Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Mânik

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Mânik

Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab

I længst forsvundne Dage boede der ved Napassortût paa Godthaabs Nordland ved Qaqo en Mand ved Navn Mánik (Ægget), en stærk Mand og en vældig Fanger, der havde Boplads sammen med mange Brødre. Om Efteraaret, naar der var stort Træk af Sortsider og Brødrene kappedes om, hvem der kunde fange mest, var det altid Mánik, der fik de fleste.

Om Foraaret plejede alle paa Bopladsen at tage bort i Konebaade paa Angmagssætfangst, og Mánik plejede da at slaa Følge med dem, og da han ikke havde andre Kvinder i Huset end sin gamle Moder, var hun den eneste, der roede hans Konebaad. Ved Angmagssætpladsen fangede Mánik saa mange Sæler, at hans gamle Moder sjældent fik Tid til at sove, thi altid var hun fuldt beskæftiget med at flænse og flaa Sæler og berede deres Skind. Da der var gaaet flere Nætter, uden at hun havde faaet Søvn i Øjnene, sagde hun derfor til sin Søn:

"Hør, Mánik, det er nu nødvendigt, at du snart gifter dig med en eller anden Kvinde, som kan hjælpe dig med din Fangst; jeg er nu saa gammel, at jeg ikke kan overkomme alt dette Arbejde alene."

Sønnen svarede aldrig herpaa, og der skete ikke nogen Forandring. Naar de havde faaet, hvad de behøvede af Angmagssætter for Vinteren, tog de tilbage til deres Boplads, idet Moderen som sædvanlig roede Konebaaden ganske alene. Men saa hændte det en Dag tidligt paa Foraaret, at Mánik stod op og saa, at Vejret var ualmindelig smukt. Det var i gamle Dage, i de Tider, hvor Foraaret kom tidligt, thi de var kun fremme i tredje Maaned (Marts); Solen var endnu ikke staaet op. og det blæste en svag Brise af Nordost. Mánik krøb ind under sin Konebaad, der endnu stod bundet fast til Vinterstøtterne, og tog Stængerne til sit Telt frem, bragte dem op paa et lille Fjæld i Nærheden og begyndte, saaledes som man dengang havde for Skik, at skrabe det øverste Lag af for at gøre dem rene inden Foraarsrejserne.

Medens Mánik nu sad oppe paa Fjældet og rensede sine Teltstænger, vaagnede endelig de mange Brødre, og da de kom ud, var de ikke optaget af andet end det dejlige Vejr. Da de saa Mánik oppe paa Fjældet, gik de op til ham og sagde:

"Dejligt Vejr med en svag Brise af Nordost! Har du ikke i Sinde at ro ud paa Fangst i Dag?"

Mánik svarede:

"Naar Foraarsrejserne skal til at begynde, er det ofte et kedsommeligt Arbejde at rense sine forskellige Grejer; jeg bliver derfor hjemme i Dag for at gøre det."

Saaledes gik det til, at alle Bopladsfællerne tog ud paa Fangst, medens Mánik var den eneste, der blev hjemme.

Men saa snart han var færdig med sit Arbejde, gik han ned til sin Konebaad, og et saadant Hastværk syntes han pludselig at have faaet, at han ikke gav sig Tid til at løse de Remme, der bandt den fast til Stolperne, han snittede dem blot over med en Kniv, og bar derefter Konebaaden ned til Vandet og begyndte øjeblikkelig at laste den. Han var næsten færdig hermed, da han atter gik op, og idet han nu gik ind i sit Hus, saa han, at hans Moder netop laa i den allerdejligste Morgensøvn, rigtig denne dybe Søvn, hvor man ligger med Nakken bøjet langt tilbage paa Puderne. Han gik hen og vækkede hende, idet han sagde:

"Staa op! Vi skal rejse i Dag!"

Moderen blev saa forskrækket over at blive vækket, at hun kom til at ryste over hele Kroppen; men hun stod dog op og varmede nogle Madrester fra den foregaaende Dag, saaledes som hun plejede at gøre om Morgenen. Netop da hun var færdig hermed, kom Sønnen atter ind; han havde travlt og sagde:

"Nu maa du hurtigt samle de Skind, vi ejer, og rulle dem sammen."

Moderen gjorde sig i Hast færdig, og da hun kom ud, saa hun, at Konebaaden allerede laa fuldt færdig og lastet neden for deres Hus. Hun gik derned og saa nu til sin Forbavselse, at han havde sat to Aarer i Baaden; og hun tænkte:

"Naa, denne Gang lader det til, at han vil hjælpe mig med at ro."

Og saa gik hun ned til Baaden med alle deres Sælskind. Saa snart dette var gjort, sprang Mánik atter i Land, idet han bad sin Moder vente et Øjeblik.

"Han maa have glemt noget," tænkte Moderen, idet han gik opover.

Men til hendes Forbavselse gik han ikke op i deres eget Hus, men derimod op til de mange Brødres. Moderen sad nede i Konebaaden og blev ganske ængstelig til Mode, da hun saa ham forsvinde ind i det fremmede Hus. Her blev han et Øjeblik, og da han kom ud igen, bar han de mange Brødres eneste Søster som en Bylt under venstre Arm. Pigen rasede og strittede imod, men Mánik bar hende ganske roligt ned, lagde hende midt i Baaden og stødte fra Land.

"Nu kan du begynde at ro," sagde han til sin Moder og vendte Konebaaden udefter.

Men nu begyndte Pigen at rase og skabe sig saadan, at Konebaaden gyngede som en lille Muslingeskal paa Søen. Undertiden slingrede den saa voldsomt, at den gamle Moder ikke kunde komme til at ro, og da Mánik saa det, vendte han sig om mod Pigen og sagde til hende med høj Røst:

"Skab dig nu ikke længer, men tag din Aare og ro!"

Øjeblikkelig tørrede Pigen Taarerne af sine Kinder og greb den agterste Aare, og en saa pludselig Fart fik nu Konebaaden, at Mánik nær var tumlet bagover. Saaledes roede de nu i den tidlige Morgen nordover langs med Landene, og endnu inden Solen var staaet op, var de allerede ud for de Bopladser, der laa norden for dem. Det var endnu saa tidligt, at Bopladsen først var ved at vaagne, men alligevel hørte man enkelte raabe: Konebaad, Konebaad! inde paa Land, og idet Folkene derpaa styrtede ud af deres Husgange for at se, hvem det var, opdagede de, at en Konebaad med to Roersker allerede var ved at forsvinde bag Bopladsens nordre Næs. En saa vældig Fart havde den paa, at man knap fik Tid til at se den.

Siden passerede de den nordligste Boplads, netop som Folk var bleven godt vaagne og Solen var kommen et Stykke op paa Himmelen. Ogsaa herfra raabtes: Konebaad! endnu ivrigere end første Gang; men atter havde Konebaaden saa stærk Fart paa, at man lige akkurat fik Tid til at se den passere nordover.

Saaledes rejste nu Mánik nordpaa langs med Landene, og først da Solen var gaaet ned og de havde roet hele Dagen til Ende, sagde han:

"Nu tror jeg ikke længer, at man vil kunne naa os, og vi har alle Smerter i Maven af Sult, lad os derfor lægge op for i Dag, saa kan vi begynde Dagen i Morgen tidligt."

Imedens var de mange Brødre kommen hjem fra Fangst, og Bopladsens Kvinder gik ned for at modtage de Sæler, de havde nedlagt. Den mellemste af Brødrene var ugift og plejede derfor altid at hjælpes af sin Søster, og da hun ikke kom ned og han spurgte de andre Kvinder, hvor hun blev af, svarede de:

"I Morges, kort efter at I var taget ud paa Fangst, tog Mánik hende med som Roerske nordover."

"De kan ikke være kommen langt, allerhøjest til Bopladsen lige nord herfor. Lad os sætte efter dem!" sagde den mellemste af Brødrene.

De andre Brødre syntes ikke godt, de kunde holde sig tilbage, naar deres Broder var saa ivrig, og saaledes gik det til, at der allerede samme Aften roede et stort Følge af Kajaker nordover. Saa snart de var kommen til den nærmeste Boplads, spurgte de straks efter Konebaaden.

"I Morges, før Solen stod op, passerede en Konebaad nordover med en saadan Fart, at det ikke en Gang lykkedes alle her paa Bopladsen at faa den at se," blev der svaret.

Den mellemste af Brødrene blev blot endnu ivrigere end før og sagde:

"De kan næppe være kommen længere end til Bopladsen lige norden herfor; lad os derfor straks sætte efter dem!"

Da andre Brødre sagde:

"En Konebaad, der sejlede forbi om Morgenen med en saadan Fart, vil næppe lægge op her i Nærheden; lad os derfor hellere vende tilbage til vor Boplads og saa genoptage Forfølgelsen i Morgen med Konebaad."

Og saaledes blev det.

Men siden er der det at fortælle om Mánik, at han brød op ganske tidligt Dagen efter og sejlede videre. De fulgte Kysten, der paa en lang Strækning var ubeboet, indtil de naaede frem til en stor Boplads. Her blev de modtaget med stor Gæstfrihed, og Bopladsfolkene, der var ivrige efter at faa fremmede, hjalp dem med Losningen, saa at de hurtigt var i Orden for Natten. Saa snart de havde faaet rejst deres Telt, begyndte Indbydelserne at komme, og saa mange strømmede der ind, at det blev Morgen, inden de kom til Ro.

Mánik vaagnede som sædvanlig tidligt paa Morgenen, men da Konebaaden var lastet og sejlklar, gik han pludselig i Land, idet han bad dem om at vente et Øjeblik. De andre stirrede forbavsede paa ham, da de saa, at han gik op i et af Husene, og et Øjeblik efter kom han tilbage, bærende paa en stor, fed Kvinde, der var bleven røvet ud af Huset med en saadan Fart, at hun ikke havde Kamik paa det ene Ben. Mánik lagde den sprællende og rasende Kvinde midt i Konebaaden, stødte fra Land og roede bort. Men den fremmede Kvinde tumlede saaledes i Konebaaden, at de andre ikke kunde komme til at ro, og Baaden slingrede som en Muslingeskal, indtil Mánik raabte til hende med høj Røst:

"Hold op med at skabe dig! Du skal nok faa Lov til at komme hjem engang, tag nu din Aare og ro!"

Straks greb Kvinden Aaren, og en saadan Fart fik Baaden nu paa, at Mánik nær var gaaet bagover.

Saaledes rejste Mánik nordover, og hver Gang de havde naaet en ny Boplads og skulde forlade den næste Morgen, røvede han en ny Kvinde til sin Besætning. Tilsidst havde han saa mange Kvinder, at han undervejs maatte lave sig en ny Konebaad, saa at de kunde fortsætte nordover to Konebaade i Følge; saa mange Koner havde han.

Bopladserne blev mere og mere spredte, jo længere de kom nordpaa, indtil de efter at have roet i flere Dage uden at træffe Mennesker, kom til en Boplads med to Huse. Her blev de en Dag over, og da de atter fortsatte nordover, naaede de frem til et stort Forbjerg uden nogensomhelst Skærgaard foran. Yderst ude paa Forbjerget gik der en lille Havn ind, og her lagde de til og slog Lejr for Natten. Det var nu allerede saa sent paa Aaret, at Jorden begyndte at fryse, og efter nærmere at have undersøgt Stedet, valgte Mánik sig denne Plads til Overvintringssted. Derefter byggede han Hus, og saa mange Koner havde han, at han maatte bygge to Huse, det ene oven for det andet. Selv boede han i det nederste af Husene med sin Yndlingskone, medens der i det øverste boede lutter Kvinder. Men Mánik besøgte om Nætterne de forskellige Kvinder og fandt dem altid villige til at dele Leje med sig.

Det viste sig snart, at det var en fortrinlig Fangstplads, Mánik havde valgt til sin Overvintring, og saa mange Sæler fangede han, at der altid var nok at gøre for hans mange Koner, og altid lod han den Kone, han først havde taget, faa to Sæler. Dagene begyndte snart at blive kortere, men Mánik fangede blot saa mange desto flere Sæler. Men da den Tid kom, at Dagene begyndte at længes, faldt det ind med Snefald og Frosttaage, og Isen begyndte at lægge sig. Mánik maatte derfor blive hjemme, idet han levede i Fryd og Gammen med sine mange Koner; men hver Dag undersøgte han Isen, og da han fandt, at den kunde bære, tog han en Morgen til Orde og sagde:

"Det er muligt, at der ikke findes Mennesker i vor Nærhed; men da vi ikke kan have nogen Viden derom, saa længe vi ikke har undersøgt det, vil jeg i Morgen tage ud paa Rejse."

Næste Morgen vaagnede han ganske tidligt og gjorde sig rejseklar, endnu inden Morgenstjernen havde naaet den Stilling, som den plejede at have, naar han tog af Sted. Kun nogle faa Hunde havde han, og med dem kørte han af Sted nordover.

Han kom langt mod Nord, indtil han naaede Mundingen af en stor Fjord, som han fulgte indover. Saa dyb var den, og saa langt var der ind til Bunden, at det begyndte at mørkne, endnu inden han havde fundet noget usædvanligt. Langt om længe naaede han ind til Bunden, og idet han undersøgte den nøje, saa han foran sig et Hus, hvis Lamper lyste med et saadant Skær, at Huset saa ud som en Boble, der skulde til at briste. Han gik hen til det, bandt sine Hunde til Stilladset og gik ind. Til hans store Forbavselse var der ikke et Menneske derinde, men da han var meget sulten, saa han sig omkring og opdagede, at der under Sidebriksen stod Sælkød, der var saa gammelt, at det var ved at forraadne. Af dette Kød spiste han saa meget, han orkede, fodrede sine Hunde og satte sig derefter hen foran den nederste Lampe, med Blikket rettet hen mod Husgangen. Her sad han saa og ventede, indtil han omsider blev søvnig og tilsidst begyndte at blunde, og han vaagnede først, da han hørte Hundene gø; han tænkte da, at det muligvis var Folkene, der nu kom hjem. Han havde taget sin gamle Hund ind i Huset, og idet den begyndte at gø, saa den udelukkende paa Mánik, men lidt efter for den ud, og han hørte dens Gøen blive borte bag om Huset. Lidt efter hørte han endelig Fodtrin knirke i Sneen og en Byrde falde ned foran Vinduerne, og saa var der endelig en, der sagde:

"Et kært lille Menneske, der har taget Plads i et Hus, som ellers ikke længere bebos; det er mig, som har udryddet alle dets Beboere."

Mánik blev nu klar over, at han vilde blive overfaldet af et Genfærd, og skyndte sig ud i Husgangen og gemte sig i Kogerummet, netop som Genfærdet skulde til at gaa ind i Huset for at skræmme ham ihjel. Han saa, hvorledes det slæbte sig ind med sine Ligskind efter sig, og næppe var det kommen forbi, før Mánik sprang ud af Huset, samlede sine Hunde og kørte ud over Isen; thi han havde den foregaaende Dag set et Isfjæld med en stor Hule ude i Fjorden. Næppe havde han gemt sig, før han hørte. hvorledes Genfærdet kom ud af Huset og begyndte at søge efter ham. Snart var det under Jorden, snart oppe i Luften, indtil det kom flyvende ud og satte sig paa Isfjældet. Her søgte det at lokke ham ud paa alle Maader, idet det raabte:

"Der er ikke længer noget i Vejen med mig. kom du kun ud og vær ikke bange!"

Mánik blev inde i Isfjældshulen hele Natten, og hen paa Morgenen hørte han Genfærdet sige:

"Det er nok bedst, jeg ser at komme hjem, thi nu nærmer Daggryet sig."

Og derefter hørte han det lette og blive borte ind mod Land. Siden, da det var bleven lyst, fulgte han Sporene indover og saa, at det forsvandt ind i en Grav lige bag ved Huset.

"Her maa sikkert være Mennesker i Nærheden," tænkte Mánik og kørte videre.

Han havde ikke kørt længe, før han kom til en Slædevej, som han fulgte. Slædevejen førte lige til en stor Boplads, som han kørte op til; og han var lige kommen op over Iskanten, da man opfordrede ham til at komme ind. Næppe var han derefter kommen ind i et Hus, der laa længst nede, før der kom en Mand ind efter ham, som til hans Forbavselse havde mærkelige Klæder, der var syet saaledes, at hans Pels paa den ene Side var af Fjordsælskind med Haarene opad, paa den anden Side af Sortsideskind med Haarene nedad. Han kom for at indbyde ham til et meget stort Hus, der laa lige overfor.

De fulgtes ad ud, og da de kom op til det store Hus, opdagede han, at det havde to Indgange, en paa den nordre og en paa den søndre Side. Da han kom ind, var der fuldt af Mennesker, og henne paa Siddepladserne under Vinduerne opdagede han nu to store Mænd, der hver havde Skindarmbaand om Haandleddene. Han satte sig, da man opfordrede ham til at tage Plads, og straks blev der givet Ordre til at hente Kød ind. Paa den nordre Side af Briksen sad der en vældig stor Kvinde med en stor Haartop; hun gik frem og løste det Baand, som holdt hendes Top oppe, hvorefter hun gik hen til Husets nordre Indgang og firede sit Haarbaand ned. Saa lod hun, som om hun sad og fiskede derhenne, og trak lidt efter et stort Bundt af tørret Kød op i Haarbaandet; hun firede atter Baandet ned, fiskede en Stund og halede derefter en Spækpose op, der var saa tung, at hun kun med Nød og Næppe kunde løfte den. Hun lagde derefter det tørrede Kød og Spækket ned paa Gulvet og trak sig tilbage. Mánik stirrede forbavset paa hende og kunde slet ikke faa sine Øjne bort fra hende igen.

Derefter rejste der sig en lille Kvinde fra den søndre. Side af Huset. Ogsaa hun havde en mægtig stor Top paa Hovedet, men det saa ud, som om det blot var et Vandskind, der var lagt op paa Hovedet af hende. Denne Kvinde gik nu frem til den søndre Indgang af Huset, løste sit Haarbaand op og firede det ned i Husgangen. Her fiskede hun derpaa med Haarbaandet og trak et stort Bundt tørrede Laks op, og atter firede hun Haarbaandet ned og begyndte at fiske igen, da hun pludselig fik Tag i noget, der var saa tungt, at hun til en Begyndelse ikke kunde løfte det; men ingen gjorde Tegn til at ville hjælpe hende. For anden Gang forsøgte hun og trak nu en stor Helleflynder op paa Gulvet, en spillevende Helleflynder, der slog med Halen imod Gulvet. Den blev straks skaaret i Stykker og lagt i Gryderne. Mánik spiste derefter saa meget han orkede, idet han straks tog for sig af Helleflynderen, som han havde mest Lyst til. Da han var færdig med at spise, vilde han gaa ud igen, men man holdt ham tilbage, idet man sagde:

"Nu maa du vel vide, at du ikke maa forlade os og rejse tilbage, før den Mad, du har spist af, er helt opspist; hvis ikke, vil du aldrig mere komme hjem igen."

Da Mánik hørte det, overnattede han der paa Stedet; men næste Dag gjorde han sig klar til at rejse bort, da en af de store, brede Mænd, der brugte Armbaand, kaldte ham hen til sig ved Tegn og hviskede ham i Øret:

"Saa du ikke et Hus paa Vejen herover?"

Hertil svarede Mánik:

"Jo, og jeg sov der ogsaa."

Da blev de to Mænd overordentlig glade og sagde:

"Du kære Mand, vi er dig stor Tak skyldig, thi du har sovet i et Hus, som vi ellers længe har anset for ubeboeligt."

Og de fortalte ham derefter, hvorledes deres Moder var død af Sindssyge og siden altid gik igen for at opæde dem, hvorfor de tilsidst havde maattet flygte fra Huset. Af lutter Taknemmelighed over, at Mánik havde sovet der, gav de to Mænd ham Gaver. Af den ene fik han en stor Narhvalstand, af den anden en Hvalbarde, der var taget fra den Side, hvor Barden er længst. Endnu en Gang gik Mánik ind i Huset, og idet hans Blik nu faldt paa de to Kvinder, der den foregaaende Dag havde skaftet Føde ved at fiske med deres Haarbaand i Husgangen, tænkte han, at det kunde være rart at have saadan et Par dygtige Kvinder til Koner, og da han efter at have taget Afsked skulde forlade Huset, greb han Kvinderne, en under hver Arm, og slæbte dem med ud. Folkene, han havde besøgt, stirrede paa ham, men da de bagfra saa, hvor bred han var, var der ingen, der turde gøre ham noget.

Da Mánik kom tilbage til sine mange Koner, var de ved at begynde at blive ængstelige for ham, og til deres store Forbavselse bragte han dem endnu to Medhustruer. Mánik tog derefter den lille mørke Kvinde, der kunde fiske Helleflynder, ind i det Hus, hvor han selv boede, da Helleflynder var hans Yndlingsspise. Den anden Kvinde derimod anviste han Leje oppe i det øverste Hus.

Efter Mániks Hjemkomst brød der en voldsom Storm løs, den rasede i flere Dage, og da den atter holdt op, var al Isen brudt op, man havde nu aabent Vand, og Mánik fangede endnu flere Sæler, end han nogensinde havde gjort.

Nu er der det at fortælle, at de mange Brødre var fulgt efter for at hente deres Søster tilbage, og da de endelig langt om længe naaede frem til den Boplads, hvor Mánik sidst havde været, fortalte Folkene der paa Pladsen, at han overvintrede ved det store Forbjerg, der skar sig lige ud i Havet, helt uden Skærgaard, ikke langt derfra. Samtidig fortalte de, at Mánik, saaledes som alle Storfangere, var bleven en stor Drabsmand.

Da de havde faaet disse Efterretninger, var der ingen af Brødrene, der havde Lyst til at fortsætte, og de talte derfor saaledes til deres mellemste Broder, som var den, der var ivrigst efter at faa fat paa Søsteren:

"Det er bedst, at du, som er ugift og derfor ikke har nogen til at begræde dig, hvis du skulde omkomme, fortsætter uden os. Du kan lade dig ledsage af en Pebersvend, og medbring saa den Lampestol, som Mánik har glemt hjemme og som han satte saa stor Pris paa."

En Morgen vaagnede de op til et Vejr saa smukt, som det kan blive, og saa gjorde den mellemste af Brødrene sig rejseklar og roede nordover sammen med en gammel Pebersvend, der skulde vise ham Vej til det store Forbjerg. De fulgte Kysten og naaede Bopladsen, hvor der var to Huse, det ene over det andet, og næppe havde de lagt til, før en Masse Kvinder kom ned til Stranden til dem og opfordrede dem til at komme op; og ivrigst af dem alle var Søsteren. De gik derpaa op i Huset, hvor Kvinderne satte Mad frem til dem, og de var netop begyndt at spise, da der blev sagt, at nu kom Mánik hjem. Da det var for sent at gøre noget, blev de derfor ganske roligt siddende inde i Huset.

Mánik kom langsomt roende indover, men da han saa de to Kajaker nede ved Stranden, satte han Farten op, og en saa vældig Fart havde han indover, at Agterstævnens Skvulp gav det Udseende af, at han bugserede en Masse Sæltarme efter sig. Alle Kvinderne gik ned for at tage imod ham, og han raabte straks op til dem og spurgte, om de havde Gæster. Da de svarede Ja, skyndte han sig op, og da han kom ind, genkendte han øjeblikkelig sin Svoger. Mánik viste stor Glæde over Gensynet. Han underholdt dem med alle Slags Fortællinger til langt ud paa Natten, og da der tilsidst ikke var ret langt til Daggry, sagde han til den gamle Pebersvend:

"Du maa nu trænge til Hvile; gaa derfor op og læg dig hos Kvinderne i det øverste Hus."

Dette gjorde Pebersvenden, og næppe havde han stukket Hovedet ind ad Døren i det øverste Hus, før alle Kvinderne modtog ham med larmende Hyl. Den gamle begyndte derpaa at jage dem inde i Huset for at faa nogen til at ligge hos sig, forfulgte den leende og skrigende Flok, indtil han fik fat paa to, som han lagde sig ved Siden af. Næppe havde han lagt sig og lukket Øjnene for at blunde, før der blev raabt ind ad Vinduet, at han skulde komme ned i det andet Hus for at spise. Saa længe havde han leget med Kvinderne, at han slet ikke havde lagt Mærke til, at Natten var gaaet, og han var nu saa træt og søvnig, at det gjorde helt ondt i hans Øjenhinder. Næppe var han kommen ned til Mánik, før denne sagde:

"Det er daarlige Klæder, du har paa; træk dem af, saa skal jeg give dig andre paa."

Og saa blev den gamle Pebersvend paaklædt fra Top til Taa.

Dagen gik hurtigt for dem, idet Mánik atter viste dem stor Gæstfrihed, og om Aftenen underholdt han dem med alle Slags Historier, indtil det som sædvanlig var langt hen paa Morgenstunden. Han henvendte sig derpaa ligesom den foregaaende Aften til Pebersvenden og sagde:

"Det synes, som om du er meget søvnig; gaa derfor op i det andet Hus og find dig et Leje."

Da han var træt efter den foregaaende Nats Voldsomheder, nøjedes han denne Gang med at tage sig een Kvinde, og det gik som den foregaaende Dag, at næppe havde han lagt sig for at blunde en Smule, da man raabte ind ad Vinduet, at han skulde komme ned og spise. Solen stod allerede højt paa Himmelen, og da han kom ind i Mániks Hus, sad de allerede og spiste.

"Du har sovet længe," sagde Mánik til ham.

"Det har været en dejlig Nat," svarede Pebersvenden, "og den Kvinde, jeg har ligget hos, var dejlig varm."

Den Dag kom nu, da de begyndte at gøre sig klare til Afrejse, og forgæves søgte Mánik at overtale dem til at blive; men da de holdt fast ved, at de maatte rejse, gav han dem saa mange Gaver med i Kajakerne, at de var lige ved at synke. Derefter roede de hjem.

Imidlertid troede man ved Bopladsen, hvor Brødrene havde slaaet sig ned, at Mánik havde dræbt dem, da de stadig lod vente paa sig. Der blev derfor stor Glæde, da man endelig saa dem komme rundt om Bopladsnæsset med Kajaker, der var saa tungt lastede, at de var helt under Vandskorpen. Saa snart de lagde til, kastede alle Bopladsens Mænd sig over Pebersvendens Kajak og plyndrede ham for alle hans Gaver. Det eneste, han fik Lov til at beholde, var et gammelt Søm.

De mange Brødre overvintrede nu her paa Bopladsen, og da de indsaa, at de ikke vilde kunne faa deres Søster tilbage, vendte de hjem hen paa Foraaret.

Men Mánik blev paa sin Boplads ved det store Forbjerg til sine Dages Ende, og der bleges nu hans Ben.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 73-85. København, 1924.