglede Sæl", at han en Gang paa en Slæderejse mødte en hvid Mand, som kørte mange Ejendele paa sin Slæde. Alt, hvad Løgneren selv havde paa sin Slæde, var en tom Pose.
"Hvor skal du hen?" spurgte den hvide Mand ham.
"Aa, jeg skal op paa Bunden af en Sø heroppe og hente mine Ejendele!" svarede "den spraglede".
"Hvad skal det sige?" spurgte den fremmede.
"Jo, ser du," svarede Løgneren, "mine Landsmænd, som var vrede paa mig, puttede mig i en Pose og kastede mig i Søen, og da jeg kom ned til Bunden, fandt jeg mange vidunderlige Ting. Det er dem, jeg nu skal ned at hente."
Den hvide Mand søgte nu at overtale ham til at kaste sig ud i Søen, og Qasigiaq puttede ham i sin Sæk og kastede ham ud. Derpaa kørte han hjem med alle hans Ejendele.
Saaledes løj han, og hans Løgne gjorde ham rig.
Denne Fortælling har vi fra vore Forfædre. Den er meget gammel og stammer fra den Tid, da Menneskene var mange og havde hvide Mænd iblandt sig.
Fortalt af Ûsarqaq
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, s. 160-162. København, 1925.
