Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Tutigaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Tutigaq
Fortalt af Silas
Claushavn
Der var engang en Mand, som hed Tutigaq. Han var en Storfanger, som levede sammen med sin Moder og sin lille Søster. En Dag kom han hjem med en Remmesæl, og han skar Skindet ud i Bælter for at lave Kobberemme af det. Nogle af Stykkerne gav han til sine Bopladsfæller, for at ogsaa de kunde lave Kobberemme. De blev alle lagt i Urinbaljen, for at Haarene kunde løsnes, og medens de laa her, tog Moderen i al Hemmelighed et af Stykkerne og tryllede over det med en Tryllesang, saa det blev forgjort. Hun troede, det tilhørte en af Bopladsfællerne, og saa skulde det netop være hendes Søns.Siden da Tutigaq skulde skære Bæltet ud i Kobberemme, kom han til at stænke sig i Øjnene og blev blind. Kort efter tog alle Bopladsfællerne bort paa Fangstrejse.
Det var Foraar og dog fik Tutigaq og hans Familie ikke andet at spise end de Muslinger, de kunde samle op nede ved Stranden. Moderen kogte Muslingerne til dem, men altid gav hun Sønnen en ganske lille Portion, thi hun brød sig ikke mere om ham, nu da han ikke længere kunde fange for dem. Men hans lille Søster, der holdt meget af ham, plejede at give ham mere at spise, naar Moderen var ude.
En Dag, medens de alle sad inde i Huset, stak en Bjørn Hovedet ind ad Vinduet. Da sagde Tutigaq:
"Lille Søster, hent min Bue og Pil, der ligger nede i Konebaaden!"
Søsteren hentede Buen, og han spændte den og sagde:
"Lille Søster, sigt for mig!" Og hun sigtede for ham, og han skød Pilen af og ramte Bjørnen lige bag Nøglebenet, saa det svuppede.
"Det var Tarmskindsrudens Skindkant, du ramte!" skyndte Moderen sig at sige; og lidt efter gik hun ud og samlede Muslinger, idet hun lod, som om der slet ikke laa nogen død Bjørn uden for Huset, og hun gav, som hun plejede, sin Søn nogle faa Muslinger, men selv flænsede hun Bjørnen og smausede ordentligt i Bjørnekød.
Først da Moderen var falden i Søvn, kunde Søsteren fortælle, at han havde ramt Bjørnen og dræbt den paa Stedet, og hun hentede Kød til ham og kogte det, saa han fik et ordentligt Maaltid.
En Dag gik Søsteren ud sammen med sin Broder. Hun ledte ham op i Fjældene et Stykke oven for deres Hus, og her skiltes de. Medens Tutigaq stod oppe mellem Fjældene, hørte han Sus af Vingeslag i Luften lige hen over sit Hoved, og en Stemme sagde:
"Se op denne Vej!"
Han saa op i Luften, og i samme Øjeblik følte han Fuglenes varme Skarn i Øjnene, og atter hørte han en Stemme sige:
"Luk ikke Øjnene op, saa længe du kan høre vore Vingeslag!" Og saa tørrede de ham hen over Øjnene med deres Vinger og fløj bort.
Først da Lyden af Vingeslagene var døet helt hen, aabnede han Øjnene, og saa voldsomt blændede Lyset ham, at han lukkede dem igen med det samme. Da han aabnede dem paany, havde han Glæden over sit Syn igen, og det var netop en smuk Dag med et dejligt Vejr. Langt borte saa han sin Søster komme grædende hen imod sig, og han raabte hende i Møde:
"Lille Søster, nu kan jeg atter skaffe dig bløde Underpelse! Jeg ser igen!"
Søsteren løb ham i Møde, og Broderen fortalte hende, hvorledes det var gaaet til. Saa gik de ned sammen til deres Hus, og han saa det store Bjørneskind, der blev tørret. De gik ind i Huset sammen og Moderen gjorde store Øjne, da hun opdagede, at han havde faaet sit Syn igen.
"Hvad er det for et stort Bjørneskind, der hænger til Tørring herude?" spurgte Sønnen.
"Det er et, som Persorqaqs har efterladt sig!" svarede Moderen. Sønnen tav lidt, saa sagde han:
"I Morgen skal I følge mig paa Narhvalfangst."
Dagen efter fulgtes de ad ud til Iskanten, og der var fuldt af Narhvaler, som trak i Stimer langs med Iskanten. Sønnen bandt nu sin Fangeline om Livet paa sin Moder og gik selv helt hen til Iskanten. I Begyndelsen kom der kun Narhvalsunger forbi, og dem havde han ikke Lyst til at harpunere, skønt Moderen sagde:
"Harpunér en af de smaa der!"
Først da der dukkede en stor Han-Narhval op, harpunerede han den, og samtidig slap han Fangelinen. Men Narhvalen rev Moderen med sig, saa at hun maatte løbe af alle Kræfter ud til Iskanten, og herfra videre ud i Søen — og saa blev hun borte.
De to Søskende stod inde paa Strandkanten og ventede paa, at deres Moder skulde komme op igen; og da hun kom op, saa de, at hun havde sin Ulo i Haanden, og hun havde slaaet sit Haar ud og snoede det, idet hun raabte:
"Min Ulo, min Ulo!"
Og saa blev de borte igen. Lidt efter saa de hende endnu en Gang paa samme Maade og hørte hende raabe igen, indtil hun blev helt borte.
Man fortæller, at fra hende stammer Narhvalernes snoede Tand, thi Tanden er hendes snoede Haar.
Saaledes hævnede Sønnen sig paa sin Moder og vandrede derefter ind over Land sammen med sin Søster. Her kom de til et Hus. De gik ind og saa, at Menneskene kun var som Skygger. De var kommet til Tarrajarssuits, de smaa Skyggers Land. Her blev de en Tid; men en Dag sagde Søsteren til sin Broder:
"Der er en Skyggemand, som forfølger mig, overalt hvor jeg gaar."
Broderen svarede:
"Jeg forfølges af en Kvindeskygge, hvor jeg saa er. Lad os hellere rejse vor Vej!"
Det vilde Søsteren gerne, og saa gik de atter videre ind i Landet uden noget Maal. De gik og blev ved med at gaa, til de kom til et Hus, hvor de saa en Mødding fuld af kogt Kød, der syntes bortkastet. De gik ind og traf mange Mennesker, men i Gulvet var der en Mængde Fordybninger. Det var Narrajarssuits, Stormavernes Land; Fordybningerne i Gulvet brugte de til at lægge deres Maver i, naar de var rigtig mætte. Her blev de og Pigen giftede sig med en af dem, og hun blev snart svanger og fødte et Barn, en lille Dreng. Hendes gamle Svigermoder tog Barnebarnet og raabte:
"Jeg har faaet en Sønnesøn med en lille Rumpe i Enden!"
Dette raabte hun af Glæde, thi Stormaverne har ingen Rumpe. Naar de koger Kød maa de nøjes med Suppen, Kødet kaster de bort; og det var det, de havde set paa Møddingen, da de kom. Undertiden, naar den lille Dreng sked, stimlede man sammen og snusede hele Lorten op i Næsen, for en Lort var noget ganske nyt for dem.
En Dag gik Bedstemoderen og legede med Drengen, da man pludselig hørte et Skrig; og saa saa' man hende falde død om. Hun havde stukket sig i Enden med en Kødpind for at faa sig en Rumpe paa samme Maade som det lille Barnebarn.
Men Tutigaq og hans Søster rejste tilbage til deres gamle Boplads, thi de kunde ikke vænne sig til at leve sammen med Stormaverne, og siden tog de aldrig mere ud paa Rejse.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 201--205. København, 1925.
