Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Qâterfârssuk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Qâterfârssuk
Fortalt af Silas
Claushavn
I længst svundne Tider var der engang en Boplads, hvor der boede mange Mennesker. En af dem hed Qâterfârssuk.En Foraarsdag stod han nede ved Strandkanten og lavede sig en Kajak, og den Dag fik en af hans Bopladsfæller en stor Hanbjørn. Den blev flaaet med Snude og Klør, og Skindet lagt op i en Konebaad. En gammel Mand ved Bopladsen gik nu ud og trak i Bjørnens Ham og sneg sig hen til Qâterfârssuk, der endnu stod og arbejdede paa sin Kajak. Qâterfârssuk hører Pusten af en vældig Aande, og da han vender sig om, ser han en stor Bjørn komme hen imod sig og flygter skrækslagen op til Huset; men i det samme hører han Latter bag sig, og da han vender sig om, opdager han, at det er den gamle Mand, der holder ham for Nar.
Qâterfârssuk glemte ikke denne Spas, og da han ikke havde andet at bestille, begyndte han at uddanne sig til Aandemaner. Da han omsider havde fuldendt sin Uddannelse, var han sikker paa, at ingen oftere skulde være i Stand til at drive Gæk med ham, og saa var Tiden inde, hvor han kunde hævne sig.
En Dag gik han saa paa Vandring østover langs Kysten til et Sted, hvor der var aabent Vand. Han saa sig godt omkring, og da der ikke var noget Menneske i Nærheden, gav han sig til at trylle en Tejst ind til sig, en Tejst, der svømmede rundt paa Vandet, idet den ofte dukkede under. Den kom helt op til ham, og han tog den og flaaede Skindet af den, uden at dræbe den, satte den levende Tejst ved Siden af sig og søgte nu ved Hjælp af en Tryllesang at krybe ind i Tejsteskindet. Dette lykkedes ham, og han svømmede ud, idet han snart dukkede ned og snart svømmede omkring, og da han syntes, det kunde være nok, vendte han atter tilbage til Strandkanten, gav Tejsten dens Skind paa igen og gik hjem. Det, han her havde gjort, holdt han omhyggeligt skjult for andre.
Det blev Efteraar, og han havde endnu ikke hævnet sig paa den gamle Mand, og saa gik han atter en Tur østover. Han gik ned til Strandkanten og fik Øje paa en stor Hvalros, der laa og flød i Vandskorpen, og straks istemte han en Tryllevise og lokkede den hen til sig. Da den kom helt hen til Strandkanten, dræbte han den og flaaede Skindet af. Alle hans Bopladsfæller var ude paa Kajakfangst og den gamle Mand, han vilde hævne sig paa, havde været ude lige siden tidlig Morgen. Qâterfârssuk krøb nu i Hvalroshammen og svømmede ud til alle Kajakerne. Og da han naaede derud, dukkede han op lige foran den gamle Mand. Den gamle roede hen til ham og harpunerede ham, men saa stor en Aandemaner var han, at det ikke engang gjorde ondt. Saa dukkede han under Vandet, og da han kom op igen, svømmede han lige hen til den gamle, skød op ved Siden af ham, satte sin Forlalle paa Kajaken og brølede ham lige ind i Ansigtet. Den gamle var ved at faa ondt af Skræk, men først da Qâterfârssuk syntes, det kunde være nok, dukkede han atter ned og svømmede nu saa længe under Vandet, at de ikke saa ham mere. Derefter svømmede han hjemad, med Fangeblæren efter sig, gik op paa Land og krøb ud af Hvalroshammen, tog Harpunod, Fangeline og Fangeblære med sig og gik hjem.
Han naaede hjem før Kajakerne, og da de omsider kom hjem, havde nogle Fangst, andre ikke; men den gamle havde mistet sin Fangeblære paa en Hvalros, og han fortalte omstændeligt om, hvorledes Hvalrossen havde angrebet ham og nær havde dræbt ham.
Om Aftenen, da Mændene var samlede inde i Huset, gav den gamle sig atter til at fortælle om, hvordan han nær var bleven dræbt af en Hvalros, og først da han havde fortalt sin Historie til Ende, gik Qâterfârssuk stille ud og hentede den gamle Line og Fangeblære, og da han kom ind i Huset igen, kastede han det paa Gulvet og sagde:
"Hvem tilhører mon denne Fangeline og Fangeblære?"
Det varede længe, inden nogen svarede, men pludselig greb den gamle Mand dem og raabte:
"Nu har jeg aldrig set Mage, det er jo mine! Hvordan kommer de her?"
Da lo Qâterfârssuk hjerteligt og længe og sagde:
"I Sommer engang skræmte du mig i Bjørneham, derfor gjorde jeg i Dag en Smule Gengæld ved at iføre mig en Hvalrosham, for ogsaa at give dig en lille Forskrækkelse!"
Men den gamle lod Hovedet falde af Skam!
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 303-305. København, 1925.
