Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Sungersûssaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Sungersûssaq
Sagn fra Tasiussaq
MAN fortæller, at Sungersûssaq besvogrede sig med de mange Brødre; og sammen med dem plejede han at tage paa Fangst langt til Søs efter Sortsider. Det var om Vinteren, og der laa Is overalt, og paa Vejen ud, langt fra Land, havde Sungersûssaq for Skik at hugge Hul i Isen og stirre ned i Havet. Saaledes undersøgte han Vejr og Vind. De fangede Sortsidere ved en Vaage, og naar de havde faaet saa mange, som de kunde bære, gik de hjemover.Sungersûssaq havde en Plejesøn, som han holdt meget af, og han lod ham derfor bære store Byrder for at opøve hans Kræfter.
En Dag gik de som sædvanlig til Søs, og da de naaede det Sted, hvor Sungersûssaq plejede at undersøge Havet, kiggede han ned og sagde:
"Alt det, der svæver rundt i Havet, strømmer ind mod Land som en Elv. Vi maa skynde os mod Land!"
Og de skyndte sig ind mod Land. Men de var ikke komne langt, før der lagde sig Stormklatter over Fjældtoppene, og snart var Stormen over dem. Isen begyndte at bryde op, og de sprang over Revnerne; men disse blev bredere og bredere, og tilsidst kom de til en Revne, som Plejesønnen ikke kunde sætte over. Saa sprang de tilbage til ham allesammen, for ikke at lade ham i Stikken, og imedens knustes Isen omkring dem, og de drev til Søs. Da sagde en af Svogrene:
"Man har fortalt mig, at Sungersûssaq skulde forstaa sig paa skjulte Ting, at Sungersûssaq skulde være kyndig i Trolddom."
Sungersûssaq svarede:
"Det eneste, jeg kender, er en lille Tryllevise, der kan forvandle Havets Skum til Is."
Nu var der ikke mere hel Is omkring dem, men de saa pludselig en lille Isskodse, der var jævn og flad. Den sprang de op paa, og saa sagde Sungersûssaq:
"Hvis nogen af jer nu skulde føle Trang til at lade jeres Vand, maa I først live jeres Penis vel op og saa bøje jer stærkt tilbage, naar I lader Vandet; thi intet af eders Pis maa falde paa Isflagen!"
Og de gjorde, som han sagde. Saaledes drev de for Vinden, og de drev og blev ved med at drive, indtil de fik et stort Land i Sigte, der var fuldt af Isbræer. Derhen drev de og sprang i Land; og da de var kommet vel i Land, sagde Sungersûssaq:
"Vend jer om og se paa den Isflage, der har været jeres Opholdssted!"
Og de vendte sig om og saa kun en Skumklat. Saa gik de tværs over Landet og kom til en stor Boplads. Her gik de hen til et af Husene, afførte sig deres Ydertøj og gik ind. De var næppe kommen ind, før man straks satte Mad frem for dem; men da de begyndte at spise, forlod Folkene den ene efter den anden Huset. Tilsidst var de ene sammen med Husherren og en gammel Kælling, der sad og aad af et stort Skulderblad. Omsider gik ogsaa hun ud, og nu hørte de, at Udgangen blev spærret med Sten; derefter gav de sig til at rive Hustaget ned henne midt over Gulvet, og gennem en Aabning i Taget blev' en Kobberem firet ned.
Da traadte Husherren, som nu var ene med dem, frem og opfordrede dem til at prøve Kræfter med sig. Sungersûssaq vilde modtage Udfordringen, men den ældste af hans Svogre kom ham i Forkøbet, og han og den fremmede Husherre gav sig til at trække Armkrog. Pludselig trækker den fremmede Svogerens Arm ud og kaster sig over ham, griber fat i hans Testikkel og rykker den ud. Svogren gav et dybt Suk fra sig og var død med det samme. Derefter bandt Husherren en Kobberem fast om Halsen paa Liget og raabte op, at man skulde hale til. Og saa blev Liget trukket op, og man hørte dem flænse ovenpaa, medens der var en, der raabte:
"En lille Lækkerbidsken til vor kære Husherre! Øjnene til vor kære Husherre!"
Og saa blev Kobberemmen atter firet ned. Men denne Gang skyndte Sungersûssaq sig at komme sine Svogre i Forkøbet, og han rakte den fremmede Husherre sin Arm. De trak nu Arm, men denne Gang var det Sungersûssaq, der kastede sig over den fremmede og dræbte ham paa samme Maade, som hans Svoger før var bleven myrdet. Saa bandt han Kobberemmen fast om Ligets Hals og raabte op gennem Hullet i Taget, at man skulde trække til. Der blev ikke straks svaret, men Svogrene sagde:
"Sig det blot en Gang til! Din Stemme lignede ganske den fremmede Husherres!"
Saa raabte Sungersûssaq igen, og denne Gang blev han hørt; man halede Liget op og begyndte straks at flænse det. Og atter var der en, der raabte:
"En lille Lækkerbidsken til vor kære Husherre! Øjnene til vor kære Husherre!"
Men lidt efter lød det fra mange paa én Gang:
"Ak, vi flænser jo vor kære Husherre. Det er vor kære Husherre, vi flænser."
Og i Raseri gav de sig derpaa til at rive hele Loftet ned i Huset, og de hældte Vand ned over Sungersûssaq og hans Svogre. De flygtede inde i Huset fra den ene Side til den anden, indtil Sungersûssaq fandt paa at raabe op:
"Giv mig min Yderpels!"
Ingen af Svogrene troede, at man vilde bryde sig om, hvad der blev raabt, men det mærkelige skete: En Yderpels blev rakt ned; men det var ikke den rigtige. Saa raabte Sungersûssaq for anden Gang, at de skulde give ham hans Pels; og saa kom den da endelig, idet der spottende blev sagt:
"Gid han dog maa faa rigtig megen Nytte af den!"
Sungersûssaq greb den og saa straks efter sin Amulet. Han fandt den og puttede den i Munden, og idet han derefter spyttede den ud, kastede han den op gennem det aabne Tag og sagde:
"Een!"
Næppe havde han sagt det, før man hørte dem raabe deroppe:
"Nej se, der faldt én!"
Amuletten kom tilbage igen, og han puttede den i Munden og spyttede den ud igen og sagde:
"To!"
Og saa kastede han Amuletten op gennem Taget.
"Nu faldt der to!" hørte man dem forskrækket raabe.
Amuletten kom tilbage igen og var nu helt blodig. Atter puttede han den i Munden, spyttede den ud igen og sagde, idet han smed den op:
"Tre!"
"Se, der var tre, der faldt!" hørte man dem raabe, og nu flygtede Resten. Derefter slap Sungersûssaq og hans Svogre ud af Huset, idet de hjalp hinanden op gennem Taget, og saa begav de sig straks paa Hjemvejen.
Undervejs kom de til en stor Bræ, der gik lige ud i Havet. Sungersûssaq gik op paa den og sagde til sine Kammerater:
"Blot jeg nu ikke bliver nødt til at efterlade jer her! Lige saa længe jeg kan huske tilbage, har man fortalt mig, at min Amulet var en Bjørn!" Og han spurgte sin ældre Svoger:
"Hvad har du som Amulet?"
"Lige saa længe jeg kan huske tilbage, har man fortalt mig, at min Amulet var en Bjørn."
Det var Sungersûssaq godt tilfreds med og sagde:
"Skulde vi to saa virkelig være de eneste, som slap herfra?" Og han spurgte den næste:
"Hvad har du som Amulet?"
"Lige saa længe jeg kan huske tilbage, har man fortalt mig, at min Amulet var en Bjørn!"
Det blev Sungersûssaq glad over, og nu henvendte han sig til sin Plejesøn:
"Hvad har du som Amulet?"
Plejesønnen svarede:
"Lige saa længe jeg kan huske tilbage, har man fortalt mig, at min Amulet var en Snespurv."
Dette Svar blev Sungersûssaq saa ked over, at det knasede, da han skar Tænder; og han sagde:
"Gør nu alle det samme som jeg!"
Og saa løb han hen over Bræen og fløj ud i Havet, hvor han forsvandt i Bølgerne. Men da han kom op igen et Stykke længere ude, var det som en Bjørn, der rystede Vandet af sin Pels. Paa samme Maade gik det alle Svogrene.
Tilsidst ventede de kun paa Plejesønnen. Han løb hen over Bræen den ene Gang efter den anden, men altid stansede han, naar han naaede Randen. Tilsidst raabte Sungersûssaq:
"Prøv nu blot paa at gøre det samme som vi andre, og bask saa med Armene, naar du kommer lige hen over Vandet!"
Dette gjorde Plejesønnen. Og se, idet han baskede med Armene, fløj han ud over Havet som en lille Snespurv. Saa svømmede Bjørnene ud over Havet, og atter talte Sungersûssaq og sagde:
"Naar du bliver træt, skal du sætte dig paa vore Øren og hvile dig!"
Saaledes svømmede de hjem og landede et lille Stykke fra deres Boplads; men da de skulde op paa Land, sagde Sungersûssaq:
"I skal nu gøre ganske det samme som jeg!"
Og han satte Farten op og svømmede med stærke Tag mod Land, og idet han sprang op, rystede han sig saa voldsomt, at hele Bjørnehammen faldt af, og han var atter et Menneske. Det samme gjorde alle de andre. Den lille Spurv satte sig paa en Tue, rystede sig ordentlig og hoppede saa ud af sit Skind.
Saaledes reddede Sungersûssaq sine Svogre og sin Plejesøn.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 259--263. København, 1925.
