Myter og sagn fra Grønland – I (KR) – Kuta, den vantro
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – I
Knud Rasmussen
Myter og sagn fra Angmagssalik
Kuta
den vantro
Der var engang en Fanger, som hed Kuta. Han var saa vantro, at han aldrig nogensinde vilde tro, hvad der blev fortalt ham, hvad enten det var Beretninger eller noget af det, som Mennesker maa tro paa for at leve.
Han havde rødrandede Øjne, og det skammede han sig meget over; blot nogen nævnede Farven rød, troede han, at det var ham, de hentydede til, og søgte at skjule sig; thi han var lige saa let til at blive fornærmet, som han var vantro. Naar en Mand kom ind til ham og sagde, at Himlen i Vest var ualmindelig rød den Aften og at man maaske kunde vente Storm, satte Kuta øjeblikkelig Ilden ned paa sin Lampe, kravlede op paa Briksen og lagde sig ned med Ryggen til den besøgende, fordi han straks troede, det var hans rødrandede Øjne, der hentydedes til.
Engang hørte Kuta, at man fortalte om, at der langt borte skulde leve en Snespurv paa et Fjæld, og denne Snespurv havde den mærkelige Egenskab, at den kunde tale. Straks afbrød Kuta Fortælleren, idet han sagde, at dette var umuligt, en Snespurv kunde ikke tale; det var Løgn, det, de der fortalte! Alle Fortællere var nogle Løgnhalse, og for at bevise det vilde han køre hen til det Fjæld, hvor man havde fortalt, at den Snespurv levede, som kunde tale. Saa gjorde han sig rede og kørte af Sted, kun ledsaget af en Kammerat.
De naaede Fjældet, og næppe var de kommen frem, før Kuta raabte ud over Landet: "Der kan man se, hvor alle Fortællere lyver! Her vil de bilde mig ind, at der skulde bo en Snespurv, som kunde tale!" Næppe havde han raabt disse Ord, før der oppe fra Fjældet lød en Stemme, der sagde:
"Iâ, iâ, iâ, iâ! Se der to Slæder, der kommer kørende ved Foden af det Fjæld, hvor jeg bor! Den ene af Mændene har hudløse Øjne, rødrandede Øjne, Kuta, Kuta, Kuta!"
Det var den talende Spurv, der hilste paa den vantro Kuta. Og næppe havde denne hørt det, før han faldt sammen og udstødte nogle voldsomme Lyde. Hans Ledsager troede, det var Latter, men da han kom nærmere til, saa han, at Kuta var bristet i Graad.
Derpaa slog de Hundene om og kørte hjemover.
Men ved Hjemkomsten vilde Kuta alligevel ikke være ved det, han havde oplevet, og sagde, at det var naturligvis Løgn med den talende Spurv, han havde hverken hørt eller set den.
Men en Dag fortalte den Mand, som havde ledsaget ham, om det, de havde oplevet, og om, hvor pudsigt det havde set ud, da Kuta pludselig brast i Graad, efter at den talende Snespurv havde nævnt hans rødrandede Øjne. Tilfældet vilde, at Kuta var lige der i Nærheden, og han spurgte straks, hvad det var, de snakkede om; men de andre slog det hen og sagde, at det var blot et af Børnene, de havde moret sig over. Hermed følte Kuta sig beroliget og slog sig til Ro.
Nogen Tid efter at dette var sket, fortalte man, at der ved en Boplads skulde være en Dreng, der var saa dygtig til at skyde med Bue, at han ramte alle de Fugle, han sigtede efter, i Hjertet, og det skønt han kun havde et Sælribben til Pilespids. Men straks var Kuta der og sagde, at det var umuligt, der kunde ikke findes nogen Dreng, der ramte alle Fugle, han sigtede efter, i Hjertet.
Som sædvanlig brød den vantro Kuta op Dagen efter for at besøge det Sted, hvor Drengen boede; han vilde selv overbevise sig om, at det var Løgn. Saa snart han kom hen til Bopladsen, gemte han sig bag en Fjældkam, hvorfra han sprang frem en Gang imellem, idet han raabte:
,,Naa, skyd mig nu, se nu, om du kan ramme mig!" Og lige saa snart han havde raabt det, sprang han tilbage og skjulte sig bag Stenene. Men Drengen sagde:
,,Nej, jeg vil ikke skyde, for man faar altid Fjender, naar man dræber nogen."
Men Manden, som ledsagede Kuta, sagde nu: "Skyd du bare efter ham, for han er saa vantro, at der ikke findes nogen Ting, som han vil tro paa."
Da Drengen hørte det, gjorde han sig klar med sin Bue, og da Kuta næste Gang kom frem for atter haanende at raabe: "Skyd mig nu, skyd mig nu lige i Hjertet!", saa afskød Drengen sin Pil, netop da han stak Hovedet frem over Stenen for at raabe sine Haansord, og i samme Øjeblik havde Kuta en Pil siddende i Hjertet. Man løb derefter op for at se, hvad der var bleven af ham, og saa ham i Dødskamp trille rundt om en Sten, der laa ude i en lille Sø lige bag det Sted, hvor han havde holdt sig gemt.
Saaledes døde Kuta, fordi han var saa vantro, at han aldrig nogensinde vilde tro paa det, man fortalte ham.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 226-228. København, 1921.
