Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Qiláussuaq og Agdlúnguaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Qiláussuaq og Agdlúnguaq
Fortalt af Silas
Clauhavn
Man fortæller, at Qiláussuaq (den store Tromme) og Agdlúnguaq var Bopladsfæller. Qiláussuaq boede i et Hus, hvor der var mange Mennesker, medens Agdlúnguaq boede alene sammen med sin Kone. En Dag sagde Agdlúnguaq til sin Kone:"Det falder ofte ind med haarde Vintre. Lad os derfor lave et Forraadskammer under Husgangen og fylde det med Kød, der bringes os fra vore Bopladsfæller."
Saa lavede de et Forraadskammer inderst inde i Husgangen under Indgangshullet til Huset og dækkede det omhyggeligt til, saa at det ikke kunde ses; og nu lagde de i al Hemmelighed alle deres Bopladsfællers Kødgaver ind i Forraadskammeret og lukkede det til, da det var fyldt op. Saa kom Vinteren, og den kom med Uvejr og Misfangst, og alle paa Bopladsen begyndte at lide Nød. Kun Agdlúnguaq og hans Kone havde Mad nok i de Kødgaver, de havde gemt, og de spiste dem, uden at deres Bopladsfæller vidste noget derom.
I lang Tid gik Qiláussuaq og hans Husfæller forgæves paa Fangst, og tilsidst var de saa udmattede, fordi de aldrig fik noget at spise, at de maatte holde sig hjemme. Men Agdlúnguaq og hans Kone levede højt i al Hemmelighed, indtil der en Dag ikke var mere. Først da begyndte ogsaa Agdlúnguaq at tænke paa Fangst og han gik til Fjælds og fik deroppe Øje paa en lille Frostrøg langt ude. Han tænkte, at det jo kunde være noget levende, som holdt Vaagen aaben, og saa gik han hjem og fortalte sin Kone, hvad han havde set.
Dagen efter tog han sin lille Ismejsel og sin Harpun og begav sig paa Vej ud mod Vaagen. Her fandt han mange Narhvaler. Til alt Held havde han endnu sine Kræfter i Behold og var ikke udmattet af Sult, som de andre; og han satte Harpunen fast i en af de mindre Narhvaler, holdt den i Fangelinen og dræbte den. Saa flænsede han den, skar saa meget Kød af, som han kunde bære, og begav sig paa Hjemvejen. Og han kom vel hjem og der var ikke andre end hans Kone, som saa ham komme, da alle deres Bopladsfæller laa udmattede af Sult. Han sagde til hende:
"Gaa hen og tæl vore Bopladsfæller og se, hvor mange der er. Bring dem saa et lille Stykke hver, idet du skærer det ud, inden du gaar derhen, og saa skal du raabe ind ad Vinduet: "Agdlúnguaq har faaet en lækker lille Netside! Kom og drik Blod, kom og faa Suppe!"
Konen gjorde, som Manden sagde, og da hun raabte ind ad Vinduet, var Qiláussuaq den eneste, der svarede:
"Agdlúnguaq narrer sultende Mennesker, der ikke ved, hvad de skal putte i Munden."
Da der ikke blev svaret andet, gik hun ind i Huset. Der var mørkt derinde, for de havde ikke Spæk til Lampen; men da Qiláussuaq saa, hvad hun kom med, tog han det fra hende og spiste det altsammen ganske alene, og da hun vilde ud, smuttede de forbi hende, alle de sultne Mennesker. Da hun kom hjem, var alt Kødet spist og hendes Lampe slukket, thi man havde slikket alt Spæk op fra den. Alle skældte paa Agdlúnguaq og vilde have ham med til Vaagen, og det skønt han lige var kommen hjem og var træt. Men Agdlúnguaq var bange for dem og turde derfor ikke andet, og han fulgtes med dem den lange Vej ud til Vaagen. Her gjorde han en Byrde i Stand til sig selv, mens de andre kun tænkte paa at spise, og han begav sig paa Vej hjemover og naaede frem til Land. Men her stak han sin Ismejsel haardt ned i Fjærisen og sang en Tryllevise, der kunde fremkalde Storm, og derpaa sprang han i Land.
Qiláussuaq og hans Kammerater var endnu midt i deres store Ædegilde, da Stormen kom over dem; Uvejret var saa voldsomt, at Vinden straks flængede Isen op, og inden de kunde faa Tid til at løbe ind til Land, var de allerede i Drift med Isen. De søgte sig en stor Flage ud og stod saa dér ved Siden af hinanden, uden at kunne gøre noget som helst, og drev blot længere og længere bort fra Land. Qiláussuaq drog en Tryllering omkring dem, og dog blev Flagen blot mindre og mindre.
"Er der nogen af jer, der har Saaler, som er tilberedt ved Skrabning?"
"Ja," var der en, der svarede, "man plejer desværre at skrabe mine Saaler."
Saa blev Qiláussuaq vred og sagde, at det var derfor, Flagen blev mindre og mindre. Heldigvis fik de dog snart Land i Sigte, og de drev ind til Kysten og kom vel i Land. De gik indover og fik en Boplads i Sigte og søgte op til det nordre Hus. Her traf de et gammelt Ægtepar. Medens de sad her, kom der en halvvoksen Knægt ind. Han stak lige Hovedet derind og forsvandt saa igen. Han var næppe kommen ud, før der blev raabt paa de fremmede, at de skulde komme paa Besøg.
"Man vil vise jer Gæstevenlighed. Gaa I blot derhen," sagde de to gamle.
Saa tog de deres Pelse paa og gik ud. Det var henimod Aften, og det var begyndt at mørkne. Saa gik de op til det søndre Hus og traf dér mange Mennesker. Man bad dem straks om at tage Pelsene af, og det gjorde de, og Mændene lod straks Pelsene gaa videre til Kvinderne. Qiláussuaq og hans Kammerater saa sig tilbage og opdagede nu, at to gamle Kvinder bagest paa Briksen rev deres Pelse i Stykker og straks derefter begyndte Beboerne at forlade Huset. Derpaa rev de Taget op og hældte Vand ned over deres Gæster, der forgæves søgte at dække sig, medens man udenfor blot haanede dem og lo dem ud.
Men nu fortælles det, at Qiláussuaq havde en Amulet, der var lavet som en Fjælddværgs Pegevaaben, og den havde han gemt i Hættekanten paa sin Pels.
"Giv mig min Pels og min Varmer, mit Ly mod Kulden!" Straks blev hans Hættelinning kastet ned, og de raabte: "Værsgod, varm dig saa ved den!"
Men Qiláussuaq tog sin Amulet, puttede den i Munden, spyttede den ud igen og smed den op gennem Hullet i Loftet, idet han sagde:
"Et Menneske."
Et Øjeblik efter hørte de dem raabe deroppe:
"Nej se, der var en, der faldt!"
Og straks vendte Amuletten tilbage igen, og han puttede den i Munden, spyttede den ud igen, sendte den op og sagde:
"To Mennesker!"
Saaledes blev han ved, til han havde dræbt dem allesammen. Da der kun var Kvinder tilbage, kravlede de op gennem Hullet i Loftet og vendte tilbage til det Hus, de først var gaaet ind i. Her blev de vel modtaget af de to gamle, der spurgte dem ud, om de nu ogsaa var bleven ordentligt behandlede af deres Bopladsfæller.
"Jo," svarede Qiláussuaq og hans Mænd, "de var meget venlige imod os."
Men hen mod Aften begyndte de to gamle at blive urolige, og først nu viste det sig, at de havde to Sønner blandt de dræbte.
Men Qiláussuaq og hans Folk blev ved Bopladsen Vinteren over, og da Foraaret kom, betrak de en Konebaad med et dobbelt Lag af Skind, puttede alle Enkerne ud i Konebaaden og begav sig paa Vej hjemover. De lod Enkerne ro for sig, og de roede, og blev ved med at ro, og da de havde rejst saa længe, at det ene Lag Skind blev tungt og gennemvaadt, skar de det ud af Baaden uden at lægge til Land, og saaledes rejste de uden at standse, indtil de naaede frem til deres Boplads. Men et lille Stykke derfra gik Qiláussuaq og hans Ledsagere i deres Kajaker og skar store Huller i Konebaadens Skind, og skønt Kvinderne roede til af alle Kræfter, gik de dog alle til Bunds med Baaden og druknede.
Saaledes hævnede Qiláussuaq og hans Ledsagere sig ved at give Kvinderne en kold Død i Havet, fordi deres Mænd ved at overhælde dem med Vand nær havde bragt dem til at fryse ihjel.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 269--272. København, 1925.
