Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Plejesønnen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Plejesønnen bryder Arm
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Plejesønnen

Fortalt af Matînarujuk fra Godthaab

Der var engang nogle Brødre, som havde taget en forældreløs til sig, og foruden den forældreløse, fortælles der, havde de en gammel Kone boende ude i Husgangens Kogerum.

Den forældreløse havde det godt og mærkede sjældent noget til den store Vinter; kun naar det hændte, at hele Havet frøs til, saa at der ikke fandtes Vaager, hvor de kunde søge Fangstdyrene, døjede de meget ondt. Men naar den store Sommer var inde, og de rejste ud til de Fangststeder hvor de plejede at samle Forraad, levede de atter i Overflod.

Engang havde de opspist hele deres Vinterforraad, medens der endnu var langt til Vinterens Ende, og saa levede de i Nød og ventede kun paa, at der skulde komme nye Fangstdyrtræk med Foraaret.

Under al deres Nød og Elendighed talte de ofte om de Forraad, de havde opspist; og en Dag, da den forældreløses Plejefader kom hjem, begyndte han igen at tale om dem. Og pludselig vender han sig mod sin Plejesøn og siger:

"At dog ogsaa han, det Udskud der, skulde være med til at lægge vore Forraad øde! Ellers kunde vi maaske endnu i Dag have haft noget at spise!"

Og da han nu først var begyndt at tale om dette, saa jog han tilsidst Plejesønnen ud af Huset og forbød ham at vise sig oftere.

Den stakkels Dreng gik ud, men anede ikke, hvor han skulde gaa hen. Han blev staaende henne ved Udgangsdøren uden at have noget Sted, hvor han kunde gaa ind. Her blev han staaende, medens Aftenen faldt paa, ganske raadvild, og tilsidst gik de til Ro inde i Huset sammen med Mørket, da de ikke havde Spæk nok til deres Lamper.

Da de var gaaet til Ro derinde, hørte han en Støj, og idet han vendte sig om, saa han den gamle Kone, som han troede forlængst var gaaet til Ro, komme ud med en lille Bærpose og en Krumkniv i Haanden. Hun gik lige hen mod sit Forraadsskur og forsvandt derind. Hun blev derinde en rum Tid, og da hun kom ud igen, var hendes Bærpose fuld, og da hun kom nærmere, saa han, at det var Bær, tørret Kød og Spæk, hun havde fyldt deri. Den gamle Kone gik først lige forbi ham, men da alle i Huset var gaaet til Ro, fik hun Lyst til at spørge:

"Hvorfor gaar du herude, skønt dine Husfæller er gaaet til Ro?"

"Ak, det er saavist ikke bare for min Fornøjelse, jeg gaar herude. Nej, her gaar jeg, fordi de har jaget mig ud for bestandig, og fordi jeg ingen Steder har at gaa hen."

Da rejste den Tanke sig hos den gamle Kone:

"Man plejer at sige, at det, som ikke er af Sten, engang vil vokse sig større. Om man nu lod ham komme ind!"

Saaledes talte hun i sine Tanker og tog saa til Orde:

"Hvis du nu havde Lyst til det, saa skulde du saamænd bare komme ind til mig. Om Sommeren er det ofte vanskeligt at faa nogen til at fiske for sig fra Strandbredden. Og saa plejer man jo ogsaa at sige, at det som ikke er af Sten, vil vokse sig større."

Det var netop de Ord, den forældreløse meget gerne vilde høre og han sagde derfor Ja.

Saa snart den gamle kom ind, var det første, hun gjorde, at tænde sin Lampe saadan, at den kun brændte med et lille Blus. Derpaa tog hun Bær, tørret Kød og Spæk fra sin lille Pose og gav ham det, idet hun sagde:

"Spis du først det!"

Saa spiste han det, hun gav ham, og derpaa gjorde de sig rede til at gaa til Ro. Men Plejesønnen, som ikke var vant at sove der, laa længe vaagen. Det var, som om han lige havde lukket Øjnene, da han atter vaagnede og det var højlys Dag. Saa stod han op og gik ud, og da han havde været ude, gik han atter ind til den gamle Kone, fordi han nu ikke havde andre Steder at gaa hen, og da hun altid var god imod ham, var han hende meget lydig.

Medens han nu boede der, plejede hun om Aftenen at hente noget af sit Vinterforraad, hvoraf hun altid bragte noget ind til Brødrene. Thi naar de ikke længere led Nød, havde de for Skik at give hende hendes Gaver tilbage. Det var heller ikke mærkeligt, at de, naar de begyndte at fange, sørgede vel for hende, thi hun var en god Husholder, der af sine smaa Forraad ofte hjalp dem i Trangstid.

Da de Tider atter var inde, hvor man kunde tage paa Fangstrejser til fjerne Egne, begyndte Mændene igen at fange og led ikke længere Nød. Hen mod Foraaret fangede de mere og mere, og da Foraaret kom og den Tid, da man kunde tilberede Vinterforraad, rejste de bort til de Pladser, hvor de plejede at samle Forraad.

Da alle nu rejste bort, blev den gamle Kone og den forældreløse alene tilbage uden Erhververe, og hun, som altid havde Ønsket at faa ham til Ulkepilker fra Strandbredden, fk det nu, som hun vilde have det. Og nu kan det nok være, at Plejesønnen havde travlt, medens han gik der og pilkede fra Strandbredden, og Plejemoderen selv pilkede nu aldrig mere, men var kun optaget af at flække Fiskene og tørre dem.

Og naar hun saa betragtede sine Forraad, var hun klar over, at det var første Gang, det havde været saa stort; og naar Plejesønnen kom hjem, plejede hun derfor altid at sige til ham:

"Det er første Gang, jeg har saa stort et Vinterforraad. Nu er der ordentlig noget for dig at spise."

Og saa fordoblede Plejesønnen blot sin Iver, men Plejemoderen rørte aldrig mere en Snøre.

Ud paa Efteraaret kom deres Bopladsfæller tilbage fra Sommerpladserne, og nu, da ogsaa de havde Overflod, betænkte de i særlig Grad den gamle Kone, da hun jo om Vinteren plejede at være dem til saa megen Hjælp. Og de hentede den forældreløse med til deres Kødmaaltider, og paa samme Maade som de indbød Pladsens stærkeste Mand, indbød de ogsaa den lille forældreløse.

Men nu hændte det, at en af Brødrenes Børn, den yngste Søn, blev syg og døde. Og straks rettedes alles Mistanke mod den gamle Kone, idet de sagde, at hun havde forhekset ham; og de talte alle ondt om hende og vilde slaa hende ihjel. Men da den stærke Mand, som boede ved samme Plads, hørte det, bestemte han sig til at forsøge paa at faa dem fra deres Forehavende, men han magtede ikke at føre sine Ord over Læben.

Naar han hørte dem tale om, at de vilde dræbe den gamle, plejede han at gaa bort, fordi han ikke vilde høre noget om det, og han ventede nu kun paa, at Brødrene en Dag skulde blive hjemme fra Fangst; naar de blev hjemme, vilde ikke heller han tage ud.

En Morgen vaagnede Plejesønnen, og da han kom ud, blæste det en svag Nordost; og da det var saadan et dejligt Vejr, fik han Lyst til at gaa ud mellem Fjældene. Han gjorde sig i Stand, og da han kom ned til Stranden, saa han til sin Forbavselse, at alle Brødrenes Kajaker stod urørte. Saa gik han til Fjælds, men næppe var han forsvundet bag Fjældene, før Brødrene overfaldt hans Plejemoder og slog hende ihjel.

Da nu Plejesønnen, efter at have gaaet hele Dagen, paa Hjemvejen fik Udsigt over Husene, stod den stærke Mand, der var hans Bopladsfælle, og saa efter ham fra sin Husgang. Han blev ordentlig forskrækket, men gik dog alligevel nedover. Han gik uden at se til ham, men da han havde gaaet en Stund uden at skotte til ham og nu saa’ op for sig, var han naaet helt frem til den stærke. Nu blev han først for Alvor forskrækket, for han vidste, at han ikke for ingenting ventede paa ham. Han vilde skynde sig ind, da den stærke sagde:

"Hvad skal du ind efter? Du har intet mere at gøre derinde, gaa hellere ned til mig og bliv min Plejesøn. Straks i Morges, da du var gaaet, slæbte Brødrene din Plejemoder ud og dræbte hende."

Et Øjeblik stod han tvivlraadig. Det var, som om han ikke vilde, saadan generede han sig for den stærke; dertil kom jo ogsaa Sorgen over Mordet paa Plejemoderen. Men da der jo ikke var andet at gøre, fulgte han med. Da han kom ind, saa han hverken til højre eller venstre, og hele Aftenen igennem sagde han ikke et eneste Ord. Det led ud paa Aftenen, og endelig var det da paa den Tid, hvor de skulde til at gaa til Ro. Da de begyndte at gaa til Ro, var han saa ivrig, at det var, som om han var den eneste, der skulde til, men heller ikke paa Lejet kunde han falde i Søvn. Tilsidst gik det mod Daggry, uden at han havde faaet sovet, men endelig faldt han da i Søvn. Han sov nu, men før hans Søvn endnu var bleven dyb, — hvad var saa dog det, der var paa Færde? Den stærke tog ham der, hvor man plejer at tage forældreløse Børn, rejste ham op ved Haarene og sagde:

"Det er svært, saa længe en, der har de mange Brødre til Fjender, kan sove!"

Det løb helt rundt for Drengen, og da han kom til sig selv, sad han allerede op. Men da der saa ikke var andet at gøre, ja, saa stod han op; og han satte sig paa Briksen og vidste ikke, hvorhen skal skulde rette sit Blik.

Da det lysnede, gjorde hans Plejefader sig fangstklar, og da han gik ud for at tage af Sted, fulgte Drengen ham med en Iver, som om det var ham alene, der skulde ud, og han gik med ham ned til Stranden.

Efter at han nu havde sat Plejefaderen, der var gaaet i Kajaken, ud i Vandet, og denne var roet bort, gik han ude og tænkte over den Maade, hvorpaa han var bleven vækket.

Han vilde vist faa det svært haardt der i Huset. Alt medens Dagen gryede, blev han gaaende ude, og det var, som om han aldrig mere skulde vove sig ind i Huset. Tilsidst tog han sig dog sammen og gik ind, og straks skyndte hans Plejemoder sig at sætte Mad frem til ham, og idet han nu langsomt vænnede sig til de fremmede i Huset, gav han sig til at spise. Senere paa Dagen gik han atter ud og spejdede efter sin nye Plejefader og saa ham snart komme hjemover, bugserende med Sæl; og da han saa lagde til Land, og Plejemoderen gik ned for at tage mod Fangsten, fulgte han lige bag efter hende, ganske som om han var bunden til hende med et Reb. Det var af bare Lydighed. Og da hun skulde slæbe Fangsten op, hjalp han hende, for bagefter at vende tilbage efter Plejefaderens Fangstgrejer.

Men endnu var han bange for sin Plejefader, da han stadig havde den Maade, hvorpaa han vækkede ham, i frisk Minde, og han tænkte over, hvad han nu vilde finde paa at gøre ved ham. Saa snart han kom ind, blev der atter sat rigeligt med Kød frem, og det kan nok være, at han blev glad. Han spiste saa meget, han orkede, og kunde tilsidst ikke mere. Og saa vel behandlede man ham, at det var, som om han blot øste Dagen op i sin hule Haand, saa hurtigt gik den; og hver Gang der blev sagt noget til ham, skyndte han sig at gøre, hvad der blev sagt. Han begyndte tilsidst at tro, at det ikke vilde blive nær saa slemt næste Morgen, nu da Plejefaderen var saa venlig og god imod ham.

Om Aftenen, da de andre gik til Ro, gjorde han det samme og faldt langt hurtigere i Søvn end den foregaaende Aften. Og da han var tung af al den megen Mad, vaagnede han slet ikke om Natten. Saaledes sov han lige til hen ad Daggry, da Plejefaderen atter rejste ham op ved Haarene og sagde:

"Plejer virkelig den, som har de mange Brødre til Fjender, at sove saa længe?"

Saaledes gjorde han hver Morgen, og altid varede det længe, før Drengen kom sig af sin Forskrækkelse.

Men om Dagen, naar Plejefaderen var taget ud, tænkte han over, hvori det dog kunde ligge, at han behandlede ham saaledes. Han kunde slet ikke forstaa, hvorfor han dog vækkede ham paa den Maade, naar han dog altid om Dagen var god imod ham. Men som han gik og tænkte over det, gik det dog en Dag op for ham, at det vel var for at gøre ham haardfør, at han gjorde dette ved ham, den forældreløse, som havde faaet de mange Brødre til Fjender. Da han havde forstaaet dette, plejede han hver Dag, naar Plejefaderen var taget ud paa Fangst, straks samtidig at gaa til Fjælds. Og Dagen igennem bestilte han saa ikke andet end at øve sine Kræfter op.

Naar den Tid nærmede sig, da Plejefaderen ventedes hjem, begav ogsaa han sig paa Vej hjemover, men han gik aldrig ind, før Plejefaderen var kommen. Men saa snart han kom ind, behandlede Plejefaderen ham altid med overstrømmende Venlighed, og han hørte aldrig et ondt Ord midt paa Dagen. Det var kun om Morgenen, at han var haard ved ham. Men da det nu var gaaet op for ham, hvorfor han gjorde det, tog han sig det ikke længere nær.

Han anvendte nu al sin Tid paa at hærde sig og opøve sine Kræfter, og det varede ikke længe, før han mærkede, at det gik fremad.

Den forældreløse havde været længe i Huset hos sin nye Plejefader, da denne omsider begyndte at lægge Mærke til, hvorledes han daglig øvede sig i Idræt. Særlig for Plejemoderen kunde dette ikke længere være skjult, thi hans Tøj vilde næsten aldrig hænge sammen om ham; det var, som om det blev sprængt paa hans Krop. Naar han gik ud med et Par nye Støvler, kom han hjem uden Saaler i dem. Plejemoderen sagde først intet til sin Mand, men en Dag, før han endnu anede noget derom, sagde hun til ham, medens Drengen var ude:

"Saadan var han slet ikke, i Begyndelsen han kom hertil, men nu er det næsten ikke muligt at faa Tøjet til at hænge sammen om ham."

Det kan nok være, at Plejefaderen blev glad, da han fik det at høre:

"Der er jo Tøj nok til ham, lad ham dog bare faa noget nyt!"

Nu fik Plejemoderen travlt, og hun syede en ny Pels til ham; men hver Gang han tog bort i den, saa var Ryggen løbet op paa den, naar han kom hjem igen. Ofte glædede Plejeforældrene sig over hans udholdende Hærdning af sit Legeme, men de lod ham ikke mærke dermed, og Plejefaderen holdt ikke op med at vække ham ved at rykke ham i Haarene hver Morgen. Somme Tider kunde han jo nok synes, at Drengen nu var lidt vel stor til denne Behandling, men han gjorde det alligevel for stadig at minde ham om den Hævn, han skyldte sine mægtige Fjender.

En Dag han var ude i Kajak, fik han Lyst til at prøve sin Plejesøns Kræfter. Om Aftenen sad han derfor og saa paa Plejesønnen, der nu var langt kraftigere at se til, end han selv, og da han havde svær Lyst til at prøve ham, blev han længe oppe. I den Anledning lod Plejesønnen en Mængde Tanker vokse frem, fordi han undrede sig over, hvorfor mon Plejefaderen, der ellers aldrig holdt sig længe vaagen, slet ikke syntes at ville søge Hvile.

Henimod den Tid, da Bopladsfællerne plejede at gaa til Ro, gjorde Plejefaderen sig hyppigere og hyppigere Ærinde ud, uden tilsyneladende at foretage sig noget, og da omsider alle andre paa Pladsen lod til at sove, kom han ind og gav sig til at søge under Briksen, hvorfra han trak et Saaleskind frem. Han satte sig straks paa det, saa hen til sin Plejesøn og sagde:

"Du har jo de mange Brødre til Fjender, lad os bryde Arm!"

Plejesønnen blev straks meget forlegen derved, men da det var jo ham, han henvendte sig til, og ham, han udfordrede, maatte han gaa frem. Og han satte sig foran Plejefaderen, — en ordentlig Karl at se til! Thi han var endnu kraftigere af Skikkelse end sin Plejefader.

Nu rakte Plejefaderen sin Arm frem og sagde:

"De mange Brødre er jo dine Fjender, lad os prøve Arm!"

Næppe havde han sagt dette, før Plejesønnen fattede om hans Arm med sin. Og derefter trak de løs, idet de lidt efter lidt tog alle deres Kræfter i Brug. Men da de begyndte

at trække til af alle Kræfter, hævede de hinanden op fra Gulvet, saaledes at de tilsidst kun hvilede paa Hælene. De løftede og rejste hinanden mere og mere op, men da de nu begyndte at snurre paa Hælene, saa faldt Plejesønnen mere og mere sammen, medens Plejefaderens Bryst videde sig mere og mere ud; og idet hans Bryst ligesom stadig hvælvede sig højere og vældigere under hans Aandedræt, rettede han roligt sin Plejesøns Arm ud og gav hans i samme Øjeblik et saadant Dask over Enden, at det lød, som om man knækkede et Stykke Drivved over hans Bagdel. Nu skulde han, saaledes som man havde for Skik, budt sin venstre Arm frem — og hans Kejte var den stærkeste, — men da Plejesønnen endnu langt fra kunde maale sig med ham, rejste han sig bare op og lod Kraftprøven være endt for denne Gang.

Plejesønnen blev nu end mere tavs og indesluttet end ellers og tænkte paa, at han sikkert skulde trækkes ordentligt ved Haarene næste Morgen. Og ganske rigtigt, Plejefaderen trak ham endnu ubarmhjertigere end ellers, nu da han havde prøvet ham og vidste, at han endnu havde langt igen.

Men Plejesønnen opøvede endnu mere end før sine Kræfter, for at den Dag kunde komme, da han kunde maale sig med sin Plejefader.

Der var gaaet nogen Tid, da Plejefaderen en Aften bestemte sig til igen at prøve ham, og nu holdt han sig atter vaagen ud over den Tid, hvor de ellers plejede at gaa til Ro. Med visse Mellemrum gik han ud for at se, om Bopladsfællerne endnu var vaagne, og først da der var mørkt i alle Huse, skyndte han sig ind, trak Underlagsskindet ned fra Briksen, og idet han satte sig paa det, sagde han:

"Lad os bryde Arm! du har jo de mange Brødre til Fjender."

Plejesønnen kom frem, da det jo var ham og ingen anden, som der blev talt til, men denne Gang fattede han med virkelig Iver om Plejefaderens Arm. De gav sig straks til at trække, og alt som de trak, begyndte Plejesønnens Bryst at udvide sig, hvælvet og buet under hans Aandedrag, medens Plejefaderen faldt mere og mere sammen. Tilsidst kunde han ikke mere og gav sin Arm hen til Plejesønnen, samtidig med at han vendte sin Bagdel til for at modtage det Dask, som var Tegn paa, at han var overvunden. Til Trods for sit Nederlag var Plejefaderen yderst veltilfreds, thi det var første Gang, en Modstander havde rettet hans højre Arm ud. Men nu viste han ogsaa sin venstre Arm frem, som aldrig endnu var bleven rettet ud af nogen.

Atter begyndte Kampen, og det varede ikke længe, før Plejefaderen igen begyndte at falde sammen; og Plejesønnen var atter denne Gang den stærkeste. Til Trods for at det var første Gang, han var overvundet, var han saa overstrømmende venlig, at Munden ikke stod stille paa ham hele Aftenen igennem.

Denne Gang imødesaa Plejesønnen Morgenen med Glæde og forberedte sig paa at faa en ordentlig Morgenskraber. Han faldt i Søvn, straks da han var gaaet til Ro, og bekymrede sig ikke om at vaagne tidligt, da han ikke ventede, at Plejefaderen denne Gang vilde rejse ham op ved Haarene, nu da han var den stærkeste. Men Plejefaderen blev sin Vane tro, og Plejesønnen fortsatte derfor som sædvanlig med at opøve sine Kræfter, idet han nu kun ventede paa, at hans Krop skulde blive fuldvoksen.

Man fortæller, at da Plejesønnen nu var bleven en kæmpestærk Mand, fik han den Vane, altid at have sin ene Arm inde paa Kroppen, trukket ud af det ene Ærme; det anses for at være Tegn paa Beskedenhed.

– – –

Netop paa den Tid, da Plejesønnen havde faaet sin fulde Styrke, fik Bopladsens Børn for Skik at drive Boldspil uden for Husene, og da Plejesønnen jo endnu kun var en stor Dreng, morede han sig ofte med at se paa de andres Lege. Han var rigtig kommen i Vane med at gaa ud og se paa dem, men engang, da han saaledes var Tilskuer, var der en, som gav ham et vældigt Skub bagfra. Han saa sig omkring, men opdagede ingen; de andre stod blot og lo ad ham. Da der saaledes ikke var nogen, han kunde hævne sig paa, forholdt han sig bare rolig. Men Aftenen igennem tænkte han kun paa, hvem det vel kunde være, som havde skubbet til ham. "Skulde det ske," tænkte han, at nogen kommer og skubber til mig i Morgen, saa skal jeg da forsøge paa at vende mig tidsnok til at se, hvem det er." Og saaledes optog dette hans Tanke, at han tilsidst sagde til sin Plejefader:

"Der var en i Dag, der drillede mig med at skubbe til mig bagfra. Næste Gang nogen gør det igen, vil jeg hævne mig paa ham."

Næste Morgen vaagnede han tidligt, og han længtes nu bare efter, at de andre skulde begynde at lege. Saa snart Kajakerne var roet ud, begyndte Legen som sædvanligt, og Plejesønnen skyndte sig hen til de andre og blandede sig med dem. Men nu var der ingen, der gjorde ham noget.

Han gik rundt omkring dem, ind i Flokken og ud igen, men ingen rørte ham; tilsidst stod han uden for Klyngen og saa til. Men som han stod der, var der pludselig en, som skubbede voldsomt til ham. Lynsnart stak han Armen ind i Ærmet, satte lige Haanden paa Jorden og sprang op. Midt i Springet saa han sig om, og da skulde netop den, som havde skubbet til ham, til at skjule sig imellem sine Kammerater. Og han saa ganske tydeligt, hvad han vilde se, netop en Broder til den Dreng, som var Skyld i hans Plejemoders Død. Det varede lidt, før han sprang efter ham — helst vilde han lade ham være —, men da han saa kom til at tænke paa sin Plejemoder, var han allerede paa Vej hen efter ham. Da Drengen saa, at Plejesønnen løb efter ham, sprang han bort fra sine Kammerater og løb til Fjælds, op forbi Husene.

Det var første Gang, Plejesønnen skulde vise sine Kræfter for fremmede. De andre fulgte efter, og da de naaede frem, saa de, at Plejesønnen havde den anden Dreng under sig. Først nøjedes han med at se paa ham, men da han nu igen kom til at tænke paa sin Plejemoder, slog den Tanke ned i ham: "Jeg holdt dog saa meget af min Plejemoder, og det var jo for hans Broders Skyld, at de slog hende ihjel!"

Næsten uden at vide af det, følte han, at han allerede havde grebet Drengen i Nakken og løftet ham i Vejret. Det var ikke særlig højt det Sted, hvorfra han kastede ham, men alligevel stod Blodet ud af Munden paa hans Offer. Kammeraterne løb til, men da var han allerede ved at udaande, idet han kastede en Mængde Blod op, og straks raabte alle de andre:

"Plejesønnen har slaaet en Dreng fordærvet, Plejesønnen har myrdet!"

Folk hørte det og kom op og bar den døde ned.

Plejesønnen, der var bleven alene tilbage, gik nu ned, og han vilde have gaaet ind til sin Plejemoder, men blev ude, fordi han havde daarlig Samvittighed. Saa satte han sig hen paa en Fjældknaus foran Huset og saa ud over Havet med den ene Arm ude af Ærmet. Der sad han under hele Solens Vej mod Vest. Først da den var gledet under Horizonten, kom Kajakerne til Syne; de havde været paa Fangst og kom nu bugserende indefter. Plejefaderen roede som sædvanlig for sig selv. De kom nærmere og nærmere, og da de var i Raabs Afstand fra Kysten, blev der raabt:

"Plejesønnen har slaaet en Dreng fordærvet, Plejesønnen har myrdet!"

Saa snart de hørte det, satte de Farten op, idet nogle af dem lod deres Fangst i Stikken. Kun Plejefaderen beholdt de Sæler, han bugserede, og kom ikke desto mindre snart forud for de andre. Han kom først til Land, satte sin Kajak et Stykke over Højvandsbæltet, gik op og ind i sit Hus og kom ikke mere ud.

Da de mange Brødre kom ind i deres Hus, fik de at vide, at Drengen allerede var kvalt i sit Blod. Den myrdedes Fader blev et Øjeblik inde i Huset, saa rejste han sig og sagde til sine Brødre:

"Lad os se, hvem af os, der først kan give Plejesønnen et Saar! Lad os se, hvem af os, der kan dræbe ham!"

Og straks sprang alle de andre op og løb ned til deres Kajaker, tog deres Lænsere og stormede løs paa Plejesønnen — den myrdedes Fader forrest.

Saa snart de naaede hen til Plejesønnen, der sad og lod, som om intet var hændt, idet han ligegyldigt kløede sig i Hovedet, tog den forreste Tilløb og slyngede Harpunen lige ind i Ryggen paa Plejesønnen; men Benstykket ved Odden paa Lænseren blev fuldstændig ødelagt og Lænserskaftet faldt til Jorden i tre Stykker.

Saa kom den næste til, idet han raabte:

"Er det en vred Mands Kast? Hvordan er dog det, han bærer sig ad."

Og idet han nu paa samme Maade løb lige hen imod Plejesønnen, slyngede ogsaa han sin Lænser ind i hans Rygstykker. Men det gik ham ikke bedre end Broderen; og de andre Brødre havde heller ikke mere Held med sig. Hver Gang de forsøgte at harpunere ham, knækkede Plejesønnen en Lus som Tegn paa sin Ligegyldighed.

Tilsidst var der ingen af dem, der havde flere Vaaben, og da de saa skulde til at se nærmere til, var der ikke en Gang skaaret et eneste Haar over paa hans Pels. Og det var, fordi han havde sin Plejemoders Skamben som Amulet; derfor kunde ingen saare ham.

Da de mange Brødre havde staaet en Stund og set paa Drengen, greb de fat paa ham og vilde brydes med ham. Men skønt de faldt ind over ham, blev han blot siddende med den ene Arm ude af Trøjeærmet og rokkede kun en Smule frem og tilbage. Og da han havde siddet lidt uden at gribe til Forsvar, slog den Tanke ned i ham: "Skal jeg lade som ingenting, medens Brødrene saadan falder over mig? Jeg holdt dog saa meget af min Plejemoder, og det var jo Brødrene, som dræbte hende!"

Og først da han begyndte at tænke paa dette og mindes sin Plejemoder, steg Vreden op i ham, og han rejste sig op. Og ikke de nærmeste, men de fjerneste greb han fat i. Han tog en af dem og løftede ham op; det var, som om, han rigtig forsigtigt holdt ham op over sit Hoved, vendte ham om og lod ham falde ned paa Jorden. Men idet han faldt, sprængtes hans Indre, og straks var han ved at kvæles i sit eget Blod. Plejesønnen skottede blot hen til ham, greb en anden og behandlede ham paa samme Maade.

Da der nu blev jamret højt og Stemmerne blev mere og mere højrøstede, kiggede Plejefaderen ud og saa nu, at to allerede var dræbte, og at han havde grebet den tredje. Saa skyndte han sig ud og raabte:

"Lad dem nu blot være! Folk, som ikke synes at have Slægt, plejer efter en saadan Holmgang at faa megen Familie!"

Og Plejesønnen slap med megen Uvilje sit Offer ned paa Jorden igen; saa skubbede han ham til Side, vendte ham Ryggen og gik bort, medens Brødrene stirrede maalløse efter ham. Og da Plejefaderen nu gik ind, fulgte han efter, satte sig paa Briksen og sagde ikke et Ord hele Dagen igennem. Tilsidst blev det Aften for dem, og da de vidste, at han ikke havde faaet en Bid Mad hele Dagen, sagde Plejefaderen til sin Kone, da han nu mente, at han maatte være meget sulten:

"Det er alt for længe siden, han der har faaet noget i sig; giv ham noget at spise!"

Og Konen gik frem, tog et Fad, der stod under Sidebriksen, og stillede det frem for ham; og nu ventede de kun paa, at han skulde tage for sig. Men de ventede forgæves, thi han tog ikke noget. Da han intet spiste, sagde Plejefaderen igen til sin Kone:

"Han plejer at holde af Lever; hent noget til ham!"

Det var nu langt ud paa Aftenen og mørkt, og dog gjorde Konen sig i Stand, gik ud til sit Forraadskammer og tog Lever. Da hun var paa Vej ind med Leveren, hørte hun en Støj som af Konebaade; og da hun saa udefter, opdagede hun nogle Konebaade, der allerede var ved at forsvinde bag om et Næs. Herover blev hun meget forbavset og gik ind. Da hun kom ind, lagde hun Leveren frem, satte sig ned, saa hen paa sin Mand og sagde:

"Nu er vi da helt uden Bopladsfæller, og det kan vi nok udelukkende takke vor Plejesøn for. Da jeg kom ud, roede den sidste Konebaad rundt om det lille Næs."

Næppe havde hun sagt det, før han, fra hvem hun ikke havde ventet at høre nogen Lyd, brast ud i Latter; og da han havde let, begyndte han da endelig at spise. Og midt under Maaltidet gik det op for ham, at Plejefaderen, der gerne vilde have Landsmænd, nu ikke længer havde Bopladsfæller, men var bleven ene.

Da Plejefaderen nu saaledes var bleven alene, roede han sommetider langvejs bort, for om muligt at se noget til sine forhenværende Landsmænd. Men han saa aldrig noget til dem.

Plejefaderen, der snart var ked af altid at være ene paa Fangst, byggede nu en Kajak til sin Plejesøn, og da denne havde øvet sig en Tid, kunde de ro sammen ud paa Fangst.

Siden, da Plejesønnen var bleven dygtig i Kajak, hændte det en Gang imellem, at Plejefaderen ikke roede ud sammen med ham, og naar Plejesønnen saa var alene ude, tænkte han sommetider:

"Bare man engang kunde træffe en anden Kajak!"

Thi han havde endnu aldrig mødt nogen, efter at han var bleven en øvet Roer.

En Dag, da han roede hjemefter, rejste den Tanke sig i ham: "Om jeg nu roede ud i Morgen, uden at gaa paa Fangst, kunde jeg maaske træffe andre!" Men da han kom hjem, sagde han som sædvanlig ingenting.

Det blev Aften, og de sov. Om Morgenen, da de vaagnede og Plejefaderen gjorde sig klar til at tage ud i Kajak, busede det ud af Plejesønnen:

"I Dag tager jeg ikke paa Fangst. Jeg vil ro sydefter langs med Landene for at se at træffe en fremmed Kajak. Endnu har jeg ikke, siden jeg lærte at ro, set nogen, der saa lidt anderledes ud."

Og saa lod Plejefaderen ham som sædvanlig gøre, som han vilde. Saa snart Plejefaderen var roet bort, gjorde han sig klar og roede af Sted — sydefter langs Landene. Paa sin Vej sydefter kom han, netop som Solen stod op, til Mundingen af en Fjord. Ved Mundingen roede han et Stykke udefter og saa sig om og opdager endelig under Solen en Kajak. Hans Fangeblære lyste i Solen, og han roede langsomt indefter. Da han først havde set ham, kan det nok være, at han ikke vilde vende Ryggen til, og det var jo ogsaa første Gang, at han, efter at han var begyndt at ro i Kajak, skulde til at træffe sammen med en fremmed. Han roede hen imod ham, og da han kom helt hen til ham, kendte han ham øjeblikkelig. Det var ikke nogen fremmed for ham, og han bestemte sig nu til at dræbe ham; thi det var en af hans Fjender. Det varede længe, før nogen af dem talte, men tilsidst tog den fremmede til Orde og sagde:

"Hvis du havde Lyst til det, skulde du sandelig besøge os."

Det var netop de Ord, Plejesønnen gerne vilde høre, og saa roede de bort sammen. De roede hen mod Fjordens Skyggeside og styrede derfra udefter, og undervejs talte de med hinanden og fortalte om forskellige Ting, ganske som om de ikke var Fjender.

De roede og roede og kom uden om Fjordens Munding, fulgte Kysten mod Øst, indtil de kom om et lille Næs, og se — endelig var der da Mennesker, mange Mennesker!

Oppe oven paa en Skrænt stod en Mængde Telte bag ved hinanden, foran dem og omkring dem en Mængde Konebaade. Mange Mænd var ude; nogle var i Færd med at lave Aarer, andre Harpuner.

Saa snart de nærmede sig Land, raabte nogle dem i Møde, at de skulde lægge til her, andre der. De søgte ind mod Land, der hvor der var bedst at lande, og samtidig kom alle Mændene dem i Møde ned mod Stranden. Nu ordnede Plejesønnen sine Tanker, for at være klar over, hvad han vilde, skoddede lidt med sin Aare og lod sin Ledsager komme foran. Saa tog han et Tag med det ene Aareblad, og netop som den anden lagde til Land og de andre gjorde deres Ansigter store, løftede han sin Harpun og harpunerede ham. Derpaa trak han Liget med Kajak og alting ind til sig, trak sin Harpunodde ud, lagde Harpunen til Rette paa Kajaken, gjorde omkring og roede bort. Og der stod hans mange Fjender bagved og gloede betuttede efter ham.

Da han var naaet rundt om et lille Næs, gik han op paa Land, saaledes at han ikke kunde ses, og ventede paa, at de skulde sætte efter ham. Hvis de satte ud, og hvis der var nogen, der roede efter ham, saa vilde han ogsaa slaa ham ihjel. Han ventede en Stund, men da ingen satte efter ham, roede han blot hjem.

Da han kom hjem, havde han hverken Lyst til Spise eller Tale; de satte Mad frem for ham, men da han ikke vilde spise, saa vidste Plejefaderen, hvad der var i Vejen, og sagde til ham:

"Du skaffer dig stadig nye Fjender; vær derfor forsigtig, naar du er ude i Kajak!"

Ved disse Ord blev Plejesønnen sig selv igen og fik sin Madlyst tilbage. Men da Plejefaderen var klar over, at han nok snart igen vilde faa Lyst til at myrde, saa tænkte han uden dog at tale: "I Morgen vil jeg tage over og se til hans Fjender."

Det blev Aften, og de gik til Ro og sov, vaagnede om Morgenen og stod op. Og da sagde Plejefaderen:

"Jeg tager ikke paa Fangst i Dag, jeg ror blot langs Landene."

Plejesønnen sagde ikke et Ord, da han begyndte at gøre sig rejseklar. Plejefaderen gjorde sig ogsaa klar til Afrejse og roede bort sydefter.

Han roede langs Landene sydefter, roede over en stor Fjord, men roede ikke indefter, men derimod over mod Skyggesiden og fulgte den ud efter. Saa roede han om Næsset øster ud, kom om et lille Næs, og se: Der var skam ingen Mangel paa Mennesker! Næppe var han kommen rundt om Næsset, før Folk raabte: Her! og vinkede ham ind til sig. Han roede ind imod dem, alt medens han tænkte: "Om jeg lægger til Land, vil de ganske sikkert dræbe mig."

Helt inde under Land havde han sine Overvejelser færdige, og saa sagde han:

"Jeg kommer ikke for at besøge jer, det er i Anledning af min Plejesøn, at jeg kommer for at meddele jer noget. I ved, at ingen Vaaben bider paa ham; forsøg derfor endelig ikke paa at hævne jer paa ham, for saa vil han blot slaa jer ihjel allesammen. Jeg kommer for at meddele jer, at jeg agter at føre ham nordpaa."

Og da han havde sagt det, raabte man fra Land:

"Ja, bring ham endelig langt mod Nord!"

Og dog havde Brødrene netop tilkaldt alle deres Frænder og stod klare til at overfalde Plejesønnen. Derpaa gjorde Plejefaderen omkring, uden først at lægge til Land, og roede bort; og der stod de paa Land og gloede efter ham.

Ved sin Hjemkomst fortalte han sin Kone, før Plejesønnen endnu var kommen hjem, at han agtede at opfordre ham til at rejse mod Nord. Først hen mod Aften kom Plejesønnen hjem; og da han var færdig med sit Maaltid, talte Plejefaderen til ham og sagde:

"Ja, hvis du nu bare havde Lyst, saa kunde jeg føre dig nordpaa. Man plejer at fortælle, at intet Land er saa velegnet for Nybegyndere som Landet nordpaa. Der skal være mange Fangstdyr af Hvalros og Hvidhvaler. Det er Fangstdyr, du aldrig har set."

Da Plejesønnen hørte det, fik han stor Lyst til at rejse, og saa rejste de nordpaa. Langvejs rejste de, uden at vide, hvor de skulde tage Land. Naar de paa Vejen ikke længer havde friskt Kød, lagde de op for en Dag, medens Plejesønnen gik paa Fangst; og da nøjedes han aldrig med at bringe en enkelt Sæl til Land.

Saaledes rejste de nu mod Nord, idet Plejesønnen førte Konebaaden den ene Dag, og Plejefaderen den anden. Og hver Gang de kom til en Overvintringsplads, blev de behandlede med stor Venlighed af Folk, som gerne vilde have dem til at slaa sig ned hos dem.

Langt havde de nu faret og søgte nu kun efter et Sted, hvor de kunde overvintre; og da de en Dag kom rundt om et Næs, fik de Udsigt over en stor Boplads, hvor alle modtog dem med endnu større Venlighed, end Folk ellers paa deres Vej. Det var Amerdloq-Boerne. Næppe havde de lagt til Land, før Folk tog fat i Konebaaden, de fik ikke en Gang selv Lov til at røre den. Saa lossede de, bragte Konebaaden op, og inden de vidste et Ord af det, var deres Telt rejst. Saa snart de var færdige, blev de indbudt, og nu kan det nok være, de gik fra Hus til Hus. Og inde i Husene gik Talen løs om alt muligt, og Plejefaderen saa da hen paa sin Plejesøn og sagde:

"Jeg vilde gærne have, at han her skulde se fremmede Fangstdyr, da han endnu aldrig har set Hvalrosser eller Hvidhvaler.”

"Det er et udmærket Land her for Nybegyndere,” sagde saa Værterne, "det vil ikke vare længe, før Fangstdyrene som sædvanlig kommer trækkende.”

Saa bestemte Plejefaderen sig til at overvintre der ved Bopladsen og gav sig straks til at bygge Vinterhus. Og næppe var det færdigt, før besøgende kom strømmende ind til dem. Og saaledes blev det hver Aften!

Men Plejesønnen havde nu den Vane, at han aldrig gik ud om Aftenen, og naar de besøgende da gik ud og vilde have ham med, var det, som om ingen talte til ham, og det, skønt det var hans jævnaldrende, der vilde have ham med sig ud til Pigerne. Naar han endelig gik ud, var det kun for et Øjeblik, saa lidt vant var han til at komme ud. Saadan var han til at begynde med, men lidt efter lidt fik han Smag paa at lege med Pigerne og blev længere og længere ude. Men da han nu havde faaet den Vane, morede hans Plejeforældre sig tit over, at han, som ellers aldrig plejede at bryde sig om det, nu var bleven saa ivrig efter det.

Om Morgenen, naar de skulde tage ud paa Fangst, roede de aldrig først ud, men kun efter at Folk, der havde Land der, var taget af Sted. Naar nu Plejesønnen nedlagde et Fangstdyr, han ikke før havde dræbt, lod de aldrig Kødet ligge til næste Dag, men skar blot det Stykke fra, de selv skulde spise, og delte Resten om mellem Husene. Og Plejesønnen fangede endnu mere ved den nye Boplads end hjemme, og Plejemoderen maatte ordentlig slide i Spæk og Kød. Hun begyndte derfor at tænke paa, at han burde tage sig en Kone, men hun turde ikke selv sige det til ham.

En Dag, da Plejesønnen som sædvanlig vaagnede og kom ud, saa han Mænd samlede paa Fjældet. der var endnu ingen taget ud paa Fangst. En af dem gjorde Tegn til ham, at han skulde komme, og det var netop det, han ventede paa. Han gik op til dem, og da han naaede dem, pegede de ud over Havet, og se: Det var fuldt af Fangstdyr! Det var Hvalrosserne, der var begyndt at trække indefter.

"Naar de kommer helt ind til Land, saa er der ingen af os, der tør tage ud i Kajak," fortalte de, "det er nemlig saaledes, at de røde Hvalrosser kan svømme selv den hurtigste Kajak op."

Men da tænkte Plejesønnen:

"Det manglede bare, at man skulde være bange for et Fangstdyr, der er venligt nok til ikke at flygte for en."

Og imedens han stod der og saa paa dem, var der en vældig, fuldvoksen Hvalros, som stadig kom op paa samme Sted. Da Plejesønnen saa det, fik han stor Lyst til at ro ud efter den, og da han havde staaet lidt, gik han saa ned for at ordne sin Kajak, og da han var færdig, gjorde han sig klar og tog af Sted. Men da han tog ud, ventede ingen ham tilbage igen, da han umuligt kunde slippe heldigt fra Hvalrossen.

Han roede et Stykke udefter, men da han var bange for, at Hvalrossen skulde komme forkert op for ham, roede han endnu lidt længere ud og vilde passe den op derfra. Bedst som han laa der og ventede, kom den op, og saa snart den viste sig, roede han løs paa den uden at betænke sig. Da han aldrig før havde set et lignende Fangstdyr, saa vældig stort, og da han tillige havde stor Lyst til det, roede han lige ind paa det. Han havde hørt, at røde Hvalrosser var lette at skræmme, og da han gerne vilde se, hvordan den saa ud, gjorde han lidt Støj paa sin Kajak. Straks blev den opmærksom paa ham og for oprejst hen imod ham. Den rejste sig helt op i Vandet, løftede hele sit vældige Legeme og svømmede hen imod Kajaken, ganske som en Søkonge, der stryger hen over Vandet. Det var nu umuligt at flygte for den, og da han paa Grund af dens Fart ikke kunde beregne hvor hurtigt den svømmede, tog han et Tag til begge Sider med Aaren, løftede Harpunen og kastede netop som den blottede sin Ryg. Han roede hen til den, og da han naaede den, var den allerede ved at synke, hans Harpun var ikke en Gang faldet af. Da det var den første Hvalros, han havde faaet, skyndte han sig saa meget som muligt, tog Fangelinen og halede den op, satte Bugserlinen fast og roede indefter med Dyret.

Inde paa Land overvældede hans Plejemoder alle med Venlighed, thi det var jo hans første Hvalros. Man flænsede den, og bragte Kødgaver til alle, saa at der kun var et lille Stykke tilbage til dem selv.

I al den Tid Hvalrosserne laa inde ved Land, faldt det ham meget let at fælde dem, men Plejemoderen, som nu havde endnu mere at gøre med at flænse end ellers, sagde en Dag til sin Mand paa en Tid, da Plejesønnen ikke var til Stede:

"Du maa virkelig sige til vores Plejesøn, at han skal gifte sig; jeg kan ikke overkomme Arbejdet med jeres Fangst, naar jeg skal være alene."

Plejefaderen svarede ikke, men Aftenen igennem tænkte han over sin Kones Ord. De havde siddet oppe og var gaaet til Ro, da Plejesønnen kom ind. Saa sov de, og næste Morgen gik Plejefaderen omkring og saa ud, som om han slet ikke havde noget vigtigt at sige. De gjorde sig rede, tog ud paa Fangst, og da de var kommen ud, tænkte han nærmere over sin Kones Ord og sagde saa til sin Plejesøn:

"Din Plejemoder har bedt mig om at sige til dig, at nu maa du tage dig en Kone. Hun har alt for meget Arbejde, naar hun skal være alene om det."

Den tiltalte svarede ikke, men var lige ved at nyse af Stolthed. Dagen igennem søgte han at gaa paa Fangst, men han kunde ikke faa Giftermaalet ud af Hovedet. Da han kom hjem om Aftenen, gjorde han sine Redskaber i Orden, og saa snart han var bleven færdig, gik han ud sammen med det første Mørke. De ventede ham som sædvanlig ikke ind, før de var kommen til Ro. Det blev Aften, og først sent hen hørte de ham komme ind. Det var, som om han ikke var alene; da han kom ind gennem Indgangshullet, kan det nok være, han havde begge Arme udstrakt bagud, for han kom slæbende med en gammel Jomfru, og idet han satte hende ind i Huset, sagde han, at nu var han kommen hjem med sin Kone.

Plejeforældrene syntes jo nok, at hun var lidt gammel, men satte sig ikke imod det, da det jo var den, han vilde have. Saaledes fik Plejesønnen sig en Kone, og nu levede han sammen med hende.

Efter Giftermaalet fangede han endnu mere, nu da han havde faaet en til at flænse for sig. Da de havde været gift en Tid, blev hun voldsomt svanger, og det var endda hende, man havde syntes, var for gammel. Hun gik svanger en Tid, og saa kom endelig den Dag, da hun skulde føde, og hun fødte og fik en Datter.

Men da Barnet nu var kommen, saa vidste Plejeforældrene ikke, hvad det skulde hedde, og imedens de nu var forlegne for, hvad de skulde kalde Barnet, sad der tilfældigt henne ved Lampen en Mand, og pludselig busede det ud af ham:

"Mon det ikke skulde være hende, som Brødrene dræbte?"

Andet sagde han ikke, men det vakte Plejeforældrenes Hukommelse, og saa opkaldte de Barnet efter den dræbte Plejemoder.

Denne Datter fik hun, men siden fødte hun ingen Børn. Og saa viste det sig virkelig ogsaa, at det var lige ved sin sidste Menses, at hun havde faaet sig en Mand; men hun var jo ogsaa noget gammel.

Her overvintrede de nu et Par Gange, da det gik saa let med Fangsten. Men da Plejesønnen først havde nedlagt de Fangstdyr, han havde haft saadan en Lyst til at lære at kende, saa kunde han ikke længer faa den Boplads, hvor han var vokset op, ud af sine Tanker. Og da han nu ikke kunde glemme sit gamle Land, erklærede han en skønne Dag, at han vilde sydpaa. Og saa føjede hans Plejefader ham som sædvanlig i hans Vilje. Først paa Foraaret brød de op og rejste sydpaa. Langvejs rejste de og naaede omsider tilbage til deres gamle Land.

Da Plejesønnen saaledes var kommen tilbage til sin Boplads, tog han ikke oftere paa Rejse. Og man fortæller, at han blev gammel i sit Land.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 52-73. København, 1924.