Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Navaranâpaluk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Navaranâpaluk
Fortalt af Tâterâq
Man fortæller, at Navaranâpaluk stammede fra Menneskeædere. Da hun voksede til, blev hun bortgiftet til nogle, som ikke spiste Mennesker.Engang da hun skulde paa Besøg hos sin Slægt, trak hun et Par Vanter paa Fødderne i Stedet for Støvler. Dette gjorde hun, for at hendes Familie skulde tro, at hendes nye Landsmænd handlede ilde med hende.
Det var midt om Vinteren, og hendes Slægt fik stor Medlidenhed med hende, da de saa hende komme gaaende; og saa blev de enige om at angribe den Stamme, hun var kommen til at tilhøre.
De rejste og kom til Bopladsen paa en Tid, da alle Mænd var rejst bort, der var kun Kvinder hjemme; dem overfaldt de og myrdede; kun tre undslap.
En af dem havde kastet det Skind over sig, som hun netop var i Færd med at berede; den anden havde væltet en Hundefoderkasse over sig, og den tredje havde gemt sig i et Kødskur.
Da Mændene kom hjem, fandt de alle deres Kvinder dræbt; og Uraad anede de, da Navaranâpaluk var flygtet. Og stor blev deres Vrede, da Drabsmændene havde stukket Ligene af deres Koner op paa lange Stænger, saaledes at Pælen gik gennem deres Kønsdele.
Straks begyndte de at berede sig til Angreb Paa deres Fjender, og de gav sig til at lave store Mængder af Pile.
De tre Kvinder, der var tilbage, flettede den Senetraad, hvormed Pilespidserne skulde gøres fast; og saa ivrigt flettede de, at der tilsidst ikke var mere Kød paa deres Fingerspidser, og de bare Ben stak frem. En af dem døde a Blodtab.
Da de var vel forberedt, rejste de ud, og oppe over deres Fjenders Huse gemte de sig bag store Sten.
Drabsmændene havde efter Hjemkomsten hver Dag ventet Hævnere; deres Kvinder skiftedes derfor til at holde Udkig.
Der fortælles nu, at en gammel Kælling iblandt dem fik en mærkelig Drøm. Hun drømte, at to Lus sloges paa hendes Hoved. Og da hun fortalte sine Landsmænd det, mente alle, at Hævnerne maatte være lige i Nærheden. De samlede sig derfor alle i eet Hus for at raadspørge Aanderne, og da de var vel i Gang med Aandebesværgelserne, gav en Hund paa Hustaget sig pludselig til at gø.
Mændene styrtede ud, men da havde deres Fjender allerede omringet Huset og fuldbragte nu deres Hævn, ved at skyde alle Mænd ned med Pile. Først da der ikke var flere tilbage, udvalgte de sig Koner blandt Enkerne og førte dem hjem.
Men der var to, der greb Navaranâpaluk i Haanden og løb af Sted med hende.
Og hun, som troede, at man kappedes om at tage hende til Kone, raabte:
"Hvem af Jer? Hvem af Jer?" Men Mændene lo bare, uden at svare, og løb videre med hende.
Saa huggede de pludselig begge Arme over paa hende med en Kniv.
Blodet straalede ud fra Armstumperne, og Navaranâpaluk løb endnu et lille Stykke videre; det saa ud, som om hun havde faaet Arme af Blod.
Men snart faldt hun om og døde af Blodtabet.
Saaledes behandlede de hende, fordi hun var en Løgnhals.
Jeg har hørt det fortælle af dem, der indvandrede fra den anden Side Havet.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 119-121. København, 1925.
