Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Sult
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Sult
Fortalt af Ûtâq
En Vinter for mange Aar tilbage vilde Isen ikke lægge sig paa Havet, og stor Nød udbrød blandt Menneskene.Paa en ensom Boplads boede en Mand med sin Kone og to Børn. Hen paa Vinteren slap alle Forraad op for dem, og da de ikke længere kunde udholde at sulte, sendte Manden sine to Børn bort til en Naboplads for at bede om Kød.
Mens de var borte, dræbte han sin Kone, der snart skulde føde. Han var Mand, og som den stærke maatte han derfor ombringe Kvinden, da der ikke var andet at spise. Men da han havde Medlidenhed med hende, fordi hun dog havde født ham Børn, dræbte han hende ved Hængning; han syntes, det var Synd at jage en Kniv i hende.
Nu flænsede han baade Konen og Fostret, saaledes som man flænser en Sæl, og lagde dem ud i sin Kødgrav, for at Kødstykkerne kunde fryse.
Børnene, der var ude for at skaffe Mad, gik langt ind over Fjældene; men da de var udmattede af Sult, naaede de ikke frem til Mennesker, men maatte vende om. De spurgte straks efter Moderen, da de kom hjem. Faderen svarede ikke straks, men da de trængte paa, sagde han: "Aah, hun er vist ude for at samle Brænde!", og det sagde han, fordi han havde Medlidenhed med dem.
Han gik nu ud til sin Kødgrav for at hente Mad til Børnene; men da de saa det lyse Kød, vidste de, hvad der var sket, og gav sig til at græde.
"I maa spise det, hvis I vil leve," sagde Faderen; "vi har ikke andet!" Børnene skubbede det bare fra sig og døde snart af Sult.
Faderen, som spiste sin Kone og hendes Foster, blev liggende i sit Hus og ventede paa, at Mennesker skulde komme og redde ham. Uden Føde laa han tilsidst som en Benrad paa sin Briks. Saa kom da endelig Mennesker til ham; og de kom fra en Boplads, hvor der var godt med Kød.
"Jeg vilde ikke dø af Sult," forklarede Manden, "og derfor maatte jeg spise min Kone og hendes Foster." Han kunde ikke lade være med at fortælle det.
Men da de fremmede hørte det, rejste de bort og lod ham ligge og dø af Sult. De havde ingen Forpligtelser over for ham, da han ikke var knyttet til dem, hverken ved Slægtskab eller fælles Boplads.
Denne Fortælling er saa gammel, at den stammer fra de Tider, da Vand kunde brænde.
Dengang var det ikke som nu med Fangsten; da sultede Menneskene ofte, naar det faldt ind med isfri Vinter. Man kalder det for nugssugsârtoq, naar Isen ikke bliver liggende og Flagerne ikke klistrer fast ved Land.
Naar stor Nød dengang faldt ind over Menneskene og de maatte ty til at spise hinanden, gjorde de aldrig dette af Ondskab, men af Sult og Fortvivlelse. Og da er det ikke Menneskene, som er onde, men da er det Nød, som handler ilde med dem; Sult og Ulykker kan drive Mennesker til at æde dem, de holder af. Ulykker ødelægger Folk.
Der berettes om Mennesker, der boede sønden for Kap York ved Kap Melville, at de engang kom til at lide af Misfangst, fordi Isen ikke vilde lægge sig. Tilsidst var de saa udmattede, at Fangerne ikke kunde forlade deres Huse; men en ung Mand reddede dem allesammen. Hver Morgen, naar det gryede, tog han ud i Fjældene og samlede Vindæg af Søkonger sammen i en Støvle. Dem bragte han sine Bopladsfæller, og det holdt dem i Live Vinteren igennem. Men da Sommeren kom, betrak de deres Konebaade med Teltskind og roede bort til bedre Fangstpladser.
Denne sidste sandfærdige Fortælling, der er os overleveret af dem, som levede før os, beretter jeg for at vise jer, at Mennesker i Nød først gør, hvad de kan, for at rede Livet, før de søger Udveje i Menneskeæderi.
Mennesker, der ikke rammes af Sygdom eller sløves af Aar, vil nødigt dø. Naar de under Hungersnød spiser hinanden, da er det kun den svagere Livskraft, der maa vige for den stærkere."
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 106-108. København, 1925.
