Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Ikaleq og Qátaitsiaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Ikaleq og Qátaitsiaq
Der var engang en lille Pige, som ikke gad bestille noget og kun holdt af at lege med sine Dukker. En Aften, da hun som sædvanlig legede allerivrigst med Dukker, gik Moderen til Ro for at sove. Den lille Pige var ulydig og vilde ikke lægge sig, og medens hun nu sad og legede i Nærheden af Indgangshullet, hørte hun nogen komme ind ad Husgangen. Hun lyttede efter den kommende og stirrede bange mod Husgangen, og frem kom der en lille Dværg med Næsebor, der var saa store, at de gik helt op til Øjnene. Den lille Dværg kom helt ind og sagde:
"Jeg er Ikaleq. Tag dine Dukker med og kom ud!"
Den lille Pige, som hed Qátaitsiaq, svarede: "Jeg har ingen Kamiker og kan ikke gaa ud."
"Tag din Moders Kamiker," svarede Dværgen.
De fulgtes ad ud og gik lige ned til Møddingen. Her blev de staaende, og da de havde stirret noget paa den, kom der pludselig et Hus til Syne, man saa Vinduerne og Husindgangen, og de kravlede ind i dette Hus. Her var der en Mængde smaa bitte Dværge, der ikke bestilte andet end at lege med Dukker. Det var noget for Qátaitsiaq, og hun legede hele Dagen igennem fra Morgen til Aften.
Da den lille Piges Forældre vaagnede næste Morgen, spurgte de efter Qátaitsiaq; men der var ingen, der havde set hende, og væk var ogsaa Moderens Anorak og Kamiker. Forgæves søgte de efter hende, og da de omsider maatte opgive det, begræd de hende som død; og saaledes gik Tiden, indtil det blev Foraar og de rejste paa Fangstrejse.
Det fortælles, at naar Menneskene, før de rejser bort, hælder noget ud paa Møddingen med Vand i, løber alt dette Vand ned til de smaa Dværge; og det bliver de saa vrede over, at de hver Gang ønsker, at den, som har gjort det, maa dø. Nogen Tid efter plejer da ogsaa ganske rigtigt den at dø, som hældte Vand ud.
Da Qátaitsiaqs Forældre havde boet Sommeren til Ende paa deres Fangstplads, vendte de tilbage igen til Vinterpladsen. Her boede de nu, medens deres lille Pige stadig legede med Dukker under Møddingen. Men en Aften blev hun pludselig saa søvnig og gabede saa voldsomt, at hendes Mund og Næsebor røg helt op til Øjnene, og saa bad hun endelig om, at hun maatte komme hjem. De andre søgte at overtale hende til at blive, men det hjalp ikke. Det blev Aften, og da Menneskene var gaaet til Ro, gik hun ud for at gaa hjem. Hun kom hen til Huset og begyndte at gaa ind ad Husgangen, da hun hørte en af Folkene sige:
"Hvem kan det dog være, der er ude?"
"Der er ingen ude!" svarede de andre.
Men pludselig flygtede de alle ind i Briksens Baggrund, da de hørte det raabe nede fra Husgangen:
"Jeg er Qátaitsiaq!"
"Men hvor har du dog været saa længe?" raabte de andre til hende.
"Jeg har været nede og lege med Dukker hos Dværgene under Møddingen; de vilde have, jeg skulde sove hos dem, men jeg gik uden at sove."
Ved disse Ord sagde Moderen:
"Naa, saa er du da endelig kommen hjem igen."
Da de skulde til at se nærmere paa hende, opdagede de, at hendes Mund og Næsebor havde udvidet sig saaledes af stærk Gaben, at de gik helt op til Øjnene. Men Moderen tog hende op paa Briksen og lagde hende ned og anbragte to smaa Træstykker oppe under Øjnene, fordi disse ikke længere kunde lukkes.
Derefter lagde Qátaitsiaq sig til at sove, og da hun vaagnede igen, blev hun til en dygtig og flittig Pige, der aldrig mere legede med Dukker.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 254-256. København, 1921.
