Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Usorsak med Knivhalen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Usorsak med Knivhalen
Fortalt af Lûtivik fra Napassoq
Der var engang en lille Pebersvend, der roede ud i Kajak. Han roede og roede, og da han kom omkring et lille Næs, fik han Udsigt til en lille Vig, og inde i Bunden af Vigen var der et Hus. Han roede derhen, steg ud af sin Kajak, bragte den et Stykke op paa Land og gik op til Huset. Paa sin Vej opover opdagede han, at det røg fra Kogestederne i Husgangen. Han ventede, at der skulde komme Folk ud, men da der stadig ingen kom ud, gik han op paa Taget i Husgangen og kiggede ned. Over et Røgsted stod der en stor Gryde, fyldt med Kød, og kogte; men ingen Mennesker var der at se. Da han nærmere skulde til at undersøge Kødet i Gryden, saa han, at det var Menneskekød, aller øverst laa der Menneskehænder og kogte. Saa snart han opdagede det, skyndte han sig ned mod Stranden igen, men i det samme kom der en stor Kvinde ud af Huset og sagde:"Kom ind, du fremmede!"
Saaledes talte hun, og Pebersvenden gik op igen og var snart inde i Huset. Der var kun to Kvinder, og da han havde set dem, satte han sig ned paa Sidebriksen. Herfra saa han hen paa Bænken under Vinduet og opdagede der et gammelt Stykke Mandfolk, der sad ned. Han havde dækket sin Underkrop til og sagde ikke et Ord, men stirrede blot ned i Gulvet, uden at røre sig.
Pebersvenden ventede nu paa, at man skulde byde ham et Maaltid, og efter at han havde ventet saa længe, at han helt havde opgivet at faa noget, satte de da endelig nogle sølle Angmagssætter frem for ham. Andet vankede der ikke.
Pebersvenden blev nu der i Huset; men alt som Aftenen nærmede sig, blev han mere og mere ængstelig, og tilsidst gik han ud for at ordne sin Kajak. Da han havde ordnet den, gik han atter op, men lagde forinden en stor, flad Sten inden for sit Tøj paa Brystet. Med stort Besvær fik han Stenen puttet ind og gik tilbage til Huset. Næppe var han inde i Huset igen, før man opfordrede ham til at lægge sig paa Briksen, og saa lagde han sig paa Sidebriksen. Her laa han nu, men kunde ikke falde i Søvn for Angst og onde Anelser. Først langt ud paa Natten lagde han sig til Rette paa Ryggen og lod, som om han sov.
Da opdagede han, at Gamlingen, der sad tildækket paa Bænken under Vinduet, rejste sig op, og se, — da han kom ud paa Gulvet, viste det sig, at han havde en stor Slæbehale af Kobber. Han stod krumbøjet ude paa Gulvet, men idet han efterhaanden rejste sig op, trak han Halen længere og længere ud, og da han rejste sig helt op, naaede den til i Højde med Knæene. Spidsen af Halen var skinnende blank som Kobber. Derpaa listede Trolden sig hen til den fremmede, kravlede op paa Sidebriksen, skrævede over ham, rettede sig op et Par Gange og lod sig falde ned paa ham for at gennembore ham med sin Hale. Da lød der et vældigt Knæk, idet han brød sin Hale mod den flade Sten, som Pebersvenden havde lagt ind paa Brystet. Trolden drog et langt, dybt Suk, faldt om paa Gulvet, skælvede en Stund over hele Kroppen og var død.
Pebersvenden rejste sig op i en Fart og flygtede i stor Hast, skyndte sig ud ad Husgangen og løb af alle Kræfter ned til Stranden, naaede sin Kajak, satte den ud i Vandet, kravlede i den og stødte fra Land.
Men næppe var han kommen fra Land, før han hørte Raaben og Skrigen, og da han vendte sig om, saa han de to Kvinder inde i Huset komme ud. Begge bar de en brændende Fakkel af Tørv i Haanden og raabte:
"Ak, ak! Usorsak har knækket sin Hale, han har knækket sin Kobberhale! Orsok sikarpo lor, orsok sikarpo lor."
Men Pebersvenden skyndte sig blot bort fra Stedet og flygtede hjem.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 158-161. København, 1924.
