Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Mêraq og hans Brødre
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Mêraq og hans Brødre
Fortalt af Jan Brandt
Egedesminde
Der var fem Brødre, fem store og stærke Mænd, der havde mange Fjender; men der var ikke den Ting, som de ikke var i Stand til at gøre. En Dag blev en af Brødrene borte i Kajak, og de andre vidste straks, at han maatte være myrdet. Saa hændte det igen, at endnu en af dem blev borte under Kajakfangst, og nu var de kun tre tilbage. Af dem var det særligt den mellemste, der var berømt for sine vældige Kræfter.En Dag roede han bort for at jage spraglede Sæler, og han fangede en Mængde, den ene Sæl efter den anden; og da han syntes, det kunde være nok, roede han hjemover med de spraglede Sæler paa Slæb. Undervejs blev han søvnig, roede ind til Land og lagde sig til at sove. Sælerne havde han bundet fast nede i Fjæren med sin Bugserline, selv lagde han sig paa Maven oven paa en stor Sten og faldt i Søvn.
Her fandt hans Fjender ham, og saa snart de genkendte ham, søgte de ind til Land. Men skønt de var mange, turde ingen af dem binde an med ham, thi de vidste, at saafremt han vaagnede, vilde han dræbe dem allesammen. Længe var de raadvilde, uden at vide, hvad de skulde gøre; men saa fandt en af dem paa, at de skulde forsøge at skære Senerne over paa hans Hæle. Straks var der ingen, der turde, men tilsidst vovede to sig frem og skar Senerne over. Den sovende Mand fo'r øjeblikkelig op, og det lykkedes ham at gribe to Mænd, der ikke var hurtige nok til at komme bort, og han slyngede dem mod hinanden, saa at de døde paa Stedet. Men nu sank han i Knæ, og straks kastede de andre sig over ham og gennemborede ham med deres Lænsere. Saaledes dræbte de ham.
Hans to Brødre ventede længe paa, at han skulde komme tilbage. Men da han blev borte, vidste de, at ogsaa han var bleven dræbt af Fjender, og fra nu af var de endnu mere fjendtligsindede overfor fremmede, end nogensinde før. Og de forlod aldrig mere hinanden.
En Dag, da de holdt sig hjemme, kom en Konebaad ledsaget af mange Kajaker roende mod deres Boplads. Dette skete, efter at de to Brødre havde faaet for Skik at dræbe alle Kajakmænd, som de mødte. De fremmede lagde til ved Bopladsen og gik i Land og slog Telt, alle de mange fremmede. Da Mêraq saa det, blev han endnu mere ophidset, end han plejede, rev sit Telt ned og rejste det igen ved Siden af de andre. Derefter satte han sig i sit Telt og begyndte at arbejde paa et Stykke Hvalbarde, han vilde bruge som Bukserem; der var ingen Sælskindsrem, der længere var stærk nok til ham. Og imedens han sad barsk og tavs og hadsk og skrabede paa Hvalbarden, fyldtes hans Telt med fremmede, mange fremmede Mænd. En af dem lagde sig op paa Briksen og faldt i Søvn. Men Mêraq skrabede videre paa sin Hvalbarde og prikkede nu og da med Spidsen af sin Kniv til de fremmede.
Det var en Kniv, der havde en Rem bundet til Skaftet med en Løkke til Haandledet. Da Mêraq begyndte at stikke til sine Gæster med sin Knivspids, forlod de alle Teltet; kun den Mand, der var faldet i Søvn, blev tilbage. Saa gik Mêraq hen og vækkede ham med Skaftet af sin Kniv og sagde:
"I Dag tog vi vort Telt ned blot for straks at rejse det igen. Det er derfor ikke noget Sted for Mænd til at sove i!"
Den fremmede Mand vaagnede saa pludseligt, at hans Øjne blev helt blodskudte, og i en saadan Fart skyndte han sig ud af Teltet, at han faldt over Trinstenene, der var anbragt ved Teltaabningen.
Siden var de Bopladsfæller, Mêraqs og alle de andre, men ingen kom oftere paa Besøg. Naar de roede paa Fangst, fulgtes de to Brødre altid ad, og saa snart en af de fremmede Kajaker var alene, faldt de over ham og dræbte ham. Deres Fjender forsøgte at gøre Gengæld og roede hen til Mêraq og hans Broder, naar de havde sat fast i en Sortside; for de vidste, at de aldrig forlod et Dyr, de først havde sat fast i. Men saa hændte det altid, at de halede den levende Sortside ind til Kajaken og stak den ihjel. Saa tog de Sælen paa Slæb og roede hjemover, og selv med Sæ paa Slæb roede de saa hurtigt, at de fremmede ikke kunde indhente dem.
Engang forsøgte Fjenderne at spærre Mêraq og hans Broder Vejen ind mod Land. Saa roede Mêraq og hans Broder blot til Søs. De andre satte efter dem, idet de spredte sig i en Linie, og saaledes blev de liggende stille og ventede, da de to Brødre fik for stort et Forspring. Men tilsidst maatte de ro tilbage til deres Boplads med uforrettet Sag; og da var Mêraq og hans Broder forlængst ankommen og havde allerede kogt den Sæl, de havde fanget.
Saaledes levede de i stadigt Fjendskab, og ikke sjældent dræbte Mêraq og hans Broder en af deres Fjender, naar de traf ham alene. Men Fjenderne turde aldrig angribe Mêraq og hans Broder, naar de ikke netop var optaget af at jage en Sæl, og selv da kom de altid for sent. Tilsidst blev de færre og færre, og da de blev klar over, at de aldrig vilde kunne tage Hævn over Mêraq og hans Broder, brød de en Dag op og flygtede bort. Og saa langt flygtede de bort, at man aldrig siden hørte noget til dem.
Og Mêraq og hans Broder levede siden i Fred for deres Fjender.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 275--277. København, 1925.
