Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Torden-Aanderne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Torden-Aanderne
Fortalt af Merqussâq
(indvandret som ung fra Admirality Inlet. Baffinsland)
Man fortæller, at to Søstre legede sammen, og at Faderen ikke kunde udholde den Støj, de lavede, fordi han kun havde faa Børn og derfor ikke var vant til at høre nogen Slags Larm. Tilsidst gav han sig til at skænde paa dem og forlangte, at de skulde gaa langt bort og lege.
Da Pigerne blev ældre og begyndte at faa Forstand, blev Faderens Skænd Aarsag til, at de vilde flygte bort, og de drog da ud, kun medtagende et lille Hundeskind, et Stykke Støvleskind og en Ildsten. De besteg et højt Fjæld for at bygge sig Hus der.
Forældrene søgte forgæves efter dem, men da Pigerne stadig gemte sig for dem, kunde de ikke finde dem; de var bleven rigtige Fjældgængere, fjernt fra Menneskene. Kun Rensjægere traf dem nu og da, men Pigerne nægtede at følge tilbage til Menneskene igen.
Da den Tid var kommen, da de maatte sulte ihjel, blev de til onde Aander; de blev til Torden.
Naar de ryster det tørrede Støvleskind, plejer Stormen at komme, Sydveststormen, og vældig Ild ses paa Himlen, hver Gang de slaar paa deres Ildsten, og Regn skyller ned, naar de lader deres Vand.
Faderen holdt mange Aandemanermøder for at faa dem til at vende tilbage; men da han mærkede, at de var døde, holdt han op.
Men man fortæller, at de, da de var bleven onde Aander, atter søgte tilbage til Menneskene og skræmte dem ihjel. De kom først til Forældrene, fordi disse havde følt sig saa besværede af dem. Den eneste, de ikke dræbte, var en Kvinde, der bar et lille Barn i en Rygpose. Hende lod de leve, for at hun kunde fortælle Menneskene om, hvor frygtelige de var; og der gaar da ogsaa Frasagn om, hvor forfærdelige de var.
Naar Tordenaanderne kommer, bliver selv Jorden slagen med Rædsel. Selv Sten, der slet ikke ligger paa Skraaninger, ruller rædselslagne ned mod Menneskene.
Saaledes kommer Tordenen ved Sydveststorme; det knitrer og larmer i Luften som af tørre Skind, der rystes; selv Himlen gløder nu og da af den Ildsten, som de medførte, Regnen strømmer ned, og det er farligt at være ude for glødende Ild. De store Sten og alt, hvad der rager i Vejret, begynder at gløde.
Naar saadant sker, plejer man at skære en rød Hund i Øret, saa at dette bløder, og saa lader man den gaa rundt om Huset, idet man overalt lader noget dryppe; da vil Huset ikke blive glødende.
En rød Hund var det eneste, Pigerne, der blev til Torden, var bange for.
Selv har jeg aldrig oplevet Torden, men mine Forældre har fortalt om Torden ovre fra Akilineq (Baffinsland).
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 61-62. København, 1925.
