Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Nordgrønlandske Sange

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Nordgrønlandske Sange

DISSE nordgrønlandske Sange er nedskrevet i 1906—07, og mine Kilder har været gamle Mænd og Kvinder, som kunde huske dem fra de Tider, da der endnu ved deres Bopladser fandtes Hedninger, som plejede at afholde Sangfester.

Jeg har i et foregaaende Afsnit talt om, at jeg ofte mødte en vis Foragt for de gamle Sagn hos mine Fortællere. Dette var i langt højere Grad Tilfældet med Sangene, som jo alt fra den tidligste Tid har været forbudt af Missionærerne som et Udtryk for Hedenskab. Det var derfor overordentlig vanskeligt nu at faa fat paa disse gamle Visestumper, fordi de Mennesker, der kunde dem, ikke alene ansaa dem for hedenske og syndige, men ogsaa havde den Tro, at blot den Omstændighed, at de kunde huske dem, kunde opfattes som et Vidnesbyrd om, at de endnu gav sig af med dette hedenske og syndige.

Der er det mærkelige, at saa snart disse Sange begynder at opfattes som Synd, synes Erindringen især at holde fast ved dem, der behandler seksuelle Æmner paa en, i hvert Fald for os, plat Maade. Stemningsudbruddene er faa og spinkle nu, og derfor kan disse Sange ikke maale sig med dem, jeg har faaet i Øst-Grønland, hvor Folk endnu ikke er vokset ud af de gamle Visers Stemning. Jeg har dog alligevel ment at maatte tage dette Udvalg med, og jeg ønsker at forudskikke den Bemærkning, at de hverken er beklippede eller udsmykkede, men at jeg har søgt at omplante dem til Dansk i et Sprog, der er Originalens saa nær, som det har været mig muligt. Mine Opskrifter er flere i Tal. Jeg har i denne Samling udeladt alle dem, som ikke egnede sig til Optagelse i en populær Udgave. Det er dog mit Haab, at Læseren i dette lille Udvalg alligevel vil finde Udtryk for den enkle og uskyldige Charme, der — parret med sund og kraftig Humor — er Aanden i alle gamle Eskimoviser.

Endnu maa jeg gøre opmærksom paa, hvad man allerede vil kunne have forstaaet fra de østgrønlandske Sange, at disse meget let stivner og mister deres Liv i skriftlig Gengivelse. Det vil være uretfærdigt at sammenligne dem med Digte i vor Forstand; thi Ordene i sig selv er kun en ringe Del af det Hele, der skal skabe Virkningen. Tag en Operatekst uden Musikken og uden kunstnerisk Gengivelse af Handlingen med dennes brogede Udstyr, saa har man en Sammenligning; thi disse Viser er netop paa en saadan Maade revet ud af deres Milieu og alle de Virkemidler, uden hvilke de næsten uhjælpelig maa falde til Jorden.

Vi mangler Dansen og den opildnende Tromme; vi mangler Tilhørernes glade Tilraab og Korets magiske Magt over Sindene, og efterhaanden som Dansen og Tonerne og Tilraabene bygger hele Stemningen op, gentages Ordene atter og atter, saa at disse tilsyneladende korte og ubetydelige Tekster faar en Længde og Festlighed, der slet ikke kan antydes i Oversættelsen.

LÆNGSEL

Amaja — ai,

gode Minder genoplevede jeg,

da jeg fik Udsyn mod

det herlige Nord,

ai — ja — ja —

Amaja — ai — ja — ja — ja

gode Minder

Amaja — ai — ja — ja — ja

fra det herlige Nord!

Amaja — ai — ja — ja — ja!

DEN LILLE SANG

Jeg synger den lille Sang,

en andens slidte lille Sang,

og jeg synger den som min egen,

min egen lille kære Sang.

Og saaledes leger jeg

med denne slidte Sang,

jeg fornyer.

Sange fra Søndre Upernivik

VIPSTJERTEN

En stor Vipstjert

hoppede ud af sin Rede,

viutiu — viutiu — — —

haja — rrhai — ja!

(Sangeren efterligner Fuglens hoppende Gang under Tilhørernes Opmuntringsraab: Varrai — Varrai! Det er ikke saa meget en Sang- som en Mimikforestilling, hvor Fremstillerens Vridninger af Krop og Ansigt er af stor komisk Virkning. Danseren holder tilsidst helt op at synge, idet Koret alene bærer Sangen frem og inspirerer Danseren.)

RYPEN

Der sad en lille Rype

øverst paa den dejlige Slette

paa en Drive Sne.

Røde var dens Øjenlaag,

brun var den nedover Ryggen,

og midt imellem dens smaa Endeballer

sad dens allerkæreste lille Rumpe.

MIN STEMME

Avaija — avaija — jai — ja — ja,

endelig skal jeg da for Alvor

til at mishandle min lille Strube!

Avaija —avaija — jai — ja — ja!

ELSKOV

Ajaija — ja,

min Legekammerat,

ja — ja — jai — ja,

stryger mig hen over Skødet,

hajaijaja,

tager mig og giver mig sit Legeme,

hajaija — ja — ja — jaija

og river Skindarmbaandene af mig.

UNGDOM

Der var en Tid,

da jeg snart drog nordpaa,

da jeg snart rejste sydpaa,

for at gøre Kur til Pigerne — — —

aja — ja, avaija, ja, ja — — —

en Tid, ja,

da jeg fo'r nordpaa og sydpaa

og var stolt med knejsende Hoved,

ajaija — ja, avaija — ja.

Og det var, dengang

jeg var ung.

Da rejste jeg aldrig uheldig,

da rejste jeg aldrig forgæves,

aja — ja, avaija, ja — ja — ja — — —

Og hvor jeg kom

avaija, ja, ja

blev Kvinderne mine —

jai — ja, avaija — ja — jâ — — —

ORD

Amaija — ai, ja — ja, ai — ja,

Jeg er en spagfærdig —

Ja, jeg her, jeg driver aldrig Spot,

jeg dynger aldrig onde Ord paa andre,

det er nu min Vane,

saadan er jeg,

amaja — ja,

Ord bringer Bevægelse

og skaffer Tavshed.

Ord giver Besked,

Ord bringer Løgne

amaja — ja — ja!

EN NY VISE

Aja — ja.

For første Gang synger jeg

denne lille Sang,

en ganske ny lille Sang,

aja — ja — ja!

Aa, den faldt mig ind,

denne Sang,

en ukendt, ny lille Vise.

Ai — ja.

Sange fra Ûmánatsiaq.

TIL EN AANDEMANER

Hvorfor, hvorfor vil du smædesynge mig?

Amaja — amaja;

hvorfor, hvorfor bruger du onde Ord imod mig?

Unaja — ja, ja—ja—ja.

Jeg tør jo ikke udfordre dig i Sang,

una — unaja — ja, ja—ja.

Jeg er bange for at komme i Ordstrid med dig,

una — unaja — ja, ja—ja.

fordi du er den, du er,

una — una, ja—ja, unaja — ja—ja,

jeg er bange for dig,

fordi du, kære, er en Aandemaner!

Unaja — unaja — ja—ja.

For ser du, de kære Aandemanere,

de har nogle allerkæreste Uvaner,

unaja — unaja — ja — — —

disse kære Skyggemennesker,

unaja — ja,

er fulde af Løgn.

Unaja, unaja.

SANGKAMP

(Brudstykker af Smædeviser fra en Sangkamp mellem Paninguaq (Datterlil) fra Siorarmiut (Folkene ved Sandet) og hendes Kusine Sapangajagdleq (den perleprydede) fra Kangerssuatsiaq.)

Datterlil danser og synger:

Nu er det paa Tide, Kusine,

du udfordrer mig i Sangkamp,

nu først vaagner Vreden i mig;

jeg var som sædvanlig ude i Arbejde,

ude for at hente Ild,

da du begyndte at bryste dig,

fuld af naragtig Forfængelighed

overfor min sølle Plejefader.

Er det ve! Løgn, hvad jeg siger?

Prøv disse, de ligner Bukser,

disse, jeg har paa min Pegefinger;

trækker du dem ikke paa,

ja, saa skal du komme frem

og prøve mig.

Nu, først nu vaagner Vreden i mig.

"Den perlesmykkede" springer frem, danser og synger:

Kom over til mig,

I, som vil forsvare mig,

(Og de, som holdt med hende, traadte hen til hende.)

Tag Vægepinden,

tænd den, lad Lyset falde,

paa Datterlils Ansigt.

Hører du Kusine!

Er det vel Løgn, hvad jeg siger?

Jeg har engang overrasket dig

i et Favntag.

Du laa hos Asarpat!

Aa, giv hende Haanskrig,

I, som holder med mig!

Grib hende, Kammerater!

(Og de greb hende.)

Kast hende om!

(Og de kastede hende om paa Gulvet.)

Kusine, tror du endnu,

at du kan hamle op med mig?

Lad os slaa løs paa hinanden

med knyttede Næver, aa, lad os det!

Aa, lad os løbe omkap,

og lad saa den, som kommer sidst,

give sin Mand

til den sejrende!

Datterlil trak sig her foreløbig ud af Kampen, og "Den perlesmykkede" traadte nu frem igen og dansede og sang for at faa de andre til at le:

Ija — ja — hrra,

ai — jai — ja, ai — ja — ja!

Ai — ja — a!

Aa, lad mig saa dog bare

være en Smule uanstændig!

Ja — ja.

Aa, blot der dog var en,

som vilde beføle mig en Smule,

hernede ved Skødet!

Og var det en Kvinde

og hun tog min Mand,

skulde jeg ikke

blive skinsyg.

Datterlil svarer:

Umaja — arrâ — ima — qâ — ja — ja,

let bliver jeg skinsyg,

og det er vel ogsaa saa,

at jeg er hurtig til Vrede!

Og her staar jeg

og forsøger paa at komme i Tanker om

mine faa og fattige Sange.

Hør, Kusine, naar de,

der kommer for at synge Smædesange,

viser sig om Næsset ved Sioraq,

saa kom og faa noget

at le af.

Du vil jo saa gerne lade dine Øjne

hvile paa mig,

du vil jo saa gerne træffe mig

og smædesynge mig.

Først nu kommer jeg i Tanker om,

hvad jeg skal svare dig.

— — —

"Bliver du virkelig vred, Kusine?"

siger "den perlesmykkede" til "Datterlil", og hun foreslaar sin Mand at følge Opfordringen og gaa med til Sioraq. Saa bryder de op, og undervejs synger "den perlesmykkede":

"Nu angriber jeg uden Skaansel

Folkene ved Sandet.

Ja — ja — ja,

og jeg tager alle dine Venner

fra dig,

alle dem, der skulde hjælpe dig!

Og jeg gør det,

fordi de unge Piger er saadan,

som jeg nu skal fortælle:

De har Fødsler i Dølgsmaal,

de fremturer i hemmelige Fødsler,

og midt i Løb

favner de Mændene.

Lyver jeg vel, Kusine?

Og det er mig,

der misunder mine Medmennesker,

fordi de kan sove

om Aftnerne.

Aa, de dydige ser ingenting.

Lyver jeg vel?

Man siger, at det nok var,

fordi du fødte i Dølgsmaal,

at du blev sværtet!"

Her brast "Datterlil" i Graad, og da fik "Den perlesmykkede" et Indfald:

"Eja — aja — ja — ja,

gaa over til Folkene ved Sandet!

Det er, som om

der rodes i hendes Kiste.

Lad mig nu blot

blotte alle hendes søde Hemmeligheder.

Hej, grib "Datterlil!""

(Og saa greb de hende.)

Eja — ja — ja — ja,

lad hende nu synge Glædessange,

og lad hende vride Underlivet

og vugge dygtigt i Hofterne!

(Og det lod de hende gøre.)

Nu skal jeg da uden Skaansel

faa Fingre i det store,

hun holder skjult.

Det er jo hende,

der har saadan god Lyst paa min Mand.

Nu først kommer Vreden,

hører du, Kusine!

(Nu var de naaet frem til Huset og gik ind til Folkene ved Sandet.)

Her kommer jeg ind

i jert Hus.

Lad mig sætte mig ned,

sætte mig rigtig grundigt ned.

Hører I, I som holder med mig!

Nu først stiger Vreden for ramme Alvor

op i mig — aja — ja!

Hjælp mig, Mand!

Er du uden Vrede? Aja — ja!

Hører du ikke,

at der er dem, som vover at nævne

Navnet paa vor eneste Søn?

Og nu sprang Manden frem og sang til sin Dans:

Nu kommer Vreden ogsaa op i mig,

ja — ja — ja — ja!

Hører I det, I, som holder med mig?

Vælt de kære Nat-Potter,

og kast Lamperne ud!

I, mine Kampfæller,

flaa Tarmskindsruderne op.

Ja — ja — ja,

og kast Maden paa Møddingen!

Min Vrede bliver ved med at vokse.

Ja — ja — ja,

Fætter, følg med ud,

gaa frem til Stilladserne

og kaste dem overende!

Riv Renskindene i Stumper

og lad os saa atter

gaa ind.

Den sølle Âpikât, deres Svigerdatter,

drev jeg ofte lidt Løjer med.

Aa, naar vi fik Udsyn

over det store Bregnefjæld,

Handyrenes kære lille Tumleplads,

aa, naar vi gik Tur i Fjældene,

Âpikât og jeg,

da maatte vi ofte lade Vandet.

Ja — ja — ja.

Og du, min lille Bagfjerding,

er det vel Løgn,

hvad jeg siger dig nu?

Ja — ja — ja,

var jeg ikke ogsaa den,

du logrede med

sydpaa,

naar vi fik Udsyn

over Sydlandet?

Ikke sandt, du vil slet ikke

forsøge paa at nægte det?

Ja—ja, ameja — ja!

Aa, og naar vi saa lagde os ned,

ikke sandt, jeg lyver ikke?

Ja — ja — ameja — ja,

og det var mig, som misundte

mine Kammerater!

Pavnaja — eja — aj,

og dog! saa er det dog mig,

som har favnet

alle Pigerne.

Mænd, kom frem til mig!

Naa, lad det engang komme

til en Prøve paa mine Kræfter!

Her har I jo

dem, jeg har krammet og trykket til mig.

Hvad ligner dog du derhenne, Asarpat?

Og du, Gump, og du, Oquat?

En vældig Falk — — — ja — ja — ja!

Amaja — aja,

og det var mig,

som altid misundte mine Kammerater!

Nej, ved I hvad,

de, som har let til Ordstrid,

de, som har let til Hidsighed,

de forstaar ikke

at synge til Glædesdanse,

de er daarlige Løbere,

uduelige til Arbejde,

elendige Hundekuske!

Hører I, sølle Folk ved Sandet,

I er jo rent holdt op

med at svare mig.

Godt! — —

Hold I bare jer Mund,

nu er det først

jeg begynder!

Ja — ja — ja,

vred blev jeg,

da I begyndte at smæde

vor eneste Søn!

Kammerater, lad os gaa ud!

Kammerater, lad os nu gaa hjem!

Nu er de bleven mig Svar skyldig,

Folkene ved Sandet.

Sov godt, I Folk ved Sandet!

Og du, Datterlil!

Lig du i Frygt og Bæven,

aja — ja — ja.

Men Kammerater, søg nu Hvilen!

Ude er det lyst,

nu kommer Morgenens Gry!

Sange fra Sondre Upernivik.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 309--321. København, 1925.