Nápartukos to sønner. Fortalt af Sâjôq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Nápartukos to sønner

Fortalt af Sâjôq

Blandt Nápartuko og Atsivaqs mange børn var der to unge mænd, der altid fulgtes ad. Om sommeren boede de og deres familier under samme telt, om vinteren i samme hus.

Den yngste af de to havde to småsønner.

En forårsdag opslog brødrene deres store telt ved Nunakitseq, Sermiligâq, for at drive sommerfangst der.

Når de havde fået tørret en stor stak kød, sejlede de den hen til Nôrniangâjivin, hvor de hengemte kødet som forråd for vinteren i kamre mellem stenrovserne.

En dag man sejlede en last kød til hengemning, lod man de to smådrenge blive alene hjemme. Begge drenge var klædt i bjørneskind fra top til tå, og de legede med trækajak ved en lille dam.

Ikke langt fra, hvor børnene legede, stod den ældste broders vældige bjørnehunde tøjrede.

Kort efter at konebåden var sejlet bort, fik de veltrænede bjørnehunde øje på drengene og antog dem for at være bjørne. Uden en lyd hev og sled hundene i tøjret og sprængte til sidst deres remme. De angreb drengene, der flygtede op over fjeldet.

Den yngste af drengene blev indhentet, og på et øjeblik var han revet ihjel, selv hans tarme var hevet ud.

Den ældste dreng flygtede op til teltet og gemte sig mellem teltets to skindlag.

De ophidsede hunde brød ind i teltet og for rundt og ledte efter drengen.

På vej hjem så man fra konebåden hundene fare løse omkring. Der blev stor ængstelse, og man anså allerede begge drengene for at være blevet bidt ihjel, klædt i bjørneskind som de var.

Straks man kom i land, så man den yngste dreng ligge ihjelbidt og opsprættet på bakken, ikke langt fra dammen, hvor han og hans bror havde leget.

Men broderen var intet sted at finde. Forældrene gik ind i teltet, men drengen troede, at det stadig var hundene, og gav sig ikke til kende, før han hørte dem tale sammen. Da krøb han frem fra sit skjul, forældrene hjalp ham ud.

Drengen fortalte, at han ellers havde holdt sin lillebror i hånden, men måtte slippe ham, da hundene allerede havde væltet ham omkuld.

Der opstod nu et voldsomt skænderi mellem Napartukos sønner, og de flyttede i hver sit telt. Mod slutningen af sommeren mødtes brødrene, og i følge drog de mod Kialêq.

Man havde rejst længe, og da man var sluppet vel over Ikerdivaq, skiltes brødrenes veje. Den ældste tog ind i Tasîlaqfjorden for at søge vinterboplads der. Den yngste bror fortsatte nordpå og slog sig ned ved Ilivdalik, hvor han traf sine fætre. Han fortalte fætrene om grunden til, at han og hans bror ikke mere boede sammen: at broderens hunde havde bidt hans søn ihjel.

Hen på foråret, da solen havde fået så megen magt, at den om dagen optøede sneens overflade — der om natten frøs til en hård skorpe — blev en kommende slæde anråbt. Forspandet på fem kraftige hunde strakte vel ud, og slæden nærmede sig bopladsen med stor fart.

Det viste sig at være den ældste bror fra Tasîlaq.

Den yngste bror bød på ædegilde, en hel sortside.

Broderen blev natten over i Ilivdalik, og da han næste morgen gjorde klar til afrejse, fulgte hans bror ham ud til slæden.

Efter at den ældste var kørt, kom den yngre bror ind i huset, medbringende en kajakåre, som vinteren igennem havde ligget oppe under konebåden. Åren havde fine kantforstærkninger af narhvaltand.

Han holdt kajakåren frem og sagde: »Denne her er til salg«. »For hvad?« spurgte husfællerne. »For en malititsik, et tryllemiddel til at sende efter en bortrejsende. Man siger, at den, der har en malititsik, aldrig føler en slægtning for nær«, sagde manden.

I huset boede blandt andre en skeløjet ungkarl, og han sad for enden af sidebriksen, helt oppe ved hovedbriksen. »Kom lad mig se den«, bad han. Og da han havde undersøgt åren, sagde han: »Den kan jeg godt bruge«.

Sammen gik de to mænd ud. De var ude en kort tid, så kom de tilbage.

Mens den ældre bror kørte hjemover og endnu havde lang vej tilbage, hørte han en hulkende lyd bag sig. Lyden kom nærmere og strøg tæt forbi ham. Idet lyden strøg hen over hundene, var det, som om en hvirvelvind blæste ind i pelsen på hundene, så hårene rejste sig på ryggen af dem. Lyden svandt bort forude.

Hundene kiggede op i luften, småbjæffede og satte af sted efter det usynlige.

Det varede ikke længe, før benene under en stor hanhund på venstre fløj brød sammen under den, og den styrtede om, død på stedet. Der var ikke andet for manden at gøre end at sele den fra og køre videre.

Han havde lige tabt den døde hund af sigte, da en anden hanhund faldt død om. Manden selede hunden fra og kørte videre med tre hunde.

Ikke langt fra Aqâduk styrtede den tredie hanhund om. Med to hunde fortsattes hjemrejsen. I den længste førerskagle gik en tæve, der havde store hvalpe. Hun var derfor i fældning og var korthåret.

Den fjerde hanhund, der drog i den næstlængste skagle, faldt om og var død på stedet. Med kun én hund – tæven — for slæden, selv skubbende bag på opstanderne, fortsatte manden sin fremfærd. Når han havde gået sig træt, satte han sig på slæden for at hvile lidt, og så skubbede han videre. Manden gik i stadig angst for, at tæven skulle falde om, men den fortsatte støt fremover, og han nåede endelig hjem til bopladsen.

Nu havde manden ikke andre voksne hunde end tæven, men til alt held var hendes tre hvalpe så store, at han dog kunne køre.

Den følgende sommer forlod alle Kialêq og rejste tilbage til Angmagssalik-distriktet.

Her fik den ældste af brødrene at vide, at den yngre bror — vejledt af den skeløjede ungkarl — havde sendt »fordærv« efter ham ved trolddom.

Havde det »hulkende« passeret ret hen over slæden, ville han selv være blevet dræbt. Men fordi trolddommen forfejlede sit mål og ramte fire af hundene til døde, undgik han sin skæbne.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 85-88, København, 1963.

Næste kapitel ►