Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Sjælen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Sjælen
Ethvert Menneske bestaar af en Sjæl, et Legeme og et Navn. Sjælen er udødelig og følger Mennesket, som Skyggen følger os i Solskin. Legeme og Sjæl er uadskillelige, saa længe Mennesket skal leve, thi naar Sjælen forlader Legemet for længere Tid, sygner det hen og dør.
Kun store Aandemanere kan se Sjælen. De siger, at den ser ud ganske som et Menneske, kun er den mindre. Den kan derfor røves af en Aandemaner, der kan grave den ned i Sne, men Hullet maa dækkes med Kødsiden af et Hundeskind. Saa dør man, hvis ikke en anden Aandemaner kan finde den røvede Sjæl, og føre den tilbage til Legemet.
Sjælen farer efter Legemets Død op til Himlen eller ned i Havet, hvor den samles med Forfædrenes Sjæle. Begge Steder er der godt at være.
Dette er den ortodokse Opfattelse af Sjælen. Men spørger man nærmere ud, faar man undertiden overraskende moderne Svar. Engang før nogen Missionær var kommen til Kap-York Distriktet, sagde en Mand til mig:
"Sjælen er det, som gør dig smuk, som gør dig til et Menneske. Den alene faar dig til at ville, til at handle, til at være driftig. Det er den, der driver hele dit Liv, og derfor maa Legemet falde sammen, naar Sjælen forlader det."
Der var engang et Menneske, som ingen kunde dræbe. Landsmænd forsøgte at myrde det, men dets Sjæl skiftede blot Bolig, den lod sig føde af alle levende Væsner, Dyrene i Havet og Dyrene i Fjældene. Og der lærte den meget, som Menneskene ikke før havde kendt. Den var ogsaa sammen med de dødes Sjæle, de havde Overflod paa Fangstdyr, men levede i Mørke.
Da Sjælen havde gennemgaaet alle Dyr, blev den atter til Menneske og gav andre Kundskab om, hvad den havde set.
Heraf følger, at ogsaa Dyrene har Sjæl. Den farligste af alle Dyresjæle er Bjørnens. Naar en Bjørn er dræbt, træffes derfor visse Forholdsregler, for at ikke Sjælen skal komme og øve Hævn.
Bjørne ved alt og hører alt, hvad Menneskene taler om. Naar Bjørnejægeren kommer hjem med Fangst, bringes den afflaaede Hud ind i Huset og lægges i en Qingmerfik, Kasse til Hundefoder.
Hvis det er en Hanbjørn, hænges der over Snuden en Fangerem med Harpunspids og Harpun, lidt Spæk og Kød og nogle Skindlapper, altsammen til den dræbte Bjørns Sjæl. Med Skindstumperne skal den lappe sine Støvler, Bjørne gaar saa meget. Hvis det er en Hunbjørn, hænges blot et Stykke tilberedt Skind af en Sæl over Huden, og lidt Kød og Skindstumper til Lapning.
Det holdes saaledes hængende i fem Dage.
Endvidere opsamles alle Knoglerne, efterhaanden som Kødet spises, og lægges i en Bunke ved Siden af Hovedet i Vindueskarmen. Hovedet skal vende indefter.
Dette gøres for at Bjørnens Sjæl ikke skal have altfor svært ved at komme hjem. Den faar Menneskeudrustning, fordi Bjørne ofte optræder i Menneskeham.
Det er ligeledes som et Offer til Sjælen, at man samler alle Knogler og Ben af Ræv og Hare, og naar man har spist Kødet af dem, lægger man dem i en Stensætning, for at Hundene ikke skal komme til dem. Med en Sæl derimod nøjes man som Regel med at gemme Hovedet. Disse Ofre sker ikke blot af Frygt for Sjælens Hævn, men ogsaa fordi man ønsker at staa sig godt med sine Fangstdyr. Sjælen fortsætter jo Tilværelsen i et andet legemligt Hylster, og dette maa ikke sky Jægeren.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 15f. København, 1925.
