Det er Skik og Brug, at flere Familier bor sammen, 50—60 Mennesker i et stort Vinterhus, der er bygget op af Tørv og Sten. Om Vinteren, naar Fangsten er daarlig, plejer man at dele alt det Kød, der bringes til Huse, ligeligt mellem Familierne, uden at der tages Hensyn til, hvem der ejer det.
Engang havde man opdaget, at en Mand altid hentede Kød fra sine Depoter om Natten, medens de andre sov, og saa spiste sig mæt i Smug, uden at give sine Husfæller Del i sin Madglæde. Saa snart han havde spist, svøbte han sine Levninger ind i Skind og gemte dem under Briksen.
En af Husfællerne hævnede sig siden ved at digte følgende Sang, som han foredrog en Aften under Tilhørernes skadefro Munterhed.
Det siges, at Gnieren blev saa skamfuld herover, at han aldrig siden indtog noget Maaltid i Hemmelighed.
Jeg satte sammen
Ord til en Sang,
en lille Sang,
som jeg bragte i Hus en Aften.
Ukendelig og velindsvøbt
kastede jeg den ind under Briksen.
Ingen vilde faa Del i den,
ingen skulde opleve den.
Thi min skulde den være,
min, min, min,
hemmelig og udelt.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. I, s. 346-347. København, 1921.
