Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Qáqaitsulît

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland


Qáqaitsulît


Fortalt af Silas
Claushavn



Der var engang en Boplads, hvor der kun var eet Hus og langt til næste Boplads, hvor der boede en Høvding, Qáqaitsulît, der havde en stor Familie. Men ved den ensomme Boplads var der to Familier med to Fangere; den ene af dem havde en Søn, der endnu var ganske lille, men Faderen var en stærk Mand og stor Fanger. Naar han tog ud paa Fangst, blev ogsaa Drengen ude hele Dagen, og først naar han kom hjem sent om Aftenen, gik han atter ind i Huset. Saa meget holdt han af sin Fader.

En Dag, medens Faderen var ude, blæste det op til Storm og Uvejr. Men alligevel blev Sønnen ude, saaledes som han plejede, og han spejdede og blev ved med at spejde, til han saa en Kajak, der kom roende ind mod Land. Da den lagde til ved Fjæren, gik han ned, i den Tro, at det var hans Fader, og saa var det Qáqaitsulît, den stærke Mand fra den anden Boplads; og han raabte op til Drengen og sagde:

"Ikke behøver du længere at glo ud over Søen, for nu har jeg dræbt din Fader!"

Og saa roede han sin Vej.

Men Drengen brast i Graad og løb op i Huset, hvor han gentog Qáqaitsulîts Ord og kastede sig paa Sidebriksen, hvor han blev liggende. Tilsidst fik hans Husfæller Medlidenhed med ham, og Manden, der havde været hans Faders Husfælle, tog til Orde og talte saaledes til ham:

"Du er ikke den eneste, der rammes af denne haarde Tilskikkelse. Rejs dig hellere op og gaa til Fjældskrænten heroppe; der ligger en stor Pilerod. Gaa du op og øv dine Kræfter paa at trække den op. Man siger, at de, der øver deres Kræfter paa Sten, mister dem igen, længe før de har faaet Tid til at hævne sig!"

Drengen holdt straks op med at græde og gik ud. Han kom op til Fjældskrænten og fandt der en stor Pilerod i en Kløft. Den gav han sig til at hale i, og han halede og halede, men rokkede den ikke ud af Stedet. Saa gik han hjem og sov. Men daglig øvede han nu sine Kræfter paa Pileroden og fik snart vældige Kræfter. Og Aarene gik, og snart var hans Husfæller gamle, og han havde endnu ikke hævnet sig paa Qáqaitsulît.

En Dag vaagnede de i smukt Vejr, og han tog ud paa Fangst. Men medens han var ude, brød en Storm løs, Mage til den, i hvilken Qáqaitsulît havde dræbt hans Fader. Han roede hjem, men saa meget tænkte han paa sin Fader, at han ikke kunde faa en Bid Mad ned, da han kom hjem. Han kastede sig blot paa Sidebriksen, og der blev han liggende. Hans gamle Husfælle skottede ofte hen til ham, og tilsidst sagde han:

"Tro endelig ikke, du er det eneste Menneske, der skal kæmpe med tunge Tanker. Men hvis du ellers mener, at du ikke har Grund til at være bange for nogen, saa skulde du tage ud og hævne dig."

Ved disse Ord sprang den unge Mand op fra Sidebriksen, og han skyndte sig ud og løb op til Fjældkløften, hvor Pileroden stod; han havde endnu ikke haft Kraft til at rykke den op, men denne Gang rev han den op af Jorden med eet eneste Tag. Saa gik han ned til deres Konebaad, tog sin Helpels paa og roede bort i Stormen for at tage Hævn.

Det var sen Aften, da han naaede frem til Qáqaitsulîts Boplads, og da han lagde til ved Land, var der ingen Mennesker ude. Saa gik han op og gemte sig bag ved Huset, og der holdt han sig skjult og ventede. Endelig kom den store Qáqaitsulît ud og satte sig henne i Nærheden af Vinduet og forrettede sin Nødtørft. Medens han sad her, listede den unge Mand hen til ham og naaede ham, før han endnu havde set ham. Saa lagde han roligt sin Haand paa ham og sagde:

"Jeg staar netop og tænker paa en Dag, medens jeg endnu kun var en Dreng. Det var Storm og Uvejr ligesom i Dag, og jeg gik ude og ventede paa, at Fader skulde komme hjem. Saa kom der en Kajak, og jeg troede, det var Fader, og løb glad ned til Stranden for at tage imod ham. Men da jeg kom nærmere, kunde jeg ikke genkende Fader; jeg syntes, det var en anden, og saa hørte jeg en Stemme raabe op:

"Staa ikke der og glo ud over Havet efter din Fader. For ham har jeg dræbt!"

I samme Øjeblik saa jeg, at det var dig, og du kan tro, at det Øjeblik glemmer jeg aldrig."

Saaledes talte han, men Qáqaitsulît rørte sig ikke; han var som naglet fast til Stedet af Skræk. Men den unge Mand løftede sin Næve og slog til Qáqaitsulîts Hoved, saa at det smadredes, og saa roede han bort, uden at have givet sig til Kende ved Bopladsen.

Da han kom hjem, tog hans Husfælle imod ham og sagde:

"Skulde du nu virkelig have faaet hævnet dig?"

Saaledes spurgte han, og den unge Mand nøjedes med at svare:

"Saaledes slog jeg til for at hævne mig, at jeg frygter for, at han end ikke kom til at føle nogen Smerte!"

Hertil sagde den gamle Mand:

"Qáqaitsulît har en stor Slægt; tag dig vel i Agt for at ro paa Fangst i Retning af deres Boplads!"

Og den unge Mand rettede sig efter hans Advarsel.

Men en Dag var han ude i Kajak i et smukt Vejr, og han havde endnu ikke fanget noget, da han langt borte fra hørte Fangstraab over Havet. Han roede efter Lyden og kom frem til en Mængde Kajaker, som han straks genkendte. De hørte alle til Qáqaitsulîts Slægt, og han saa, at de havde sat fast i en stor Han-Hvalros. De havde lige harpuneret den og havde endnu ikke lænset den, fordi Hvalrossen stadig gik frem til Angreb. Da Mændene saa deres Fjende komme, roede de et lille Stykke fra hinanden for at have bedre Plads til at røre sig; men Qáqaitsulîts Banemand ænsede dem ikke, men roede lige løs paa Hvalrossen.

"Tag dig i Agt! Ser du ikke, at Hvalrossen har rejst sig til Angreb?" raabte de til ham allesammen.

Men han roede ganske roligt videre og lod, som om han ikke hørte det, og lagde sig lige hen ved Siden af den brølende Hvalros, uden saa meget som at tage sin Lænser frem for at forsvare sig. Og her blev han liggende, til Hvalrossen gik ned. Saa ventede han, til den kom op igen, og roede saa løs paa den i stærk Fart. Da han kom helt hen til den, løftede han sin vældige Næve og drev den lige i Skallen paa Dyret, saa Hovedskallen brast. Og saa roede han lige hen foran alle Kajakerne og lagde sig vaabenløs foran dem, idet han haanende raabte:

"Det var saadan et Slag, jeg dræbte Qáqaitsulît med. Hører I det, I hans Sønner, I hans Broderbørn, I hans Søsterbørn. Hører I det? Og nu pønser I vel alle paa Hævn, naar jeg mindst aner det! Men det vil aldrig ske. I skal aldrig komme bag paa mig. Hævn jer derfor hellere nu, om I tør, medens jeg ligger her foran jer!"

Saaledes talte han, og straks roede to Kajaker frem fra Klyngen. Men deres Kammerater kaldte dem straks tilbage, idet de raabte:

"Bliv dog fra ham! I bringer ham dog kun jeres eget Liv som en kærkommen Gave. Qáqaitsulît var jo en gammel Mand; ingen brød sig om ham mere!"

Og straks vendte de to Kajaker tilbage til deres Kammerater. Men den unge Mand vendte dem Ryggen og roede bort, medens alle Kajakmændene raabte i Munden paa hinanden:

"Bliv dog her og faa din Fangstpart, inden du forlader os!"

Men den unge Mand lod, som om han ikke hørte, hvad der blev sagt, og blev borte for dem i Horisonten.


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 263--267. København, 1925.