Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Ukaleq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Ukaleq
Fortalt af Pîtaralak
Agto
Man fortæller, at Ukaleq (Haren) var en stærk og vældig Mand; blot han hørte tale om et Bytte, selv om det var en Bjørn, gik han efter det, og han fik det altid.Engang, da Vinteren var inde, lagde Isen sig over Havet, og man begyndte at drive Bjørnejagt paa Isen. En Dag saa de en stor Bjørn. Ukaleq satte efter den, men mærkede snart, at han næppe vilde fælde den.
Saasnart Bjørnen fik Øje paa Ukaleq, begyndte den øjeblikkelig at forfølge ham. Ukaleq flygtede, men blev tilsidst træt og maatte give op. Han kæmpede tappert med Bjørnen, men hans vældige Kræfter slog ikke til; han dræbte vel tilsidst Bjørnen, men det kostede ham hans eget Liv.
Da hans Kammerater kom til og undersøgte Bjørnen, saa var dens Tænder af Pilekviste, og saaledes opdagede de, at det ikke var nogen rigtig Bjørn, men en Tupilak, lavet af en troldkyndig.
De bragte den døde Ukaleq hjem til hans Moder, og da hun hørte, hvad der var sket, bad hun dem straks om at lægge Liget paa Gulvet, med et Skind som Underlag. Saa tog hun det Tøj, han havde baaret som ganske lille, og lagde det i sin Amaut, og saa gik hun ud i Husgangens Kogerum. Da hun var kommen derud, sagde hun:
"I fem Dage skal jeg ikke spise og drikke."
Derpaa gav hun sig til at nynne, ganske som om hun havde et Barn i Amauten, og det blev hun ved med, indtil der kom Liv i Tøjet, der laa i Amauten; og næppe var det begyndt at røre sig, før der kom Bud fra Huset med Besked om, at nu begyndte Ukaleq at ryste over hele Kroppen.
Men Moderen blev ved med at lulle det indbildte Barn i Amauten, og tilsidst blev det saa levende, at det vilde ud af Amauten. Men da kom der Bud fra Huset med Besked om, at "nu var Ukaleq bleven levende og havde sat sig over Ende".
Næppe var dette sagt, før det, der var blevet til Liv i Amauten, sprang ud med en saadan Voldsomhed, at hele Huset rystede.
Først da bredte de et Leje til Ukaleq paa Sidebriksen, gav ham et andet Underlagsskind og lod ham sætte sig op. Fem Dage maatte han ikke spise eller drikke, og da han saaledes i fem Dage hverken havde spist eller drukket, blev han atter sig selv og var da saa rask, at han straks kunde gaa paa Fangst.
Siden gik Sommeren, og da det blev Vinter igen, kom der Besøg fra Nabobopladserne, og man samledes i et af Husene og gav sig til at holde Aandebesværgelser.
Det Hus, hvor de skulde holdes, var saa stort, at der var tre Vinduer i det, og dog blev det overfyldt med Mennesker.
Midt under Aandebesværgelserne siger pludselig en gammel Kone, der sad paa Hug bagerst paa Briksen, idet hun vendte sig om mod Tilhørerne:
"Tænk, har I hørt, at Ukaleq i Efteraaret nær var bleven dræbt af en Tupilak-Bjørn?"
Næppe havde hun sagt disse Ord, før en gammel Pebersvend vendte sig om imod hende og svarede:
"Det skulde da vel ikke være dig, der har lavet den Tupilak?"
Da vendte den gamle Kælling sig skrækslagen mod Tilhørerne og raabte:
"Nej — men hvor kan I dog tro det?"
Og hun faldt sammen af Skam over, at Pebersvenden havde røbet hende, og udaandede.
Men Ukaleq tog siden aldrig mere paa Bjørnejagt.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 295--297. København, 1925.
