Vinteren har været lang og haard og Fangsten saa daarlig, at Folkene ved Bopladsen har lidt Nød. Alle er udmattede og kraftesløse, og der er dem, der tror, at man ikke vil have Kræfter til at opretholde Livet, indtil Foraaret kommer og bringer Sol og nye Tider.
Saa tager en Mand ud i Kajak langs med Kysten, hvor det første aabne Vand har begyndt at danne sig. Her kommer han frem til et Fjæld, som han bestiger for at se, om der skulde være Vaager længere ude, hvor man kan drive Sælfangst; svag og mat af Sult arbejder han sig op over Fjældet, indtil han opdager en Snedrive, som Solens Varme har begyndt at løsne fra Fjældet.
Herover bliver han saa glad, at han bryder ud i følgende Sang:
Aja-ha, aja-ha.
Jeg var ude i Kajak
og søgte Land,
aja-ha, aja-ha;
her kom jeg til en Snedrive,
der var begyndt at smelte.
Aja-hai-jâ, aja-hai-jâ.
Saa vidste jeg, at det var Foraar,
og at vi havde overlevet Vinteren.
Aja-hai-jâ, aja-ha.
Og jeg blev angst for, at mine Øjne
skulde være for svage,
alt for svage
til at se alt det dejlige.
Aja-hai-jâ,
aja-hai-jâ,
aja-ha.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 345-346. København, 1921.
