Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Rypekylling

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Rypekylling

Fortalt af Gabriel Winding
Ikerasak

Man fortæller, at Rypekyllings Fader som Barn havde to Brødre, der plejede at lege paa den glatte Is under Isfoden. Deres gamle Bedstefader advarede dem flere Gange mod at lege der, men de vilde aldrig høre. En Dag, da de legede nede paa Fjærisen, kom Bedstefaderen som sædvanlig og vilde jage dem bort derfra, og da de ikke vilde høre, blev han vred og satte efter dem. Men Drengene flygtede. Kun den yngste sakkede bagud og blev indhentet af Bedstefaderen, som greb ham og slog ham saa haardt ned mod Isen, at han fik en indvendig Blødning, spyttede Blod og døde.

Men Brødrene fortalte ikke noget om, hvordan det var gaaet til.

Da der var gaaet nogen Tid, begyndte de to Brødre igen at lege nede i Fjæren, og Bedstefaderen tog atter ud efter dem. Ogsaa denne Gang indhentede den gamle en af dem og vilde kaste ham om i Isen, men Drengen gjorde sig haard og følte kun en Sviden i Fodsaalerne. Drengene blev nu bange for Alvor og fortalte det hele til deres Fader, idet de ogsaa sagde, at det var Bedstefaderen, der havde slaaet deres Broder ihjel. Da Faderen hørte det, blev han meget vred, tog sine Børn for sig og sagde til dem:

"Dybt skal I hade jeres Bedstefader, og jeres Fjendskab skal I lade vokse i samme Grad, som I selv bliver større."

Og Drengene adlød deres Fader. For hver Dag, der gik, og for hver Dag, de blev større, voksede deres Had. Tilsidst turde Bedstefaderen ikke længere være i Hus sammen med dem, og han byggede derfor et Hus for sig selv. Men ikke engang sove turde han; han sad bare og nikkede af Søvnighed. Aldrig klædte han sig af for at gaa til Ro, og ved Siden af sig havde han sin store Lænser.

Børnene var bleven voksne, da Faderen en Dag sagde til dem:

"Nu skal I overfalde jeres Bedstefader!"

Straks gik de hen til hans Hus, og fra Husindgangen kunde de se, hvorledes han sad og nikkede af Søvnighed. Sommetider faldt han helt bagover, men straks rejste han sig igen. Saa sagde Faderen til dem:

"Saa snart han næste Gang gaar en Smule bagover, maa I se at komme helt hen under Indgangen. Og næste Gang han saa gaar bagover, maa I naa helt hen til Briksen, gribe ham i Fødderne og kaste ham ud paa Gulvet. Jeg skal nok hjælpe jer."

Paa denne Maade sneg de sig ind paa Livet af den gamle og kastede ham ud paa Gulvet; Bedstefaderen fik slet ikke Tid til at gribe sin Lænser. Saa slæbte de ham ud af Husgangen og dræbte ham. Derpaa sagde Faderen:

"Han er en stor Aandemaner, og der er ikke noget Mønster i hans Tøj; derfor maa vi flygte op i Landet."

Og saa begav de sig paa Flugt. De gik og blev ved med at gaa, og tilsidst kom de til en Teltlejr ved Bredden af en stor Sø. Det var Indlandsboer, sagde man. Der slog de sig ned, og man fortæller, at Rypekyllings Fader tog sig en Kone blandt dem.

Konen blev frugtsommelig og fødte Syvlinger, alle Sønner. Disse, fortæller man, opdrog han til stærke Mænd, idet han opøvede dem baade i Hurtigløb og i Styrkeprøve.

Da Konen næste Gang blev frugtsommelig, fødte hun kun een Søn. Og da man ikke vidste, hvad man skulde kalde ham, gav man ham bare Navnet Rypekylling.

Rypekylling blev hverken øvet i Hurtighed eller Styrkeprøver, men man fortæller, at han af sig selv — da ingen brød sig om ham — trænede sine Kræfter og øvede sig i Hurtigløb. Tilsidst var han saa hurtig, at han kunde løbe Ryper op, og han drev det saa vidt, at han kunde faa seks Ryper, uden at have noget andet Vaaben end en lille Stok. Naar han saa en Flok Ryper, slog han en af dem ihjel med sin Stok, og naar de andre saa fløj op, løb han ind under dem og greb dem i Benene én for én, indtil han havde seks; først da fløj de andre fra ham, thi han kunde ikke holde flere i Haanden.

Saa hændte det en Vinter, at der blev Misfangst. Alle Fangstdyr syntes forsvundne, selv Ryper var der ingen af. Men saa fortæller man, at Rypekylling en Morgen drog ud, og efter at han Dagen igennem havde jaget i en Retning, hvor han ikke før havde været, og nu befandt sig paa Hjemvejen, fik han Øje paa en stor, sort Masse, der ikke havde været der om Morgenen, da han gik ud. Han undersøgte det nøjere og opdagede, at det var en stor Orm. Han listede sig hen til den og naaede den, uden at Ormen anede Uraad, og jog sin Kniv ind i den. Ormen vendte sig om mod den Side, hvorfra Smerten kom, men Rypekylling var allerede omme paa den anden Side og stak den nu herfra. Og saadan blev han ved, idet han bevægede sig saa hurtigt, at han stadig var paa den modsatte Side af den, Ormen troede, han var paa. Blodet stod som Straaler ud fra de mange Knivsaar, og da Rypekylling mente, at den foreløbig havde faaet nok, gav han sig til at løbe hjemover, saa hurtigt han kunde. Men skønt Rypekylling var saa stor en Løber, at han kunde indhente flyvende Ryper, var Ormen dog endnu hurtigere og havde snart indhentet ham, saa at han maatte standse. Og han kæmpede nu med den paa samme Maade som første Gang, idet han stadig ikke var der, hvor Ormen troede, han var.

Da Ormen atter havde faaet mange Saar, gav Rypekylling sig til at løbe igen for at udmatte den; men saa var det pludselig, som om han følte noget varmt stige op i sit Bryst, og han mistede Kræfterne og besvimede. Da han atter kom til sig selv, laa Ormen død et lille Stykke fra ham.

Men hvad skulde han nu egentlig med denne vældige Orm? Mon den kunde spises?

Saa skar han Siden op paa den og saa, at det var Fedt altsammen. Han smagte paa det, og da det var godt, flænsede han et Stykke fra, saa stort, som han kunde bære det, og gik hjem.

Da han kom hjem, fortalte han sine Bopladsfæller, hvad han havde oplevet, og gav dem noget af Ormens Kød. Alle var sultne og vilde have mere, og mange begav sig paa Vej midt om Natten. Men Rypekylling sagde til sin Familie:

"I maa hellere vente. I Morgen straks fra Dagens Begyndelse kan vi følges ad derop."

Den næste Morgen, da Dagen aabnede sit Øje, gav Rypekylling sig paa Vej sammen med sine Brødre. Men de var ikke kommen ret langt, før de fandt en død Mand paa deres Vej. Lidt efter saa de atter en død Mand, og deres Vej gik nu over lutter døde Mænd. Nogle af dem laa med en Byrde paa Nakken, andre var døde, fordi de ikke havde haft Kræfter til at naa frem.

Rypekylling og hans Brødre flænsede saa meget, som de kunde bære, og kom hjem med det. Resten bar de hjem lidt efter lidt. Men saa stor var Ormen, at Vinteren gik, uden at den var spist op.

Senere hændte det igen, at de fik Misfangst, og denne Gang var det to Aar i Træk, at alle Fangstdyr gjorde sig usynlige. Men stadig drev Rypekylling sin Fangst paa Ryper, skønt det kun var sjældent, at han fik noget. Engang kom han op paa Toppen af et højt Fjæld og fik herfra langt tilsøs Øje paa en lille Taagebanke. Det maatte være en Vaage, tænkte han, og maaske et eller andet Fangstdyr holdt til i det aabne Vand. Han skyndte sig hjem og fortalte sin Fader, hvad han havde set, og sagde:

"I Morgen, naar jeg tager ud og bliver længe borte, skal I ikke være ængstelige for mig. Jeg vil forsøge Fangst i Vaagen."

Næste Morgen havde Dagen knap aabnet sit Øje, før han tog af Sted. Han begav sig paa Vej ud over Isen i det første hvide Gry og naaede frem midt paa Dagen. Vaagen var fuld af Edderfugle, og han begyndte straks at fange dem i Løkker, som han snørede sammen om Hovedet paa dem. Tiden gik hurtigt for ham, og da han skulde til at tælle efter, hvor mange han havde faaet, maatte han tælle dem i tre Hold (3 Gange 20). Det, syntes han, kunde være nok, og saa begav han sig paa Hjemvejen. Da han kom hjem, fortalte han om de mange Edderfugle, der var indefrosne i Vaagen, og opfordrede sine Brødre til at følge med den næste Dag.

Tidligt næste Morgen tog de da af Sted og kom frem til Vaagen. Nogle af Brødrene fangede hvide Hanner, andre sorte Hunner, og Rypekylling selv søgte sig kun sorte Hunner ud. Da de syntes, at de havde nok, begav de sig hjemover, netop som en styg, blaa Sky rejste sig i Syd; det var optrækkende Sydvest, og Vinden var hurtigt over dem. Da de naaede Land, havde Isen allerede revet sig løs og var ved at drive ud til Søs. Rypekylling tog nu til Orde og sagde til sine Brødre:

"Se bare hurtigst muligt at redde jer i Land; saa skal jeg nok kaste jeres Byrder ind til jer."

Og først da alle Brødrene var vel i Land, kom Rypekylling med alle Edderfuglene. Og de naaede vel hjem og levede siden hele Vinteren af Edderfugle. Og Foraaret kom, og Isen brød, og de havde endnu nogle tilbage.

Engang havde Faderen fortalt sine Sønner, at der nede ved Ilulissat levede en Mand, Ikerssuarmio, Udhavsboen, vældig i Kræfter og hurtig i Løb; han ansaas for at være stærkere og hurtigere end alle andre. Dette kunde Rypekylling ikke glemme, og tilsidst besluttede han sig til at rejse ud og opsøge ham.

"I skal ikke være ængstelige for mig," sagde han til sin Fader og sine Brødre og rejste ud.

Udhavsboen stod udenfor sin Boplads og fiskede, da Rypekylling kom frem. Han havde bygget sig en Snehytte og fiskede derinde fra, og hver Gang han fik en Hellefisk, sparkede han den udenfor. Engang kiggede han ud af sin Snehytte og fik langt borte Øje paa en lille sort Plet; saa lille var den, at han først troede, det var en Ravn; men saa hurtigt voksede den, at han antog den for en Ræv, da han atter gik ind i sin Snehytte.

Atter fik han en Hellefisk, og idet han sparkede den ud, fulgte han selv efter og saa nu ganske tydeligt, at det var et Menneske, der nærmede sig. Han havde kun været inde et Øjeblik, og dog var Manden allerede naaet helt frem til ham, saa hurtigt havde han løbet. Den kommende var en hel Kæmpe, og pustende af Varme satte han sin Stok saa haardt i Isen, at Stumperne føg omkring ham, og saa sagde han:

"Jeg har hørt Tale om. at Udhavsboen skal være en stor Løber og en stærk Mand, og nu er jeg kommen for at kappes med ham."

Da det jo var ham og ingen anden, den fremmede hentydede til, svarede Udhavsboen:

"Det er mig."

Og atter sagde Rypekylling:

"Lad os saa løbe om Kap!"

Og de gav sig til at løbe indefter mod Land. De kom netop, som Udhavsboens Kone slog en Urinspand ud, og da hun fik Øje paa sin Mand, der kom løbende sammen med en anden, raabte hun ind:

"Der kommer to Mænd løbende."

Det var Lavvande, og Isfoden stod høj og stejl. Et Øjeblik blev de borte i Fjæren; men da de kom til Syne igen i et vældigt Spring, gled de længe fremefter paa den glatte Is, lige ved Siden af hinanden. Den ene var ikke bag den anden, og den anden var ikke foran.

Saa gik de tilbage igen til Hellefiskebanken, og da de havde gjort Hellefiskene færdige, kom de tilbage igen. Og Udhavsboen gik ind til sin Kone og sagde:

"Vi har Besøg af en, som ikke er noget rigtigt Menneske; det er vist en Indlandsbo. Han er saa stor, at vi maa rive Taget af Husgangen for at faa ham ind i Huset."

Det gjorde de, og kun saaledes kom Rypekylling ind. Men da han var for stor til at komme op paa Briksen, maatte de lægge Skind paa Gulvet. Saa blev der sat Mad frem, og de spiste sammen og søgte paa alle Maader at vise den fremmede Gæstevenskab. Næppe var de færdige med Maaltidet, før Rypekylling foreslog, at de skulde prøve Kræfter. Saa satte de sig ned paa Gulvet, vendt mod hinanden, med Fødderne i hinandens Skridt, og begyndte at trække Arm. Rypekylling var kejthaandet og havde derfor flest Kræfter i Kejten. Udhavsboen derimod var stærkest i højre Arm. De begyndte med venstre Arm, og det varede ikke længe, før Rypekylling rettede sin Modstanders Arm ud med saa voldsomt et Tag, at han flaaede al Huden af hans Haandled. Saa tog de fat igen med højre Arm. Men denne Gang var det Rypekylling, der fik Armen rettet ud, og det med en saadan Voldsomhed, at ogsaa han fik flaaet al Huden af sin Arm.

Allerede Dagen efter brød Rypekylling op og begav sig paa Hjemvejen, og Udhavsboen fulgte ham ud til Hellefiskebanken.

"Denne Gang skal jeg løbe med den Fart, jeg plejer at holde, naar jeg er ude paa Vandring," sagde Rypekylling.

"Nu har du lært mig at kende. Se nu til, at du besøger mig engang imellem," svarede den anden.

Saa gav Rypekylling sig til at løbe hjemover, og man fortæller, at Sneen føg saaledes fra hans Fødder, at den stod som en Bue over ham, og Solens Lys brødes deri ligesom i en Regnbue. Udhavsboen stod forbavset og stirrede efter ham, til han ikke kunde se ham mere.

Der var gaaet mange Aar efter Rypekyllings Besøg hos Udhavsboen, og Rypekylling havde giftet sig med en Indlandskvinde og havde voksne Børn. Saa var de en Sommer taget over til den anden Side af Landet og var kommen til en Fjord med en stor Elv i Bunden. Ude i Fjorden saa de en Hval, som stadig kom op paa samme Sted for at blæse. Da gik Rypekyllings Svigerfader, en gammel Mand, helt frem til Strandbredden og sagde:

"Nu skal jeg synge en Tryllevise, som skal faa Hvalen til at løbe op i Elven her. Jeg skal være øverst, Rypekylling skal komme efter mig, og nederst skal din Søn være. Ingen af jer maa kaste efter den, naar den kommer op for at blæse, ikke før jeg har harpuneret den. Om I søger at komme mig i Forkøbet, vil Hvalen blot vende tilbage til Havet igen."

Saaledes talte den gamle Mand og istemte sin Tryllesang.

Og se: Hvalen løb helt op i Elven lige ud for Rypekylling; men han kastede ikke efter den. Og næste Gang den kom op, var det lige ud for den gamle Mand, der stadig sang Lokkevisen. Og han harpunerede den, medens de andre greb hans Fangeline og begyndte at trække i den for at holde Hvalen; men Fangelinen brast. I samme Øjeblik løb Rypekylling og hans Søn til og satte begge deres Harpuner i Hvalen, der nu var løbet helt op i Elven, og her dræbte de den.

Efter at den var dræbt, rullede de den op paa Land og flænsede den, idet de blot skar den over paa tværs. Skulderpartiet tog Svigerfaderen paa Nakken, Brystpartiet tog Rypekylling, og Halefinnen tog hans Søn. De var Indlandsboer og derfor vældige Kæmper, der kun behøvede at være tre om en Hval.

Saa begav de sig paa Vejen hjem. Men undervejs mærkede Rypekylling pludselig, at han havde mistet sin Byrde. Han saa sig om og opdagede da en Indlandskæmpe, en vældig Mand med en Gryde over Skulderen; ham var det, der havde taget hans Hvalkød og nu roligt gik sin Vej med det. Rypekylling satte efter ham og sprang op paa hans Byrde. Men saa stor var "Gryde-Kæmpen", at han slet ikke mærkede det. Rypekylling vidste ikke, hvad han skulde gøre; men saa fandt han paa at skære Kødet ned, og det faldt til Jorden med et Klask. Rypekylling fulgte selv med, men Gryde-Kæmpen mærkede intet og gik roligt videre uden at se sig tilbage.

De havde endnu langt frem til Bopladsen, da Rypekyllings Søn blev saa træt, at han ikke kunde gaa længere, og tilsidst sagde han til sin Fader:

"Skulde det mon være sandt, hvad man fortæller, at Rypekylling kan en Tryllevise, som kan trække Jorden sammen?"

"Det er jeg bleven for gammel til," svarede Rypekylling.

Lidt efter sagde Sønnen igen:

"Skulde det mon være sandt, hvad man fortæller, at Rypekylling kan en Tryllevise, der kan trække Jorden sammen?"

"Mine Tænder er for slidte, jeg kan ikke længere fremhviske den," svarede Rypekylling.

Atter gik der en Stund, saa sagde Sønnen igen:

"Skulde det mon være sandt, hvad man fortæller, at Rypekylling kan en Tryllevise, som kan trække Jorden sammen?"

Nu forstod Rypekylling, at han ingen Vegne kunde komme med at holde sin Søn hen, og han sagde:

"Saa luk da Øjnene! Om I aabner dem, vil vi atter vende tilbage til det Sted, hvor vi nu staar."

Saa lukkede de Øjnene, efter først at have lagt deres Byrde godt til Rette, og straks hørte de en vældig Susen, som af et Uvejr, der fo'r hen over Jorden. Det varede kun et Øjeblik, saa sagde Rypekylling, at nu kunde han godt aabne Øjnene igen. Og se: De var lige ved deres Boplads, og Teltene laa kun et lille Stykke fra dem. Saaledes kom de hurtigt hjem. Dette er det sidste, man har hørt om Rypekylling.

– – –

Nu er der kun det at fortælle, at Mænd, der var ude i Kajak for ikke saa mange Aar tilbage, engang hørte Stemmer, der søgte at lokke Sæler til sig. De fulgte Lyden og fik Øje paa en vældig Mand, som drev Sælfangst fra et Skær lige ved Land. De roede ind til ham, og da Manden vilde flygte, raabte de:

"Vi skal ikke gøre dig noget! Vi kom kun hen til dig, fordi vi hørte din Stemme, og nu vil vi gerne vide, hvem du er!"

Man fortæller, at den fremmede var bleven beroliget og havde givet sig til at berette om sit Fangstredskab, to mærkelige Træstykker, der i Enderne var forsynede med en lille Kobberemsløkke, og han sagde:

"Bedre Fangstredskab kan man ikke faa. Jeg kalder Sælerne til mig, og naar de saa kommer ganske nær, snører jeg Løkken fast om Baglufferne paa dem og fanger dem paa den Maade."

Og han var midt i sin Fortælling, da han med eet gav sig til at lytte, og pludselig greb han Sælerne, som han havde fanget, i Lallerne og sprang ind over Land. Bag dem laa en stor Slette med et blaanende Fjæld langt inde. I eet Nu var han over Sletten og oppe paa Fjældet, og saaledes forsvandt han for bestandig. Man fortæller, at denne Mand var en Efterkommer af Rypekylling.

Her ender denne Historie.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 249--258. København, 1925.