Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Sagnet om Qavdlunâtsiait
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Sagnet om Qavdlunâtsiait
I de første Tider var alle Mennesker Eskimoer. Saa hændte det, at en Hund tog en Pige til Kone, og fra denne Yngel stammer de hvide Mænd.Men Pigen skammede sig over sine Børn og satte dem ud i Havet i en Støvlesaal, og saaledes fo'r de ud til andre Lande og blev Stammefædre til alle de hvide Mænd.
De gamle skelnede mellem to Slags hvide Mænd: Qavdlunâtsiait, der var fjendtligsindede og krigerske, og Qavdlunât, der kom som Venner.
De fjendtligsindede anløb Kysterne i længst forsvundne Tider, og man fortæller, at de kom helt op til Øerne norden for Kap York i store Baade, som kaldtes for Qáqaitsut, eller "dem uden noget opstaaende", fordi de ingen Master havde. Alle Beretninger om disse ligger ude i Myternes store Taage; men da alle Sagn af Eskimoerne opfattes som historiske Sandheder og troværdige Minder fra "de Tider, da Menneskene havde stærkere Safter end nu," er det berettiget, at de medtages som en Introduktion til Stammens Historie. Og med Stammen mener vi altsaa de Eskimoer, som har beboet og bebor Nordvestgrønland fra Melvillebugten og op til Humboldtsbræerne.
Hine Vikinger plejede at komme hen mod de første Mørkeaftener, naar Havet var isfrit. Da kunde det hænde, at store Baade kom sejlende, bemandede med mange Mænd; det var Qavdlunâtsiait eller Nakasungnaitsut, "de kortlæggede", som de ogsaa kaldtes. De var meget krigerske og overfaldt Mennesker overalt, hvor de traf dem. Der gaar følgende Sagn om et af disse Sammenstød:
Et Aar først paa Vinteren opdagede Slæder, som var ude paa Hvalrosfangst, at en af disse Qavdlunâtsiaits store Baade var frosset inde i Isen ud for Northumberlandsøen. Da man vidste, at de før eller senere vilde angribe, gik man straks løs paa dem, bevæbnede med Lænsere og Harpuner. Isen var meget glat, og man havde derfor ombundet Fodsaalerne med Ganehud af Sæler; de kortlæggede, som ikke kendte denne Kunst, kunde ikke staa fast paa deres Fødder og blev hurtigt overvundne. Man plyndrede Skibet, og en af dem fik fat paa en stor, tung Kasse, som han kørte hjem.
Da han lukkede den op, laa der en dejlig Dreng i den, som sikkert kun var bleven skjult i Kassen for at skaanes for Døden.
Manden lod nu den hvide Dreng vokse op sammen med sin lille Søn, og de to kom snart til at holde meget af hinanden. Den hvide Dreng plejede at fange Ravne til sin Plejebroder, og han opnaaede snart stor Færdighed i denne Jagt. Alle holdt meget af den fremmede Dreng, som blev opdraget sammen med sine jævnaldrende og lærte almindelig Fangst. Det fortælles, at han fik Hjemve, naar han saa Himlen blive rød om Aftenen; saa begyndte han at tale om Mælk og søde Spiser, han havde været vant til i de hvides Land, og blev siden tavs.
En Dag, da han var ude paa Jagt, blev han borte og kom aldrig mere igen; kun oppe ved Kap York fandt man noget af hans Tøj, og de gamle fik derfor den Tro, at Hjemlængslen havde faaet en saadan Magt over ham, at han gennem Luften var faret til sine Frænders Land.
Saaledes beretter de gamle. Det er jo muligt, at der i disse gamle Minder skjuler sig et Vidnesbyrd om, at Islænderne i Sagatiden er naaet op til Smithsund paa deres Farter langs Grønlands Kyst; thi har de kunnet naa op til Upernivik, hvor en Runesten som bekendt er fundet, er der jo heller intet i Vejen for, at de under gunstige Isforhold har kunnet sætte over Melvillebugten.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 125-127. København, 1925.
