Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Natur og Kultur

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Natur og Kultur

SAGNENE fra Kap York-Distriktet er nedskrevne i Aarene 1903—4 Paa et Tidspunkt, hvor den polareskimoiske Stamme endnu i aandelig Henseende var ganske uberørt. Og jeg har Grund til at betragte dem som en nogenlunde fyldestgørende Repræsentation for de polareskimoiske Fortællinger, idet det, trods gentagne Overvintringer og et senere langt intimere Kendskab til Befolkningen, kun har været mig muligt at forny Antallet med enkelte mindre betydelige Bidrag. De har derfor saa godt som alle tidligere været offentliggjort i min Bog: "Nye Mennesker", Gyldendal 1905. Naar jeg ikke desto mindre har ønsket at optage dem i "Myter og Sagn fra Grønland", skyldes det den Omstændighed, at de er uundværlige i denne Samling, som tilstræber at give et populært Helhedsbillede af den grønlandske Sagnverden, og at en Henvisning til den oprindelige Udgave er utilfredsstillende, fordi den er udsolgt fra Forlaget.

Deres Sagnforraad var ikke videre stort, men til Gengæld saa meget interessantere, fordi de gennemgaaende omfatter de fælles eskimoiske Sagn, d. v. s. de Sagn, som er kendt over hele Grønland, selv i Distrikter, hvor Befolkningerne inden for historisk Tid ikke har haft nogen som helst Forbindelse med hinanden, og som derfor antagelig stammer fra Folkets Urtid i Amerika.

Det vilde være fristende at komme nærmere ind paa disse fælleseskimoiske Sagn, for der er ikke Tvivl om, at de vilde kunne kaste interessante Strejflys over Eskimo-Folkets Historie. Naar jeg alligevel afholder mig derfra, er det, fordi det foreløbig kun har været min Hensigt at tilvejebringe en Materialesamling. For dog at give den Læser, der er ukyndig i eskimoisk Folklore, et Indtryk af den Ensartethed, som kendetegner Sagnverdenen, selv i Grønlands fjernest fra hinanden liggende Distrikter, har jeg dels med Forsæt i de sidste Bind givet Varianter fra de mest forskellige Egne, dels vil jeg i det foreløbig afsluttende Bind give en Oversigt over de Varianter, der forekommer i denne Samling.

Medens der over alle de polareskimoiske Sagn er noget enkelt og kortfattet, som rammende genspejler Fortællerens Oprindelighed og en helt ureflekteret Gengivelse af gamle Traditioner, viser Sagnene fra det sydligere Nord-Grønland, at en 200aarig Kulturpaavirkning her ikke er gaaet sporløst hen over Fortællekunsten. Det vil ikke kunne undgaa Opmærksomheden, at disse stundom har noget afbleget over sig, undertiden endog noget forjasket og afstumpet baade i Indhold og Form. Fortællerne har ikke længere bevaret den ubevidste Oprindelighed, der, uden at han selv ved hvorfor og hvorledes, skaber den Kunst, som navnlig Østgrønlænderne er Mestre i. Det er gaaet Vestgrønlænderne saaledes, at den nye Kultur, de optog i sig, fik dem til at se ned paa deres egen Fortid. Alle deres Traditioner blev Hedenskab over en Bank, det Hedenskab, som de ved Kristendommens Indførelse skulde vende Ryggen. Det er nemlig saaledes, at de grønlandske Sagn ikke blot er Historie og Underholdning, de indeholder ogsaa Ekstrakterne af alle deres religiøse Forestillinger, deres Leveregler og Livsanskuelse og alle de Eksempler til Efterfølgelse, som de kloge Forfædre gav de nye og mindre erfarne Slægter.

Det er netop denne Opfattelse, som Polar-Eskimoen Ûsarqak udtrykker i følgende, fyndige Sætninger: "Vore Fortællinger er Menneskers Oplevelser, og det er ikke altid smukke Ting, man hører om; men det lader sig ikke gøre at udsmykke en Fortælling, for at den kan blive behagelig at høre, naar den samtidig skal være sand. Nyfødtes Ord kan ingen fæste Lid til, men gamle Slægters Erfaringer rummer Sandheden. Naar vi beretter Sagn, taler vi ikke ud af os selv; men da er det Forfædrenes Visdom, der taler gennem os."

Saaledes tror alle hedenske Eskimoer paa Sagnene som gamle Sandheder, og selv de mest æventyrlige Tildragelser opfattes ikke som Digtning, men som noget, der virkelig engang er sket, da Verden og Menneskene var anderledes end nu. Jeg citerer her Majaq's, en anden Polar-Eskimos, Motivering: "Fordum havde Menneskene stærkere Safter end nu. Det var i de Tider, da alle Lande var befolkede. Da øvedes der Handlinger, vi ikke begriber, og Øjnene saa Ting, der er skjulte for os. Men Tungen førte de gamles Oplevelser gennem Slægterne til os, der var af tyndere Sæd."

Det er derfor forstaaeligt, at den kristne Grønlænder er falden for det, som saa mange andre Naturfolk er falden for, nemlig Troen paa, at den nye Religion er uforenelig med hans eget Folks nationale Fortid; thi Nationalfølelsen i vor Forstand har sin Rod i Kultur.

Det er rigtigt, som det ofte fremhæves, at primitive Folk er meget konservative. Takket være denne Konservatisme kan vi følge de eskimoiske Sagn over den halve arktiske Verden. Men naar den medfødte Sky for det nye først er brudt, saa tager Eskimoen til Gengæld Skridtet i den Grad fuldt ud, at der end ikke bliver Sans for Pietet tilbage i ham. Derfor mødte jeg heller ikke sjældent i det kristne Nord- Grønland Foragt for de gamle Sagn, en Foragt, der gik saa vidt, at man ofte endog ikke vilde nedlade sig til at synge de uskyldigste Trommesange, blot fordi de stammede fra den hedenske Tid. Intet Under derfor, at en saadan Opfattelse virker forfladigende paa alle de gamle Sagn, som netop virker i Kraft af en raa og hedensk Fantasi.

Man vil dog stadig mange Steder i Grønland ved de smaa Bopladser og i de afsides liggende Fjorde kunne træffe en gammel Mand eller Kvinde, der uberørt af Tid og Strømninger endnu sidder som et mystisk Orakel og forkynder svundne Tiders Syner og Tro for sine Bopladsfæller. Men ak, de er nu sjældne i Nord-Grønland, langt hyppigere i Syd-Grønland, hvor Fortællekunsten er naaet højere og maaske derfor endnu ikke er naaet til at blive foragtet.

Alle de grønlandske Sagn holdes endnu den Dag i Dag i Live ved den mundtlige Tradition, og det er derfor givet, at de, saa snart de ikke længere fortælles til Stadighed, glemmes, saaledes at alle Enkeltheder udviskes. Tidligere var der altid en eller anden forkælet Storfanger, der havde faaet den Vane at skulle fortælles i Søvn — en af de oprindelige Hensigter med Sagnene — eller der var et uartigt Barn, som skulde bringes til Tavshed. Saa fortaltes der Sagn hele Aftenen igennem. Nu derimod tager Storfangeren sin Bibel eller sin Avis, og det uartige Barn faar enten nogle af Grimm's Æventyr eller maaske endog nogle lokaliserede Revuviser. Til de gamle Sagn er der ikke længere Trang eller Plads. Dette er sørgeligt, men uundgaaeligt; thi det er en Følge af Udviklingen, Mødet med den hvide Mands Civilisation. Vor moderne Tidsaand er ikke anlagt for Filantropi; som Eskimo har Grønlænderen ingen Udviklingsmuligheder og derfor maa han ligesom alle andre Folkeslag gennemgaa de internationale Børnesygdomme.

Kun een Trøst bliver tilbage for den, der elsker de gamle Folkeminder, og det er den, at Udviklingen engang vil skabe en Nationalfølelse, der vil give Grønlænderen en ny Forstaaelse af hans Folks Fortidsskatte, saaledes som det allerede er Tilfældet med den mest oplyste Del af Befolkningen. Denne aandelige Udvikling, der for Tiden foregaar i Grønland, er imidlertid saa interessant i Tilknytning til det Lys, som Sagnene kaster over det eskimoiske Naturel, at det vil være paa sin Plads at ofre den nogen Omtale her paa dette Sted.

Jeg husker, hvorledes det endnu i min Barndom var Sagnfortællerne, der gav de lange, grønlandske Vinteraftener deres Særpræg og en vis Stemning, som ikke undlod at gøre det stærkeste Indtryk paa os Børn. Jeg havde altid en Fornemmelse af, at jeg løb et eller andet stort Æventyr i Møde, naar jeg sommetider som lille Purk, forsynet med et halvt Rugbrød og en Haandfuld Kaffe, listede mig ind som Tilhører i et af de mange Huse, hvor der var enten en gammel Mand eller Kvinde, som løste op for Traditionernes barokke Fantasi. Da var det altid for deres egen Skyld, de fortalte; senere derimod, naar jeg som voksen og Folklorist besøgte de nordgrønlandske Hjem, da var det altid for min og aldrig for Husfællernes Skyld, at der fortaltes Sagn, og man var altid ivrig efter at forsikre mig om, at man ikke længere ansaa en saadan Underholdning for passende.

Eskimoen i det uberørte grønlandske Samfund havde kun meget faa Strenge at spille paa i sit daglige Liv; men var Tonerne faa, ejede de til Gengæld Dybden og Voldsomheden. Hans Liv bevægede sig uafbrudt mellem Fangst og Hvile, Hvile og Fangst, Fangst og Hvile; i intet Land har Kampen for Føden været mere tilspidset. Men den, som derfor vil tro, at dette bliver ensbetydende med Madstræv og Materialisme, tager grundigt fejl. Ingen Tilværelse er mere straalende Mandsdaad end Eskimoens, og det bliver derfor ikke Maden selv, men Maaden, hvorpaa den skaffes, der sætter Farve paa hans Tilværelse. Det har ofte slaaet mig, at Fangeren er at ligne med en Fader, der hver Dag, han maa ud for at skaffe den daglige Føde, efterlader sin Kone og sine Børn, kun skærmede af et tilfældigt Ly. Er han heldig og bringer han Bytte med hjem, repræsenterer dette Mad, Klæder, Varme, Velvære. Er han uheldig, faar de maaske ingenting at spise den Dag og maa oven i Købet fryse. Ofte maa han jage med Fare for sit Liv, og gaar han til Grunde, betyder dette ikke blot hans egen Undergang, men ogsaa hele hans Families sociale Død. Bevidstheden om en saadan Indsats giver Jægeren en rank Ryg, og den Spænding, der følger med et saadant Erhverv, giver hans Liv Indhold. Men at det er ensartet, vil ingen kunne nægte, og det er ikke hver Dag, der er en Oplevelse. Disse Mennesker havde oprindelig intet Skriftsprog; al Underholdning maatte ske gennem det levende Ord; og naar man saa samledes om Aftenen om Lamperne, Kvinderne med deres Syarbejder, Mændene med deres mange Fangstgrejer, der skulde repareres og bødes, saa var Tiden inde for Sagnene, og da var det Sagnenes store Chance, at der intet Skriftsprog fandtes. Derfor har de ligesom al anden folkelig Æventyrdigtning været Tumlepladsen for Folkets Tanker og Fantasi. Derfor blev de en Verden for sig selv af Mystik, baaret oppe af alle de Kræfter og Gaader, der omgiver Menneskene.

Men saa kom en ny Tid, og med den en Civilisation, der bragte et Stof ind i Tilværelsen, som indtil videre overflødiggjorde Sagnene baade som religiøs Overlevering og som Underholdningsstof. Den første Bog, Eskimoerne stødte paa, var ganske naturligt Bibelen, og med den fulgte Opdagelsen af de hvide Mænds Skriftsprog, som aabnede helt nye og vældige Horisonter for dem. Her var sandelig et kosteligt Middel baade til Belæring og til Tidsfordriv. Vi lærer at læse og skrive som Børn og regner denne Kunnen for noget, der er lige saa selvfølgeligt som vort Aandedræt. Men tænk engang til Bunds den Sensation, der maa ligge i at bringe denne Kunst til et Folk, for hvem den er helt fremmed, og bedøm den vidtrækkende Revolution, den vil have til Følge! Thi Eskimoerne er som alle andre Naturmennesker et intelligent og overordentlig nysgerrigt og videbegærligt Folk.

I de første halvandet hundrede Aar efter Kolonisationens Paabegyndelse har alt Læsestof mere eller mindre været af religiøs Art, og de ganske faa Forsøg, der af enkelte blev gjort paa at oversætte Digterværker til almindelig Underholdning og aandelig Opbyggelse, var ofte valgt med en for hine Tider karakteristisk manglende Forstaaelse af Tilpasning. Men Meningen var god nok, og det tjener i høj Grad hine nidkære Missionærer til Ære, at de har anvendt deres Fritid til at udarbejde store, haandskrevne Oversættelser, selv om vi ikke helt forstaar, hvorfor de netop har valgt saa højt svævende Emner som Wieland's "Oberon" eller Ingemann's "En Røst i Ørkenen”. Virkelig Tragikomik er der over det, at man søgte at erstatte de skønne Kajaksange og de respektløse Nidviser med Sangbøger, hvori der fandtes Lejlighedsdigte i Anledning af levende og døde Kongers Fødselsdage eller "Min Søn, om du vil i Verden frem — saa buk!" eller "Druen vokser paa vor Klode". Forøvrigt opnaaedes i høj Grad Hensigten, idet Oversættelserne gik fra Hus til Hus og fra Boplads til Boplads, saa længe de overhovedet kunde hænge sammen.

Det var dog først i Aaret 1860, at den berømte Forsker og Embedsmand i Grønland, Dr. H. Rink, imødekom den almindelige Læselyst ved at starte den grønlandske Avis "Atuagagdliutit”.

Redaktionen har straks fra Begyndelsen af været i Hænderne paa den dygtige og ejendommeligt begavede grønlandske Bogtrykker Lars Møller, der indtil for ganske nylig vedblev at være Redaktør. Og naar Grønlænderne siden hen trods alt det fremmede, der kom til dem, ikke helt lod sig sluge af det nye, der imponerede dem, skyldtes dette ikke mindst Dr. Rink's Fremsyn. Thi i Tider, hvor Parolen ellers gik ud paa i aandelig Henseende at arbejde sig ud af det eskimoiske, gav han den grønlandske Læse- og Skrivelyst en national Basis gennem Udgivelsen af en af Grønlændere skreven Avis over grønlandske Emner og Interesser. "Atuagagdliutit"s store Betydning som en Midler mellem Civilisationen og det oprindelige Jægersamfund kan ikke vurderes højt nok, og gennemblader man den anselige Række Bind, der repræsenterer de 60 Aar — Bind, der indeholder et broget Stof af godt fortalte Sagn, Jagtæventyr, Diskussioner om indre, grønlandske Forhold, blandet paa en passende Maade med Oversættelser fra danske Aviser og øvrigt nyt ude fra den store Verden — undgaar man ikke at faa et lærerigt Indtryk af en Kolonisations Historie, der gør Danmark og Grønland Ære. Intet andet Foretagende i Grønland kan som en Kulturindsats, der har faaet Betydning for hele Befolkningen, sidestilles med "Atuagagdliutit".

Dette udelukker ikke, at man her finder mange naive Bidrag, men maaske netop derfor! Thi den Omstændighed, at den indfødte Befolkning trods Umodenhed og Famlen selv har været med i Metamorfosen fra Natur til Kultur, har været en Forudsætning for den Udvikling indefra, som netop er foregaaet i Grønland, og som har muliggjort det ellers saa halsbrækkende Spring.

I de senere Aar er "Atuagagdliutit" bleven et særligt Organ for Syd-Grønland, medens Nord-Grønland har faaet "Avangnâmioq" (Nordlændingen). Den livlige Diskussion, der føres inden for begge Blade, bærer et ufejlbarligt Vidnesbyrd om den Interesse, der er inden for Befolkningen for Udviklingen af de helt moderne Samfundsformer, der nu som bekendt er indført.

Det er ingen Frase at tale om en Nytid i Grønland, en Nytid, der ligger uendelig langt fra den Stenalder-Tankegang, der skabte de gamle Myter og Sagn. Man kan virkelig tale om, at Grønlænderens oprindelige Tankeverden er bleven erstattet med en anden.

Er de lykkeligere nu? Nej! Men hvorledes: vilde vi selv bytte Lidelsernes Livsværdi med den ureflekterede Sorgløshed?

Er det nye bedre end det gamle? Det er et Spørgsmaal, hvis Svar til syvende og sidst afhænger af ens hele Livsanskuelse. Og dog kan der næppe være Tvivl om, at det nye, som det nu er, er Simili mod det ægte, der engang var.

Men vi anerkender det som et Stadium paa Vejen frem, vel vidende, at der ikke er noget, som hedder tilbage. Et Folk har under sin Vækst en Lømmelalder, ligesom det enkelte Menneske, og der er ingen Grund til at skjule, at vi for Øjeblikket befinder os paa dette Stadium i Grønland. Lad os derfor, idet vi imødeser den Udvikling, som vi har Grund til at tro paa, glæde os over alt det smukke og gode, som allerede er. Læg Mærke til den Kunst og Literatur, der er ved at blomstre op. Vi har Lov til at glæde os over de moderne grønlandske Digtere, som priser deres Land og deres Folk i klingende Vers; over de ikke saa ganske faa Malere, der baade har Linier og Farver i deres Billeder; over Komponisterne, der har lært at omsætte deres Stemninger i Toner. Men lad os derfor ikke glemme, at det er lidt for megen Færdighed, at det endnu i høj Grad er anden Haands Originalitet paa Omraader, hvor en Dansker foreløbig gør det bedre. Vi kan imponeres over, at en Grønlænder kan skrive et Digt, der er værdigt til en Universitetskantate; men glem derfor ikke, at i gamle Dage sang den ydmyge Sanger saaledes:

"O, Sommervarme, der bølger

over Landet!

Ikke et Vindpust,

ikke en Sky,

og mellem Bjergene

de bejtende Rener,

de kære Vildrener

i det blaalige Fjerne!

O, hvor dragende,

o, hvor frydefuldt!

Hulkende strækker jeg mig

ud paa Jorden – – –."

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 37-44. København, 1925.