Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Makite
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Makite
Man fortæller, at Makite besvogrede sig med de mange Brødre. Han var en daarlig Fanger, der aldrig fik nogen Sæl, naar han var ude i Kajak; Svogrene derimod fangede i Mængde.En Dag hørte Makite sin Kone tale om, at hun vilde skilles fra ham, fordi han var saadan en ussel Fanger, og af Sorg herover besluttede han at forlade Menneskene og blive Eneboer og Fjældaand.
Da det blev mørkt, vandrede han ud i Fjældene. Men Svigerfaderen, der netop var ude for at forrette sin Nødtørft, saa ham og raabte ind i Huset:
"Nu gaar Makite ud i Fjældene for at blive Eneboer! Sæt efter ham!"
De mange Brødre styrtede øjeblikkelig ud af Huset for at forfølge ham, men Makite havde faaet et Forspring og undslap. Han gik hele Natten, og da Dagen begyndte at gry, kom han til et Hus. Han kiggede ind ad Vinduet og saa, at Væggene var dækkede med lutter Ren- og Ræveskind; og saa vilde han liste sig ind. Men næppe havde han rørt ved Døren, før den begyndte at knage, og der hørtes en sær, dyb Lyd inde fra Huset, og alt begyndte at ryste. I det samme kom Husets Beboer ud og sagde: "Kom ind og faa noget at spise!" Men Makite saa straks, at det var en Fjældaand, og sagde: "Ingen Mad smager jeg, før jeg har faaet at vide, hvad det er for nogle Tingester, du har, der runger, naar man blot rører ved din Dør!"
Da sagde Fjældaanden: "Det er ikke noget for Folk, som ikke er Fjældaander; jeg kan derfor ikke fortælle dig det."
"Hvis du ikke fortæller mig det, slaar jeg dig ihjel!" svarede Makite.
Og saa fortalte Eneboeren: "Du har vistnok i Dag set to høje Fjælde, der blaaner mod Syd. Om du vilde gaa op paa Toppen af det Fjæld, der ligger længst borte, vilde du finde det, du spørger om. Men det lader sig ikke gøre for almindelige Mennesker."
Makite gik nu ind i Huset med Fjældaanden, og de spiste sammen og lagde sig saa til at sove. Men netop som de var ved at falde i Søvn, begyndte Fjældaanden pludselig at ryste over hele Kroppen, og han greb sin Bue og skulde lige til at spænde den, da Makite lod, som om han vaagnede og sprang op fra Briksen. Men da var det, som om Fjældaanden aldrig have haft i Sinde at slaa ham ihjel.
Først hen ad Morgen faldt Fjældaanden i Søvn, og nu listede Makite ganske varsomt ud af Huset og gav sig til at løbe af alle Kræfter. Men idet han krøb ud af Huset, hørte han samme rungende Lyd, som da han kom. Det klang fra alle de hvide Sten, der lignede smaa Narhvalstænder, og det vækkede Fjældaanden, der straks sprang op og satte efter ham. Makite havde sin store Lænser i Haanden, og da Fjældaanden naaede ham, stødte han Lænseren bagud, uden at vende sig om. Han ramte noget blødt, og da han nu saa sig tilbage, laa Fjældaanden udstrakt og død paa Jorden.
Makite vandrede derefter videre ud i Landet, uden at vide, hvor han kom hen. Han gik hen over en stor Slette, og midt paa den var der noget, som lignede et Hus, og se: Der var virkelig et lille bitte Hus og en Mængde smaa Fjælddværge løb ud og ind. Han gik derhen, men kunde slet ikke komme ind ad Husgangen.
Saa hørte han en Stemme raabe: "Løft Husgangen lidt op med Ryggen, og kom saa ind!"
Det gjorde han og kom nu ind i et stort Rum, fuldt af smaa Fjælddværge, og det var en gammel Mand, der førte Ordet.
"Naar du gaar ud, skal du se mod Vest. Indlandsboerne vil komme!" sagde den fremmede Fjælddværg. Indlandsboerne var deres Fjender.
Makite kravlede ud igen og kiggede mod Vest, og se — en stor, mørk Masse nærmede sig! Det var Indlandsboerne, som kom for at angribe dem.
Da Fjenderne var ganske nær, kom alle Dværgene ud og stillede sig op paa Sletten lige over for Indlandsboerne, uden at nogen mælede et Ord. Saaledes stod de tavse, Front mod Front, og kun en Sø var imellem dem. Da gav Indlandsboernes Hund pludselig et Bjæf fra sig, og straks rejste der sig en vældig Dønning ude fra Søen, og den kom rullende ind mod Dværgene. Men da den var ganske nær, svandt den bort og blev til ingenting.
Men nu var det Dværgenes lille Hund, der begyndte at bjæffe, og i samme Øjeblik rejste der sig en Dønning fra Søen og skyllede ind over Indlandsboerne, og da Dværgenes Trylleord var stærkere end Indlandsboernes, formaaede de ikke at standse Bølgen, og saa druknede de allesammen, da Dønningen tog dem med sig tilbage ud i Søen. Saaledes overvandt Dværgene deres Fjender.
Men Makite byggede sig et Hus Mage til Fjældaandens, og oppe fra det store Fjæld hentede han sig nogle af de hvide Sten, der lignede Narhvalstænder, og hængte dem op i sit Hus. De var saaledes, at de gav en sær, rungende Klang fra sig, hver Gang der blot blev rørt ved Døren, og ingen kunde saaledes komme bag paa ham og overraske ham.
Saa blev Makite en rigtig Fjældaand, og han levede i Ensomhed lige til sin Død.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 299-302. København, 1925.
